Særberetning
nr.08 2017

EU’s fiskerikontrol: Der er brug for en yderligere indsats

Om beretningen:I denne beretning undersøges effektiviteten af EU’s fiskerikontrolsystem - et centralt element til sikring af fiskebestandenes og fiskerisektorens bæredygtighed på lang sigt. Vi konstaterede, at medlemsstaterne endnu ikke foretog alle de foreskrevne kontroller, og at selve kontrolsystemet trængte til ajourføring. Der var svagheder i kontrollen af, om de nationale flåderegistre var nøjagtige, svagheder i kontrollen af små fartøjer, svagheder med hensyn til pålideligheden af de rapporterede fangstdata og svagheder vedrørende ligebehandling af fiskerioperatører ved anvendelse af sanktioner. Vi fremsætter en række anbefalinger til både Europa-Kommissionen og medlemsstaterne med henblik på at forbedre fiskerikontrollen.

Denne publikation er tilgængelig på 23 sprog og i følgende formater:
HTML PDF EPUB PRINT
html logo PDF Special Report EPUB Special Report Paper Special Report

Resumé

I

Den fælles fiskeripolitik skal sikre fiskebestandenes og fiskerisektorens bæredygtighed på lang sigt. Der er stadig mange bestande, der overfiskes, så en effektiv fiskeriforvaltning kræver en vedvarende indsats. Den fælles fiskeripolitik omfatter derfor foranstaltninger, som begrænser flådekapaciteten og fiskeriet ved at fastsætte lofter for fangsterne (f.eks. i form af kvoter) og for aktiviteterne (f.eks. ved begrænsning af fiskeriindsatsen eller tekniske regler vedrørende bestemte fiskerier). En vellykket gennemførelse af den fælles fiskeripolitik kræver et effektivt kontrolsystem. Den fælles fiskeripolitiks kontrolsystem blev senest reformeret i 2009 for at afhjælpe de alvorlige svagheder, der fandtes på det tidspunkt og var blevet beskrevet i Revisionsrettens særberetning nr. 7/2007.

II

Formålet med vores revision var at besvare spørgsmålet: »Har EU et effektivt fiskerikontrolsystem?«

III

Siden vores 2007-revision og reformen af kontrolforordningen har medlemsstaterne og Kommissionen gjort fremskridt på flere områder. Vi konstaterede imidlertid, at Den Europæiske Union som følge af væsentlige svagheder på de fleste af de områder, vi reviderede, endnu ikke havde et fiskerikontrolsystem, som er tilstrækkelig effektivt til at sikre en vellykket gennemførelse af den fælles fiskeripolitik. Medlemsstaterne havde endnu ikke gennemført EU’s fiskerikontrolforordning fuldt ud, og nogle af forordningens bestemmelser bør ændres for at give medlemsstaterne mulighed for at kontrollere fiskeriet effektivt.

IV

De medlemsstater, vi besøgte, kontrollerede ikke i tilstrækkelig grad nøjagtigheden af deres flåders kapacitet og af fartøjsoplysningerne i deres flåderegistre. Kontrolforordningen fastlægger specifikt regler for dokumentbaseret og fysisk kontrol af maskineffekt, men ikke for kontrol af bruttotonnage. Vi bemærkede, at de fire besøgte medlemsstater ikke kontrollerede deres fiskerfartøjers tonnage, og at to af dem endnu ikke havde foretaget den foreskrevne kontrol af maskineffekt. Vi konstaterede også et væsentligt antal uoverensstemmelser mellem fartøjsoplysningerne i flåderegistret og oplysningerne i de underliggende dokumenter.

V

Vi konstaterede, at medlemsstaterne samlet set gennemførte fiskeriforvaltningsforanstaltningerne tilfredsstillende. Medlemsstaternes fartøjsovervågningssystemer (FOS), som anvender satellitbaseret sporingsteknologi, gav nyttige oplysninger med henblik på fiskeriovervågning og -kontrol. Anvendelsen af kontrolforordningens regler betød imidlertid, at 89 % af EU-flåden ikke blev overvåget ved hjælp af FOS, hvilket hindrede en effektiv fiskeriforvaltning i nogle fiskerier og vedrørende nogle arter.

VI

De medlemsstater, vi besøgte, forvaltede forbruget af de fiskekvoter, de havde fået tildelt, på en god måde. Når medlemsstaternes myndigheder overlod det til producentorganisationer at forvalte kvoterne, vidste de imidlertid ikke altid, hvilke kriterier der var blevet brugt i forbindelse med fordelingen af kvoter på de enkelte modtagere. Denne mangel på gennemsigtighed gør det svært for medlemsstaterne at få overblik over de faktiske modtagere af fiskerimulighederne, og dermed bliver det svært at vurdere en potentielt negativ indvirkning på miljøet og den lokale økonomi og eventuelt træffe korrigerende foranstaltninger. Endvidere øger denne mangel på gennemsigtighed risikoen for, at bestemte økonomiske aktørers særlige interesser favoriseres på bekostning af andres. Det var svært at overvåge overholdelsen af fiskeriforvaltningsforanstaltningerne, især hvad angik fartøjer uden tilslutning til satellitbaserede fartøjsovervågningssystemer. Vi så imidlertid også eksempler på god praksis, hvor professionelle fiskeriorganisationer pålagde deres medlemmer at overholde supplerende og mere fokuserede foranstaltninger til bevarelse af bestandene, hvis krav var strengere end kravene i den fælles fiskeripolitik.

VII

De fiskeridata, der blev indsamlet i henhold til kontrolforordningen, var ikke fuldstændige og pålidelige nok. Fangsdataene for den betydelige andel af EU-flådens fartøjer, der indsender papirbaserede opgørelser, var ufuldstændige og ofte registreret forkert i medlemsstaternes databaser. Der var væsentlige uoverensstemmelser mellem landingsopgørelser og senere registreringer vedrørende første salg. To af de fire besøgte medlemsstater sørgede ikke i tilstrækkelig grad for at dele og spore oplysninger om det fiskeri, fartøjer foretager i en anden medlemsstat end flagmedlemsstaten. Medlemsstaternes datavalideringsprocedurer var utilstrækkelige. Desuden var der væsentlige forskelle mellem de samlede fangstdata, som medlemsstaterne havde registreret, og dem, som Kommissionen rådede over. Kontrolforordningen pålægger medlemsstaterne at indsende aggregerede fangstdata for hver enkelt art. Det forhold, at den ikke kræver rapportering med angivelse af fiskeområder, fartøjsstørrelser og fiskeredskaber, begrænser imidlertid mulighederne for en detaljeret analyse af EU-flådens aktivitet.

VIII

Generelt var planlægningen og gennemførelsen af fiskeriinspektioner god i de medlemsstater, vi besøgte. Det forhold, at inspektørerne ikke havde adgang til fartøjsoplysninger i realtid, reducerede imidlertid inspektionernes effektivitet. Medlemsstaterne havde indført standardiserede inspektionsprocedurer, men vi fandt tilfælde, hvor inspektørerne ikke havde brugt de disponible rapportskabeloner. Inspektionsresultaterne var ikke altid rapporteret korrekt i de nationale databaser. Vi konstaterede også, at de anvendte sanktioner ikke altid havde afskrækkende virkning. En af de vigtigste nyskabelser i den nuværende kontrolforordning er et pointsystem, der skal sikre, at fiskeoperatører behandles lige, men det blev anvendt i meget forskelligt omfang både mellem og inden for de medlemsstater, vi besøgte. For nærværende findes der ikke et EU-register over overtrædelser og sanktioner, der kan give mulighed for bedre opfølgning på tildelte point, mere effektiv risikoanalyse og større gennemsigtighed medlemsstaterne imellem.

IX

Vi fremsætter en række anbefalinger til Kommissionen og medlemsstaterne med henblik på at sikre mere pålidelige oplysninger om fiskerflåderne, bedre overvågning af fiskeriforvaltningsforanstaltninger, mere pålidelige fiskeridata samt bedre inspektioner og sanktioner.

Indledning

Den fælles fiskeripolitik

01

Den fælles fiskeripolitik blev senest ændret i 2013, og dens primære mål er at sikre, at fiskeri- og akvakultursektorerne er miljømæssigt, økonomisk og socialt bæredygtige på lang sigt. Dette har historisk været en udfordring, fordi der på grund af overfiskning har været nedgang i nogle fiskebestande i EU-farvande. Den fælles fiskeripolitik sigter derfor mod at mindske presset på fiskebestandene ved at anvende en forsigtighedstilgang2 og fastsætte fangstbegrænsninger baseret på de bedste videnskabelige oplysninger om ressourcerne. Den sigter også mod at skabe ligevægt mellem flådekapaciteten og de disponible fiskeressourcer. Derfor har EU fastsat et loft for EU-flådens kapacitet, som over tid skal afbalanceres med de disponible fiskerimuligheder (jf. tekstboks 1), og indført fiskeriforvaltningsforanstaltninger for at sikre, at fiskerisektoren er bæredygtig.

Tekstboks 1

Afbalancering af flådekapacitet med fiskerimuligheder

EU sigter mod at opnå en varig ligevægt mellem fiskerflådekapacitet og fiskerimuligheder. Den fælles fiskeripolitik fastsætter et kapacitetsloft for hver medlemsstats fiskerflåde, angivet både i maskineffekt (kilowatt (kW)) og bruttotonnage (GT). Nye fiskerfartøjer kan først optages i flåden, når den relevante kapacitet (i kW og GT) er udgået af flåden. Medlemsstaterne registrerer oplysninger om deres flåder i flåderegistre.

Medlemsstaterne er forpligtet til at træffe foranstaltninger med henblik på at justere deres flåders fiskerikapacitet i forhold til fiskerimulighederne over tid. Fiskerilicenser med oplysninger om kapacitet og fiskeredskaber er et af de vigtigste værktøjer til at forvalte kapaciteten. Hvis der er flådesegmenter med overkapacitet, skal medlemsstaterne gennemføre handlingsplaner for at bringe kapaciteten ned på et passende niveau.

Medlemsstaterne rapporterer hvert år om deres bestræbelser på at skabe ligevægt mellem fiskerikapacitet og fiskerimuligheder. I deres rapporter bruger de en række biologiske, økonomiske og fartøjsbaserede indikatorer, som er fastsat af Kommissionen. Rapporterne sendes til Kommissionen og gennemgås af Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri. På grundlag af medlemsstaternes rapporter og analysen fra Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri udarbejder Kommissionen hvert år en sammenfattende rapport til Europa-Parlamentet og Rådet.

02

Ikke desto mindre viser den seneste videnskabelige rådgivning, at mange bestande trods forbedringer stadig overfiskes, især i Middelhavet og Sortehavet. Figur 1 viser status for fiskebestandene i de forskellige havområder.

Figur 1

Status for fiskebestande i Europas regionale havområder med hensyn til god miljøtilstand1

1 God miljøtilstand betyder, at de forskellige anvendelser af de marine ressourcer foregår på et bæredygtigt niveau, som sikrer, at de kan fortsætte i de kommende generationer.

Kilde: Det Europæiske Miljøagenturs websted, ajourført 2016 (data for det nordøstlige Atlanterhav leveret af Det Internationale Havundersøgelsesråd, data for Middelhavet og Sortehavet leveret af Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri).

03

Den Europæiske Unions forvaltningsforanstaltninger kan inddeles i to hovedkategorier (jf. tekstboks 2):

  • Foranstaltninger til outputstyring, som hovedsagelig begrænser fangstmængden for bestemte fiskerier, navnlig ved fastsættelse af samlede tilladte fangstmængder (TAC’er) og kvoter
  • Foranstaltninger til inputstyring, som vedrører de anvendte fangstmetoder og fastsætter regler for flådens aktivitet, f.eks. begrænser fiskerfartøjers adgang til bestemte farvande. Andre sådanne foranstaltninger er kontroller af fiskeriindsatsen med henblik på at regulere fiskerikapaciteten og fartøjsanvendelsen samt tekniske foranstaltninger, som fastsætter regler for anvendelsen af fiskeredskaber og angiver, i hvilke tidsrum og geografiske områder fiskeri er tilladt.

Tekstboks 2

EU’s vigtigste fiskeriforvaltningsforanstaltninger

1. Foranstaltninger til outputstyring

TAC’er og kvoter

TAC’er eller fiskerimuligheder (udtrykt i ton eller antal fisk) er de maksimale mængder fisk, der må fanges i bestemt fiskeri, i et bestemt område og i en bestemt periode. I EU fastsættes der TAC’er for de fleste kommercielle fiskebestande. Kommissionen udarbejder TAC-forslag hvert år (hvert andet år for dybhavsbestande) på grundlag af videnskabelig rådgivning fra rådgivende organer. Det kan bl.a. være nationale forskningsinstitutter, Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri og Det Internationale Havundersøgelsesråd. For fiskebestande, der deles og forvaltes med ikke-EU-lande, vedtages TAC’erne med disse ikke-EU-lande.

Kommissionens TAC-forslag drøftes i flere udvalg og derefter på fiskeriministrenes møde i Rådet hvert år i december. Ministerrådet vedtager for det kommende år TAC’er for hver art og hvert område - ikke altid i overensstemmelse med Kommissionens forslag.

TAC’erne opdeles i nationale kvoter efter en fordelingsnøgle, som blev fastlagt i 1983 og er blevet ajourført over tid, efterhånden som nye medlemsstater har tiltrådt Den Europæiske Union. Kvoterne kan imidlertid udveksles mellem medlemsstaterne i årets løb. Til kvoterne kan der være knyttet yderligere foranstaltninger, som begrænser fangstperioderne, anvendelsen af bestemte fiskeredskaber eller adgangen til bestemte fiskeriområder.

2. Foranstaltninger til inputstyring

Kontrol af maskestørrelsen i fiskenet.

Kilde: Den Europæiske Revisionsret.

Fiskeriindsats

Fiskeriindsatsforvaltning er en kombination af at begrænse flådekapaciteten og begrænse den tid, flåden må være på havet. EU definerer fiskeriindsats som flådekapacitet [tonnage (GT) og maskineffekt (kW)] x havdage. Foranstaltningerne skræddersys til hvert enkelt fiskeri under hensyntagen til de anvendte fiskeredskaber og de vigtigste arter. Begrænsninger af fiskeriindsatsen anvendes normalt i forbindelse med TAC’er. Eksempler på begrænsninger af fiskeriindsatsen kan findes i planen for forvaltning af tunge og rødspætte i Nordsøen, i reglerne for fiskeri i de vestlige farvande og i forvaltningsplanerne for Middelhavet.

Tekniske foranstaltninger

Tekniske foranstaltninger er regelsæt for anvendelse af redskaber og for, hvornår og hvor fiskere må fiske. Reglerne omfatter specifikationer for fiskeredskabsdesign og -anvendelse, mindstemaskestørrelser for net, krav vedrørende selektive fiskeredskaber, der skal reducere bifangster (dvs. fangster af uønskede arter eller ikke-målarter), og fastlægger lukkede fiskeriområder og perioder.

Til at gennemføre, overvåge og håndhæve disse fiskeriforvaltningsforanstaltninger kan medlemsstaterne bruge værktøjer såsom fiskerilicenser og fiskeritilladelser, flåderegistre, fartøjssporingssystemer (FOS) og fiskeriovervågningscentre (FOC) (jf. glossaret), fangst- og landingsoplysninger om de fartøjer, der fører deres flag, inspektionsaktiviteter og, hvor det er nødvendigt, sanktioner.

Den fælles fiskeripolitiks kontrolsystem

04

Hvis den fælles fiskeripolitik skal sikre fiskebestandenes og fiskerisektorens bæredygtighed, er det afgørende, at der findes et effektivt system til at kontrollere politikkens flåde- og fiskeriforvaltningsforanstaltninger. Det skal bl.a. kontrollere flådens kapacitet og aktivitet samt overholdelsen af forvaltningsforanstaltningerne og sikre, at der i tilfælde af overtrædelser træffes håndhævelsesforanstaltninger og, hvor det er nødvendigt, sanktioner. Endvidere bør der være en ramme til at sikre pålidelige flåde- og fangstdata, både for at gøre det muligt at træffe hensigtsmæssige fiskeriforvaltningsforanstaltninger og for at sikre materiale til de videnskabelige rapporter.

05

Den fælles fiskeripolitik har været operationel siden 1970’erne, og de første kontrolsystemer blev indført i 1990’erne. De kunne imidlertid ikke sikre, at den fælles fiskeripolitik blev fulgt. Revisionsretten rapporterede om disse problemer i 20073. Efter vores beretning blev der foretaget store reformer af den fælles fiskeripolitiks kontrolsystem i 20094 ved Rådets kontrolforordning og i 2011 ved Kommissionens gennemførelsesforordning.

06

Kontrolforordningen fastsætter, at medlemsstaterne er ansvarlige for kontrollen og skal bevilge tilstrækkelige ressourcer og etablere de nødvendige strukturer til at sikre kontrol i hele produktionskæden. Der er fastsat specifikke krav vedrørende fiskerflådekontrol og overholdelse af forvaltningsforanstaltninger, rapporteringskrav og krav vedrørende inspektioner og sanktioner. De centrale flådeforvaltningsværktøjer omfatter flåderegistret (med oplysninger om alle fiskerfartøjers karakteristika, fiskerilicenser, fiskeritilladelser osv.) og satellitbaserede systemer til overvågning af fartøjspositioner.

07

Kravene vedrørende fartøjsrapportering afhænger af fartøjsstørrelsen og spænder fra ingen rapportering for fartøjer på under 10 meters længde til krav om elektronisk rapportering for større fartøjer (jf. bilag I for nærmere oplysninger). Figur 2 viser EU-flådens sammensætning.

  • Fartøjer på under 10 meters længde skal ikke registrere deres fiskeri
  • Fartøjer med en længde på mellem 10 og 12 meter skal indberette fangst- og landingsoplysninger i papirform
  • Fartøjer med en længde på over 12 meter skal indberette fangst- og landingsoplysninger elektronisk. Fartøjer med en længde på mellem 12 og 15 meter kan imidlertid fritages fra kravet om elektronisk indberetning.

Figur 2

EU-flådens sammensætning, længdekategorier

Kilde: EU-flåderegistret (84 280 fiskerfartøjer pr. 31.12.2015).

08

Kontrolsystemet bør omfatte overvågnings- og inspektionsaktiviteter med henblik på håndhævelse. Kontrolforordningen fastsætter, at medlemsstaterne i tilfælde af manglende overholdelse skal pålægge sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet vedtager hver enkelt medlemsstat, hvilke sanktioner den vil anvende. For at sikre en fair anvendelse af sanktioner har medlemsstaterne siden 2012 skullet indføre et system med strafpoint til indehavere af fiskerilicenser og til førere af fiskerfartøjer. Disse point gives i forbindelse med alvorlige brud på de gældende regler for anvendelsen af den fælles fiskeripolitik. Hvis der konstateres flere alvorlige overtrædelser, kan de kumulerede point føre til suspension og i sidste ende fratagelse af fiskerilicensen og tab af retten til finansiering fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond.

Kommissionens og EU-Fiskerikontrolagenturets respektive roller

09

Kommissionen overvåger medlemsstaternes samlede gennemførelse af den fælles fiskeripolitik. Den modtager relevante data fra medlemsstaterne, navnlig om fangster, kvoteforbrug, fiskeriindsats og fiskerflådekapacitet. Den kan også foretage revisioner og inspektioner og deltage i nationale inspektioner.

10

Når Kommissionen konstaterer, at de nationale myndigheder ikke håndhæver fiskerireglerne korrekt, prøver den først at løse problemerne ved hjælp af høring. Den kan vælge at lukke et fiskeri, indtil problemet er løst. Den kan også sammen med de nationale myndigheder fastlægge en handlingsplan til forbedring af situationen. Når medlemsstaten ikke træffer tilstrækkelige foranstaltninger, kan Kommissionen indlede en traktatbrudsprocedure mod den.

11

EU-Fiskerikontrolagenturet (EFCA) bidrager gennem operationel koordinering af medlemsstaternes kontrol- og inspektionsaktiviteter til at sikre, at den fælles fiskeripolitiks regler anvendes effektivt og ensartet. EFCA er også ansvarligt for at koordinere medlemsstaternes fælles kontroller og inspektioner5. Disse specifikke aspekter blev dog ikke analyseret i forbindelse med denne revision.

