Forord

Portrætfoto af Ursula von der Leyen.

Ursula von der Leyen

Formand for Europa-Kommissionen

2023 var et vigtigt år — et år, hvor Den Europæiske Union fortsatte med at leve op til EU-borgernes forventninger og tog udfordringerne op i takt med deres opståen. Vi holdt kursen for de seks prioriteter, vi fastsatte i begyndelsen af mandatperioden, og vi fandt dristige og ambitiøse løsninger på nogle af de største prøvelser, Europa nogensinde har stået overfor.

Fra reaktionen på Ruslands brutale angrebskrig mod Ukraine til håndteringen af den værste energikrise i flere årtier, og fra reaktionen på den ekstremt hastige udvikling inden for kunstig intelligens (AI) til håndteringen af en stadig dybere klimakrise — smøgede vi ærmerne op og konfronterede de usædvanlige udfordringer direkte. Vi har vist, at vores Union er bedst, når vi er modige.

For andet år i træk stod Europa side om side med Ukraine og udviste enhed, styrke og beslutsomhed hele vejen. Vi har banet vejen for modtagelsen af mere end 4 millioner ukrainske flygtninge i Den Europæiske Union og tilvejebragt resolut finansiel, humanitær og militær bistand for mere end 88 mia. EUR indtil videre. Vi har også vist, at vi vil stå Ukraine bi, så længe det er nødvendigt. Gennem den nye Ukrainefacilitet vil vi yde yderligere 50 mia. EUR i løbet af de næste 4 år for at hjælpe med at levere basale tjenester — holde skolerne åbne og betale lønninger og pensioner — mens Ukraines befolkning fortsat kæmper mod den indtrængende fjende. 2023 vil stå præget i det ukrainske folks erindring som det år, hvor deres drømme kom tættere på at blive til virkelighed.

I erkendelse af Ukraines enorme fremskridt og som svar på det ukrainske folks forhåbninger tog vores Union den historiske beslutning at indlede tiltrædelsesforhandlinger med landet på grundlag af en henstilling fra Kommissionen.

Samtidig har vores Union arbejdet hårdt videre med omstillingen af vores økonomi. For det første har vi sat yderligere gang i digitaliseringen. Vores forordning om europæiske mikrochips har allerede genereret mere end 100 mia. EUR i planlagte investeringer, både offentlige og private, i hele værdikæden. Med vores forordning om kunstig intelligens blev Europa også det første kontinent, der har vedtaget specifikke regler for AI med fokus på højrisikoanvendelser. Der er tale om mere end et regelsæt — det er et springbræt for vores virksomheder, så de kan føre an i udviklingen af pålidelig AI.

Vores Union har også fremmet omstillingen til en ren økonomi. Vi har fastlagt rammerne for en reduktion af CO2-udledningerne på mindst 55 % inden udgangen af dette årti, hvilket vil hjælpe med at holde Europa på rette kurs mod klimaneutralitet i 2050. Samtidig har vi med vores forordning om nettonulindustrien styrket EU’s muligheder inden for fremstilling af ren energi for at styrke vores industrielle konkurrenceevne og modstandsdygtighed. Vi vil hjælpe de europæiske virksomheder til at omstille sig og samtidig bevare deres konkurrencefordel, så Europa takket være sit stærke industrigrundlag kan forblive det primære mål for investeringer, der skaber stabile og fremtidssikrede kvalitetsjob.

For at kunne tilpasse sig til den ændrede geopolitiske virkelighed har Europa fremlagt sin første strategi nogensinde for økonomisk sikkerhed. Vi har også taget konkrete skridt til at styrke vores modstandsdygtighed ved at mindske vores afhængighedsforhold og fjerne risici for vores økonomi. Det vil beskytte vores suverænitet, sikkerhed og velstand i de kommende år. Dette mål støttes også af vores genopretningsplan, NextGenerationEU, til en værdi af mere end 800 mia. EUR, der med en kombination af investeringer og reformer er selve drivkraften bag vores økonomiske udvikling. Takket være genopretningsplanen er der ydet finansiering til hundredvis af grønne og digitale projekter i Europa, og den har skabt konkrete resultater for europæerne, lige fra havvindmølleparker til elektriske tog og fra avancerede digitale offentlige tjenester til hospitaler i verdensklasse.

Hvis vi vender blikket fremad, vil 2024 være et særligt år for Europa, hvor borgerne skal til urnerne for at vælge en ny generation af ledere. Det vil være en lejlighed til at reflektere over, hvordan vores demokrati bidrager til at skabe et mere retfærdigt samfund, mere konkurrencedygtige industrier og mere modstandsdygtige økonomier. Jeg er overbevist om, at vores Union fortsat vil stå med oprejst pande. For Europa er altid stærkest, når udfordringerne er størst.

Europa længe leve!

Ursula von der Leyen