Revisionens omfang og revisionsmetoden

12

Vi fokuserede på at undersøge de vigtigste krav i fiskerikontrolforordningen og deres gennemførelse i de medlemsstater, vi besøgte. Vi søgte svar på følgende overordnede revisionsspørgsmål: »Har EU et effektivt fiskerikontrolsystem?« Det overordnede revisionsspørgsmål blev opdelt i følgende underspørgsmål:

  1. Har medlemsstaterne pålidelige oplysninger om deres flåders karakteristika? Med henblik på at besvare dette spørgsmål undersøgte vi, hvordan medlemsstaterne kontrollerede flådekapaciteten (kW og GT), og om de holdt deres flåderegistre ajour.
  2. Er fiskeriforvaltningsforanstaltningerne gennemført hensigtsmæssigt? Med henblik på at besvare dette spørgsmål gennemgik vi, hvordan medlemsstaterne brugte fartøjsovervågningssystemer, og hvordan de forvaltede fiskekvoter, fiskeriindsatsordninger og tekniske foranstaltninger. Ved vores gennemgang undersøgte vi overordnede spørgsmål i stedet for at fokusere på bestemte fiskerier.
  3. Er de data, der skal bruges i fiskeriforvaltningen, fuldstændige og pålidelige? Med henblik på at besvare dette spørgsmål undersøgte vi, hvordan medlemsstaterne sikrede, at fangstdata og landingsopgørelser var fuldstændige, ensartede og validerede. Vi gennemgik, hvordan medlemsstaterne delte forvaltningsoplysninger, navnlig når fartøjer fra én flagmedlemsstat6 fiskede i en andens farvande. Vi undersøgte også, hvordan Kommissionen konsoliderede medlemsstaternes data.
  4. Er planlægningen og udførelsen af inspektioner hensigtsmæssig, og anvendes der hensigtsmæssige sanktioner? Vi undersøgte, hvordan medlemsstaterne planlagde, udførte og rapporterede om deres fiskeriinspektioner. Vi undersøgte også, om medlemsstaterne fulgte op på deres inspektioner med effektive sanktioner. I den forbindelse vurderede vi navnlig, om sanktionerne havde afskrækkende virkning, og hvordan strafpointsystemet blev gennemført i praksis.
13

Vi udførte revisionen mellem april og oktober 2016. Den omfattede besøg hos Europa-Kommissionen og i fire medlemsstater (Spanien, Frankrig, Italien og Det Forenede Kongerige (med fokus på Skotland7)). Disse medlemsstater blev udvalgt, fordi de tegnede sig for over halvdelen af EU’s flådekapacitet og næsten halvdelen af fangsterne i EU, og fordi deres flåder var aktive i Atlanterhavet og Middelhavet, hvor der var væsentlige forskelle med hensyn til fiskeri- og flådeforvaltningsforanstaltninger.

Bemærkninger

Registeroplysningerne om flådernes karakteristika var ikke altid nøjagtige og verificerede

14

For at mindske presset på bestandene fastsætter den fælles fiskeripolitik obligatoriske lofter for medlemsstaternes flådekapacitet og forvaltningsforanstaltninger vedrørende bestemte fiskebestande eller fiskerier. For at kunne sikre, at de respekterer både kapacitetsloftet og de relevante forvaltningsforanstaltninger, skal medlemsstaterne have pålidelige og ajourførte oplysninger om deres fiskerfartøjers kapacitet og tekniske karakteristika. Vi undersøgte derfor, hvordan medlemsstaterne verificerede deres fartøjers kilowatt (kW) og bruttotonnage (GT), og efterprøvede pålideligheden af deres flåderegistre.

Kontrollen af fiskerikapaciteten var ufuldstændig

15

Ifølge kontrolforordningen skal medlemsstaterne kontrollere, at deres godkendte kapacitetsloft respekteres med hensyn til kilowatt (kW) og bruttotonnage (GT), der i den fælles fiskeripolitik bruges som indikatorer for et fartøjs kapacitet til at fange fisk. Fartøjernes godkendte kapacitet er registreret i flåderegistret.

16

Trods bestemmelsen i kontrolforordningen var der imidlertid endnu ikke fastlagt detaljerede regler for kontrol af flådernes bruttotonnage. Derfor foretog medlemsstaterne ikke fulde målinger af deres fartøjer. Til gengæld fastlægger kontrolforordningen procedurer for kontrol af maskineffekt. Den fastsætter, at medlemsstaterne fra januar 2012 skal foretage en risikoanalyse og udvælge en repræsentativ stikprøve til dybtgående dokumentkontrol, men den fastsætter ikke, hvor ofte denne kontrol skal finde sted. Hvis kontrollen indikerer, at oplysningerne om et fartøj er unøjagtige, skal der foretages fysisk kontrol af maskineffekten8. En fysisk kontrol kræver betydelige ressourcer, men gør det muligt at konstatere, om der er foretaget ændringer i maskineffekten efter kommissioneringen af et fartøj og dets maskine. Ifølge Kommissionens rapport fra 2016 til Europa-Parlamentet og Rådet om medlemsstaternes bestræbelser i 2014 på at opnå en bæredygtig ligevægt mellem fiskerikapacitet og fiskerimuligheder9, havde 17 af de 23 kystmedlemsstater ved udgangen af december 2015 vedtaget prøvetagningsplaner for kontrol af maskineffekt.

17

Af de fire lande, vi besøgte, havde kun Spanien og Det Forenede Kongerige (Skotland) som fastsat foretaget denne kontrol på grundlag af en prøvetagningsplan. De nærmere oplysninger fremgår af tekstboks 3.

Tekstboks 3

Kontrol af maskineffekt foretaget i overensstemmelse med kravene i kontrolforordningen

I Skotland blev der foretaget fysisk kontrol i 2013 og 2015. Den anvendte risikoanalyse og beslutningen om størrelsen af den stikprøve, der skulle udvælges til dokumentkontrol, blev foretaget på nationalt niveau. Kun ét af de 24 fartøjer, der blev inspiceret fysisk, havde en større maskineffekt end anført i registret.

I Spanien blev der foretaget dokumentkontrol af en tilfældigt udvalgt stikprøve på 97 fartøjer, og i 2015 blev 15 af fartøjerne i denne stikprøve kontrolleret fysisk. I syv af de 15 tilfælde, dvs. 7 % af den oprindelige stikprøve og 47 % af de inspicerede fartøjer, afslørede den fysiske kontrol, at fartøjernes faktiske maskineffekt var større end anført i registret.

I begge lande tog myndighederne de nødvendige skridt til at kræve fartøjernes kapacitet regulariseret og, hvis det var nødvendigt, forbyde dem at fortsætte deres fiskeri.

18

Frankrig havde udført risikoanalysen og påbegyndt dokumentkontrollen vedrørende maskineffekt. Resultaterne forelå ikke, da vores revision fandt sted. Ifølge de oplysninger, vi modtog under revisionen, var Italien ikke begyndt på processen.

19

Ifølge Kommissionens rapport fra 2016 om flådekapaciteten overholdt alle kystmedlemsstaterne deres respektive kapacitetslofter (jf. figur 3). Seks stater (Bulgarien, Grækenland, Kroatien, Italien, Rumænien og Slovenien) var imidlertid oppe på næsten 95 % af kapacitetslofterne målt i kW og var derfor i større risiko for at overskride dem. Ved udgangen af 2015 havde kun Kroatien og Bulgarien vedtaget prøvetagningsplaner med henblik på kontrol af maskineffekt.

20

Resultaterne af de spanske myndigheders kontrol (jf. tekstboks 3) kan ikke ekstrapoleres til resten af flåden, men de viser vigtigheden af en systematisk tilgang til den fysiske kontrol af maskineffekt, især i medlemsstater, som er tæt på at nå deres flådekapacitetslofter.

Figur 3

Medlemsstaternes overholdelse af kW-lofterne i november 2015 (ekskl. regionerne i den yderste periferi)

Kilde: COM(2016) 380 final.

De nationale flåderegistres oplysninger var ikke altid nøjagtige

21

Hver medlemsstat har et nationalt register, dvs. en database, hvor alle de fiskerfartøjer, der fører medlemsstatens flag, skal registreres i henhold til EU-lovgivningen. Europa-Kommissionen har et register over EU-flåden med relevante fartøjsoplysninger, som medlemsstaterne regelmæssigt indsender fra deres nationale registre. Det er oplysninger såsom fartøjsnavn og registreringsnummer, primære og sekundære fiskeredskaber, samlet længde overalt, bruttotonnage (GT) og maskineffekt (kW).

22

Fiskerflåderegistret er et centralt værktøj i forbindelse med den fælles fiskeripolitik. Det gør det muligt at overvåge overholdelsen af kapacitetslofterne, og det leverer basale data til forvaltningsforanstaltninger, f.eks. begrænsninger vedrørende fiskeredskaber, rapporteringsforpligtelser for fartøjer og fartøjsovervågningssystemer.

23

Vi kontrollerede nøjagtigheden af de nationale registre og konstaterede i tre af de fire medlemsstater et betydeligt antal uoverensstemmelser mellem register og kildedokumenter vedrørende en stikprøve10 af fartøjer (jf. tekstboks 4). Upålidelige registeroplysninger reducerer den tillid, der kan fæstes til EU-registret som et centralt værktøj til forvaltning af den fælles fiskeripolitik.

Tekstboks 4

Uoverensstemmelser i flåderegistret

For Frankrigs vedkommende fandt vi i 45 % af de testede tilfælde uoverensstemmelser i flåderegistrets forskellige typer data. Der var uoverensstemmelser i dataene om maskineffekt i 26 % af tilfældene og uoverensstemmelser i dataene om længde i 16 % af tilfældene.

For Italiens vedkommende konstaterede vi, at procedurerne for forvaltning af det nationale register og EU-registret var så komplekse, at det tog flere måneder at indføre ændringer i oplysningerne om fartøjskarakteristika, og dette førte til forskelle mellem de to registre. Vi fandt 19 fartøjer, der manglede i EU-registret, men optrådte i det nationale register, og ni fartøjer, der manglede i det nationale register, men optrådte i EU-registret. Endvidere konstaterede vi, at der i forbindelse med 46 fartøjer var forskelle mellem registrene.

For Skotlands vedkommende konstaterede vi i 60 % af de testede tilfælde, at flåderegistrets oplysninger om fartøjernes kapacitet ikke stemte overens med kapacitetsangivelserne i fartøjernes registreringsdokumenter. I de fleste tilfælde var kapaciteten angivet sat højere i flåderegistret end i de underliggende dokumenter, gennemsnitlig med 30 %.

24

Medlemsstaterne skal ajourføre EU-registret hver tredje måned og foretage yderligere ajourføringer, når der sker væsentlige ændringer. På grundlag af en sammenligning af data fra de nationale registre med EU-registret ved udgangen af 2015 konstaterede vi, at EU-registret generelt var ajour og afspejlede oplysningerne i de nationale registre, med Italien som den eneste undtagelse blandt de besøgte medlemsstater.

Fiskeriforvaltningsforanstaltningerne blev gennemført korrekt, men der var væsentlige huller i kontrolkravene vedrørende små fartøjer

25

I ethvert fiskeris bæredygtighedspolitik er fiskeriovervågning et centralt element, som gør det muligt at indsamle oplysninger, der kan bruges til at udvikle og vurdere fiskeriforvaltningsforanstaltninger11. Overvågningens kvalitet har betydning for forvaltningsforanstaltningernes effektivitet.

26

Den fælles fiskeripolitik omfatter en pakke af fiskeriforvaltningsforanstaltninger (jf. punkt 3 og tekstboks 2) såsom kvoter, begrænsninger af fiskeriindsatsen og tekniske foranstaltninger vedrørende bestemte fiskerier. Desuden skal medlemsstaterne gennemføre og overvåge de fiskeriforvaltningsforanstaltninger, der er fastsat i national og international lovgivning (herunder beslutninger truffet af regionale fiskeriforvaltningsorganisationer), og sikre, at både EU-fartøjer og udenlandske fartøjer, der fisker i EU-farvande, overholder de gældende regler og begrænsninger.

Fartøjsovervågningssystemerne giver nyttige overvågningsoplysninger, men en stor del af fiskerflåden er ikke dækket

27

Kontrolforordningen fastsætter, at hver medlemsstat skal have et fiskeriovervågningscenter (FOC), som automatisk behandler data, der indsendes til et fartøjsovervågningssystem (FOS) fra fiskerfartøjer, som fører medlemsstatens flag. Data om fartøjsidentifikation, position, dato, tid, kurs og fart sendes af satellitsporingsudstyr installeret om bord på fartøjerne (jf. figur 4). Dette giver realtidsoplysninger, som er meget nyttige i forbindelse med fiskeriovervågning og planlægning af inspektioner. Ved hjælp af et fiskerfartøjs oplysninger om fart og position kan FOC f.eks. se, om fartøjet fisker i et område med fiskeribegrænsning. FOC kan så kontrollere, om fartøjet har den nødvendige tilladelse eller de karakteristika, der giver mulighed for at fiske i det pågældende område.

Figur 4

FOC’s funktionsmåde

Kilde: GD MARE.

28

I de besøgte medlemsstater blev FOS-systemerne generelt anvendt korrekt til at planlægge inspektioner og overvåge de tilsluttede fartøjers fiskeri. Til forskel fra systemerne i de andre besøgte medlemsstater gav systemet i Italien imidlertid ikke automatiske advarsler, når fiskerfartøjer sejlede ind i områder med fiskeribegrænsning, for på denne måde at give myndighederne mulighed for at kontrollere, om fartøjerne havde tilladelse til at fiske. Medlemsstaterne fastsætter somme tider betingelser, der er strengere end kontrolforordningens krav. For bedre at kunne kontrollere fartøjsaktiviteter under den nationale forvaltningsplan for Middelhavet12 stillede Spanien f.eks. krav om, at alle notfartøjer13 og trawlere14 uanset størrelse skulle tilsluttes FOS. Endvidere stillede nogle regionale myndigheder i Spanien krav om, at alle fartøjer, der fiskede i bestemte beskyttede områder, skulle udstyres med enklere positionssystemer (ikke FOS).

29

Kontrolforordningen fastsætter, at FOS-udstyr skal installeres på alle fiskerfartøjer på mindst 12 meters længde. En medlemsstat kan fritage fartøjer med en længde på under 15 meter, hvis de kun fisker i deres flagmedlemsstats farvande, eller hvis de aldrig opholder sig mere end 24 timer på havet fra afsejlingen til hjemkomsten i havn.

30

Ved vores analyse af oplysningerne i EU-flåderegistret konstaterede vi, at 2 % af de fartøjer, der var over 15 meter lange og havde tilladelse til at fiske, ikke havde FOS, hvilket er i strid med kontrolforordningens krav. Kommissionen havde opdaget denne uregelmæssighed, men den var ikke blevet korrigeret, da revisionen fandt sted.

31

På grund af kontrolforordningens begrænsede krav havde 89 % af EU-fiskerfartøjerne i EU-registret ikke FOS-udstyr om bord pr. 31. december 2015 (jf. figur 5). 95 % af disse fartøjer havde en længde på under 12 meter og var derfor ikke omfattet af kontrolforordningens krav om installering af FOS-udstyr. De fleste af fartøjerne med en længde på mellem 12 og 15 meter (79 %) havde medlemsstaterne fritaget for FOS-kravet. Vi anerkender behovet for ikke at overbebyrde små fartøjers operatører med dyre og komplekse positionssystemer. Det forhold, at en stor del af fiskerflåden ikke er udstyret med FOS, udgør imidlertid et væsentligt hul i fiskeriforvaltningssystemet af følgende årsager:

  • Når fartøjer ikke er udstyret med FOS (eller andre telemålingssystemer til registrering af deres position, kurs og fart), kan det kun opdages ved hjælp af overvågning fra luften eller fra havet (kontrolskibe), hvis de sejler ind i områder med fiskeribegrænsning, eller hvis de fisker på tidspunkter, hvor det ikke er tilladt. Områder med fiskeribegrænsning og lukkede perioder er vigtige tekniske foranstaltninger til at sikre genopretning af bestandene
  • Fartøjer med en længde på mellem 12 og 15 meter kan fritages fra kravet om installering af FOS og fra kravet om elektronisk indberetning, hvis de opholder sig mindre end 24 timer på havet eller kun fisker i deres territorialfarvande. Uden FOS er det imidlertid svært at kontrollere opfyldelsen af disse betingelser, medmindre havnemyndighederne forlanger at blive underrettet, når fartøjerne forlader og ankommer til havnen, sådan som det er tilfældet i Italien
  • Fartøjer, som har tilladelse til at fiske under en fiskeriindsatsordning, kan kun kontrolleres effektivt, hvis de er udstyret med FOS, medmindre de hurtigt nok kan fremlægge andre oplysninger (fiskerilogbøger15 i elektronisk form eller på papir eller salgsnotaer med angivelse af tidspunkt og område), hvilket de imidlertid ofte ikke kan (jf. tekstboks 5)
  • Det er ikke muligt at foretage krydskontrol af fiskeridataene (dvs. krydskontrollere dataene om fangede arter og mængder med FOS-dataene om fangstområdet). Dette forhindrer også en automatisk kontrol af kvoteforbruget.

Havn ved Middelhavet.

Kilde: Den Europæiske Revisionsret.

Figur 5

Andel af fartøjer i EU-flåden med og uden FOS, pr. længdekategori

Kilde: Revisionsretten på grundlag af data fra EU-flåderegistret.

32

De fartøjer, der ikke har FOS installeret, er generelt under 15 meter lange. Selv om de hver for sig ikke fanger store mængder fisk, kan deres samlede fangstmængde i nogle fiskerier og navnlig deres indvirkning på bestemte arter være betydelig. Det gælder især i Middelhavsområdet, hvor hovedparten af fartøjerne var under 15 meter lange, og tilstanden i mange bestande var alvorlig (jf. figur 1).

Forvaltningen af samlede tilladte fangstmængder, kvoter og fiskeriindsatsordninger var generelt hensigtsmæssig, men det var somme tider svært at overvåge tekniske bevarelsesforanstaltninger

33

Som beskrevet i indledningen (punkt 3 og tekstboks 2) er EU’s forvaltning af fiskeressourcer hovedsagelig baseret på samlede tilladte fangstmængder (TAC’er) eller fiskerimuligheder vedrørende bestemte bestande, som så fordeles mellem EU-landene ved hjælp af nationale kvoter, fiskeriindsatsordninger og tekniske foranstaltninger. Bilag II giver nærmere oplysninger om, hvordan kvote- og indsatsordninger var blevet gennemført i de medlemsstater, vi besøgte. Den fælles fiskeripolitik fastsætter, at hver medlemsstat skal fordele sin nationale kvote på grundlag af gennemsigtige og objektive kriterier. Disse kriterier kan omfatte fiskeriets indvirkning på miljøet (f.eks. den type fiskeredskab eller -teknik, der anvendes af fartøjerne), hidtidig overholdelse af krav og bestemmelser, bidrag til den lokale økonomi og historiske fangstniveauer.

34

Medlemsstaterne anvendte forskellige praksis, der ikke fuldt ud blev meddelt Kommissionen. Nogle tildelte kvoter direkte til fiskerfartøjer, og nogle overlod det til producentorganisationer at forvalte kvoterne. I sidstnævnte tilfælde vidste medlemsstaterne ikke altid, hvilke kriterier der var blevet brugt i forbindelse med fordelingen af kvoterne, eller hvor store mængder de enkelte modtagere havde fået tildelt. I Skotland og Frankrig gjorde dette sig gældende med hensyn til de fleste arter. Denne mangel på gennemsigtighed gør det svært for medlemsstaterne at få overblik over de faktiske modtagere af fiskerimulighederne samt deres fiskeredskaber og fartøjskarakteristika, og dermed bliver det svært at vurdere en potentielt negativ indvirkning på f.eks. miljøet eller den lokale økonomi og eventuelt træffe korrigerende foranstaltninger. Manglende gennemsigtighed i fordelingen af kvoter øger risikoen for, at bestemte økonomiske aktørers særlige interesser favoriseres på bekostning af andres.

35

Medlemsstaterne er ansvarlige for at sikre, at kvoterne ikke overskrides. Når den disponible kvote af en bestemt art er opbrugt, skal medlemsstaten lukke fiskeriet og underrette Kommissionen. Kommissionen stiller et informationsudvekslingssystem til rådighed for medlemsstaterne, som også kan bruge det til at forvalte og overføre kvoter indbyrdes. Ved årets udgang sammenholder Kommissionen den enkelte medlemsstats tildeling (inklusive overførsler fra andre medlemsstater) med dens kvoteforbrug. Hvis forbruget vedrørende én eller flere arter er højere end tildelingen, trækkes det fra i det følgende års kvotetildeling til medlemsstaten vedrørende de pågældende arter.

36

Vi undersøgte systemet til overvågning af kvoteforbruget i de fire besøgte medlemsstater. Vi konstaterede, at forbruget blev overvåget nøje efter specifikke procedurer, som krævede en betydelig administrativ indsats af medlemsstaterne (jf. bilag II). For de arter, der er omfattet af kvoter, burde disse procedurer kompensere for svaghederne i den generelle forvaltning af fangstdata (jf. punkt 42-71). Vi sammenholdt medlemsstaternes erklæringer til Kommissionen om kvoteforbruget i 2015 med de fangstdata, vi fik udleveret af medlemsstaterne (for Spaniens, Italiens og Det Forenede Kongeriges vedkommende baseret på data for individuelle fartøjer). Vi konstaterede ingen væsentlige forskelle.

37

Medlemsstaterne forvaltede de fastsatte grænser for fiskeriindsatsordningerne (jf. tekstboks 2) ved at give fiskeritilladelser til fartøjer, der opfyldte de gældende betingelser (f.eks. vedrørende fartøjskarakteristika eller fiskeredskaber). Det maksimale antal fiskedage blev fastsat under hensyntagen til de godkendte fartøjers samlede kapacitet. Med henblik på at overvåge denne fiskeriindsats foretog medlemsstaterne generelt en manuel beregning af, hvor mange dage fartøjerne havde været på havet. Disse oplysninger var somme tider svære at indhente, hvis fartøjerne ikke var udstyret med FOS, da medlemsstaterne i så fald måtte bruge andre former for dokumentation til at fastslå eller anslå varigheden (logbøger, salgsnotaer). Medlemsstaterne anvendte forskellige metoder til at beregne antallet af havdage16. Når en ordning omfatter flere medlemsstater, kan dette føre til forskelle med hensyn til, hvor meget tid til fiskeri de enkelte medlemsstater faktisk tildeler fartøjerne, og føre til unøjagtigheder i beregningen af det konsoliderede indsatsforbrug.

38

Der findes på nuværende tidspunkt over 30 forordninger med tekniske fiskeriforanstaltninger (jf. tekstboks 2), som finder anvendelse både i EU-farvande og i ikke-EU-farvande, hvor EU-fartøjer fisker. I marts 2016 fremsatte Kommissionen et forslag til en forordning om tekniske foranstaltninger med vægt på regionalisering og forenkling17.

39

Tekniske foranstaltninger er særlig vigtige i Middelhavet, hvor fiskeriforvaltningssystemet til forskel fra i Atlanterhavet ikke er kvotebaseret, og fiskebestandene ikke er i en god miljøtilstand (jf. figur 1). Ifølge Kommissionen18 overfiskes ca. 95 % af de vurderede fiskebestande i Middelhavet.

40

Vi konstaterede, at det var kompliceret for fiskerne at anvende og for inspektørerne at kontrollere de tekniske foranstaltninger, fordi så mange af dem fandt anvendelse i Middelhavet19. Dette blev bekræftet af de interessenter20, vi talte med. Hertil kommer, at de fleste af de fiskerfartøjer, der fiskede i Middelhavet, var små21 og dermed fritaget fra kravene om fartøjsovervågningssystemer og elektroniske kommunikationssystemer. Dette er endnu en faktor, der besværliggør fiskeriforvaltningen ved at begrænse mulighederne for at kontrollere flådens fiskeri og fangster.

41

Vi bemærkede navnlig i Spanien og Frankrig, at de professionelle fiskeriorganisationer pålagde deres medlemmer at overholde supplerende tekniske foranstaltninger og kontrolforanstaltninger, hvis krav var strengere end kravene i EU’s lovgivningsmæssige ramme (og f.eks. fastsatte flere fiskeristop end myndighederne, større minimumsstørrelser for fangede fisk, FOS-krav til mindre fartøjer og yderligere peerkontrol). Disse foranstaltninger var mere skræddersyet til de pågældende regioners særlige forhold og derfor lettere for fiskerne at forstå og anvende. Der er muligheder for at udnytte denne bevidsthed og dette engagement på regionalt plan, især i forbindelse med den fremtidige regionale beslutningsproces (jf. punkt 38).

De fiskeridata, der blev indsamlet som fastsat i kontrolforordningen, var ufuldstændige og upålidelige

42

For at opfylde målet om en bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne skal der findes en ligevægt mellem de eksisterende fiskebestande og fiskeriintensiteten. Pålidelige og fuldstændige fangstdata er meget vigtige, både med henblik på at vurdere bestandene videnskabeligt og med henblik på at træffe hensigtsmæssige forvaltningsforanstaltninger til at bevare eller genoprette bestande. Når foranstaltningerne er godkendt, skal de anvendes korrekt, og flådeaktiviteten skal kontrolleres.

43

Kontrolforordningen fastsætter, at der for alle fiskerfartøjer med en længde overalt på 10 meter eller derover skal indsendes et sæt dokumenter, enten elektronisk (via det elektroniske indberetningssystem (EIS22)) eller i papirform. Det drejer sig om logbøger, landingsopgørelser og salgsnotaer for mængder fanget over den fastsatte tærskel. Bilag I viser bestemmelserne i kontrolforordningen og de procedurer, der anvendes i de enkelte reviderede medlemsstater.

44

Kontrolforordningen fastsætter, at medlemsstaterne skal foretage krydskontrol for at sikre, at deres data har en tilstrækkelig kvalitet. Krydskontrollen omfatter FOS-data, fiskeridata, salgsoplysninger, detaljer om fiskeritilladelser og fiskerilicenser samt data fra inspektionsrapporter.

45

De fiskerioplysninger, medlemsstaterne indberetter som fastsat i kontrolforordningen (om landinger, fangster og indsats) bruges også til andre formål. De udgør hovedkilden til de data, medlemsstaterne indsender for at opfylde deres lovgivningsmæssige forpligtelse til at levere statistiske data vedrørende landinger23. De udgør også en datakilde i rammen for dataindsamling (jf. bilag III), som blev fastlagt for at understøtte den videnskabelige rådgivning i forbindelse med den fælles fiskeripolitik.

46

Vi undersøgte pålideligheden af de relevante fangstdata, som Kommissionen rådede over, og som var indhentet fra følgende kilder:

  • fiskerilogbøger eller tilsvarende dokumenter til registrering af fangster
  • landingsopgørelser med registrering af faktisk landede mængder
  • salgsnotaer med registrering af mængder solgt til den første køber.

Salg direkte til forbrugerne fra et fiskerfartøj.

Kilde: Den Europæiske Revisionsret.

Medlemsstaternes fangstdata for mindre fartøjer uden elektroniske opgørelser var ufuldstændige og somme tider ukorrekte

47

Pålidelige og fuldstændige fiskeridata er afgørende for en effektiv fiskeriforvaltning. Hvis dataene skal kunne konsolideres og bruges på EU-niveau, skal de være sammenlignelige på tværs af medlemsstaterne og forelægges rettidigt.

48

Kontrolforordningen stiller ikke krav om, at fartøjer på under 10 meters længde skal indberette fangster og landinger. Medlemsstaterne skal for at sikre, at disse fartøjer overholder reglerne for den fælles fiskeripolitik, overvåge deres aktiviteter på grundlag af prøvetagningsplaner eller kræve fremlæggelse af salgsnotaer eller en månedlig opgørelse over deres fangster. Endvidere kan medlemsstaterne pålægge førerne af disse fartøjer at føre en logbog.

49

Vi bemærkede, at Frankrig og Skotland for fartøjer på under 10 meters længde krævede forelæggelse af en forenklet fiskerilogbog. I Spanien skulle alt salg foregå via et auktionscenter, og alle salgsnotaer forelå.

50

Italien indsamlede ikke fangst- eller landingsdata for fartøjer på under 10 meters længde. Endvidere havde disse fartøjer, i overensstemmelse med kontrolforordningen (jf. bilag I), fået tilladelse til at sælge direkte til forbrugerne uden at oplyse om deres salg. Italien havde imidlertid ikke gennemført en prøvetagningsplan med henblik på at indsamle fiskeridata for denne fartøjskategori, og dette var i strid med kontrolforordningen. I stedet brugte Italien oplysninger, som var indsamlet til andre formål24 ved hjælp af andre indsamlingsmetoder og med andre mål end kontrolforordningens. Disse oplysninger var ikke indsamlet på grundlag af en risikoanalyse, og de blev indhentet flere måneder efter, at fiskeriet fandt sted.

51

Figur 6 viser andelen af fartøjer i de besøgte medlemsstater25, der indberettede data henholdsvis på papir og elektronisk. Det fremgår, at forholdsvis få fartøjer indberettede elektronisk. I Spanien og Italien var de fleste fartøjer med en længde på mellem 12 og 15 meter (henholdsvis 85 % og 90 % af disse fartøjer) fritaget fra elektronisk indberetning.

Figur 6

Andel af fartøjer, der registrerer fangst- og landingsdata, samt dataformat

Kilde: Oplysninger fra EU-flåderegistret og medlemsstaterne.

52

Papirbaserede indberetninger øger pr. definition risikoen for, at der sker fejlregistreringer i medlemsstaternes fangstdatabaser. Vi sammenholdt derfor en stikprøve af fangst- og landingsopgørelser i papirform med medlemsstaternes fangstdatabaser. Vi kontrollerede også, om fartøjerne var opført som aktive i flåderegistret.

53

Revisionsarbejdet afslørede, at oplysningerne var ufuldstændige, at der var sket indskrivningsfejl, og at der i nogle tilfælde var registreret fangster for fartøjer, der i flåderegistrene var opført som inaktive. Tekstboks 5 illustrerer de væsentligste konstaterede svagheder.

Tekstboks 5

Fejl og systemsvagheder vedrørende papirbaserede indberetninger

I Frankrig anvendes det papirbaserede indberetningssystem for 87 % af flåden, som tegner sig for ca. 16 % af fangsterne. Den kontrahent, der var ansvarlig for at indskrive oplysningerne fra papiropgørelserne i databasen, modtog kun udtømmende fangstoplysninger for 45 % af de fartøjer, der brugte sådanne opgørelser. Indskrivningen af disse data i databasen var forsinket med op til seks måneder. Vores analyse af en stikprøve af opgørelser afslørede væsentlige forskelle (på over 50 kg eller 10 %) mellem de fysiske opgørelser over fangst og salg på den ene side og databasens oplysninger på den anden side. Som led i den handlingsplan, der var aftalt med Kommissionen26, havde Frankrig opstillet kvantitative indikatorer, som gjorde det let at følge op på indsendelsen af papiropgørelser på regionsbasis.

I Italien krydskontrollerede vi fartøjer, der i det elektroniske fangstregistreringssystem havde registreret fangster for 2015, med de aktive fartøjer i flåderegistret, og konstaterede, at 30 fartøjer, som havde indberettet fangster til det elektroniske system, ikke var opført som aktive i flåderegistret i det pågældende år. Systemet blokerede ikke for denne type fejl.

I Spanien modtog vi kun oplysninger om 60 % af vores stikprøve. For de fartøjer, som der forelå oplysninger om, var fangstdataene blevet indskrevet korrekt fra papiropgørelserne.

I Skotland, hvor alle fartøjer skulle indsende fangstopgørelser, manglede kun 2 % af landingsopgørelserne. Indskrivningskvaliteten var generelt god, selv om 10 % af de gennemgåede dokumenter angav en forkert landingsdato.

54

Fangstdata er en vigtig kilde til oplysninger, der kan bruges i videnskabelige analyser og rådgivning27 samt til at anslå presset på fiskebestandene. Disse oplysningers pålidelighed undergraves af hullerne i fangstdataene for fartøjer på under 10 meters længde og de konstaterede svagheder i behandlingen af papirbaserede fangstopgørelser. Kommissionen har selv fremhævet28 behovet for nøjagtige fangstdata og betydningen af, at sådanne oplysninger mangler for små fartøjer, som ikke er omfattet af krav om indberetning af fangstdata.

Salgsdataenes omfang og overensstemmelse med landingsopgørelserne var utilfredsstillende

55

Kontrolforordningen forpligter medlemsstaterne til at krydskontrollere oplysninger vedrørende fiskeri (f.eks. fangst- og landingsdata samt salgsnotaer). Disse foranstaltninger bør sikre mere pålidelige fangstdata.

56

Vi krydskontrollerede landingsopgørelser med salgsnotaer for en stikprøve af fartøjer (jf. fodnote 11). Vi konstaterede, at salgsnotaerne ikke altid forelå, og at der var betydelige uforklarede forskelle mellem landingsopgørelserne og de mængder, der var registreret som solgt. I betragtning af, at medlemsstaterne efterfølgende bruger disse informationskilder til datavalidering, viser de store forskelle, som vi konstaterede i vores stikprøve, at der er brug for væsentlige forbedringer. De nærmere oplysninger fremgår af tekstboks 6.

Tekstboks 6

Fejl og systemsvagheder vedrørende krydskontrol mellem landingsopgørelser og salgsnotaer

I Frankrig havde kun 67 % af fartøjerne i vores stikprøve indsendt alle deres salgsnotaer. For 15 % af fartøjerne forelå der ingen salgsnotaer. Da vi sammenholdt landingsdataene og salgsnotaerne for de fartøjer, som der forelå udtømmende oplysninger om, fandt vi fejl i 2,6 % af tilfældene.

I Italien manglede der salgsnotaer for 17,5 % af fartøjerne, mens der kun manglede landingsopgørelser for ét fartøj. Da vi sammenholdt landingsdataene og salgsnotaerne for de fartøjer, som der forelå udtømmende oplysninger om, fandt vi fejl i 29 % af tilfældene (fartøjer på over 15 meters længde med både salgsnotaer og landingsopgørelser).

I Spanien bemærkede vi, at der manglede salgsnotaer for 39 % af landingerne i vores stikprøve. Det skyldtes, at den selvstyrende region, der var ansvarlig for at indsende salgsnotaerne, ikke havde et system til dette formål. Spanien arbejdede på at få løst dette problem. Vi konstaterede ingen væsentlige forskelle, da vi sammenholdt salgsnotaerne og landingsopgørelserne for en stikprøve af fartøjer.

I Skotland fandt vi uoverensstemmelser mellem landingsopgørelserne og salgsnotaerne for 62,5 % af fartøjerne i vores stikprøve.

Systemet til udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne var ineffektivt

57

Kontrolforordningen fastsætter, at medlemsstaterne skal udveksle oplysninger med hinanden, hvilket er vigtigt med henblik på at håndtere de hyppige tilfælde, hvor fartøjer fanger, lander eller sælger deres fangster i andre medlemsstater end deres egne. Kommissionen har stillet en onlineplatform til rådighed, men overvåger ikke udvekslingen af sådanne oplysninger mellem medlemsstaterne.

58

For de medlemsstater, vi reviderede, krydskontrollerede vi landingsdataene for hver enkelt medlemsstats fartøjer med data i de andre medlemsstater, der var omfattet af revisionen. Vi konstaterede, at fangster fra spanske fartøjer, som var landet i Det Forenede Kongerige og solgt i Frankrig, fejlagtigt var blevet indberettet af Frankrig som »landet i Frankrig«. Vi konstaterede også, at ingen af de fangster, som spanske fartøjer havde landet i italienske havne i 2015, var blevet indberettet af Italien som »landet i Italien«. Spanien havde derimod sendt landingsmeddelelser om sine fiskerifartøjer til de italienske myndigheder, som derfor burde have haft kendskab til de fangster, der blev landet af spanske fartøjer.

59

Kommissionen er klar over, at medlemsstaternes udvekslingssystemer ikke er pålidelige og fører til denne type overførselsfejl. Den har bemærket, at den interne organisering i medlemsstaternes systemer for datalagring og -overførsel ofte er for kompleks, og at IT-systemerne ofte er inkompatible både mellem og inden for medlemsstaterne.

60

De skotske inspektører brugte et andet onlinesystem til dokumentudveksling, så de kunne fremsende transportdokumenter vedrørende fangster, der var landet i deres havne af fartøjer under andre medlemsstaters flag. Når fangsterne blev transporteret ud af Skotland, havde destinationsmedlemsstaterne således mulighed for om nødvendigt at inspicere de lastvogne, der transporterede varerne, og krydskontrollere oplysningerne med andre data. Dette var et positivt eksempel på samarbejde, men det viste også, at udvekslingen af data og oplysninger på de eksisterende platforme kunne fungere mere effektivt.

Der var svagheder i datavalideringssystemerne og -procedurerne

61

Efter at have sikret, at de nødvendige data er registreret i overensstemmelse med kontrolforordningen, skal hver medlemsstat etablere sit eget datavalideringssystem med henblik på at fastslå uoverensstemmelser, fejl og manglende data.

62

Vi undersøgte, om de besøgte medlemsstater havde indført hensigtsmæssige valideringssystemer. De vigtigste valideringssvagheder vedrørte upålidelige valideringsalgoritmer og manglende krydskontrol mellem forskellige informationskilder og databaser. Dette er illustreret i tekstboks 7.

63

Ud over at opfylde kontrolforordningens krav havde nogle af de besøgte medlemsstater foretaget yderligere kontrol af dataene for at forbedre deres kvalitet, f.eks.:

  1. krydskontrol af fartøjets identifikationsnummer med registret for at sikre, at fartøjet var aktivt. I Italien, som var det eneste land, hvor vi konstaterede, at denne kontrol ikke var foretaget, var der indberettet fangster for fartøjer, som ikke længere var opført i flåderegistret (jf. tekstboks 5)
  2. kontrol af, om fangst- og landingsopgørelserne angav fiskeområderne. I Italien, som var det eneste land, hvor vi konstaterede, at denne kontrol ikke var foretaget, var der i 2015 indberettet landinger af i alt 50 576 ton fisk uden angivelse af fiskeområderne og indberettet fangster af 2 774 ton fisk uden angivelse af fiskeområderne
  3. kontrol af, om tolerancen29 på 10 % pr. art mellem fangstopgørelse og landingsopgørelse var overholdt. Af de fire lande, vi besøgte under revisionen, var det kun Skotland, der havde etableret et system til at foretage denne sammenligning automatisk.

Tekstboks 7

Svagheder i medlemsstaternes datavalidering

I Frankrig blev fangst-, landings- og salgsdata behandlet automatisk i et elektronisk program, der foretog krydskontrol og korrektioner baseret på en serie algoritmer. Vi konstaterede, at de anvendte algoritmer var upålidelige. De førte til talrige eksempler på dobbeltregistreringer, angivelser af forkerte arter og andre fejl. Når der var forskelle mellem fangst- og landingsdataene, eller når landings- og salgsdatoen lå for langt fra hinanden, valgte systemet én værdi, som kunne være forkert, og bevarede ikke den oprindelige datahistorik. Myndighederne havde i forbindelse med handlingsplanen indført et system til at opdage og korrigere anomalier, men der var brug for yderligere forbedringer.

I Italien var der flere uafhængige databaser med oplysninger om fiskerflåden og dens aktivitet (flåderegister, licenser, fangstdata osv.), men den krydskontrol, som kontrolforordningen foreskriver, var ikke foretaget. På grund af udbudsforsinkelser og ressourcemangel var der endnu ikke indført et valideringssystem.

I Spanien gav valideringssystemet kun mulighed for krydskontrol mellem fangst- og landingsopgørelser. De andre informationskilder, der nævnes i kontrolforordningen (navnlig FOS), blev endnu ikke brugt.

De skotske myndigheder foretog krydskontrol som fastsat i kontrolforordningen samt andre kontroller, som de mente gav merværdi (FOS-satellitoplysninger blev sammenholdt med observationer fra havet og luften foretaget af inspektionsskibe og fly og registreret i tilsyns-, kontrol- og overvågningssystemet, og logbogs- og indsejlingsdata blev sammenholdt for at sikre, at fartøjerne overholdt indsejlingskravene, samt for at afsløre fejl vedrørende fangster i logbøgerne).

64

Trods deres bestræbelser opfyldte tre af de fire besøgte medlemsstater ikke alle kravene, da revisionen fandt sted. Især Frankrig og Italien havde behov for at gøre betydelige fremskridt.

Kommissionen modtog ikke fuldstændige sæt af validerede data fra medlemsstaterne

65

Kontrolforordningen fastsætter, at hver flagmedlemsstat elektronisk skal meddele Kommissionen de aggregerede fangstdata for alle de bestande eller grupper af bestande, der er undergivet TAC’er eller kvoter, før den 15. i den følgende måned. Medlemsstaterne skal også på kvartalsbasis meddele Kommissionen de aggregerede mængder af andre bestande end dem, der er omfattet af kravet om månedlig rapportering. Disse oplysninger er Kommissionens vigtigste kilde til data om EU-flådens kvoteforbrug og fiskeri. Kommissionen videregiver oplysningerne til de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer. Det er derfor vigtigt, at dataene er pålidelige, så de rigtige fiskeriforvaltningsbeslutninger kan blive truffet.

66

Medlemsstaterne rapporterer også fangstoplysninger til Eurostat, som udarbejder fiskeristatistikker for EU.

67

Vi krydskontrollerede de aggregerede fangstdata, som Kommissionen (GD MARE og Eurostat) rådede over for de fire besøgte lande, med de data, vi fik udleveret direkte af de nationale myndigheder. Vi konstaterede væsentlige uoverensstemmelser som angivet i tabel 1.

Tabel 1

Forskelle mellem medlemsstaternes, GD MARE’s og Eurostats data

Fangster pr. medlemsstat (1 000 ton)Datakilde201320142015
SpanienMedlemsstatens data878910870
GD MARE483942926
Eurostat9041 237902
MARE vs. medlemsstat-45 %3 %6 %
MARE vs. Eurostat-47 %-24 %3 %
FrankrigMedlemsstatens data542537477
GD MARE574536436
Eurostat529544497
MARE vs. medlemsstat6 %0 %-8 %
MARE vs. Eurostat9 %-1 %-12 %
ItalienMedlemsstatens data767680
GD MARE382823
Eurostat173177191
MARE vs. medlemsstat-50 %-63 %-72 %
MARE vs. Eurostat-78 %-84 %-88 %
Det Forenede KongerigeMedlemsstatens data628759708
GD MARE911752707
Eurostat618752702
MARE vs. medlemsstat45 %-1 %0 %
MARE vs. Eurostat47 %0 %1 %

Kilde: Medlemsstaterne, GD MARE og Eurostat.

68

Der var forskellige forklaringer på disse forskelle: manglende oplysninger om bestemte flådesegmenter eller bestemte bestande, ændringer af medlemsstaternes data og dataduplikering (jf. tekstboks 8).

Tekstboks 8

Problemer, der førte til uoverensstemmelser mellem datakilderne

Bestemte bestande og flådesegmenter var ikke inkluderet i de data, der blev sendt til GD MARE

For Frankrigs vedkommende skyldtes forskellen mellem de nationale data og de oplysninger, der blev sendt til GD MARE i 2015, at dataene om fangster, der var omfattet af partnerskabsaftaler med ikke-EU-lande, blev indsendt særskilt i et andet elektronisk format end det, Kommissionen havde bedt om, og ikke blev indlæst i Kommissionens system. Da Frankrig brugte det samme format i 2014, må den beskedne forskel mellem de samlede bruttobeløb have skyldtes, at der i andre data var angivet for høje tal.

Italien sendte ingen oplysninger om fangster foretaget af fartøjer på under 10 meters længde og fartøjer, der skulle indsende fiskerilogbøger i papirform. Disse fartøjer udgjorde i alt 85 % af den samlede flåde og tegnede sig for mindst 23 % af den samlede fangst.

Medlemsstaterne sendte ikke altid efterfølgende korrektioner til GD MARE

For Spaniens vedkommende inkluderede Kommissionens data for 2014 og 2015 ikke de korrektioner, der var foretaget efter den frist, GD MARE havde fastsat. I 2013 indsendte Spanien ingen data om arter, der ikke var undergivet TAC’er eller kvoter.

Duplikering i Kommissionens database af data fra månedlige og kvartalsvise opgørelser til og med 2013

Dette gjorde sig gældende for data fra Det Forenede Kongerige om visse fiskearter.

69

Forskellene mellem GD MARE’s og Eurostats aggregerede tal var faldet lidt, men test foretaget af GD MARE på en stikprøve af arter viste, at der stadig var betydelige uoverensstemmelser med hensyn til visse arter. Da tallene kan være højere eller lavere for forskellige arter, kan forbedringer i de aggregerede data give et forkert indtryk. De to tjenester havde nedsat en arbejdsgruppe til at forbedre datakvaliteten og afhjælpe uoverensstemmelserne.

70

Forskellenes samlede omfang rejser tvivl om pålideligheden, fuldstændigheden og sammenligneligheden af de fangstdata, Kommissionen råder over. Disse data bruges også i rammen for dataindsamling til at understøtte videnskabelige udtalelser og fiskeriforvaltningsbeslutninger. Dataenes manglende pålidelighed vanskeliggør derfor fiskeriforvaltningen og skaber en risiko for, at det ikke altid er de rigtige valg, der bliver truffet (f.eks. vedrørende TAC’er, kvoter, fiskeriindsatsen eller tekniske foranstaltninger).

71

Det skal endvidere bemærkes, at kontrolforordningen pålægger medlemsstaterne at indsende aggregerede fangstdata for hver enkelt art. Det forhold, at den ikke kræver rapportering med angivelse af fiskeområder, fartøjsstørrelser og fiskeredskaber, begrænser imidlertid muligheden for at foretage dybtgående analyser af fangstdataene (f.eks. vedrørende et bestemt flådesegments indvirkning på en bestemt bestand).

Inspektionssystemet var operationelt, men svagheder i anvendelsen af sanktioner gjorde håndhævelsen mindre effektiv

72

Et effektivt inspektionssystem er centralt for at sikre fiskeriets fortsatte bæredygtighed og sektorens fremtid på lang sigt. Systemet skal kontrollere overholdelsen af de fiskeriforvaltningsregler (om f.eks. anvendelse af FOS, indsendelse af opgørelser, overholdelse af redskabsspecifikationer og fiskestørrelser), som gælder for alle operatører i fiskerisektoren, og fastlægge sanktioner i tilfælde af overtrædelser. Medlemsstaterne er ansvarlige for at etablere de nødvendige strukturer og sørge for finansiering, udstyr og personale til at gennemføre inspektioner og sanktioner. Under udførelsen af opgaverne skal der som fastsat i kontrolforordningen tages hensyn til principperne om ikke-forskelsbehandling og undgåelse af konkurrenceforvridning mellem sektorer, fartøjer og personer. Disse principper er særlig vigtige, fordi fiskeri i sagens natur er en grænseoverskridende aktivitet, hvor fartøjer kan operere i andre medlemsstaters farvande.

Generelt planlagde medlemsstaterne deres inspektioner godt, men inspektionsrapporterne bør standardiseres yderligere og registreres bedre

73

Hvis inspektionssystemet skal fungere korrekt30, skal medlemsstaterne have etableret hensigtsmæssige strukturer og foretage risikoanalyser for at bestemme risikoniveauerne for de forskellige flåder, aktiviteter og operatører. På grundlag af de fastslåede risici bør de udarbejde en årlig inspektionsplan og bevilge finansiering, udstyr og personale nok til at gennemføre den. Medlemsstaterne bør oprette en elektronisk database, som gør det muligt for dem at overvåge gennemførelsen af planen og derefter analysere og gøre brug af inspektionsresultaterne. Databasen bør holdes ajour og indeholde alle de inspektions- og overvågningsrapporter, personalet har udarbejdet. Når et inspiceret fiskerfartøj fører en anden medlemsstats flag, skal en kopi af inspektionsrapporten straks sendes til det pågældende land, hvis der under inspektionen konstateres en overtrædelse af reglerne.

Inspektionsaktiviteterne var generelt godt planlagt

74

Vi gennemgik de reviderede medlemsstaters31tilrettelæggelse af inspektionsaktiviteter og procedurerne for udførelse af risikoanalyser samt udarbejdelse og gennemførelse af inspektionsplaner. Bilag IV forklarer, hvordan inspektioner tilrettelægges i de besøgte medlemsstater.

75

Under revisionen bemærkede vi, at der blev foretaget risikoanalyser i de fire medlemsstater, vi besøgte, og at disse medlemsstater, med undtagelse af Frankrig, koordinerede analyserne på nationalt niveau under hensyntagen til både nationale og lokale risici. På grundlag af disse risikoanalyser blev der udarbejdet inspektionsplaner. I Frankrig blev koordineringen mellem det nationale, det regionale og det lokale niveau undergravet af den administrative kompleksitet.

76

Vi konstaterede, at der somme tider var hindringer for medlemsstaternes gennemførelse af inspektionsplanerne. I Frankrig og Spanien blev inspektionsprioriteterne ikke fastsat af den myndighed, der bevilgede ressourcerne. I Frankrig var der somme tider ikke overensstemmelse mellem de tildelte opgaver og de bevilgede ressourcer, hvilket betød, at kontrolholdene ikke kunne dække alle de landinger, der skulle kontrolleres, og at antallet af inspektioner var faldet i de seneste år. Ifølge medlemsstaternes myndigheder kunne eksterne faktorer sænke prioriteringen af fiskeriinspektioner (f.eks. krævede migrantkrisen i Middelhavet anvendelse af flåderessourcer).

77

Medlemsstaterne gav inspektørerne en række IT-værktøjer og databaser som hjælp til at udføre og rapportere om deres arbejde. Inspektørerne havde imidlertid ikke adgang til oplysningerne, når de udførte kontrol på stedet (f.eks. via mobile terminaler), undtagen i Spanien og i ét fransk departement. I stedet måtte de ringe til FOC for at få oplysninger. Dette er et problem, især i de tilfælde, hvor en inspektion ikke kan planlægges i forvejen, men skal foretages ad hoc ved ankomsten til en havn. I disse tilfælde ville hurtig adgang til oplysninger gøre det muligt at udvælge fartøjer til inspektion mere effektivt. Fordi inspektørerne under inspektionen ikke har adgang til oplysninger i realtid, kan de desuden ikke krydskontrollere fartøjets identitet, tilladelser og karakteristika med dokumenterne om bord. Det gør det sværere at identificere databasefejl som dem, vi konstaterede under vores revision (jf. tekstboks 4), og ændringer af fartøjskarakteristika, der ikke er godkendt. I nogle franske havne var det endda meget svært for inspektørerne at få adgang til IT-programmer fra havnekontoret, hvilket gjorde det umuligt for dem at forberede sig effektivt på inspektionerne.

Inspektionspraksis bør standardiseres yderligere

78

For at sikre, at fiskeriinspektionerne kontrollerer regeloverholdelsen effektivt og behandler fiskerioperatørerne retfærdigt, bør medlemsstaternes myndigheder foretage hver type inspektion på en standardiseret måde og udarbejde passende inspektionsprotokoller og vejledninger. Vi undersøgte, hvordan landingsinspektioner blev foretaget i de besøgte medlemsstater. Inspektørerne brugte en enkelt national rapportskabelon (Italien og Frankrig) eller flere forskellige inspektionshåndbøger og -skabeloner (Spanien og Skotland), undtagen i Frankrigs Middelhavsområde, hvor inspektørerne under deres inspektioner brugte forskellige tjeklister eller slet ingen. De udviklede standardiseringsværktøjer udgjorde en god ramme for at sikre overholdelse af princippet om ikke-forskelsbehandling i forbindelse med kontrolaktiviteter, men de blev ikke altid brugt.

79

EU-Fiskerikontrolagenturet (EFCA) er ansvarligt for at tilrettelægge den operative samordning af medlemsstaternes kontrolaktiviteter. Det yder bistand til medlemsstaterne og Kommissionen, primært ved hjælp af fælles ressourceanvendelsesplaner32. Vi bemærkede, at der i forbindelse med den fælles ressourceanvendelsesplan for fiskeri efter almindelig tun og sværdfisk i Middelhavet forelå meget omfattende tjeklister for landingsinspektioner. De er imidlertid ikke obligatoriske men kun beregnet som pædagogisk støtte, og i praksis blev de ikke anvendt til de nationale inspektioner i Italien og Frankrig, selv om de er et godt værktøj til standardisering af inspektionsmetoder.

Ikke alle inspektionsaktiviteter var rapporteret i den nationale database

80

Kontrolforordningen fastsætter, at medlemsstaterne skal føre en database over alle fiskerirelaterede inspektions- og overvågningsaktiviteter (herunder transportinspektioner og inspektioner af afsætningssteder)33. Når de ajourføres korrekt, er sådanne databaser et effektivt værktøj til at sikre bedre planlægning, gennemførelse og rapportering af inspektioner. Vi konstaterede, at inspektionsdatabaserne ikke altid var fuldt operationelle og ikke systematisk inkluderede inspektionsrapporter fra alle de myndigheder, der har berøring med fiskeri (f.eks. transport og første salg på nationalt eller regionalt niveau), jf. tekstboks 9.

Tekstboks 9

Eksempler på svagheder vedrørende inspektions- og overvågningsaktiviteter

I Frankrig var den elektroniske inspektionsdatabase ikke fuldt operationel i 2015 (langsom og ikke brugervenlig). Antallet af indlæste rapporter var derfor lavt, og systemet kunne ikke bruges til effektiv planlægning, opfølgning og koordinering af inspektioner.

I Spanien kunne de regionale myndigheder inspicere fartøjer, der allerede var inspiceret af de centrale myndigheder. I 2012 blev der nedsat en arbejdsgruppe til at koordinere arbejdet. Da vores revision fandt sted, var der ingen central elektronisk database, som viste samtlige inspektioner for hvert fartøj, selv om dette ville have været en værdifuld informationskilde for de forskellige inspektionsmyndigheder.

Det var ikke altid, de anvendte sanktioner havde afskrækkende virkning, stod i rimeligt forhold til overtrædelsen og var effektive

81

Hvis inspektionerne skal være effektive og nedbringe overtrædelserne af den fælles fiskeripolitik, skal de følges op med sanktioner i relevante tilfælde. Disse sanktioner fastsættes af medlemsstaterne, og de skal have afskrækkende virkning, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og være effektive34. Der skal også tages hensyn til overtrædelsens alvor og den potentielle økonomiske gevinst.

82

For at sikre, at operatører behandles lige, uanset i hvilke farvande deres overtrædelser er begået, fastsætter kontrolforordningen et pointsystem for alvorlige overtrædelser vedrørende fiskerilicenser og fartøjsførere, samtidig med at medlemsstaternes ret til at indføre deres eget sanktionssystem bevares i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Pointsystemet trådte i kraft 1. januar 2012. Hvis det samlede antal point er lig med eller overstiger et bestemt niveau, skal fiskerilicensen suspenderes eller inddrages permanent.

De anvendte sanktioner forhindrede ikke altid, at overtrædelser gentog sig
83

Medlemsstaterne brugte forskellige sanktionssystemer i forbindelse med overtrædelser af den fælles fiskeripolitik, jf. tabel 2.

Tabel 2

Medlemsstaternes sanktionsprocedurer

MedlemsstatSanktionstype
Spanien

Der blev brugt en administrativ procedure.

Bødens størrelse afhang af overtrædelseskategorien, overtrædelsens miljøindvirkning og alvor samt af, om det var en gentagelse. Fangstens værdi kunne lægges til det samlede sanktionsbeløb.

Pointsystemet blev kun brugt delvis.

Frankrig

Inspektionsmyndigheden kunne vælge mellem en administrativ og en strafferetlig procedure. Der forelå på nationalt niveau ingen oplysninger om de anvendte strafferetlige sanktioner.

Selv om der ifølge den nationale lovgivning skulle anvendes faste beløb eller sanktioner, der stod i rimeligt forhold til den økonomiske gevinst, fastlagde de enkelte offentlige myndigheder i praksis selv sanktionerne uden hensyntagen til de lovgivningsmæssige bestemmelser.

Pointsystemet blev ikke brugt.

Italien

Inspektionsmyndighederne brugte en administrativ og en strafferetlig procedure.

Den offentlige myndighed fastlagde bødens størrelse inden for det interval, der var angivet i lovgivningen. Undtagen i nogle få tilfælde var der ingen sammenhæng mellem sanktionerne og den økonomiske gevinst.

Af hensyn til en hurtig sagsbehandling gav myndighederne overtræderen valget mellem at betale det dobbelte af minimumsbøden eller betale en tredjedel af maksimumsbøden, der var beregnet ud fra overtrædelseskategorien med tillæg af et beløb fastlagt af en dommer.

Pointsystemet blev brugt for alvorlige overtrædelser.

Det Forenede Kongerige (Skotland)

Der blev brugt en administrativ og en strafferetlig procedure.

Der blev sjældent givet bøder, og der blev oftere gennemført forebyggende foranstaltninger end egentlige sanktioner. Når der blev anvendt finansielle sanktioner, blev de fastlagt af de offentlige myndigheder inden for det interval, der var angivet i den nationale lovgivning, under hensyntagen til den økonomiske gevinst.

Pointsystemet blev brugt i begrænset omfang (ikke konsekvent og ikke i alle tilfælde af alvorlige overtrædelser).

Kilde: Lovgivning, oplysninger indhentet på stedet samt databaser over overtrædelser og sanktioner.

84

Vi konstaterede, at kravet om sammenhæng mellem sanktionen og den økonomiske gevinst ved overtrædelsen blev overholdt systematisk i Spanien. I Skotland blev det overholdt i de få tilfælde, hvor der blev givet bøder. I Italien35 og Frankrig fastsatte lovgivningen, at der i nogle tilfælde skulle være en sådan sammenhæng, men i praksis blev kravet generelt ikke overholdt.

85

Med henblik på at anslå sanktionernes afskrækkende virkning analyserede vi listen over sanktioner i de besøgte medlemsstater for at identificere fartøjer, der havde fået sanktioner flere gange. Antallet af fartøjer med mere end fem overtrædelser er vist i tabel 3.

Tabel 3

Flåde, inspektioner, overtrædelser og gentagelsestilfælde i de besøgte medlemsstater i perioden 2013-2015

MedlemsstatSamlet flåde pr. 31.12.2015Samlet antal inspektioner på havet og ved landingSamlet antal inspektioner, hvor der blev konstateret overtrædelser% overtrædelser konstateret ved inspektionerSamlet antal fartøjer med mere end fem overtrædelser i løbet af de tre år% af flåden med mere end fem overtrædelser
Spanien9 39623 1464 70320 %250 %
Frankrig16 91039 5151 5854 %431 %
Italien212 31618 0383 53620 %721 %
Det Forenede Kongerige (Skotland)32 01516 9905 15030 %1698 %

1 De franske data omfatter inspektioner foretaget af de mange involverede myndigheder og i afsætningskæden. For 2014-2015 modtog vi kun ufuldstændige data (jf. tekstboks 9).

2 De italienske myndigheder, der er ansvarlige for disse inspektioner, er også ansvarlige for inspektionerne efter det første salg og har desuden andre ansvarsområder, der falder uden for kontrolforordningen.

3 Den samlede britiske flåde var på 6 232 fartøjer. Ved udgangen af 2015 var der ifølge Marine Scotlands statistik 2 015 fartøjer i Skotland.

Kilde: Data fra medlemsstaterne.

86

I Spanien havde kun en ubetydelig andel af fartøjerne i flåden mere end fem overtrædelser i årene 2013-2015. Forklaringen på dette kan være, at bøder lovligt kunne fordobles, hvis føreren af et fartøj begik den samme overtrædelse inden for 18 måneder, eller hvis en hvilken som helst overtrædelse blev begået inden for tre år efter den seneste overtrædelse.

87

Skotland havde langt den højeste andel af fartøjer med mere end fem overtrædelser, idet 169 operatører havde begået mere end fem overtrædelser i årene 2013-2015. Bøden fordobles, når en operatør gentager en overtrædelse, der tidligere er blevet straffet med bøde, men antallet af bøder var meget lavt. I praksis blev der hovedsagelig fulgt op på overtrædelser med vejledningsbreve samt mundtlige og skriftlige advarsler. Disse »bløde foranstaltninger« blev endog anvendt i forbindelse med alvorlige overtrædelser (f.eks. når der blev fanget fisk, efter at det pågældende fiskeri var lukket), og foranstaltningerne lod ikke til at forhindre, at overtrædelserne gentog sig. Selv om inspektionsindsatsen og -dækningen var større end i andre medlemsstater, var forekomsten af gentagne overtrædelser større, hvilket indikerer, at sanktionerne har mindre afskrækkende virkning.

88

I Italien vedrørte den største andel af de gentagne overtrædelser søfartsloven (mærkning af fartøjer, regler vedrørende besætningen), som ikke er del af den fælles fiskeripolitik. I Frankrig kunne revisorerne ikke danne sig et overblik over samtlige sanktioner, fordi myndighederne med ansvar for maritime anliggender (departementernes direktorater for fysisk planlægning og havområder, de interregionale direktorater for havområder og Direktoratet for Havfiskeri og Akvakultur under Ministeriet for Miljø, Energi og Havspørgsmål) ikke modtog nogen oplysninger om sanktioner pålagt af domstole efter den strafferetlige procedure. Analysen er således ufuldstændig.

Pointsystemet blev ikke brugt konsekvent
89

Vi konstaterede, at det pointsystem for alvorlige overtrædelser, der er fastsat i kontrolforordningen36, var gennemført i Italien og fungerede godt. I Spanien blev systemet brugt delvis, i Skotland blev det brugt inkonsekvent, og i Frankrig blev det slet ikke brugt. Der gives nærmere oplysninger i tekstboks 10.

Tekstboks 10

Medlemsstaternes brug af pointsystemet for alvorlige overtrædelser

I Spanien blev EU-pointsystemet kun brugt i forbindelse med et begrænset antal sager (49 i årene 2013-2015). Systemet blev brugt med forsigtighed på grund af den socioøkonomiske virkning, som inddragelser af fiskerilicenser ville få. Selv om der ikke blev tildelt point, blev nogle fiskerilicenser faktisk suspenderet midlertidigt som følge af overtrædelser, der betragtedes som særlig alvorlige, og ejere og førere fik midlertidigt frataget retten til at fiske.

I Skotland blev EU-pointsystemet ikke brugt konsekvent. I strid med kontrolforordningens princip om ikke-forskelsbehandling anvendte myndighederne forskellige tilgange vedrørende overtrædelser af samme type, afhængigt af hvilke foranstaltninger og sanktioner overtrædelserne førte til. Der blev kun tildelt point for alvorlige overtrædelser, der førte til domfældelse. Der blev ikke tilføjet point, når alvorlige overtrædelser blev indbragt for domstolene med henblik på fuldbyrdelse af bødestraffe under den administrative procedure, eller når der kun blev givet en advarsel eller sendt et vejledningsbrev. I årene 2013-2015 blev der kun tildelt point i syv sager.

I Frankrig blev EU-pointsystemet ikke brugt. Der manglede klare nationale regler og procedurer vedrørende ansvaret for sanktioner og point. Kommissionen har aftalt en handlingsplan med Frankrig for at afhjælpe manglerne med hensyn til tilrettelæggelse og gennemførelse af inspektioner og sanktioner. Handlingsplanen var ikke færdig, da vores revision fandt sted.

90

Fordi medlemsstaterne ikke brugte pointsystemet konsekvent, havde fiskerioperatørerne ikke lige vilkår. En EU-operatør, der begik en alvorlig overtrædelse og fik tildelt point, ville måske ikke have fået point i en anden medlemsstat eller i en anden region inden for samme medlemsstat.

91

Når en EU-operatør begår en overtrædelse i en anden medlemsstats farvande, er flagmedlemsstaten ansvarlig for at tildele point. Medlemsstaterne udveksler data om overtrædelsen. For nærværende findes der imidlertid ikke et EU-register over overtrædelser og sanktioner, der kan give mulighed for bedre opfølgning på tildelte point, mere effektiv risikoanalyse og større gennemsigtighed medlemsstaterne imellem.

92

EFCA har udviklet systemet for elektronisk inspektionsrapportering (EIR), som medlemsstaterne kan bruge som deres nationale database over inspektionsrapporter. Dette værktøj kunne også bruges af medlemsstaterne til at dele oplysninger om inspektioner og point.

Konklusioner

93

Den fælles fiskeripolitik har brug for et effektivt kontrolsystem, hvis den skal kunne sikre fiskebestandenes og fiskerisektorens bæredygtighed på lang sigt. EU’s ramme for fiskerikontrol blev senest ændret i 2009 ved en rådsforordning for at afhælpe kendte svagheder, der var blevet beskrevet i Revisionsrettens særberetning nr. 7/2007. Den fastsætter principper og regler vedrørende fiskerikontrol, fiskeriforvaltningsforanstaltninger, datakrav, inspektioner og sanktioner.

94

Med henblik på at vurdere, om EU har et effektivt fiskerikontrolsystem, undersøgte vi de vigtigste krav i EU’s fiskerikontrolforordning og deres gennemførelse i medlemsstaterne. Vi undersøgte, hvordan medlemsstaterne kontrollerede flådekapaciteten (i bruttotonnage og maskineffekt), og om de holdt deres flåderegistre ajour; vi undersøgte, om fiskeriforvaltningsforanstaltningerne var gennemført hensigtsmæssigt; vi undersøgte, om de data, der skal bruges i fiskeriforvaltningen, var fuldstændige og pålidelige; og vi undersøgte, om planlægningen og udførelsen af inspektioner var hensigtsmæssig, og om der blev anvendt hensigtsmæssige sanktioner.

95

Siden vores 2007-revision og reformen af kontrolforordningen har medlemsstaterne og Kommissionen gjort fremskridt på flere områder. Vi konstaterede imidlertid, at EU som følge af væsentlige svagheder på de fleste af de områder, vi reviderede, endnu ikke har et fiskerikontrolsystem, som er tilstrækkelig effektivt til at sikre en vellykket gennemførelse af den fælles fiskeripolitik. Medlemsstaterne havde endnu ikke gennemført EU’s fiskerikontrolforordning fuldt ud, og nogle af forordningens bestemmelser bør ændres for at give medlemsstaterne mulighed for at kontrollere fiskeriet effektivt.

96

De medlemsstater, vi besøgte, kontrollerede ikke i tilstrækkelig grad nøjagtigheden af deres flåders kapacitet med hensyn til bruttotonnage og maskineffekt. Kontrolforordningen fastlægger specifikt procedurer for dokumentbaseret og fysisk kontrol af maskineffekt, men ikke for kontrol af bruttotonnage. Vi bemærkede netop, at de besøgte medlemsstater ikke kontrollerede deres fiskerfartøjers tonnage, og at to af dem endnu ikke havde foretaget den foreskrevne kontrol af maskineffekt. I de tilfælde, hvor denne kontrol var blevet foretaget, var der konstateret forskelle mellem den faktiske og den registrerede maskineffekt. Det viser, at denne kontrol er nødvendig, især fordi nogle medlemsstater er tæt på at nå deres flådekapacitetslofter (punkt 14-20) Under revisionen konstaterede vi også et væsentligt antal uoverensstemmelser mellem fartøjsoplysningerne i flåderegistret og oplysningerne i de underliggende dokumenter (punkt 21-24).

Anbefaling 1 - Mere pålidelige oplysninger om fiskerflåderne

For at gøre oplysningerne om fiskerikapaciteten mere nøjagtige bør medlemsstaterne senest i 2018

  1. fastlægge procedurer for kontrol af deres nationale flåderegistres nøjagtighed.

For at forbedre nøjagtigheden af oplysningerne om fiskerikapaciteten bør Kommissionen i forbindelse med en eventuel fremtidig ændring af kontrolforordningen lade sit lovgivningsforslag omfatte

  1. detaljerede regler for regelmæssig dokumentbaseret kontrol og kontrol på stedet af både bruttotonnage (GT) og maskineffekt (kW), der bruges som indikatorer til beregning af fiskerikapacitet.
97

Medlemsstaterne skal gennemføre de fiskeriforvaltningsforanstaltninger, der er fastsat i national lovgivning, EU-lovgivning og international lovgivning (punkt 25 og 26). Fiskeriovervågning og -kontrol er afgørende for at sikre fiskeriets bæredygtighed. Vi konstaterede, at medlemsstaternes fartøjsovervågningssystemer (FOS), som anvender satellitbaseret sporingsteknologi, gav nyttige oplysninger med henblik på sådanne aktiviteter, og at medlemsstaterne samlet set gennemførte fiskeriforvaltningsforanstaltningerne tilfredsstillende. Anvendelsen af kontrolforordningens regler betød imidlertid, at 89 % af EU-flåden ikke blev overvåget ved hjælp af FOS. Dette hindrede en effektiv fiskeriforvaltning (punkt 25-32).

98

De medlemsstater, vi besøgte, brugte betydelige ressourcer på at forvalte forbruget af de fiskekvoter, de havde fået tildelt, og gjorde det godt. Når medlemsstaternes myndigheder overlod det til producentorganisationer at forvalte kvoterne, vidste de imidlertid ikke altid, hvilke kriterier der var blevet brugt i forbindelse med fordelingen af kvoter på de enkelte modtagere. Denne mangel på gennemsigtighed gør det svært for medlemsstaterne at få overblik over de faktiske modtagere af fiskerimulighederne, og dermed bliver det svært at vurdere deres potentielt negative indvirkning på miljøet og den lokale økonomi og eventuelt træffe korrigerende foranstaltninger. Endvidere øger denne mangel på gennemsigtighed risikoen for, at bestemte økonomiske aktørers særlige interesser favoriseres på bekostning af andres (punkt 33-36). Fiskeriindsatsordningerne var svære at overvåge, især hvad angik fartøjer uden FOS-tilslutning, og medlemsstaterne anvendte forskellige metoder til at beregne antallet af havdage, som er et af de centrale elementer i disse ordninger (punkt 37). Der var for mange tekniske foranstaltninger, og de var somme tider for komplicerede for fiskerne at anvende og for inspektørerne at kontrollere. Vi så imidlertid også eksempler på god praksis, hvor professionelle fiskeriorganisationer pålagde deres medlemmer at overholde supplerende og mere fokuserede foranstaltninger til bevarelse af bestandene, hvis krav var strengere end kravene i den fælles fiskeripolitik (punkt 38-41).

Anbefaling 2 - Bedre overvågning af fiskeriforvaltningsforanstaltninger

For at forbedre overvågningen af små fiskerfartøjers aktiviteter bør Kommissionen i forbindelse med en eventuel fremtidig ændring af kontrolforordningen lade sit lovgivningsforslag omfatte

  1. en fjernelse af FOS-fritagelserne for fartøjer med en længde på mellem 12 og 15 meter
  2. krav om installering af mindre og billigere positionssystemer på fartøjer med en længde på under 12 meter.

For at sikre gennemsigtighed med hensyn til fordelingen af fiskekvoter bør medlemsstaterne senest i 2019

  1. som fastsat i artikel 16 i forordningen om den fælles fiskeripolitik underrette Kommissionen om deres kvotefordelingssystemer, herunder om, hvordan gennemsigtige og objektive kriterier er blevet inkorporeret i metoden til fordeling af fiskekvoterne på interessenterne.
99

De fiskeridata, der blev indsamlet i henhold til kontrolforordningen, var ikke fuldstændige og pålidelige nok. Fangsdataene for den betydelige andel af EU-flådens fartøjer, der indsender papirbaserede opgørelser, var ufuldstændige. Desuden konstaterede vi en væsentlig forekomst af fejl og systemsvagheder i forbindelse med registreringen af papirbaserede opgørelser i medlemsstaternes databaser (punkt 47-54). Vi konstaterede væsentlige uoverensstemmelser mellem landingsopgørelser og senere registreringer vedrørende første salg (punkt 55 og 56). To af de fire besøgte medlemsstater sørgede ikke i tilstrækkelig grad for at dele og spore oplysninger om det fiskeri, fartøjer foretager i en anden medlemsstat end flagmedlemsstaten, men vi så også nogle gode bilaterale initiativer (punkt 57-60). I medlemsstaternes procedurer for datavalidering og krydskontrol konstaterede vi svagheder, som betyder, at uoverensstemmelser, fejl og mangelfulde oplysninger ikke opdages (punkt 61-64). Endvidere var der væsentlige forskelle mellem de samlede fangstdata, som medlemsstaterne havde registreret, og dem, som de forskellige tjenester i Kommissionen rådede over (punkt 65-70). Endelig pålægger kontrolforordningen ikke medlemsstaterne at indsende fangstdata med angivelse af fiskeområder, fartøjsstørrelser og fiskeredskaber, og dette begrænser mulighederne for en detaljeret analyse af EU-flådens aktivitet (punkt 71).

Anbefaling 3 - Mere pålidelige fiskeridata

1. Med henblik på at gøre fiskeridataene mere fuldstændige og pålidelige

bør medlemsstaterne senest i 2019

  1. gennemgå og forbedre proceduren for registrering og kontrol af papirbaserede fiskeridata
  2. sikre, at de har pålidelige data om fiskeri foretaget af fartøjer på under 10 meters længde, og at de i forbindelse med indsamlingen af disse data anvender reglerne i fiskerikontrolforordningen
  3. afslutte deres validering og krydskontrol af fiskeridata

bør Kommissionen senest i 2020

  1. oprette en platform for udveksling af oplysninger, som medlemsstaterne skal bruge til at fremsende validerede data i et standardiseret format og med et standardiseret indhold, så de oplysninger, Kommissionens tjenester råder over, svarer til medlemsstaternes data
  2. fremme udviklingen af et billigt, enkelt og brugervenligt system, der muliggør elektronisk indberetning af fiskeri for fartøjer på under 12 meters længde
  3. analysere de resterende problemer med hensyn til fuldstændigheden og pålideligheden af dataene på medlemsstatsniveau og aftale hensigtsmæssige foranstaltninger med medlemsstaterne, hvor det er nødvendigt.

2. For at gøre fiskeridataene mere fuldstændige og pålidelige bør Kommissionen i forbindelse med en eventuel fremtidig ændring af kontrolforordningen lade sit lovgivningsforslag omfatte

  1. en fjernelse af de fritagelser for anvendelse af det elektroniske indberetningssystem og for indsendelse af elektroniske opgørelser, der gælder for fartøjer med en længde på mellem 12 og 15 meter, eller en overvejelse af alternative løsninger
  2. en udvidelse af de forpligtelser vedrørende rapportering af fangstdata, der påhviler medlemsstaterne i henhold til kontrolforordningen, så de kommer til at omfatte angivelse af fiskeområder, fartøjsstørrelser og fiskeredskaber.
100

Et effektivt fiskerinspektionssystem er afgørende for at sikre, at den fælles fiskeripolitiks regler overholdes, og at fiskeriet forbliver bæredygtigt (punkt 72). Vi konstaterede, at inspektionerne generelt var godt planlagt. Det forhold, at inspektørerne ikke havde adgang til fartøjsoplysninger i realtid, reducerede imidlertid inspektionernes effektivitet (punkt 73-77). De besøgte medlemsstater havde indført standardiserede inspektionsprocedurer, men vi fandt tilfælde, hvor inspektørerne ikke havde brugt de disponible rapportskabeloner (punkt 78 og 79). Endvidere var inspektionsresultaterne ikke altid rapporteret korrekt i de nationale databaser (punkt 80).

101

Hvis inspektionerne skal være effektive, skal de følges op med sanktioner, som har afskrækkende virkning, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og er effektive. Sanktionsordningen omfatter et pointsystem for alvorlige sager, som skal sikre, at fiskerioperatørerne behandles lige (punkt 81 og 82). Vi konstaterede, at de anvendte sanktioner ikke altid havde afskrækkende virkning (punkt 83-88). Både mellem og inden for de medlemsstater, vi besøgte, blev pointsystemet anvendt i meget forskelligt omfang, og operatørerne var således ikke sikret ligebehandling. Endelig findes der for nærværende ikke et EU-register over overtrædelser og sanktioner, der kan give mulighed for bedre opfølgning på tildelte point, mere effektiv risikoanalyse og større gennemsigtighed medlemsstaterne imellem (punkt 89-92).

Anbefaling 4 - Bedre inspektioner og sanktioner

1. For at forbedre inspektionerne

bør medlemsstaterne senest i 2019

  1. når den nye forordning om tekniske foranstaltninger træder i kraft, i samråd med EU-Fiskerikontrolagenturet (EFCA) udvikle og anvende standardiserede inspektionsprotokoller og -rapporter, som er tilpasset fiskeriernes specifikke regionale og tekniske forhold i højere grad end dem, der er fastsat i bilag XXVII til forordning nr. 404/2011

bør Kommissionen i forbindelse med en eventuel fremtidig ændring af kontrolforordningen lade sit lovgivningsforslag omfatte

  1. et obligatorisk krav til medlemsstaterne om at anvende systemet for elektronisk inspektionsrapportering med henblik på at sikre, at resultaterne af deres nationale inspektioner er udtømmende og ajour, og at de deler disse resultater med andre berørte medlemsstater.

2. For at sikre sanktionssystemets effektivitet bør medlemsstaterne senest i 2019

  1. tage behørigt hensyn til gentagne overtrædelser og vedholdende overtrædere, når de fastlægger sanktioner
  2. for at give operatørerne lige vilkår gennemføre pointsystemet fuldt ud og sikre, at det bruges konsekvent i de forskellige områder.

Kommissionen bør i forbindelse med en eventuel fremtidig ændring af kontrolforordningen lade sit lovgivningsforslag omfatte

  1. en bestemmelse om et system, der gør det muligt i samarbejde med EFCA og medlemsstaterne at udveksle data om overtrædelser og sanktioner.

Vedtaget af Afdeling I, der ledes af Phil Wynn Owen, medlem af Revisionsretten, i Luxembourg på mødet den 5. april 2017.

På Revisionsrettens vegne

Klaus-Heiner Lehne

Formand

Bilag

Bilag I

Fiskeridata - krævede dokumenttyper i de besøgte medlemsstater

Kontrolforordningens kravSpanienFrankrigItalienSkotland

Fiskerilogbøger

Kræves ikke for fartøjer med en længde overalt på under 10 meter. Medlemsstaterne kan kræve fremlæggelse af logbøger, salgsnotaer eller månedlige fangstopgørelser for disse fartøjer.

Medlemsstaterne skal på grundlag af prøvetagningsplaner overvåge de aktiviteter, der udøves af fartøjer på under 10 meters længde, som ikke er omfattet af sådanne krav, for at sikre, at de overholder reglerne i den fælles fiskeripolitik.

Fartøjer med en længde overalt på mindst 10 meter og under 12 meter skal indsende fangstdata i form af papirlogbøger.

Fartøjer med en længde overalt på mindst 12 meter og under 15 meter skal normalt indsende data elektronisk, men kan fritages.

Alle fartøjer med en længde overalt på 15 meter eller derover skal indsende fangstdata elektronisk.

Medlemsstaterne kan vedtage strengere foranstaltninger vedrørende deres fartøjer.

Ingen fiskerilogbøger for fartøjer på under 10 meters længde.

85 % af fartøjerne med en længde på mellem 12 og 15 meter (6 % af den samlede flåde) var fritaget fra kravet om elektroniske logbøger.

Månedlige fangstopgørelser i papirform for fartøjer på under 10 meters længde.

Kun 42 fartøjer med en længde på mellem 12 og 15 meter (1 % af den samlede flåde) var i 2016 fritaget fra kravet om elektroniske logbøger.

Ingen fiskerilogbøger for fartøjer på under 10 meters længde.

90 % af de italienske fartøjer med en længde på mellem 12 og 15 meter (15 % af den samlede flåde) var fritaget fra kravet om elektroniske logbøger.

Forenklede ugentlige fiskerilogbøger for fartøjer på under 10 meters længde.

Ingen undtagelser fra kravet om elektroniske logbøger for fartøjer med en længde på mellem 12 og 15 meter.

Salgsnotaer

Skal indsendes:

- elektronisk af registrerede købere med en årlig omsætning på over 200 000 euro

- på papir eller helst elektronisk af købere med en årlig omsætning på under 200 000 euro.

Medlemsstater med et acceptabelt prøvetagningssystem kan af Kommissionen få fritagelse:

- for fiskevarer landet af fartøjer på under 10 meters længde

- for mængder af landede fiskevarer på højst 50 kg udtrykt i levende vægt efter art.

Salgsnotaer kræves ikke for private købere af mængder på under 30 kg.

Små mængder, der sælges direkte til forbrugerne fra fiskerfartøjet, kan medlemsstaterne fritage fra kravene om sporbarhed, hvis værdien ikke overstiger 50 euro pr. forbruger pr. dag.

Al fersk fisk skal sælges på auktion. Auktionsholderen sender salgsnotaerne til de selvstyrende regioner, som sender dem til de nationale myndigheder.

Auktionssalg eller andet salg. Køber skal registreres.

Salgsnotaer sendes elektronisk ved hjælp af et særligt system eller en »e-déclaration«.

Salgsnotaer kræves ikke for private købere af mængder på under 30 kg.

Små mængder, der sælges direkte til forbrugerne fra fiskerfartøjet, er fritaget fra kravene om salgsnotaer (op til 50 euro pr. forbruger pr. dag).

Med henblik på det første salg skal fiskevarer overføres til et registreret auktionscenter, en registreret køber eller en producentorganisation.

Kræves ikke for private købere af mængder på under 30 kg.

Små mængder, der sælges direkte til forbrugerne fra fiskerfartøjet, er fritaget fra kravene om salgsnotaer (op til 50 euro pr. forbruger pr. dag).

Fisk sælges på auktion eller til registrerede købere.

Vejning af fiskevarer

Alle fiskevarer skal vejes ved hjælp af systemer, der er godkendt af de kompetente myndigheder, medmindre medlemsstaten har vedtaget en prøvetagningsplan.

Vejningen skal foretages ved landingen, før fiskevarerne oplagres, transporteres eller sælges. Medlemsstaterne kan som undtagelse fra denne regel tillade, at fiskevarer vejes efter transport.

Vejningsundtagelser kan kun indrømmes, hvis medlemsstaten har vedtaget en risikobaseret kontrolplan, som er godkendt af Kommissionen.

Vejningsresultaterne bruges til udarbejdelse af landingsopgørelser, salgsnotaer osv.

Alle auktionscentre har det nødvendige udstyr til vejning og mærkning. Obligatorisk vejning ved landingen. Der foreligger en prøvetagningsplan for vejning, men nogle arter er ikke omfattet og skal vejes 100 %. Auktionscentrene skal sende salgsnotaerne til de selvstyrende regioner, som videresender dem elektronisk i et standardformat senest den 15. i den følgende måned (hyppigere vedrørende arter, der er omfattet af kvoter).

Vejning efter transport før det første salg er ikke tilladt.

Fangster vejes generelt ved landingen, hvis havnene har det nødvendige vejningsudstyr.

Vejning efter transport er tilladt. De interregionale direktorater for havområder er ansvarlige for undtagelser, men anvender ikke standardkriterier for indrømmelse og forvaltning af undtagelser.

Når et fartøjs fører eller dennes repræsentant anmelder en fangst til en række vejninger ved landingen, bliver der anvendt vejningssystemer, som er certificerede, men ikke godkendt af EU.

Vejning efter transport før det første salg er ikke tilladt.

Fisk solgt på auktion vejes på grundlag af en prøvetagningsplan, som er godkendt af Kommissionen. Al fisk solgt til registrerede købere vejes.

Fangster vejes normalt ved landingen. Vejning efter transport er tilladt. Registrerede købere eller sælgere er ansvarlige for vejningens nøjagtighed.

Kilde: Lovgivning og oplysninger modtaget under revisionsbesøg.

Bilag II

Forvaltning af kvoter og fiskeriindsats i de besøgte medlemsstater

KVOTERFISKERIINDSATS
Spanien

Kvoter tildeles generelt individuelle fartøjer.

Overvågningen er systematisk og foretages endog to gange om dagen med hensyn til arter, hvor kvoterne hurtigt kan blive brugt op.

Kvoterne overvåges ved hjælp af data fra elektroniske logbøger og salgsnotaer. I tilfælde af uoverensstemmelser mellem de to kilder, bruger myndighederne det højeste tal.

Overvågningen er baseret på FOS-data: Hver dag, hvor et fartøjs hastighed er under fem knob, betragtes som en fiskedag.

For fartøjer uden FOS beregnes fiskeriindsatsen på grundlag af fiskerilogbøger (papirbaserede eller elektroniske).

Salgsnotaer anvendes for fartøjer på under 10 meters længde, idet hver salgsnota antages at repræsentere en fiskedag.

Frankrig

Kvoter tildeles hovedsagelig producentorganisationer (PO’er).

PO’erne overvåger forbruget af deres kvoter i overensstemmelse med deres forvaltningsplaner, som er godkendt på nationalt niveau. Ressourceforvaltningskontoret (BGR) i direktoratet for havfiskeri og akvakultur under Ministeriet for Miljø, Energi og Havspørgsmål overvåger det nationale kvoteforbrug. BGR baserer sine beregninger på validerede fangstdata fra sit system (SACROIS) og krydskontrollerer dem med oplysninger fra PO’erne.

De interregionale direktorater for havområder foretager ingen regional kontrol for at overvåge PO’ernes overvågning af kvoteforbruget.

Myndighederne overvåger fiskeriindsatsen manuelt ved hjælp af skemaer.

Der foreligger ikke altid FOS-data og data om indberetningsforpligtelser. Myndighederne anslår aktiviteten på grundlag af fartøjshistorikken, men ukorrekte opgørelser kan blive overset.

Fiskeritilladelserne er elektroniske, og inspektørerne kan ikke altid få adgang til fartøjsdata og aktivitetsoplysninger online under deres inspektioner, så det er svært for dem at kontrollere, om et fartøj har tilladelse til at fange de arter, der er om bord.

Italien

Den eneste art, der er omfattet af kvoter i Italien, er almindelig tun.

Kvoterne fordeles nationalt på følgende kategorier: notfartøjer, langlinefartøjer, faststående tunfiskenet, lystfiskeri og en reservekvote som margin til bifangster.

Kvoteforbruget overvåges af MIPAAF. Fartøjer med tilladelse skal indsende daglige opgørelser under fangstrejser, selv når de intet fanger. De kvoteforbrugsdata, vi modtog fra Italien, og de data, Kommissionen havde, var de samme.

Ikke relevant
Skotland

De fleste af kvoterne tildeles PO’er (97 %), mens en lille andel reserveres til små fartøjer på under 10 meters længde og større fartøjer uden for sektoren.

De centrale myndigheder overvåger fangsterne af de arter, der er omfattet af kvoter. På grundlag af fartøjs- og fangstdata beregner systemet automatisk kvoteforbruget for fartøjerne i hver PO. Disse rapporter sendes hver uge til alle de PO’er, der har fået tildelt kvoter. Når en PO har opbrugt en specifik kvote, som den har fået tildelt, oplyses det offentligt på en statslig webside.

Fiskeriindsatsen tildeles individuelle fartøjer. Myndighederne fordeler kun 95 % af indsatsen på fartøjerne og reserverer resten som en sikkerhedsmargin, der kan bruges, hvis de tildelte indsatskvoter overskrides.

Myndighederne anvender oplysninger fra logbøger til at overvåge forbruget af fiskeriindsatsen og overholdelsen af de relevante betingelser, og deres inspektioner indeholder et element vedrørende fiskeriindsatsen. Antallet af dage beregnes på grundlag af fangstrejsens varighed i forbindelse med alle typer opgørelser (elektroniske, papirbaserede og ugentlige).

Oplysninger om indsatsforbruget genereres automatisk af systemet ud fra varigheden af de fangstrejser, der er omfattet af indsatsordninger, og de pågældende fartøjers maskineffekt.

Det automatiserede systems effektivitet vedrørende fartøjer med fiskerilogbøger i papirform (ca. 23,6 % af fartøjerne med tilladelser i de seneste tre år) afhænger af kvaliteten af de data, der indlæses i systemet. Vores revision viste en fejlforekomst på 10 % i landingsdatoerne.

Bilag III

Rammen for dataindsamling

EU har fastlagt en ramme1 for indsamling, forvaltning og anvendelse af standardiserede fiskeridata til videnskabelig analyse vedrørende den fælles fiskeripolitik. I henhold til denne ramme skal medlemsstaterne indsamle biologiske, miljømæssige, tekniske og socioøkonomiske data om fiskeri-, akvakultur- og forarbejdningssektoren. En del af disse data er fiskeridata indsamlet i henhold til kontrolforordningens krav: FOS-oplysninger, logbøger, landingsopgørelser og salgsnotaer. Disse data sendes til og anvendes af videnskabelige institutter som en integrerende del af de skøn, der udgør bestandsvurderinger (sammen med de biologiske data, der er indsamlet i henhold til rammen for dataindsamling). De har også afgørende betydning i forbindelse med videnskabeligt baserede forvaltningsforanstaltninger og evaluering af forvaltningsmål. F.eks. kræver det data om kapacitet, indsats og landinger at beregne fangst pr. indsatsenhed, så videnskabsfolk kan identificere de segmenter, hvor det er vigtigst at indhente biologiske data, og så de økonomiske flådedata kan disaggregeres og kombineres med biologiske data2.

Bilag IV

Tilrettelæggelse af inspektioner i de besøgte medlemsstater

1. Spanien

I Spanien er det Generalsekretariatet for Fiskeri (SGP), der under centralregeringens jurisdiktion og under Landbrugs-, Fødevare- og Miljøministeriets myndighed har ansvaret for kontrol og inspektion frem til det første salg.

SGP udarbejder en årlig inspektionsplan (Plan de actuación general de control e inspección pesquera), hvis prioriteter er baseret på flådens, fiskeområdernes og fiskeriernes særlige karakteristika. De lokale kontorer udarbejder deres egne risikoanalyser og inspektionsplaner i overensstemmelse med de generelle rammer og prioriteter. Lokale ressourcer stilles til rådighed af Ministeriet for Offentlig Forvaltning under SGP’s myndighed.

Andre myndigheder (de selvstyrende regioner, hæren, militærpolitiet Guardia Civil) foretager inspektioner vedrørende havfiskeri, transport, afsætning og forarbejdning. Disse inspektioner kan foretages uafhængigt af eller i samarbejde med SGP. De selvstyrende regioner har ansvaret for inspektioner i indre farvande samt inspektioner vedrørende skaldyr og akvakultur, sundhedsaspekter og sporbarhed fra det første salg.

2. Frankrig

I Frankrig er der flere myndigheder med ansvar for fiskerikontrol og -inspektion:

  • Centralt ligger ansvaret hos Direktoratet for Havfiskeri og Akvakultur under Ministeriet for Miljø, Energi og Havspørgsmål og hos Centre National de Surveillance de la Pêche (CNSP), som er det nationale fiskeriovervågningscenter
  • Regionalt ligger ansvaret hos Det Interregionale Direktorat for Havområder, som forvaltes af den interregionale præfekt for havspørgsmål under Direktoratet for Havfiskeri og Akvakulturs myndighed
  • Lokalt ligger ansvaret hos departementets Direktorat for Fysisk Planlægning og Havområder, som forvaltes af departementets præfekt under den regionale præfekt
  • I de oversøiske departementer og regioner udfører direktoraterne for havområder (DM) alle de opgaver, der på Frankrigs europæiske område udføres af de interregionale direktorater for havområder og departementernes direktorater for fysisk planlægning og havområder.

Direktoratet for Havfiskeri og Akvakultur under Ministeriet for Miljø, Energi og Havspørgsmål udarbejder halvårlige planer baseret på en risikoanalyse. Denne analyse tager ikke hensyn til de oplysninger, der foreligger fra kontroltjenesterne om risikoområder, opfølgning af overtrædelser osv. Planen omfatter afsætning og transport i henhold til kontrolforordningen (sporbarhed) og refererer til andre offentlige organer, der foretager inspektioner vedrørende havfiskeri, f.eks. Direktoratet for Maritime Anliggender, flåden, toldvæsenet, kystvagten, det nationale politi og bedrageribekæmpelsesmyndighederne.

CNSP koordinerer inspektioner på havet og yder støtte til landingsinspektioner.

De interregionale direktorater for havområder udarbejder deres egne regionale planer i overensstemmelse med de nationale planer. De regionale planer bør være baseret på en detaljeret risikoanalyse og de fastsatte inspektionsprioriteter. Bretagnes Interregionale Direktorat for Havområder foretog en meget detaljeret risikoanalyse (som inkluderede operatørernes første salg og transport), mens den risikoanalyse, der blev foretaget af Middelhavsområdets Interregionale Direktorat for Havområder, var overfladisk og definerede systemiske risici på grundlag af konstaterede overtrædelser.

De lokale planer (som udarbejdes af departementernes direktorater for fysisk planlægning og havområder) er ikke baseret på de regionale planer. De bygger på en risikoanalyse eller -identificering, der er koordineret af CNSP, og på de risici, der er konstateret af kontrolenhederne, undtagen i Middelhavsområdet. Denne risikovurdering er endnu ikke afspejlet i de nationale og regionale kontrolplaner i form af en risikostyringsplan og er endnu ikke forbundet med lokale initiativer.

Departementernes direktorater for fysisk planlægning og havområder og andre lokale inspektionsmyndigheder leverer ressourcerne til inspektioner ved og efter landing.

3. Italien

I Italien er Generaldirektoratet for Havfiskeri og Akvakultur (DG MFA) under Ministeriet for Landbrug, Fødevarer og Skovbrug (MIPAAF) den eneste kompetente myndighed som omhandlet i artikel 5, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1224/2009 (kontrolforordningen).

I forbindelse med varetagelsen af sine opgaver som nationalt fiskerikontrolcenter (NFCC) kan dette generaldirektorat få hjælp af havnemyndighederne/kystvagten. Ansvaret for overvågning af fiskeri, handel og administration af fiskevarer samt efterforskning af overtrædelser er overdraget til militært og civilt personale ansat af centrale og decentrale søfartsmyndigheder samt andre retshåndhævende organer (Guardia di Finanza, Carabinieri osv.).

4. Skotland

I Skotland er det Marine Scotland, der har ansvaret for fiskerikontrol og -inspektion frem til det første salg. Risikovurderingen er en løbende proces, der på regionalt niveau foretages hver anden uge vedrørende forskellige områder, havne og aktiviteter. Den fører ikke til en detaljeret inspektionsplan, men kortlægger de hovedprioriteter, som fiskerikontorerne skal tage hensyn til ved planlægningen af deres aktiviteter. De lokale inspektører hører under Marine Scotland.

I forbindelse med nogle aktioner vedrørende regeloverholdelse arbejder Marine Scotland sammen med andre statslige og offentlige organisationer såsom det skotske politi, hav- og kystmyndighederne, sundheds- og sikkerhedsmyndighederne samt told- og skattevæsenet.

Kommissionens svar

Resumé

I

Målsætningerne i den reviderede fælles fiskeripolitik er at sikre, at fiskeri- og akvakulturaktiviteterne er miljømæssigt bæredygtige på lang sigt og forvaltes på en måde, der er i overensstemmelse med målene om at opnå økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige fordele, og som bidrager til fødevareforsyningssikkerheden, samtidig med at der anvendes en forsigtigheds- og økosystembaseret tilgang til fiskeriforvaltningen.

I den sammenhæng er en effektiv kontrolordning afgørende for at gøre politikken troværdig, pålidelig og effektiv. Den har til formål at sikre, at medlemsstaterne lever op til kontrolforpligtelserne og fører et effektivt kontrolsystem, samtidig med at det sikres, at reglerne anvendes på samme harmoniserede måde i EU. Kontrolreglerne blev omarbejdet i 2008 med udgangspunkt i anbefalingerne i Revisionsrettens særberetning nr. 7 fra 2007 for at afhjælpe de svagheder, der blev påpeget.

III

Kommissionen deler den holdning, at fiskerikontrolsystemet som følge af Revisionsrettens revision i 2007 blev væsentligt forbedret gennem vedtagelsen af Rådets forordning (EF nr. 1224/2009 (i det følgende benævnt kontrolforordningen) og Kommissionens ledsagende gennemførelsesforordning (EU) nr. 404/2011. Kommissionen er ligeledes enig i, at medlemsstaternes gennemførelse af denne forordning kan forbedres yderligere, og at der fortsat består visse mangler.

IV

Kommissionen bekræfter, at reglerne om kontrollen af bruttotonnage kunne sikre en bedre kontrol af flådekapaciteten.

For så vidt angår forskellene i flåderegistret, finder Kommissionen, at de af Revisionsretten konstaterede uoverensstemmelser i princippet bør anses for at være afhjulpet med vedtagelsen af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2017/218 af 6. februar 2017.

V

Kommissionen bekræfter, at en del af EU’s fiskerflåde er fritaget fra kravet om at installere FOS om bord. Imidlertid tegner de 11 % af flåden, der var berørt af dette krav, sig for over tre fjerdedele af den samlede mængde fangede fisk. Derudover udstyrede nogle medlemsstater deres fartøjer under 12 meter med FOS, selv om dette ikke er obligatorisk i henhold til kontrolforordningen.

Kommissionen anerkender, at brugen af sporingssystemer kunne forbedres yderligere, for så vidt angår små fartøjer.

VI

Kriterierne for medlemsstaternes tildeling af fiskekvoter er defineret i den fælles fiskeripolitik. Det er Kommissionens opfattelse, at anvendelsen af disse kriterier ikke specifikt berører kontrolordningen og effektiviteten af den.

Kommissionen deler den opfattelse, at forbedret gennemsigtighed i den type kriterier, der anvendes i forbindelse med tildelingen af kvoter, vil bidrage til at undgå favorisering af særlige interesser på bekostning af andre.

VII

Kommissionen er enig i, at indgivelsen af fangstdata og salgsnotaer fortsat ikke er fuldstændig i visse medlemsstater, navnlig for fartøjer under 12 meter. Med de relevante værktøjer, den har til sin rådighed, følger Kommissionen systematisk op på situationer, hvor reglerne i den fælles fiskeripolitik ikke overholdes.

Derudover vurderer Kommissionen løbende småfiskeriets gennemførelse af kontrolkravene i forbindelse med revisioner og inspektioner.

Desuden giver EHFF-forordningen mulighed for finansiering af udstyr i fiskefartøjer med EIS-enheder, uafhængigt af fartøjernes størrelse.

Med hensyn til aggregerede data er situationen følgende: Medlemsstaterne skal altid sende de aggregerede fangstdata med oplysninger om bestande og fiskeområder, hvor der er fiskeriindsatsordninger. Der findes også velbeskrevne eksempler på, hvor de skal indsende oplysninger om fartøjsstørrelse og fiskeredskaber, men dette er ikke generelt tilfældet. Hvis der er behov for detaljerede fangstdata, kan Kommissionen i henhold til kontrolforordningen anmode om EIS-dataene direkte fra medlemsstaterne. Denne praksis er i øjeblikket i en testfase.

VIII

I henhold til de nuværende kontrolregler skal medlemsstaterne indberette alle indehavere af fiskerilicenser og førere af fiskerfartøjer i et nationalt register. Disse regler fremmer ligeledes udveksling af oplysninger om overtrædelser mellem medlemsstaterne. Kommissionen har bemærket, at de nuværende forskelle i medlemsstaternes retssystemer kan påvirke gennemførelsen af sådanne bestemmelser i EU.

Kommissionen erkender, at den nuværende kontrolforordning ikke indeholder bestemmelser om oprettelse af en omfattende ordning for udveksling af data om overtrædelser og sanktioner.

Generelt støtter Kommissionen udviklingen af EU-standarder, en fælles tilgang til kontrolaktiviteter og fælles IT-platforme for udveksling af data med det formål at sikre lige konkurrencevilkår.

IX

Kommissionen tager disse anbefalinger til efterretning. Der er endnu ikke truffet beslutning om en revision af kontrolforordningen. I mellemtiden vil Kommissionen på grundlag af disse anbefalinger fortsat støtte og sikre fuld gennemførelse af de nuværende kontrolkrav.

Kommissionen tager ligeledes til efterretning, at nogle af anbefalingerne er rettet til medlemsstaterne.

Indledning

01

Med kontrolforordningen etableres der et EU-system for kontrol, inspektion og håndhævelse, der skal sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik.

06

Det er Kommissionens ansvar at vurdere virkningen af denne forordning på den fælles fiskeripolitik og kontrollere medlemsstaternes gennemførelse af reglerne. Denne politiks succes afhænger imidlertid af alle de berørte parters engagement. Kommissionen bekræfter, at medlemsstaternes tilførsel af passende ressourcer og en korrekt udvikling af administrativ kapacitet er altafgørende for at opfylde målene for den fælles fiskeripolitik.

07

For at begrænse medlemsstaternes og fiskernes administrative byrde indeholdt kontrolforordningen bestemmelser om en specifik forenklet ordning for fartøjer under 10 meter. Denne ordning indebærer, at medlemsstaterne med henblik på overvågning af disse fartøjers aktiviteter skal etablere prøvetagningsplaner, der er baseret på en metode vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse med udvalgsproceduren.

08

Det pointsystem, der blev indført under kontrolforordningen, havde til formål at skabe et ensartet system i hele EU, hvad angår sanktioner.

EU’s retsregler indeholder imidlertid ingen harmoniserede regler for sanktioner ved overtrædelser af reglerne i den fælles fiskeripolitik. I mangel af ensartede sanktionsregler på EU-niveau anvender hver medlemsstat sine egne nationale love og procedurer. Manglen på harmoniserede sanktioner er et faktum i mange andre EU-politikker, og ikke blot i den fælles fiskeripolitik.

Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at en præcisering af kontrolordningen vedrørende sanktioner for alvorlige overtrædelser af reglerne for den fælles fiskeripolitik vil styrke kontrolsystemets effektivitet og lige konkurrencevilkår yderligere.

10

Kommissionen mener, at når det blev besluttet at vedtage og gennemføre handlingsplaner, har sådanne værktøjer vist sig at være effektive til at afhjælpe systemiske mangler i medlemsstaterne.

11

Det er Kommissionens opfattelse, at EU-Fiskerikontrolagenturet (EFCA) hidtil har spillet en grundlæggende rolle i udviklingen og styrkelsen af en harmoniseret og sammenhængende tilgang med kompatible systemer til indberetning, udveksling af data og sporbarhed for fiskeriprodukter.

Evalueringen af kontrolforordningen viste imidlertid, at Kommissionens, EFCA’s og medlemsstaternes rolle måske bør præciseres yderligere for at skabe bedre synergier.

Observationer

16

I henhold til kontrolforordningen kan der indføres detaljerede regler for kontrol af fiskefartøjers tonnage. Kommissionen vil fortsat sikre, at medlemsstaterne overholder de eksisterende bestemmelser om den maksimale fiskerikapacitet.

Tekstboks 3 – Kontrol af maskineffekt foretaget i overensstemmelse med kravene i kontrolforordningen

Af Kommissionens konklusioner i forbindelse med revisionerne af maskineffekten, der blev gennemført i 2016 i medlemsstaterne i Atlanterhavsområdet, fremgår det, at Spanien kun har foretaget disse kontroller én gang (og kontrollen blev ikke godkendt af det kompetente organ for kontrol af maskineffekt), mens Det Forenede Kongerige havde indført et mere konstant/systematisk system til kontrol af maskineffekt.

Kommissionen planlægger i 2017 at iværksætte en undersøgelse, der skal udføres af en ekstern kontrahent i en række udvalgte EU-medlemsstater, af gennemførelsen af de i kontrolforordningen opstillede krav vedrørende den fysiske kontrol af maskineffekt.

18

Overvågning af maskineffekt har været en del af en serie af kontrolbesøg i alle medlemsstater, herunder Frankrig i 2015-2016. Kommissionen følger fortsat op på dette forhold for at sikre, at der træffes passende foranstaltninger.

Kommissionen har været i tæt kontakt med de italienske myndigheder og er blevet underrettet om, at der er planlagt en ny prøvetagningsplan i 2017.

19

Kommissionen deler Revisionsrettens analyse. Den ønsker imidlertid at understrege, at selv om der fortsat ikke er vedtaget prøvetagningsplaner, kontrollerer Kommissionen på grundlag af EU’s flåderegister og gennem de årlige nationale flåderapporter, som medlemsstaterne skal sende til Kommissionen, om kapacitetsloftet overholdes. Medlemsstaterne gennemfører kontroller, også selv om de ikke har nogen prøvetagningsplan.

20

Kommissionen finder, at med vedtagelsen af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2017/218 af 6. februar 2017 bør den risiko for at overskride flådekapaciteten, som Revisionsretten har påpeget, anses for at være afhjulpet.

23

Kommissionen vedtog den 6. februar 2017 en ny forordning om EU’s fiskerflåderegister, som træder i kraft den 1. februar 2018 (Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2017/218). Den nye forordning indeholder bestemmelser om nye procedurer, der skal sikre, at EU’s flåderegister er opdateret stort set i realtid, og sikre, at de deri indeholdte oplysninger er pålidelige.

Tekstboks 4 - Uoverensstemmelser i flåderegistret

For så vidt angår forskellene i flåderegistret, finder Kommissionen, at de af Revisionsretten konstaterede uoverensstemmelser i princippet burde være afhjulpet med vedtagelsen af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2017/218 af 6. februar 2017.

24

Med den nye forordning om EU’s flåderegister vil opdateringer fra nationale registre finde sted stort set i realtid. Ajourføring af fartøjsdata vil blive sikret på to måder: a) ved medlemsstaternes direkte indsendelse af alle hændelser for hvert fiskerfartøj, der er indført i det nationale fiskerflåderegister og ikke senere end ved udgangen af arbejdsdagen eller b) gennem snapshots. Såfremt indholdet af snapshottet ikke er læsbart, fuldstændigt, nøjagtigt eller pålideligt, vil snapshottet blive afvist, og Kommissionen vil underrette medlemsstaten om sine observationer, hvorefter medlemsstaten skal foretage de nødvendige ændringer i det nationale register senest 5 dage efter Kommissionens underretning.

Kommissionens fælles svar på punkt 25 og 26: Kommissionen har revideret fangstregistreringssystemerne og datavalideringssystemerne for de fleste medlemsstater og har systematisk fulgt op på konstaterede mangler.

30

Kommissionen er klar over denne uregelmæssighed og har taget denne problemstilling op over for de berørte medlemsstater.

De 2 % vedrører akvakulturfartøjer. Tidligere var fiskerfartøjer, »der udelukkende anvendes inden for akvakultur og udelukkende opererer inden for medlemsstaternes basislinjer«, i FOS-forordningen undtaget fra FOS-pligten (jf. artikel 2 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2244/2003).

I den nuværende kontrolforordning blev grænsen for denne undtagelse ophævet for fartøjer >15 m, og den blev kun fastholdt for fartøjer <15 m (jf. artikel 9, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009). Medlemsstaterne ajourførte imidlertid ikke de eksisterende data i flåderegistret for disse akvakulturfartøjer.

I den nye gennemførelsesforordning om flåderegistret (der træder i kraft den 1. februar 2018) er der endda ikke længere noget krav om registrering af akvakulturfartøjer i flåderegistret.

Kommissionens fælles svar på punkt 31 og 32: Kommissionen understreger, at de 11 % af flåden, der var berørt af FOS-kravet, tegner sig for over tre fjerdedele af den samlede mængde fangede fisk.

For at begrænse medlemsstaternes og fiskernes administrative byrde indeholdt kontrolforordningen bestemmelser om en specifik forenklet ordning for fartøjer under 10 meter, der består i medlemsstaternes oprettelse af prøvetagningsplaner. Derudover udstyrede nogle medlemsstater deres fartøjer under 12 meter med FOS, selv om dette ikke var obligatorisk.

Kommissionen er af den opfattelse, at de fleste af de fartøjer, der udgør en høj risiko i forbindelse med bevarelse, kan spores og kontrolleres. Det anerkendes imidlertid, at brugen af sporingssystemer kunne forbedres yderligere, for så vidt angår små fartøjer.

34

Kommissionen kan bekræfte, at de oplysninger, som den har modtaget, er ret forskellige. Kommissionen ville derfor endnu ikke være i stand til at give et overblik over, hvordan medlemsstaterne gennemfører denne metode.

I marts 2016 skrev Kommissionen til kystmedlemsstaterne og udbad sig oplysninger om deres kvotetildelingssystem i medfør af artikel 16 i den fælles fiskeripolitik. Desuden blev medlemsstaterne anmodet om at medtage oplysninger om, hvordan den enkelte medlemsstat sikrer, at de principper, der er fastlagt i artikel 17, nemlig kriterierne om gennemsigtighed og objektivitet, herunder kriterierne af miljømæssig, social og økonomisk karakter, indarbejdes i tildelingsmetoden. Af de bidrag, som Kommissionen har modtaget, er det, der normalt kendetegner tildelingssystemerne i EU, den historiske registrering af fangster, når dette involverer fordelingen af fangstandele blandt støtteberettigede deltagere i fiskeriet. Medlemsstaterne anførte mange forskellige sæt af systemer, som de har indført for tildeling af eller adgang til fiskemuligheder, og disse omfatter ikke nødvendigvis kvotedelingssystemer. De fleste bekræftede, at der tages hensyn til sociale, økonomiske og miljømæssige kriterier, hvilket er i overensstemmelse med målene i den fælles fiskeripolitik.

Derudover verserer der ved Domstolen sag C-540/16, Spika m.fl., som vedrører en anmodning om en præjudiciel afgørelse om fortolkningen af artikel 16 og 17 i forordning (EU) nr. 1380/2013. Svaret på dette præjudicielle spørgsmål ville kunne give anledning til grundlæggende overvejelser om fordelingsmetoderne i de nationale kvoter.

Derudover finansierede Europa-Parlamentet i 2015 en undersøgelse om den nationale kvotetildeling:

http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2015/540357/IPOL_STU(2015)540357_EN.pdf

37

For fartøjer, der er undtaget fra FOS-kravene, indeholder kontrolforordningen andre kommunikationsmidler, som er underlagt lovgivernes beslutninger.

38

Kommissionen er enig i Revisionsrettens analyse og vil gerne understrege, at forslaget om tekniske foranstaltninger fortsat drøftes med Europa-Parlamentet og Rådet.

41

Kommissionen deler Revisionsrettens opfattelse af, at foranstaltninger, hvorved der skabes regionale krav med henblik på bevarelse, og som er tilpasset regioner, bør fremmes, da de er i overensstemmelse med de principper, der gælder for den fælles fiskeripolitik og især dennes regionsrelaterede tilgang.

48

For at begrænse medlemsstaternes og fiskernes administrative byrde indeholdt kontrolforordningen bestemmelser om en specifik forenklet ordning for fartøjer under 10 meter. Denne ordning består for medlemsstaterne i med henblik på at overvåge disse fartøjers aktiviteter at etablere prøvetagningsplaner, der er baseret på en metode vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse med udvalgsproceduren.

Kommissionen vil også gerne tilføje, at kontrollen med aktiviteterne for fartøjer under 10 meter, som i øjeblikket er undtaget fra medlemsstaternes gennemførelse af at føre logbog (f.eks. kontrol ved prøveudtagning på landingstidspunktet), kunne forbedres.

50

Kommissionen er enig i Revisionsrettens analyse og finder, at prøvetagningsplanerne, når de er vedtaget, bør levere fangstestimater.

Tekstboks 5 – Fejl og systemsvagheder vedrørende papirbaserede indberetninger

Kommissionen er klar over, at indgivelsen af fangstdata og salgsnotaer fortsat ikke er fuldstændig i Frankrig. Den vil dog gerne understrege, at der er observeret betydelige fremskridt siden 2014, navnlig for små fartøjer. Kommissionen udfører løbende revisioner for at følge gennemførelsen af aktionerne i handlingsplanen.

Medlemsstaterne har udformet fangstregistreringssystemer (til indsamling, registrering og behandling af kontroldata), der overholder kontrolforordningen og integrerer både elektroniske og papirbaserede data.

Imidlertid er de IT-systemer, som nogle medlemsstater anvender, fortsat ikke tilstrækkelige til at tillade dataudveksling mellem dem og garantere krydstjek fra forskellige datakilder.

Kommissionen vil have fortsat fokus på fangstregistreringssystemet og vil følge op herpå.

Med hensyn til Skotland viste fartøjer ukorrekte landingsdatoer. For få vidt angår f.eks. salgsnotaer, kan salgsdatoen fremgå af salgsnotaen, og ikke landingsdatoen. Denne type uoverensstemmelse er konstateret i revisioner af sporbarhed i Det Forenede Kongerige.

56

Kommissionen deler Revisionsrettens konklusioner om, at der er plads til forbedring af overførslen af fangstdata og salgsnotaer, som ikke er fuldstændig endnu, navnlig for små fartøjer, og af krydskontrollen og datavalideringen.

Kommissionen har dog observeret betydelige fremskridt i de seneste år. Især handlingsplanerne, og gennemførelsen af de dermed forbundne aktioner, er blevet et effektivt værktøj på dette område.

Tekstboks 6 – Fejl og systemsvagheder vedrørende krydskontrol mellem landingsopgørelser og salgsnotaer

Kommissionen er bekendt med disse mangler, som derfor også er omfattet af en handlingsplan.

Kommissionen finder, at der i de seneste år er sket forbedringer i kontrolaktiviteternes generelle niveau og effektivitet i Italien. Den fuldstændige gennemførelse af fangstregistreringssystemet udgør dog fortsat en væsentlig udfordring.

Kommissionen er opmærksom på denne svaghed på salgsnotaer, hvilket var en del af handlingsplanen. Spanien udviklede for kort siden værktøjet TRAZAPES, som giver mulighed for automatisk overførsel af salgsnotaer fra de selvstyrende regioner til centralmyndigheden. De fremskridt, som Spanien har gjort, vil blive vurderet igen af Kommissionen under kommende kontrolbesøg.

60

Det elektroniske system, der findes i Skotland til deling af transportdokumenter, er reelt ikke noget krav i kontrolforordningen. Det er i henhold til kontrolforordningen tilladt, at dette nationale system er mere omfattende end de minimumsforskrifter, der er fastsat i kontrolforordningen. Kommissionen er enig i, at et elektronisk EU-system til transportdokumenter, der tillader deling af data mellem medlemsstaterne, vil forbedre fangstdataenes pålidelighed.

Tekstboks 7 - Svagheder i medlemsstaternes datavalidering

Kommissionen bekræfter, at der er yderligere forbedringer på vej i forbindelse med handlingsplanen.

64

Validering af data er en del af den igangværende handlingsplan i Frankrig, hvilket skulle give muligheder for yderligere forbedringer på dette område.

67

Kommissionen bemærker, at udviklingen i antallet uoverensstemmelser er faldende, navnlig i Spanien og Det Forenede Kongerige.

71

Medlemsstaterne skal sende de aggregerede fangstdata med oplysninger om bestande og fiskeområder, hvor der er fiskeriindsatsordninger. Der findes også veldefinerede tilfælde, hvor medlemsstaterne skal indsende oplysninger om fartøjsstørrelser og fiskeredskaber, men dette er ikke generelt tilfældet. Hvis der er behov for detaljerede fangstdata, kan Kommissionen i henhold til kontrolforordningen anmode medlemsstaterne om EIS-dataene direkte. Denne praksis er i øjeblikket i en testfase.

73

Kommissionen er enig i, at medlemsstaterne i overensstemmelse med kontrolforordningen skal have etableret hensigtsmæssige strukturer for fiskerikontrol. I henhold til Den Europæiske Hav- og Fiskerifond blev der opstillet en forhåndsbetingelse for kontrol, der skulle sikre, at medlemsstaterne havde den administrative kapacitet til at gennemføre kontrolforordningen, før de fik tildelt bevillinger under selve fonden.

79

EU-Fiskerikontrolagenturet tilbyder i samarbejde med medlemsstaterne og Kommissionen grundlæggende uddannelsesprogrammer for medlemsstaternes inspektører, og det er i færd med at udvikle en platform for EU-læring.

89

I henhold til de nuværende kontrolregler skal medlemsstaterne indberette alle overtrædelser, der begås af indehavere af fiskerilicenser og førere af fiskerfartøjer, i et nationalt register. Disse regler fremmer ligeledes udveksling af oplysninger om overtrædelser mellem medlemsstaterne. Kommissionen har afsluttet en intern undersøgelse af medlemsstaternes sanktionssystemer, hvor det er blevet undersøgt, om de eksisterende sanktionssystemer har en afskrækkende virkning, er effektive og står i rimeligt forhold til overtrædelsen. Kommissionen har bemærket, at de nuværende forskelle i medlemsstaternes retssystemer kan påvirke gennemførelsen af sådanne bestemmelser i EU.

92

Kommissionen anerkender betydningen af systematisk brug af systemet til elektronisk inspektionsrapportering.

Konklusioner

95

Kommissionen er enig i Revisionsrettens konklusioner om, at Kommissionen og medlemsstaterne har gjort fremskridt siden revisionen i 2007 og reformen af kontrolforordningen.

Det skal imidlertid undersøges, om der er behov for en ændring i forbindelse med visse bestemmelser i denne forordning med henblik på at forbedre fiskerikontrolsystemets effektivitet.

Anbefaling 1 – Mere pålidelige oplysninger om fiskerflåderne
  1. Kommissionen bemærker, at denne anbefaling er rettet til medlemsstaterne og vil følge op på den.
  2. Kommissionen accepterer til dels denne anbefaling.
  • Det kan være nyttigt at opstille regler for kontrol af både bruttotonnage og maskineffekt.
  • Der er endnu ikke truffet beslutning om en revision af kontrolforordningen, og alle forslag fra Kommissionen skal være omfattet af principperne om bedre regulering, navnlig en offentlig høring og en konsekvensanalyse, der ikke kan foregribes. Kommissionen vil i denne sammenhæng overveje Revisionsrettens anbefaling.
97

Kommissionen er enig i, at overvågningen af flådeaktiviteten i EU’s farvande gennem brugen af FOS og i nogle tilfælde andre sporingsenheder er blevet bedre.

Kommissionen henviser til sit svar i punkt 31 og 32.

98

Kriterierne for medlemsstaternes tildeling af fiskekvoter er defineret i den fælles fiskeripolitik. Kommissionen er af den opfattelse, at anvendelsen af disse kriterier i øjeblikket ikke er knyttet til gennemførelsen af kontrolforordningen. Af de bidrag, som Kommissionen har modtaget fra medlemsstaterne, fremgår det, at de fleste fælles kriterier, der anvendes for tildelingen af kvoter i EU, er den historiske registrering af fangster. Det ser ligeledes ud til, at der tages hensyn til sociale, økonomiske og miljømæssige kriterier i overensstemmelse med målene for den fælles fiskeripolitik. Derudover verserer der ved Domstolen sag C-540/16, Spika m.fl., som vedrører en anmodning om en præjudiciel afgørelse om fortolkningen af artikel 16 og 17 i forordning (EU) nr. 1380/2013. Svaret på dette præjudicielle spørgsmål ville kunne give anledning til grundlæggende overvejelser om fordelingsmetoderne i de nationale kvoter.

Derudover finansierede Europa-Parlamentet i 2015 en undersøgelse om den nationale kvotetildeling:

http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2015/540357/IPOL_STU(2015)540357_EN.pdf

For fartøjer uden FOS-tilslutning er der fastsat andre kommunikationsmåder i kontrolforordningen til overvågningen af fiskeriindsatsen, disse er dog endnu ikke fuldt implementeret.

For så vidt angår forenkling af tekniske foranstaltninger, har Kommissionen allerede foreslået en forenkling af retsgrundlaget og en forenkling af fiskernes forpligtelser. Dette forslag drøftes i øjeblikket på tværinstitutionelt plan.

Kommissionen deler Revisionsrettens synspunkt om, at god praksis bør fremmes, navnlig den, der er tilpasset regioner, i overensstemmelse med principperne for den fælles fiskeripolitik.

Anbefaling 2 – Bedre overvågning af fiskeriforvaltningsforanstaltninger
  1. Kommissionen accepterer til dels denne anbefaling.
  • At fjerne FOS-fritagelserne for fartøjer med en længde på mellem 12 og 15 meter ville forbedre overvågningen og kontrollen med fiskerflådernes aktivitet.
  • Der er endnu ikke truffet beslutning om en revision af kontrolforordningen, og alle forslag fra Kommissionen skal være omfattet af principperne om bedre regulering, navnlig en offentlig høring og en konsekvensanalyse, der ikke kan foregribes. Kommissionen vil i denne sammenhæng overveje Revisionsrettens anbefaling.
  1. Kommissionen accepterer til dels denne anbefaling.
  • Installation af mindre og billigere lokaliseringssystemer for fartøjer under 12 meter ville forbedre overvågningen og kontrollen med fiskeaktiviteter.
  • Der er endnu ikke truffet beslutning om en revision af kontrolforordningen, og alle forslag fra Kommissionen skal være omfattet af principperne om bedre regulering, navnlig en offentlig høring og en konsekvensanalyse, der ikke kan foregribes. Kommissionen vil i denne sammenhæng overveje Revisionsrettens anbefaling.
  1. Kommissionen bemærker, at denne anbefaling er rettet til medlemsstaterne.
99

I henhold til kontrolforordningen indberetter medlemsstaterne alle fisk, der fanges og landes i EU, til Kommissionen, på nær nogle få undtagelser, som f.eks. solgte mængder under 30 kilo.

Kommissionen deler Revisionsrettens konklusioner om, at der er plads til forbedring i indberetningen af fangstdata og salgsnotaer, som endnu ikke er fuldstændig, navnlig for små fartøjer.

Kommissionen har imidlertid som følge af revisioner og kontrolbesøg om fangstregistrering og datavalideringssystemer siden 2010 samt gennem en systematisk opfølgning af situationer med manglende overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik imidlertid registreret betydelige fremskridt og færre uoverensstemmelser i de seneste år, navnlig for små fartøjer.

Medlemsstaterne har udformet fangstregistreringssystemer, der overholder kontrolforordningen og integrerer både elektroniske og papirbaserede data. Imidlertid er de IT-systemer, som nogle af dem anvender, fortsat ikke tilstrækkelige til at tillade dataudveksling mellem dem og garantere krydstjek fra forskellige datakilder. Kommissionen vil fortsat holde et vågent øje med dette forhold.

Anbefaling 3 – Mere pålidelige fiskeridata 1.

Kommission tager den deadline, som Revisionsretten har foreslået, til efterretning og forstår det på den måde, at den alene gælder gennemførelsen af eksisterende regler.

  1. Kommissionen tager til efterretning, at denne anbefaling er rettet til medlemsstaterne og er allerede begyndt at overvåge gennemførelsen heraf.
  2. Kommissionen tager til efterretning, at denne anbefaling er rettet til medlemsstaterne, og er allerede begyndt at overvåge gennemførelsen heraf.
  3. Kommissionen tager til efterretning, at denne anbefaling er rettet til medlemsstaterne, og er allerede begyndt at overvåge gennemførelsen heraf.
  4. Kommissionen accepterer denne anbefaling. Den er allerede begyndt på gennemførelsen gennem udformning af det integrerede fiskeridataforvaltningsprogram, herunder initiativet for FLUX-transportlaget.
  5. Kommissionen accepterer denne anbefaling.
  6. Kommissionen accepterer denne anbefaling og vil fortsætte gennemførelsen heraf gennem løbende kontrol og evaluering af medlemsstaternes anvendelse af fiskerikontrolreglerne.
2.

Kommissionens fælles svar på g) og h): Kommissionen accepterer delvist disse anbefalinger. Der er endnu ikke truffet beslutning om en revision af kontrolforordningen, og alle forslag fra Kommissionen skal være omfattet af principperne om bedre regulering, navnlig en offentlig høring og en konsekvensanalyse, der ikke kan foregribes. Kommissionen vil i denne sammenhæng overveje Revisionsrettens anbefaling.

100

Kommissionen deler Revisionsrettens s holdning om, at resultaterne af inspektionerne børe være mere nøjagtige og systematisk indberettet i de nationale databaser. Den bekræfter, at udarbejdelse af EU-standarder for inspektioner, af en risikobaseret forvaltning, af en harmoniseret tilgang til kontrolaktiviteter og af delte IT-platforme til udveksling af inspektionsrapporter er væsentlige værktøjer for opnåelse af et effektivt og sundt inspektionssystem.

EU-Fiskerikontrolagenturet (EFCA) spiller i denne henseende en grundlæggende rolle i udviklingen og styrkelsen af en harmoniseret og sammenhængende tilgang med kompatible systemer til indberetning, udveksling af data og sporbarhed for fiskeriprodukter.

101

I henhold til de nuværende kontrolregler skal medlemsstaterne indberette alle indehavere af fiskerilicenser og førere af fiskerfartøjer i et nationalt register. Disse regler fremmer ligeledes udveksling af oplysninger om overtrædelser mellem medlemsstaterne.

Det er Kommissionens opfattelse, at alle medlemsstater har indført en juridisk ramme for sanktionering af overtrædelser af den fælles fiskeripolitik. Den deler imidlertid Revisionsrettens opfattelse af, at der er store forskelle i sanktionsniveauer fra medlemsstat til medlemsstat.

Kommissionen vil gerne understrege, at der uden lovgivningstiltag til afhjælpning af de eksisterende mangler i EU’s retlige bestemmelser om sanktioner, ikke kan gøres væsentlige fremskridt mod mere effektive sanktioner over for overtrædelser af reglerne for den fælles fiskeripolitik i EU’s medlemsstater.

Anbefaling 4 – Bedre inspektioner og sanktioner 1.
  1. Kommissionen tager til efterretning, at denne anbefaling er rettet til medlemsstaterne og vil følge op herpå.
  2. Kommissionen accepterer til dels denne anbefaling.
  • Obligatorisk anvendelse af systemet for elektronisk inspektionsrapportering ville forbedre inspektionerne.
  • Der er endnu ikke truffet beslutning om en revision af kontrolforordningen, og alle forslag fra Kommissionen skal være omfattet af principperne om bedre regulering, navnlig en offentlig høring og en konsekvensanalyse, der ikke kan foregribes. Kommissionen vil i denne sammenhæng overveje Revisionsrettens anbefaling.
2.
  1. Kommissionen tager til efterretning, at denne anbefaling er rettet til medlemsstaterne.
  2. Kommissionen tager til efterretning, at denne anbefaling er rettet til medlemsstaterne.
  3. Kommissionen accepterer til dels denne anbefaling. Der er endnu ikke truffet beslutning om en revision af kontrolforordningen, og alle forslag fra Kommissionen skal være omfattet af principperne om bedre regulering, navnlig en offentlig høring og en konsekvensanalyse, der ikke kan foregribes. Kommissionen vil i denne sammenhæng overveje Revisionsrettens anbefaling.

Den er enig i behovet for at styrke udveksling af oplysninger vedrørende overtrædelser af reglerne for den fælles fiskeripolitik for at sikre en mere effektiv risikoanalyse og bedre gennemsigtighed blandt medlemsstaterne.

Forkortelser

EFCA: EU-Fiskerikontrolagenturet

EIS: Det elektroniske indberetningssystem for fiskeri

EU: Den Europæiske Union

FAO: FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation

FFP: Den fælles fiskeripolitik

FIDES: Fisheries Information Data Exchange System

FOC: Fiskeriovervågningscenter

FOS: Fartøjsovervågningssystem

GFCM: Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet

GT: Bruttotonnage

kW: Kilowatt maskineffekt

RFFO: Regional fiskeriforvaltningsorganisation

TAC: Samlet tilladt fangstmængde

Glossar

EU-flåderegister: Et register, der føres af Kommissionen og indeholder oplysninger om alle EU-fiskerfartøjer.

Eurostat: Den Europæiske Unions Statistiske Kontor.

Fartøjsovervågningssystem: Et satellitbaseret overvågningssystem for fiskerfartøjer, der regelmæssigt sender data til fiskerimyndighederne (fiskeriovervågningscentret) om fartøjers position, kurs og fart.

Fiskeriindsats: Produktet af et fiskerfartøjs kapacitet og aktivitet; for en fartøjsgruppe er det summen af fiskeriindsatsen for alle fartøjer i gruppen.

Fiskerikapacitet: Den mængde fisk, der i en given tidsperiode og ved givne ressourceforhold kan fanges ved fuld udnyttelse af et fartøj eller en flåde. I forbindelse med den fælles fiskeripolitik måles kapaciteten ud fra fartøjets tonnage i GT (bruttotonnage) og dets effekt i kW (kilowatt), som defineret artikel 4 og 5 i Rådets forordning (EØF) nr. 2930/861.

Fiskerilicens: Et officielt dokument, der i henhold til nationale regler giver indehaveren ret til at bruge en bestemt fiskerikapacitet til kommerciel udnyttelse af levende akvatiske ressourcer. Det indeholder minimumskrav til identifikation, tekniske specifikationer og udrustning af et EU-fiskerfartøj.

Fiskeriovervågningscenter: Et operationelt center oprettet af en flagmedlemsstat, der er udstyret med hardware og software, der gør det muligt at foretage automatisk databehandling og elektronisk dataoverførsel.

Fiskeritilladelse: Et officielt dokument, der sammen med en fiskerilicens giver et EU-fiskerfartøj ret til specifikt fiskeri i en specifik periode, i et bestemt område eller til et bestemt fiskeri på særlige betingelser.

Flagstat: Den stat, hvor et fartøj er registreret.

GD MARE: Generaldirektoratet for Maritime Anliggender og Fiskeri.

Nationalt flåderegister: Det register, som hver medlemsstat fører over alle de fiskerfartøjer, der fører dens flag.

Regional fiskeriforvaltningsorganisation: En subregional, regional eller lignende organisation med kompetence efter folkeretten til at træffe bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger for levende marine ressourcer, som efter konventionen eller aftalen om den pågældende organisations oprettelse hører under dens ansvar.

Små fartøjer: I denne beretning bruges denne betegnelse om fartøjer med en længde på under 15 meter.

Systemet for elektronisk inspektionsrapportering: System udviklet af EFCA, som gør det muligt for medlemsstaterne at dele data fra deres inspektionsrapporter.

Slutnoter

Glossar

1 Rådets forordning (EØF) nr. 2930/86 af 22. september 1986 om definition af fiskerfartøjers karakteristika (EFT L 274 af 25.9.1986, s. 1).

Indledning

2 Artikel 4, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22): »«forsigtighedstilgang i fiskeriforvaltningen«: jf. artikel 6 i FN-aftalen om fiskebestande, en tilgang, ifølge hvilken manglende relevante videnskabelige oplysninger ikke bør betragtes som en gyldig grund til at udskyde eller undlade at træffe forvaltningsforanstaltninger til bevarelse af målarter, tilknyttede eller afhængige arter og ikke-målarter samt deres miljø.«

3 Særberetning nr. 7/2007 om de kontrol-, inspektions- og sanktionssystemer, der skal sikre, at reglerne om bevarelse af Fællesskabets fiskeressourcer overholdes (EUT C 317 af 28.12.2007, s. 1).

4 Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1). Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 404/2011 af 8. april 2011 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik (EUT L 112 af 30.4.2011, s. 1).

5 Fælles kontroller arrangeres via fælles ressourceanvendelsesplaner for særlige kontrol- og inspektionsprogrammer.

6 Den medlemsstat, hvor et fartøj er registreret.

Revisionens omfang og revisionsmetoden

7 Hvert land i Det Forenede Kongerige har oprettet sit eget system for at opfylde kravene i den fælles fiskeripolitik. Revisionen blev udført i Skotland, og vores bemærkninger og konklusioner vedrører skotske systemer og procedurer. De fangstdata, vi kontrollerede, var imidlertid for hele Det Forenede Kongerige, eftersom de fire lande ikke indsender særskilte oplysninger til Kommissionen.

Bemærkninger

8 Artikel 41 i kontrolforordningen og artikel 62 og 63 i gennemførelsesbestemmelserne.

9 COM(2016) 380 final af 10. juni 2016: »Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om medlemsstaternes bestræbelser i 2014 på at opnå en bæredygtig ligevægt mellem fiskerikapacitet og fiskerimuligheder«.

10 Vi udbad os oplysninger om en stikprøve på 20 fartøjer for hvert havn, vi besøgte i medlemsstaterne, men fik ikke altid de ønskede oplysninger. Derfor varierede størrelsen af den faktisk analyserede stikprøve fra medlemsstat til medlemsstat.

11 »A Fishery Manager’s Guidebook«, FAO 2009.

12 Artikel 19 i Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 af 21. december 2006 om forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1626/94 (EUT L 409 af 30.12.2006, s. 11) fastsætter, at medlemsstaterne skal vedtage forvaltningsplaner for visse fiskerier i deres territorialfarvande.

13 Et notfartøj anvender en stor netvæg til at omslutte et helt område eller en hel fiskestime.

14 En trawler anvender som fiskeredskab et stort net kaldet et trawl.

15 I logbogen er et fartøjs fiskeri registreret.

16 I Spanien beregnes fiskeriindsatsen f.eks. ved at gange med hele dage, mens antallet af dage i Skotland beregnes på grundlag af fangstrejsens varighed.

17 COM(2016) 134 final af 11. marts 2016.

18 COM(2016) 380 final.

19 Grundlaget for forvaltningen af EU-fiskeriets tekniske foranstaltninger er Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006. Den generelle lovgivningsmæssige ramme for Middelhavet omfatter yderligere to forordninger: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1343/2011 af 13. december 2011 om visse bestemmelser for fiskeri i aftaleområdet for GFCM (Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet) og om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 om forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet (EUT L 347 af 30.12.2011, s. 44) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1627 af 14. september 2016 om en flerårig genopretningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 302/2009(EUT L 252 af 16.9.2016, s. 1). Seks andre EU-forordninger og diverse national lovgivning finder også anvendelse.

20 Fiskere, inspektører, myndigheder osv.

21 Små fartøjer, defineret som polyvalente små fartøjer med en længde overalt på op til 12 meter, udgør 80 % af det samlede antal fartøjer i Middelhavet og Sortehavet, jf. GFCM’s rapport »The State of Mediterranean and Black Sea Fisheries 2016«.

22 Det elektroniske indberetningssystem (EIS) bruges til at sende den kompetente myndighed i flagmedlemsstaten oplysninger om fartøjer, rejser og fangster (fartøjsnavn, fangstdato, afsejlingsdatoen fra og ankomstdatoen til havn, rejsens varighed, typen af redskaber, maskestørrelse, de skønnede mængder af hver art, udsmid …).

23 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1921/2006 af 18. december 2006 om fremsendelse af statistiske data vedrørende landinger af fiskevarer i medlemsstaterne og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1382/91 (EUT L 403 af 30.12.2006, s. 1).

24 I henhold til forordningen om rammen for dataindsamling.

25 Vi har ikke oplysninger om dette for resten af EU.

26 »Commission implementing decision establishing an action plan to overcome shortcomings in the French fisheries control system« (C(2014) 3594 final).

27 F.eks. i form af støtte til Kommissionen i forbindelse med udarbejdelsen af forslaget til de årlige fiskerimuligheder vedrørende bestemte arter og den årlige rapport om EU’s flådekapacitet.

28 Rapport fra 2016 om flådekapaciteten (jf. tekstboks 1).

29 Kontrolforordningen tillader en margin (tolerance) mellem fangsternes skønnede og faktiske vægt.

30 Jf. artikel 5 i kontrolforordningen.

31 Med hensyn til Det Forenede Kongerige gennemgik vi kun det skotske system.

32 Der udarbejdes fælles ressourceanvendelsesplaner for fiskerier eller områder, der betragtes som prioriteter af Europa-Kommissionen og de berørte medlemsstater. Planerne kan vedrøre enten europæiske farvande, for hvilke Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne vedtager særlige kontrol- og inspektionsprogrammer, eller internationale farvande, som hører under en regional fiskeriforvaltningsorganisation.

33 Artikel 78 i kontrolforordningen.

34 Artikel 89, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1224/2009.

35 Myndighederne har for nylig indført bestemmelser om, at der i forbindelse med sanktioner vedrørende visse alvorlige overtrædelser skal tages hensyn til fiskenes økonomiske værdi, men bestemmelserne finder kun anvendelse i få tilfælde (landingsforpligtelse og minimumsstørrelser for fisk). Da lovgivningen blev vedtaget efter revisionen, kunne vi ikke kontrollere dens anvendelse.

36 Artikel 92 i forordning (EF) nr. 1224/2009.

Bilag

1 EU-rammen for indsamling og forvaltning af data i fiskerisektoren blev fastlagt i 2000 og revideret i 2008 og førte til rammen for dataindsamling. I 2015 fremsatte Kommissionen et forslag til ændring (COM(2015) 294 final).

2 SWD(2015) 118 final af 18. juni 2015: »Towards a new Union Framework for collection, management and use of data in the fisheries sector and support for scientific advice regarding the Common Fisheries Policy«, som ledsagede dokumentet »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af en EU-ramme for indsamling, forvaltning og anvendelse af data i fiskerisektoren samt støtte til videnskabelig rådgivning vedrørende den fælles fiskeripolitik«.

BegivenhedDato
Revisionsplanens vedtagelse/revisionens start24.2.2016
Officiel fremsendelse af udkastet til beretning til Kommissionen (eller en anden revideret enhed)17.2.2017
Vedtagelse af den endelige beretning efter den kontradiktoriske procedure5.4.2017
Modtagelse af Kommissionens (eller en anden revideret enheds) officielle svar på alle sprog3.5.2017

Revisionsholdet

Revisionsrettens særberetninger præsenterer resultaterne af forvaltningsrevisioner og juridisk-kritiske revisioner vedrørende specifikke EU-budgetområder eller forvaltningsspørgsmål. Med henblik på at opnå maksimal effekt udvælger og udformer Revisionsretten sine revisionsopgaver under hensyntagen til de risici, der knytter sig til forvaltningens resultatopnåelse eller regeloverholdelsen, de pågældende indtægters eller udgifters omfang, den fremtidige udvikling samt den politiske og offentlige interesse.

Denne beretning blev vedtaget af Revisionsafdeling I - der ledes af Phil Wynn Owen, medlem af Revisionsretten - hvis speciale er bæredygtig anvendelse af naturressourcer. Revisionsarbejdet blev ledet af Janusz Wojciechowski, medlem af Revisionsretten, med støtte fra kabinetschef Kinga Wiśniewska-Danek, attaché Katarzyna Radecka-Moroz, ledende administrator Colm Friel og opgaveansvarlig Maria Luisa Gómez-Valcárcel. Revisionsholdet bestod af Oana Dumitrescu, Armando do Jogo, Aris Konstantinidis, Bernard Moya, Mihaela Pavel og Frédéric Soblet.

Fra venstre til højre: Oana Dumitrescu, Armando do Jogo, Maria Luisa Gómez-Valcárcel, Bernard Moya, Janusz Wojciechowski, Frédéric Soblet, Kinga Wiśniewska-Danek, Aris Konstantinidis, Katarzyna Radecka-Moroz, Colm Friel.

Kontakt

DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET
12, rue Alcide De Gasperi
1615 Luxembourg
LUXEMBOURG

Yderligere oplysninger om EU fås på internet via Europaserveren (http://europa.eu)

EU’s fiskerikontrol: Der er brug for en yderligere indsats
(artikel 287, stk. 4, andet afsnit, TEUF)

Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2017

PDF 978-92-872-7394-9 1977-5636 10.2865/68908 QJAB17008DAN
HTML 978-92-872-7428-1 1977-5636 10.2865/01696 QJAB17008DAQ

© Den Europæiske Union, 2017

SÅDAN FÅR MAN FAT I PUBLIKATIONER FRA EU

Gratis publikationer:

(*) Oplysningerne er gratis ligesom de fleste opkald (nogle operatører, telefonbokse eller hoteller kan dog kræve penge for opkaldet).

Betalingspublikationer: