EU-rettens gennemførelse i praksis: Europa-Kommissionens tilsynsansvar i henhold til artikel 17, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union

Resumé

I

Mange EU-politikkers succes afhænger af, at medlemsstaterne omsætter EU-retten i praksis på deres nationale retsområde. I henhold til artikel 17, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union skal Kommissionen føre tilsyn med, at medlemsstaterne anvender EU-retten. Denne rolle som “traktaternes vogter” er afgørende for at sikre EU's samlede resultater og ansvarlighed. Kommissionens tilsynsaktiviteter fokuserer på styring af risikoen for, at medlemsstaterne tilsidesætter EU-retten, hvilket kan føre til en formel traktatbrudsprocedure i henhold til artikel 258 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

II

Som EU's revisionsorgan undersøger vi for det meste kun, om medlemsstaterne overholder EU-retten, hvis overholdelse af EU-retten er en betingelse for, at de kan modtage betalinger fra EU-budgettet. Vi kan desuden undersøge, hvordan Kommissionen udfører og redegør for sine tilsynsaktiviteter. Efter anmodning fra Europa-Parlamentet besluttede vi at udarbejde en horisontal analyse, som omfatter:

• de hovedtræk ved EU's komplekse juridiske landskab, som gør tilsynet med medlemsstaternes anvendelse af EU-retten til en udfordring
• Kommissionens mål, prioriteter og ressourcer vedrørende tilsynsaktiviteterne
• de vigtigste af de processer, som Kommissionen anvender til at forebygge, opdage og korrigere medlemsstaternes mulige overtrædelser af EU-retten
• Kommissionens ordninger til sikring af gennemsigtighed med hensyn til tilsynsaktiviteterne og deres resultater
• det bidrag, som offentlig revision på nationalt plan og EU-plan yder med hensyn til at sikre anvendelsen af og tilsynet med EU-retten i medlemsstaterne.

III

En horisontal analyse er ikke en revision. Den indeholder beskrivelser og gennemgange baseret på offentliggjorte oplysninger og information, som deltagere i analysen har indvilget i at offentliggøre. Vores vigtigste informationskilder var spørgeskemaundersøgelser henvendt til Kommissionens generaldirektorater (GD'er) og repræsentanter for medlemsstaterne, analyser af data fra Kommissionen, interview med institutionelle aktører og gennemgange af revisionsrapporter.

IV

Vi konstaterede, at Kommissionen står over for et komplekst juridisk landskab på EU- og medlemsstatsniveau. Der er en række faktorer, der indvirker på risikoen for overtrædelser og skaber udfordringer for tilsynet med anvendelsen af EU-retten. Det gælder bl.a.:

• omfanget af den lovgivning, der skal føres tilsyn med, og kompleksiteten af mange retsakter
• politikområdernes særlige træk, herunder tilgængeligheden af EU-midler og alternativer til traktatbrudsproceduren
• visse aspekter ved medlemsstaternes lovgivnings- og tilsynsmæssige ordninger, herunder lovgivningsprocedurens varighed, præferencer med hensyn til gennemførelse samt administrativ kapacitet.

V

I vores horisontale analyse beskriver vi, hvordan Kommissionen anerkender disse udfordringer og indtil videre har imødegået dem ved:

• at fastsætte håndhævelsesprioriteter og benchmarks for behandling af klager fra borgerne og af formodede overtrædelser
• at organisere sit tilsyn efter politikområder og integrere det i sin bredere politik for bedre regulering
• systematisk at kontrollere gennemførelsen, følge op på borgernes klager og foretage undersøgelser med henblik på at identificere formodede tilfælde af manglende overholdelse
• at styrke samarbejdet og udvekslingen af oplysninger med medlemsstaterne via en række forskellige værktøjer til fremme af overholdelse
• at kommunikere direkte med interessenterne og rapportere offentligt om sine tilsynsaktiviteter ad mange forskellige kanaler, bl.a. i en særlig årsberetning.

VI

Vi giver også eksempler på det arbejde, som medlemsstaternes overordnede revisionsorganer og Den Europæiske Revisionsret (Revisionsretten) har udført vedrørende overholdelse og tilsyn på nationalt niveau og EU-niveau.

VII

Vi konkluderer med nogle overvejelser over, hvordan Kommissionen kan imødegå de resterende udfordringer i forbindelse med sit tilsynsansvar. Navnlig opfordrer vi Kommissionen til at overveje at styrke sin tilsynsfunktion yderligere ved:

• at anvende bedre regulering-tilgangen i sin håndhævelsespolitik og gøre status over tilsynsaktiviteternes sparsommelighed, produktivitet og effektivitet
• i sine tjenestegrene at udvikle en mere koordineret tilgang til anvendelse af EU-budgettet til at sikre, at medlemsstaterne anvender EU-retten
• at opfordre sine tjenestegrene på de forskellige politikområder til at udveksle viden og ekspertise om medlemsstaterne, herunder udveksle ressourcer efter behov
• at fremme overholdelse på en måde, som er bedre tilpasset de enkelte medlemsstaters behov og mere konsekvent på tværs af politikområder
• at udvikle en samlet ramme for sine tilsynsaktiviteter på grundlag af sine håndhævelsesprioriteter og benchmarks for behandling af sager
• at give interessenterne flere aggregerede oplysninger og analyser i sin årsberetning om sagsbehandlingen, herunder om sagernes varighed og grundene til, at sager er afsluttet.

VIII

Endelig fremhæver vi i denne horisontale analyse mulighederne for, at Revisionsretten kan udføre arbejde vedrørende Kommissionens tilsyn med medlemsstaternes anvendelse af EU-retten, f.eks. hvad angår:

• EU-budgettets bidrag til at sikre, at medlemsstaterne omsætter EU-retten i praksis
• Kommissionens tilsynsordninger inden for specifikke politikområder
• aspekter af Kommissionens behandling af klager og traktatbrudssager
• kvaliteten af Kommissionens rapportering om resultaterne af tilsynsaktiviteterne.

Indledning

EU-rettens gennemførelse i praksis

01

At omsætte EU-retten i praksis er væsentligt for at kunne levere resultater over for borgerne og beskytte deres rettigheder og friheder. Medlemsstaterne skal opfylde deres EU-retlige forpligtelser, herunder gennemføre relevante EU-retsakter i national ret (“gennemførelse”) og anvende dem på deres nationale retsområde (“anvendelse”)¹. EU-retsakter er væsentlige som middel til at opfylde EU's mål, og retsstaten er en væsentlig værdi for EU², som alle medlemsstaterne og EU-institutionerne skal respektere.

02

EU-retsakter finder direkte eller indirekte anvendelse alt efter typen af lovgivning³. Traktater, forordninger og afgørelser bliver automatisk bindende i hele EU på den dato, hvor de træder i kraft, mens medlemsstaterne senest på en bestemt dato skal gennemføre EU-direktiver i national ret, inden de anvendes. Faktisk har medlemsstaterne et betydeligt råderum med hensyn til, hvordan de gennemfører og anvender EU-retten. Europa-Kommissionen (Kommissionen) er ansvarlig for at føre tilsyn med gennemførelsen og anvendelsen af EU-retten i medlemsstaterne (“overholdelse”), jf. artikel 17, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

03

Kommissionen tilstræber at forebygge, opdage og korrigere medlemsstaternes manglende overholdelse af EU-retten. Det gør den ved at overvåge deres anvendelse af EU-retten og træffe foranstaltninger til at fremme og håndhæve overholdelse (“tilsynsaktiviteter”). Kommissionens tilsynsaktiviteter fokuserer specifikt på at identificere og gribe ind over for tilfælde af manglende overholdelse, som kan føre til anvendelse af traktatbrudsproceduren i henhold til artikel 258 og 260 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) (“mulige overtrædelser”). Tekstboks 1 viser en oversigt over de fire hovedtyper af mulige overtrædelser.

04

Det er ikke alle typer manglende overholdelse af EU-retten, der giver anledning til traktatbrudssager mod medlemsstaterne. På nogle politikområder giver EU-retsakterne mulighed for andre former for finansielle eller ikkefinansielle sanktioner. Kommissionen mener ikke, at sådanne sager hører ind under dens tilsynsaktiviteter i henhold til artikel 17, stk. 1, TEU.

Overblik over Kommissionens tilsynsaktiviteter

05

Kommissionen anvender en række midler (“værktøjer”) til at overvåge og håndhæve overholdelsen (dvs. efterforske og korrigere manglende overholdelse). For så vidt angår nye direktiver overvåger Kommissionen overholdelsen ved at kontrollere, om medlemsstaterne har givet meddelelse om deres nationale gennemførelsesforanstaltninger inden for tidsfristen (“meddelelse”) og inkorporeret direktivets bestemmelser i national ret i fuldt omfang (“inkorporering”), og om alle direktivets bestemmelser er afspejlet korrekt (“overensstemmelse”).

06

Med hensyn til at identificere de andre typer af mulige overtrædelser behandler Kommissionen klager fra enkeltpersoner eller organisationer og efterforsker på eget initiativ mulige overtrædelser. Kommissionen benytter et særligt IT-system (CHAPs) til at behandle klager og kan efterforske mulige overtrædelser ved hjælp af et online database- og kommunikationsværktøj (“EU Pilot”). EU Pilot er et værktøj til at indsamle og udveksle oplysninger med medlemsstaterne om mulige overtrædelser, og det kan i nogle tilfælde bruges til at sikre overholdelse. Figur 1 viser antallet af klager og mulige overtrædelser, som Kommissionen behandlede i perioden 2010-2016⁴.

07

I henhold til artikel 258 TEUF har Kommissionen skønsbeføjelser til at indlede en traktatbrudssag mod en medlemsstat, som efter Kommissionens mening har tilsidesat EU-retten. Proceduren bemyndiger Kommissionen til at indbringe en medlemsstat for Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) og anmode denne om at pålægge en bøde i henhold til artikel 260 TEUF. Tekstboks 2 beskriver de vigtigste trin i den formelle traktatbrudsprocedure.

08

I tillæg til overvågning og håndhævelse har Kommissionen også udviklet en række andre værktøjer til at bistå medlemsstaterne med at anvende EU-retten korrekt og rettidigt (“værktøjer til fremme af overholdelse”) med henblik på at undgå (“forebygge”) eller afslutte (“korrigere”) overtrædelsessager, inden de indbringes for EU-Domstolen.

Behov for gennemsigtighed, ansvarlighed og revision

09

Med henblik på at sikre legitimitet og tillid skal borgerne og andre interessenter kunne se, at medlemsstaterne omsætter EU-retten i praksis. Det kræver gennemsigtighed, ansvarlighed og offentlig revision vedrørende medlemsstaternes anvendelse af EU-retten og Kommissionens tilsynsaktiviteter. Som vi tidligere har bemærket⁵, udgør EU-politikker, der afhænger af ikkebudgetmæssige instrumenter, en særlig udfordring med hensyn til ansvarlighed. Som EU's revisionsorgan undersøger vi for det meste i vores revisioner, om medlemsstaterne overholder EU-retten på områder, hvor overholdelse er en betingelse for, at de kan modtage betalinger fra EU-budgettet, eller er væsentlig for at opnå resultater. Vi kan desuden undersøge, hvordan Kommissionen udfører og redegør for sine tilsynsaktiviteter.

Analysens omfang og metode

10

Kommissionens tilsyn med medlemsstaternes anvendelse af EU-retten er et komplekst emne, der omfatter mange EU-politikområder. Efter anmodning fra Europa-Parlamentet besluttede Revisionsretten at udarbejde en horisontal analyse. Formålet med den horisontale analyse er at beskrive og analysere EU's ordninger for tilsyn med medlemsstaternes anvendelse af EU-retten.

11

Vores undersøgelse fokuserede på Kommissionens tilsynsaktiviteter i rollen som “traktaternes vogter” i henhold til artikel 17, stk. 1, TEU vedrørende traktatbrudsproceduren. Vi undersøgte de EU-politikområder, hvor medlemsstaterne skal anvende EU-retten på deres nationale retsområde, og de tilsynsaktiviteter, der udføres af Kommissionens generaldirektorater (GD'er) med ansvar for de pågældende politikområder (jf. bilag I). Vi undersøgte ikke andre EU-institutioners tilsynsaktiviteter.

12

En horisontal analyse er ikke en revision. Den indeholder beskrivelser og analyser, som er baseret på offentligt tilgængelige oplysninger. Denne horisontale analyse indeholder også oplysninger, som deltagere i undersøgelsen har indvilliget i at gøre offentligt tilgængelige i forbindelse med analysen. Vores arbejde omfattede analyse af data fra Kommissionen om dens tilsynsaktiviteter, en spørgeskemaundersøgelse henvendt til GD'erne, en spørgeskemaundersøgelse henvendt til medlemsstaterne, interview med institutionelle nøgleaktører og en gennemgang af relevante revisionsrapporter fra Revisionsretten og medlemsstaternes overordnede revisionsorganer (jf. bilag II).

13

Resultaterne af vores horisontale analyse beskrives i afsnit om:

• de hovedtræk ved EU's komplekse overholdelseslandskab, som gør tilsynet med medlemsstaternes anvendelse af EU-retten til en udfordring
• Kommissionens strategi for anvendelse af sine beføjelser, værktøjer og ressourcer til at sikre, at medlemsstaterne anvender EU-retten
• hvordan Kommissionen styrer sine tilsynsaktiviteter og sikrer gennemsigtighed
• hvordan offentlig revision på nationalt plan og EU-plan kan bidrage til at sikre produktivitet og effektivitet i anvendelsen af og tilsynet med EU-retten.

14

Afslutningsvis fremhæver vi en række udfordringer og muligheder for videreudvikling af tilsyn og revision vedrørende anvendelsen af EU-retten.

Tilsynet med anvendelsen af EU-retten

Et komplekst overholdelseslandskab

Mange forskelligartede EU-retsakter

15

Kommissionen skal overvåge anvendelsen af mange retsakter af forskellige typer med bestemmelser, der gælder for medlemsstaterne. Det EU-retlige korpus (“EU-retten”) ændrer sig også over tid i takt med udviklingen af EU's politikker og kompetencer, og efterhånden som EU vedtager og reviderer de retsakter, som medlemsstaterne skal anvende. Alle tilsidesættelser af EU-rettens bestemmelser, der vedrører medlemsstaterne, kan potentielt føre til traktatbrudssager. Potentialet for overtrædelser - og Kommissionens overvågningsaktiviteter - varierer efter de forskellige typer retsakter (jf. tekstboks 2). Eksempelvis afføder direktiver særlige overvågningsaktiviteter vedrørende meddelelse og inkorporering i national ret.

16

Kommissionen offentliggør ikke et skøn over det samlede antal retsakter, den overvåger. Alle direktiver medfører forpligtelser for medlemsstaterne. I forbindelse med mange andre retsakter er det imidlertid kun nogle bestemmelser, der finder anvendelse på medlemsstaterne. Det er derfor i princippet vanskeligt på grundlag af det offentlige register over EU-retsakter⁶ at udarbejde et skøn over antallet af EU-retsakter, som kan føre til traktatbrudssager.

17

I vores spørgeskemaundersøgelse bad vi de GD'er, der er ansvarlige for de relevante politikområder, om at angive antallet af retsakter, de overvåger. De angav tilsammen omkring 5 600 retsakter, hvoraf omkring en fjerdedel var direktiver, en tredjedel var forordninger, og resten var andre retsakter (jf. figur 2). Tallene for direktiver og forordninger er forholdsvis sammenlignelige på de forskellige politikområder, mens tallene for andre retsakter i sagens natur er vanskeligere at beregne på en ensartet måde.

18

En række træk ved EU-retsakter kan øge risikoen for manglende overholdelse. I vores spørgeskemaundersøgelser anførte både GD'erne og medlemsstaterne følgende som de mest almindelige træk, der giver problemer med gennemførelsen eller anvendelsen af EU-retten:

• emnernes kompleksitet og tekniske karakter
• EU-retsakternes klarhed.

19

Medlemsstaterne angav også en række andre faktorer, som gør det vanskeligt for dem at anvende EU-retten korrekt og rettidigt, især:

• betydelige uoverensstemmelser mellem nye EU-krav og eksisterende lovgivning på nationalt eller regionalt niveau
• forskellige fortolkninger af EU-retlige bestemmelser i henholdsvis medlemsstaterne og Kommissionen
• antallet af medlemsstaternes valgmuligheder med hensyn til anvendelse af direktivet.

20

Faktisk medfører hver enkelt EU-retsakt sine egne særlige udfordringer for medlemsstaterne med hensyn til korrekt og rettidig anvendelse.

Hvert politikområde har sine egne særlige træk

21

Antallet og typerne af retsakter, der overvåges af GD'erne, varierer betydeligt fra politikområde til politikområde (jf. figur 3). Det fremgik af vores spørgeskemaundersøgelse, at næsten en tredjedel af de retsakter, der indeholder bestemmelser eller forpligtelser for medlemsstaterne, falder inden for området sundhed og fødevaresikkerhed (SANTE), og over en fjerdedel af direktiverne falder inden for miljøområdet. Med hensyn til balancen mellem forordninger og direktiver svarede otte GD'er, at de for det meste brugte forordninger, mens syv GD'er oplyste, at de brugte lige dele direktiver og forordninger, og tre GD'er primært brugte direktiver. Medlemsstaterne svarede, at de havde sværest ved at sikre rettidig og korrekt anvendelse af EU-retten inden for politikområderne miljø (ENV), mobilitet og transport (MOVE), energi (ENER), finansiel stabilitet, finansielle tjenesteydelser og kapitalmarkedsunionen (FISMA) samt det indre marked, iværksætteri og SMV'er (GROW). Disse områder er blandt dem, som har højeste antal EU-retsakter, der skal overvåges, og det højeste antal traktatbrudssager vedrørende gennemførelse.

22

Der er også betydelig variation mellem EU-politikområderne med hensyn til blandingen af retsakter og budgetinstrumenter. Ni politikområder har mest at gøre med retsakter⁷, mens de ni andre enten har en ligelig blanding af retsakter og budgetinstrumenter eller mest har at gøre med forvaltningen af EU-udgifter. Der er også betydelig variation med hensyn til, hvor mange midler, der forvaltes og bruges på de forskellige politikområder, samt med hensyn til reglerne for den økonomiske forvaltning. Inden for nogle politikområder kan medlemsstaterne ansøge om EU-midler til EU-programmer eller -projekter, som kan gøre det nemmere for dem at anvende EU-retten. For eksempel kan medlemsstaterne foreslå at bruge støtte fra de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) til store infrastrukturprojekter, der er nødvendige for at overholde EU's miljøstandarder, eller ansøge om tilskud til teknisk bistand vedrørende tiltag, der skal styrke deres retssystem.

23

Kommissionens beføjelser til at efterforske og korrigere medlemsstaternes manglende overholdelse af EU-retten varierer også mellem politikområderne og hænger i mange tilfælde sammen med tilgængeligheden af EU-midler. I vores spørgeskemaundersøgelse angav de fleste GD'er (13/18), at de har særlige efterforskningsbeføjelser til at efterforske manglende overholdelse af EU-retten, i det mindste vedrørende dele af deres politikområde⁸. Godt en tredjedel af GD'erne (7/18) mente, at en styrkelse af inspektions- eller efterforskningsbeføjelserne ville bidrage til at forbedre overholdelsen af EU-retten. De fleste af disse GD'er mente allerede, at de havde forholdsvis omfattende efterforskningsbeføjelser (4/7).

24

Over en tredjedel af GD'erne (7/18) angav, at de havde særlige sanktions- eller korrektionsbeføjelser over for medlemsstaterne ud over traktatbrudsproceduren. Den vigtigste korrektionsbeføjelse, som GD'erne (5/7) angav, vedrørte EU-udgifterne. I overensstemmelse med forordningerne om EU's fonde har GD'erne forvaltnings- og kontrolsystemer, som sætter dem i stand til bedre at kunne opdage tilfælde af manglende overholdelse og pålægge finansielle sanktioner (jf. figur 4). For eksempel opdager AGRI⁹ inden for landbrugsområdet manglende overholdelse af EU-retten ved hjælp af proceduren for efterprøvende regnskabsafslutning og benytter proceduren for regnskabsafslutning til at overbevise medlemsstaterne om, at de bør tilpasse deres forvaltnings- og kontrolsystemer og undgå finansielle korrektioner. En række andre fonde med delt forvaltning har tilsvarende ordninger¹⁰.

25

Desuden kan Kommissionen beordre inddrivelse af ulovlig statsstøtte fra modtagerne. Hvis medlemsstaten ikke efterlever dette inden for den angivne tidsfrist, kan Kommissionen indbringe sagen for EU-Domstolen uden at iværksætte en traktatbrudsprocedure i henhold til artikel 258 TEUF. Endvidere kan Kommissionen i forbindelse med det europæiske semester¹¹ henstille til medlemsstaten, at den træffer foranstaltninger til at styrke sit retssystem, og manglende efterlevelse kan medføre, at EU-midler holdes tilbage.

26

Faktisk har hvert enkelt politikområde sin egen profil med hensyn til antallet og typerne af gældende retsakter og eventuelle særlige beføjelser til at efterforske eller pålægge sanktioner for medlemsstaters manglende overholdelse af bestemte EU-retsakter. Kommissionens anvendelse af traktatbrudsproceduren til at håndhæve EU-retten varierer således betydeligt mellem politikområderne.

Betydelige forskelle mellem medlemsstaterne

27

Der er betydelige forskelle mellem medlemsstaternes politiske, retslige og forfatningsmæssige ordninger, og det påvirker måden, hvorpå de omsætter EU-retten i praksis. I vores spørgeskemaundersøgelser angav GD'erne og medlemsstaterne, hvordan faktorer vedrørende medlemsstaternes retssystemer, finansielle og administrative kapacitet og nationale tilsynsordninger kan indvirke på deres overholdelse af EU-retten samt Kommissionens evne til at overvåge den.

Lovgivningsordninger og -metoder

28

Medlemsstaterne rapporterede om markante forskelle med hensyn til deres lovgivningsprocedurer, de involverede statslige niveauer og den foretrukne tilgang til at sikre gennemførelse og anvendelse af EU-retten. Disse forskelle har betydning for de nationale gennemførelsesforanstaltninger med hensyn til antal, type og tidspunkt.

29

Vores spørgeskemaundersøgelser henvendt til GD'erne og medlemsstaterne tyder på, at varigheden af en medlemsstats lovgivningsprocedure er afgørende for, hvor lang tid det tager at gennemføre direktiver. Mange medlemsstater (10/27) og GD'er (8/17) angav, at forhold vedrørende lovgivningsprocessen ofte var medvirkende til problemer med gennemførelsen eller anvendelsen af EU-retten. Mange medlemsstater (8/26) angav, at regionale myndigheder i det mindste i nogle tilfælde spillede en rolle i lovgivningsprocessen. Forsinkelser med hensyn til vedtagelse af nationale gennemførelsesforanstaltninger forekommer, selv om de fleste medlemsstater (23/27) angav, at de havde en mekanisme, der kunne prioritere gennemførelsen af direktiver eller fremskynde lovgivningsprocessen, hvis det var nødvendigt.

30

Risikoen for en for sen gennemførelse afhænger til en vis grad af, hvor komplekst direktivet er, og af tidsfristen for gennemførelse. Tidsfristerne er aftalt som led i en EU-lovgivningsproces, der involverer EU-institutionerne og medlemsstaterne. I vores undersøgelse fandt de fleste medlemsstater, at tidsfristerne for gennemførelse var tilstrækkelig lange for velafgrænsede direktiver med et moderat omfang af retlige forpligtelser på områder, der ikke er stærkt reguleret på nationalt plan. De fleste medlemsstater fandt dog også, at tidsfristerne for gennemførelse sjældent var lange nok til direktiver med mange retlige forpligtelser, et bredt anvendelsesområde, eller en indvirkning på mange nationale retsakter. Medlemsstaternes svar tyder på, at forsinkelser i gennemførelsen af direktiver til dels skyldes omfanget af den koordination eller høring, der er nødvendig i medlemsstaten for at gennemføre direktivet.

31

Medlemsstaterne har også forskellige præferencer med hensyn til gennemførelse. Gennemførelsen af et direktiv kan betyde, at medlemsstaten skal ændre eksisterende national lovgivning og/eller vedtage ny lovgivning. Mens nogle få medlemsstater gav udtryk for, at de foretrak at ændre eksisterende national lovgivning, hvor det var muligt, angav de fleste, at de foretrak at finde en balance mellem de to metoder. Medlemsstaterne angav, at valget afhang af faktorer såsom karakteren af det pågældende direktiv, karakteren af den eksisterende nationale lovgivning, og hvorvidt gennemførelsen af direktivet var en del af mere omfattende nationale reformer inden for det pågældende politikområde.

32

Der er også forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til, hvilken type retsakt de skal bruge til at gennemføre EU-direktiver i deres nationale retsorden. Medlemsstaternes skøn for perioden 2014-2016 over forholdet mellem lovgivning på højt niveau (f.eks. love) og lovgivning på lavere niveau (dvs. administrative retsforskrifter/sekundær lovgivning) varierede betydeligt. De fleste medlemsstater angav en højere andel af lovgivning på lavere niveau, men over en fjerdedel angav en højere andel af primær lovgivning. Skønnene for primær lovgivning varierede mellem 5 % og 80 % og for sekundær lovgivning mellem 20 % og 90 %.

33

Der er også markante forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til antallet og omfanget af de nationale gennemførelsesforanstaltninger for et givet EU-direktiv. I vores dataanalyse bemærkede vi en sammenhæng mellem antallet af nationale gennemførelsesforanstaltninger og antallet af traktatbrudssager indledt i perioden 2014-2016 vedrørende et givet direktiv (jf. figur 5). I vores undersøgelse angav mange medlemsstater, at antallet af nationale gennemførelsesforanstaltninger, som var påkrævet, var en afgørende faktor for, hvor lang tid det tog at gennemføre direktiver.

34

Selv om mange medlemsstater (10/26) angav, at de havde en politik eller et retligt krav om at undgå “overregulering”¹² i forbindelse med EU-direktiver, anerkendte de fleste medlemsstater, at de undertiden tilføjede yderligere bestemmelser i forbindelse med gennemførelsen for at imødekomme nationale behov eller interesser. De pågældende medlemsstater forklarede, at dette kunne ske, fordi man ville holde ændringerne af de nationale retsakter på et minimum, eller hvis gennemførelsen af EU-direktivet var en del af en mere omfattende national reform inden for det pågældende politikområde. Medlemsstaterne opfordres til at informere Kommissionen om eventuelle “overreguleringsforanstaltninger”¹³ via Kommissionens elektroniske værktøj til meddelelse af nationale gennemførelsesforanstaltninger¹⁴.

35

Nogle medlemsstater og GD'er bemærkede også, at politiske overvejelser i visse tilfælde bidrog til, at EU-retsakter ikke blev gennemført eller anvendt korrekt eller rettidigt. Eksemplerne omfattede tilfælde:

• hvor en medlemsstat havde andre politiske prioriteter end Kommissionen
• hvor en medlemsstat ikke var enig i retsakten eller visse af dens bestemmelser
• hvor der var følsomme indenlandske spørgsmål eller nationale interesser af stor betydning involveret
• hvor valgcyklussen eller den politiske stabilitet påvirkede vedtagelsen af retsakten.

Administrativ og finansiel kapacitet

36

En tilstrækkelig administrativ kapacitet er vigtig for at sikre korrekt og rettidig anvendelse af EU-retten. Følgende fremgik af vores spørgeskemaundersøgelser:

• Mange medlemsstater (8/19) fandt, at den administrative kapacitet var en væsentlig bestemmende faktor for de nationale gennemførelsesforanstaltningers overensstemmelse med EU-retten.
• De fleste medlemsstater (13/22) vurderede, at det lovgivningsarbejde, der kræves for at gennemføre EU-retten i den nationale retsorden, var meget udfordrende i betragtning af de menneskelige ressourcer og kompetencer, der var til rådighed.
• De fleste medlemsstater (14/22) og GD'er (13/14) anførte også, at utilstrækkelig administrativ kapacitet i det mindste nogle gange var medvirkende til medlemsstaternes problemer med at gennemføre eller anvende EU-retten.
• GD'erne med ansvar for politikområderne beskæftigelse, transport og retlige anliggender fremhævede, at administrativ kapacitet var et problem for bestemte grupper af medlemsstater.

37

Utilstrækkelig finansiel kapacitet kan også spille en rolle i forbindelse med medlemsstaters manglende overholdelse af visse bestemmelser i EU-retten. Eksempelvis i tilfælde, hvor der kræves betydelige investeringer for at overholde EU-standarder. I sådanne tilfælde kan ESI-fondene eller andre EU-udgiftsprogrammer være til rådighed for medlemsstaterne.

Medlemsstaternes egne tilsynsordninger

38

Eftersom medlemsstaterne er ansvarlige for at omsætte EU-retten i praksis, har de indført deres egne ordninger for at føre tilsyn med gennemførelsen af direktiver, sikre korrekt anvendelse af EU-retten og behandle traktatbrudssager. Selv om ordningerne varierer, har de fleste medlemsstater en højere grad af centralisering i tilsynet med gennemførelsen af direktiver og behandlingen af traktatbrudssager end i overvågningen af, om EU-retten anvendes korrekt.

39

Næsten alle medlemsstaterne (21/22) angav, at det ansvarlige ministerium for et bestemt politikområde også var ansvarligt for gennemførelsen af EU-direktiver inden for området, somme tider i samarbejde med de relevante regionale myndigheder, som er involveret i lovgivningsprocessen. Næsten alle medlemsstaterne (25/27) angav også, at de havde et særligt organ med ansvar for at koordinere gennemførelsen af direktiver. I de fleste tilfælde har dette organ også ansvaret for at kontrollere overensstemmelse med EU-retten. I nogle få tilfælde er dets rolle dog begrænset til at yde vejledning og støtte. Desuden angav næsten alle medlemsstaterne også, at de havde centraliserede ordninger for overvågning af gennemførelsen af direktiver, og nogle medlemsstater anvendte IT-systemer, der udsender advarsler og meddelelser om kommende tidsfrister.

40

Næsten alle medlemsstaterne (21/22) angav, at det primære ansvar for tilsyn med anvendelsen af EU-retten var placeret hos det ministerium, der var ansvarligt for det pågældende politikområde. Mange medlemsstater (12/27) angav, at de havde et særligt organ med ansvar for at føre tilsyn med anvendelsen af EU-retten. Tilsvarende angav de fleste medlemsstater (15/27), at det primære ansvar for håndtering af traktatbrudssager var placeret hos det ministerium eller den afdeling, der havde ansvar for det pågældende politikområde. Nogle få medlemsstater (3/27) angav, at dette ansvar var centraliseret. Alle medlemsstaterne (27/27) angav, at de havde et organ på centralt niveau, som var ansvarligt for koordinering af og tilsyn med traktatbrudssager.

41

De fleste nationale koordineringsorganer eller centrale myndigheder med ansvar for EU-retten hører ind under udenrigs- eller EU-ministeriet, nogle under justitsministeriet og nogle få under højere statslige instanser (f.eks. statsministeriet, kanslerkontoret eller generalsekretariatet). Selv om næsten alle medlemsstaterne angav, at de havde en eller anden form for centraliseret overvågning af gennemførelsesarbejde og traktatbrudssager, er der kun få, der offentliggør resultater. I de fleste medlemsstater udarbejder de ansvarlige afdelinger rapporter til enten regeringen eller parlamentet, men de er ikke beregnet til offentliggørelse.

42

Faktisk har hver enkelt medlemsstat sin egen særlige tilgang til at sikre korrekt og rettidig anvendelse af EU-retten på sit nationale retsområde.

Kommissionens strategi: prioriteter, organisation og ressourcer

Mål og prioriteter for tilsynsaktiviteterne

43

Kommissionens tilgang til tilsynet med anvendelsen af EU-retten anerkender de udfordringer, der er affødt af EU-rettens omfang og karakter, de særlige træk ved de forskellige politikområder, hvor der kan forekomme overtrædelser, og de særlige træk ved medlemsstaternes lovgivnings- og tilsynsordninger.

44

I dette komplekse overholdelseslandskab har Kommissionen over mange år udviklet sin tilgang til tilsynet med anvendelsen af EU-retten i overensstemmelse med en række meddelelser, der blev udsendt i 2002¹⁵, 2007¹⁶ og 2016¹⁷. I vores gennemgang af disse meddelelser har vi identificeret en række centrale principper, mål og karakteristika vedrørende Kommissionens tilgang til tilsynet med EU-retten i henhold til artikel 17, stk. 1, TEU. De vigtigste grundprincipper i den nuværende tilgang, hvoraf de fleste er udledt af EU's retlige ramme, er følgende:

• Overholdelse af EU-retten er en forudsætning for alle de rettigheder og forpligtelser, der følger af traktaterne
• Manglende anvendelse af EU-retten udgør en systematisk risiko med hensyn til opnåelsen af EU's politiske mål
• Medlemsstaterne har det primære ansvar for, at EU-retten anvendes, og at de enkelte borgere har klageadgang
• Medlemsstaterne er forpligtet til loyalt samarbejde i efterforskningen af formodede overtrædelser
• Kommissionen har skønsbeføjelser til at indlede og afslutte traktatbrudsproceduren og anmode EU-Domstolen om at pålægge bøder
• Udvekslingen af oplysninger med medlemsstaterne i den administrative fase af traktatbrudssager er fortrolig
• Kommissionen har pligt til at sikre god administrativ adfærd i behandlingen af klager fra borgerne om påståede overtrædelser.

45

Disse principper er faste elementer i Kommissionens tilsynsordninger. Inden for rammerne af disse principper har Kommissionen udarbejdet en strategi for forebyggelse, opdagelse og korrektion af overtrædelser af EU-retten. Strategiens vigtigste mål er:

• at gøre EU-retsakter nemmere at gennemføre, anvende og håndhæve
• at sætte borgerne i stand til at overvåge og gøre brug af deres rettigheder
• at styrke forholdet til og samarbejdet med medlemsstaternes myndigheder med henblik på at identificere og løse overtrædelsesproblemer
• at håndtere alvorlige overtrædelser hurtigt og bestemt og samtidig undgå unødvendig brug af traktatbrudsproceduren
• at sikre gennemsigtighed vedrørende medlemsstaternes anvendelse af EU-retten og Kommissionens tilsynsaktiviteter.

46

Kommissionen har også erkendt, at der i forfølgelsen af disse mål er behov for at imødegå en række specifikke risici i forbindelse med behandlingen af mulige overtrædelser. Det gælder navnlig risiciene for:

• at borgerne har urealistiske forventninger med hensyn til traktatbrudsprocedurens karakter og muligheden for at opnå skadeserstatning eller kompensation i individuelle sager
• at medlemsstaterne forsøger at vinde tid ved at benytte de proceduremæssige skridt i processerne for efterforskning og behandling af sager til at skaffe sig mere tid til at gennemføre og anvende specifikke retsakter eller til at forsinke finansielle sanktioner længst muligt.

47

Til opnåelse af målene og styring af risiciene har Kommissionen udarbejdet en tilgang, som omfatter en række centrale elementer og værktøjer. Hvad angår selve EU-retsakterne har Kommissionen siden 2002 integreret sin tilsynspolitik i sin bredere politik for bedre regulering. Det er et centralt mål i forbindelse med bedre regulering at fremme klare og enkle EU-retsakter. Kommissionen har udviklet særlige værktøjer til bedre regulering for at sikre, at der tages behørig højde for forhold vedrørende anvendelse og gennemførelse på hvert enkelt trin i den politiske cyklus, herunder på evalueringstrinnet.

48

Med hensyn til at give borgerne indflydelse lægger Kommissionen betydelig vægt på klager som en vigtig kilde til oplysninger, der kan bruges til at opdage overtrædelser. For at fremme indgivelsen af klager giver Kommissionen oplysninger til borgerne om deres rettigheder i henhold til EU-retten og national ret. Der er også en række proceduregarantier for klagere vedrørende behandlingen af deres klager. Kommissionen yder også rådgivning til borgerne om klagemuligheder på nationalt plan. Endvidere har Kommissionen udviklet en række alternative løsningsmekanismer, der kan bruges i forbindelse med individuelle sager vedrørende medlemsstaters manglende overholdelse af EU-retten. Hvad angår det indre marked har EU f.eks. oprettet “SOLVIT”-mekanismen for at hjælpe medlemsstaterne til selv at afgøre sager, hvor individuelle borgere eller virksomheder i én medlemsstat har fået deres rettigheder i henhold til EU-retten tilsidesat af offentlige myndigheder i en anden medlemsstat.

49

Hvad angår samarbejdet med medlemsstaterne har Kommissionen udviklet en række værktøjer til fremme af overholdelse, der kan bruges til at foregribe og løse problemer med gennemførelsen og anvendelsen af EU-retten samt håndtere traktatbrudssager. Kommissionen opfordrer også medlemsstaterne til at ansøge om finansiel støtte fra EU-budgettet, hvor det er muligt, for at forbedre deres administrative kapacitet og finansiere den infrastruktur, som er nødvendig for at anvende bestemte forordninger og direktiver. I forbindelse med det europæiske semester kan EU-budgettets støtte til en medlemsstat desuden blive betinget af, at den gennemfører strukturreformer, som styrker dens retssystem.

50

Med hensyn til alvorlige overtrædelser indeholder Kommissionens meddelelser indeholder en liste over prioriterede traktatbrudssager (jf. tekstboks 3). Meddelelserne forklarer også Kommissionens politik med hensyn til at anmode EU-Domstolen om at pålægge medlemsstater bøder i forbindelse med traktatbrudssager, der indbringes for den i henhold til artikel 260, stk. 2, og 260, stk. 3, TEUF. Kommissionen har også udviklet benchmarks for rettidig behandling af klager og traktatbrudssager.

51

Kommissionen har over mange år udviklet en årlig rapportering om resultaterne af sine tilsynsaktiviteter som et centralt gennemsigtighedselement. Kommissionen giver desuden offentlige svar på andragender og spørgsmål fra Europa-Parlamentet om tilfælde af formodet overtrædelse og fra Den Europæiske Ombudsmand om behandlingen af klagere. Desuden fører Kommissionen et offentligt register over alle afgørelser om overtrædelser og offentliggør oplysninger om EU-Domstolens afgørelser og domme via pressemeddelelser.

Organisering af ansvarsområder og ressourcer vedrørende tilsynsaktiviteterne

52

Kommissionen er organiseret i GD'er, som er ansvarlige for specifikke politikområder. Generalsekretariatet spiller en central rolle i koordineringen af Kommissionens lovgivningsarbejde. Kommissionens tilsynsfunktion hører under denne struktur. Det GD, der udarbejder et forslag til en retsakt, har også ansvaret for at overvåge retsaktens anvendelse. Hvis der er flere GD'er involveret i at udarbejde et forslag til en retsakt, er det “ledende” GD angivet i Kommissionens årlige arbejdsprogram.

53

Hvert ledende GD har ansvar for følgende i forbindelse med sine retsakter:

• at foretage gennemførelses- og overensstemmelseskontrol af medlemsstaternes gennemførelsesforanstaltninger
• at behandle klager og sager indledt på eget initiativ
• at efterforske sager gennem samarbejde og udveksling af oplysninger med medlemsstaterne
• at foreslå en eventuel indledning af traktatbrudsproceduren og følge op på sager
• at fremme medlemsstaternes overholdelse ved hjælp af en række forskellige værktøjer.

54

Ledende GD'er er desuden ansvarlige for at registrere deres tilsynsaktiviteter i tre IT-systemer, der dækker hele Kommissionen (jf. figur 6):

• CHAPs - en database for registrering af og opfølgning på klager fra enkeltpersoner og organisationer
• EU Pilot - en platform, hvor Kommissionen og medlemsstaterne kan samarbejde og udveksle oplysninger om formodede overtrædelser af EU-retten, og som i nogle tilfælde kan bruges til at sikre overholdelse
• NIF - databasen for håndtering af formelle traktatbrudssager og registrering af Kommissionens afgørelser på de forskellige trin i den formelle traktatbrudsprocedure (jf. tekstboks 2).

55

GD'ernes tilsynsfunktioner varierer betydeligt. De fleste GD'er integrerer nogle af tilsynsaktiviteterne i politikdirektoraterne. I omkring en tredjedel af GD'erne er politikdirektoraterne også ansvarlige for overvågning og håndhævelse. I de øvrige GD'er udføres overvågnings- og håndhævelsesaktiviteterne af en særlig juridisk tjeneste i det pågældende GD eller en specialenhed i et direktorat, der ikke beskæftiger sig med politikudformning. Næsten alle GD'erne organiserer deres behandling af klager, EU Pilot-procedurer og traktatbrudssager efter politiksektor, retsakt eller medlemsstat. I halvdelen af GD'erne er det de politikmedarbejdere, der har det primære ansvar for den pågældende lovgivning, som behandler sager om mulig manglende overholdelse. I en tredjedel af GD'erne er det de juridiske medarbejdere, som har det primære ansvar for sagsbehandlingen.

56

Når lovgivningsarbejdet og tilsynsfunktionerne involverer tjenester fra forskellige direktorater, sikrer GD'erne intern koordination via taskforcer, netværk eller ad hoc-ordninger. Alle GD'erne udpeger koordinatorer til behandling af traktatbrudssager, og over en tredjedel af GD'erne har udpeget koordinatorer for direktiver. Kommissionen sikrer den overordnede koordination af sine tilsynsaktiviteter gennem en særlig enhed i Generalsekretariatet og et internt netværk. Hvert enkelt GD har en “traktatbrudskorrespondent”, der er kontaktled til Generalsekretariatet og repræsenterer det pågældende GD i netværket. Netværket dækker alle forvaltningsforhold med vedrørende overvågning og håndhævelse af EU-retten i medlemsstaterne, fremmer sammenhæng og konsekvens på tværs af GD'erne og mødes to gange om året. GD'er, der deler ressourcer (dvs. tilhører samme “familie”), har undernetværk.

57

Kommissionen udfører nogle centraliserede tilsynsaktiviteter. Generalsekretariatet har en enhed med ansvar for at overvåge medlemsstaternes meddelelser om gennemførelsesforanstaltninger, GD'ernes udførelse af gennemførelses- og overensstemmelseskontrol samt GD'ernes behandling af klager, EU Pilot-sager og traktatbrudssager (herunder kontrol af, at GD'erne har registreret oplysningerne korrekt i de relevante IT-systemer). Kommissionens Juridiske Tjeneste yder rådgivning i den administrative fase af traktatbrudssager og står for kontakten til EU-Domstolen i den retslige fase. GD for Budget (BUDG) har ansvaret for at opkræve eventuelle bøder, som EU-Domstolen måtte pålægge medlemsstaterne.

58

Da GD'erne organiserer deres tilsynsfunktioner forskelligt, er der ingen let tilgængelige tal for de involverede menneskelige ressourcer. Ifølge skøn fra 13/18 GD'er er mellem 15 og 20 % af de medarbejdere i Kommissionens, som arbejder inden for politikområder, der kræver medlemsstaternes anvendelse af EU-retten, involveret i tilsynsaktiviteter. Der er dog betydelige forskelle mellem disse GD'er for så vidt angår det absolutte antal involverede medarbejdere, og hvor stor en del af medarbejderskaren hvert enkelt GD afsætter til tilsynsaktiviteter. Et eksempel er SANTE, hvor omkring 550 medarbejdere (54 %) beskæftiger sig med tilsynsaktiviteter, sammenlignet med under 10 i CLIMA (5 %). Ingen af GD'erne påtænkte at øge antallet af medarbejdere på kort sigt i lyset af Kommissionens aktuelle personalepolitik og det forventede omfang af fremtidige forslag til retsakter.

59

Samlet set er langt de fleste af de medarbejdere, der beskæftiger sig med tilsynsaktiviteter, koncentreret i de GD'er, der har mange sager. Vores undersøgelse viste, at blandt de GD'er, der havde udarbejdet skøn, tegnede top tre sig for over 60 % af det samlede antal involverede medarbejdere.

Overvågning og koordination på kommissionsniveau og GD-niveau

60

Kommissionen overvåger og koordinerer sine tilsynsaktiviteter centralt og på GD-niveau. Kommissionen har over tid fastsat en række benchmarks for GD'ernes behandling af klager, EU Pilot-sager og traktatbrudssager (jf. tekstboks 4). Generalsekretariatet overvåger GD'ernes resultater ud fra disse benchmarks som led i den halvårlige “sammenhængsundersøgelse”.

61

I vores spørgeskemaundersøgelse angav de fleste GD'er (15/18), at de systematisk overvågede deres behandling af klager, EU Pilot-sager og traktatbrudssager for at vurdere arbejdsbyrden, gøre status eller planlægge frem i tiden. Kun tre GD'er med meget få sager angav, at de ikke systematisk overvågede sagerne (ECFIN, CLIMA og COMP). GD'erne rapporterer til deres respektive kommissærer om sagsbehandlingen som led i Kommissionens månedlige cyklus vedrørende overtrædelser. De fleste af de tjenestegrene, som har ansvar for at overvåge sager (13/18), rapporterer regelmæssigt til deres generaldirektør. Andre GD'er rapporterer kun på GD-niveau, når det er nødvendigt, f.eks. for at gøre opmærksom på sager, som kræver yderligere styring. De fleste rapporter dækker antallet og udfaldet af sager samt resultaterne af sammenhængsundersøgelsen og eventuelle generelle håndhævelsesspørgsmål. Desuden rapporterer nogle få GD'er om deres centrale resultatindikatorer og deres anvendelse af menneskelige ressourcer.

62

Da kun nogle GD'er fører tilsyn med medlemsstaternes anvendelse af EU-retten, kræver Kommissionen ikke, at GD'erne systematisk rapporterer om deres tilsynsaktiviteter i deres årlige aktivitetsrapporter. Halvdelen af GD'erne i vores undersøgelse (9/18) angav, at de har opstillet resultatindikatorer for deres håndtering af gennemførelseskontroller, klager, EU Pilot-sager og traktatbrudssager. Disse GD'er anvender for det meste nogle af eller alle de benchmarks, som Kommissionen har fastlagt (jf. tekstboks 4). Vores gennemgang af de årlige aktivitetsrapporter for perioden 2014-2016 viste, at GD'erne fokuserer på forskellige aspekter af deres tilsynsaktiviteter. Blandt de anvendte indikatorer kan nævnes:

• Gennemførelse - procentdelen af meddelelser modtaget fra medlemsstaterne inden for fristen (FISMA), medlemsstaternes gennemførelsesprocent eller gennemførelsesefterslæb med hensyn til direktiver (GROW, MOVE, JUST, MARKT), antallet af direktiver, hvor Kommissionens overensstemmelseskontrol ikke var afsluttet inden for et år (JUST)
• Klager - det samlede antal klager behandlet i årets løb (EMPL, JUST), procentdelen af sager, der blev afsluttet inden for et år (JUST), det gennemsnitlige antal måneder, det tog at behandle en sag (FISMA)
• EU Pilot - antallet af sager, der blev åbnet eller afsluttet i årets løb (ENV, TAXUD)
• Traktatbrudssager - procentdelen af sager om manglende meddelelse, som Kommissionen behandlede inden for fristerne (MOVE, FISMA), procentdelen af sager, der enten blev afsluttet eller indbragt for EU-Domstolen inden for en bestemt periode (JUST), antallet af åbnede, afsluttede eller verserende sager (TAXUD, ENV, SANTE), antallet af sager, der har været åbne i over tre år (MOVE), procentdelen af sager om manglende overensstemmelse, som blev afsluttet inden for fristerne (FISMA), antallet af sager med forslag til en afgørelse fra Kommissionen som andel af det samlede antal verserende sager (TAXUD), traktatbrudssagernes varighed (GROW).

63

De fleste GD'er (11/18) angav, at de havde ordninger til udveksling af erfaringer inden for det pågældende GD mellem dem, der er ansvarlige for overvågning og håndhævelse, og dem, der er ansvarlige for EU-politik og lovgivningsarbejde. Det var enten organisatoriske ordninger (5/11) eller særlige grupper, møder eller kurser (6/11). Tilsvarende sikrer næsten halvdelen af GD'erne (8/18), at der udveksles erfaringer med dem, der er ansvarlige for evaluering og kvalitetskontrol, via enten organisatoriske ordninger (4/8) eller særlige grupper, møder eller kurser (4/8). På centralt niveau har Kommissionen sikret koordination ved at placere Generalsekretariatets enhed for tilsyn med anvendelsen af EU-retten i Generalsekretariatets direktorat for bedre regulering og arbejdsprogrammet sammen med enheden for evaluering, kvalitet i reguleringen og resultater og enheden for konsekvensanalyse.

64

Hvad angår evaluering og intern revision har Kommissionen endnu ikke foretaget en samlet vurdering af sin tilsynspolitik og sine tilsynsaktiviteter, selv om der er udført nogle undersøgelser på GD-niveau. Kommissionens Interne Revisionstjeneste reviderer GD'ernes ordninger for overvågning og håndhævelse af EU-retten. Siden 2014 har Den Interne Revisionstjeneste foretaget en række revisioner af GD'er med et højt antal direktiver eller traktatbrudssager som led i et revisionsprogram vedrørende dette emne.

Forvaltning: overvågning, håndhævelse og fremme af overholdelse

Kontrol med gennemførelsen af nye eller reviderede EU-direktiver

65

I forbindelse med nye eller reviderede direktiver (jf. figur 7) skal medlemsstaterne meddele Kommissionen, hvilke foranstaltninger de har truffet til at gennemføre direktivet i den nationale retsorden. Medlemsstaterne skal give denne meddelelse inden en nærmere bestemt dato (normalt to år efter vedtagelsen) og orientere Kommissionen om de nationale gennemførelsesforanstaltninger.

66

Hvis en medlemsstat undlader at give meddelelse til Kommissionen om gennemførelsesforanstaltninger inden for fristen, konsulterer Generalsekretariatet det ledende GD, inden det udarbejder en skrivelse om manglende meddelelse, som Kommissionen kan godkende og sende til medlemsstaten. De fleste af de traktatbrudssager, som Kommissionen indleder, vedrører for sen gennemførelse af direktiver (jf. figur 8).

67

Når den har modtaget en meddelelse vurderer Kommissionen ved hjælp af en gennemførelseskontrol og en overensstemmelseskontrol, om medlemsstaten har gennemført EU-direktivet fuldstændigt og nøjagtigt. I gennemførelseskontrollen undersøger Kommissionen, om medlemsstatens meddelelse omfatter nationale gennemførelsesforanstaltninger for hver eneste forpligtelse i EU-direktivet (fuldstændighed). I overensstemmelseskontrollen sammenligner Kommissionen artikel for artikel bestemmelserne og forpligtelserne i EU-direktivet med de nationale gennemførelsesforanstaltninger (nøjagtighed).

68

Det ledende GD i forbindelse med et direktiv er ansvarligt for at udføre gennemførelses- og overensstemmelseskontrollen og bestemmer kontrollens omfang. Næsten alle GD'erne angav, at de kontrollerede gennemførelsen af alle bestemmelser eller forpligtelser i hvert enkelt direktiv i alle medlemsstater. De fleste GD'er angav også, at de foretog overensstemmelseskontrol af de nationale gennemførelsesforanstaltninger med hensyn til alle bestemmelser i hvert enkelt direktiv i alle medlemsstater, mens nogle få GD'er koncentrerede deres kontrol om de vigtigste bestemmelser eller den bestemmelse, hvor der efter deres opfattelse var størst risiko for overtrædelse. Ifølge Kommissionens nye håndhævelsespolitik har GD'erne siden 2017 været forpligtet til at foretage systematisk gennemførelses og overensstemmelseskontrol.

69

Et givet GD's arbejdsmængde i forbindelse med gennemførelses- og overensstemmelseskontrol afhænger hovedsagelig af, hvor mange direktiver der for nylig er trådt i kraft inden for det pågældende GD's politikområde. Dette varierer betydeligt over tid alt efter Kommissionens arbejdsprogram og EU-lovgivningsprocessen. For perioden 2014-2016 var TAXUD, ENV, GROW, ENER og CLIMA de GD'er i vores spørgeskemaundersøgelse, som angav de højeste kontrolniveauer. Eftersom GD'erne ikke er forpligtet til at registrere deres kontroller på en konsekvent måde i en central database, var det ikke alle GD'er, der kunne levere skøn, og de skøn, vi modtog, var ikke altid fuldt sammenlignelige.

70

Det er en udfordring at udføre gennemførelses- og overensstemmelseskontrol. GD'erne skal have en betydelig viden om medlemsstaternes retssystemer og sprog og bør udføre kontrollerne inden for visse tidsfrister. For de fleste af de berørte GD'er var det en udfordring at afslutte kontrollerne rettidigt, fordi der i nogle tilfælde var fastsat forholdsvis korte tidsfrister, og fordi det krævede personale med de rette kompetencer og den rette ekspertise.

71

Hvor lang tid, det tager at foretage gennemførelses- og overensstemmelseskontrol, afhænger af en række faktorer. De faktorer, som GD'erne hyppigst pegede på, var:

• EU-direktivets længde og kompleksitet og/eller nye stof
• kvaliteten og rettidigheden af oplysningerne fra medlemsstaterne om deres gennemførelsesforanstaltninger
• antallet og kompleksiteten af de nationale gennemførelsesforanstaltninger
• tilgængeligheden af ressourcer (herunder oversættelsestjenester og jurist-lingvistisk viden) i lyset af de konkurrerende prioriteter inden for det pågældende GD.

72

Da GD'erne ikke er forpligtet til at registrere deres kontroller på en konsekvent måde i en central database, findes der ikke nogen officielle skøn over, hvor lang tid de tager. De skøn, vi modtog fra GD'erne i vores spørgeskemaundersøgelse, tydede på stor variation mellem politikområderne. Som ét GD bemærkede, kan der gå ca. 4-6 år fra datoen for gennemførelsesfristens udløb til afslutningen af overensstemmelseskontrollen. GD'erne angav, at det tager betydelig længere tid at gennemføre overensstemmelseskontroller end gennemførelseskontroller. Ét GD bemærkede, at tilgangen med de to kontroller er nyttig, men forsinker den samlede vurdering. GD'et foreslog, at Kommissionen overvejer at give mulighed for at medtage forhold vedrørende manglende overensstemmelse i traktatbrudssager om manglende gennemførelse. For at sætte fart i processen har et andet GD undersøgt muligheden for at bruge sprogteknologi til at automatisere kontrollen.

73

De fleste af de GD'er, der har mange direktiver at kontrollere, benytter outsourcing en gang imellem. Ifølge GD'erne var den vigtigste grund til, at de outsourcede kontrolarbejdet, at de ikke internt havde tilstrækkelige menneskelige ressourcer, bl.a. med kendskab til bestemte medlemsstaters sprog eller retssystemer. Med hensyn til de outsourcede kontroller angav GD'erne, at deres egne medarbejdere kontrollerede de eksterne leverandørers arbejde. De fleste GD'er var enten tilfredse eller meget tilfredse med leverandørernes arbejde med hensyn til fuldstændighed, nøjagtighed og rettidighed, og ingen GD'er angav, at de var utilfredse med resultaterne af at outsource kontroller. Som ét GD bemærkede, kan outsourcing dog medføre, at det samlet set tager længere tid at afslutte kontrollerne.

Behandling af klager og indledning af sager på eget initiativ

74

Kommissionen identificerer hovedsagelig mulige overtrædelser vedrørende manglende overholdelse af traktater, forordninger og afgørelser samt tilfælde af manglende anvendelse af direktiver ved at behandle klager og udføre efterforskninger på eget initiativ. I vores spørgeskemaundersøgelse anså GD'erne samlet set klager for at være den vigtigste kilde til oplysninger, der kan bruges til at opdage disse typer mulige overtrædelser.

75

GD'erne modtager klager på en række forskellige måder, herunder direkte og via Kommissionens websted. Kommissionen behandler også andragender, som Europa-Parlamentet videresender som klager. Siden 2017 har GD'erne være forpligtet til at bede de klagere, der henvender sig, om at udfylde en standardklageformular. Sigtet med dette initiativ er fremover at sikre en bedre kategorisering af klager og klagere.

76

Kommissionen modtager klager fra en række forskellige typer klagere, herunder borgere, virksomheder og interessegrupper. Eftersom GD'erne ikke var forpligtet til at klassificere klagere, findes der ingen officielle skøn over klagernes fordeling på klagertyper. De skøn, vi modtog fra 13 af GD'erne i vores undersøgelse, tyder på stor variation mellem politikområderne. Ti GD'er angav, at de modtog flere klager fra enkeltpersoner end fra organisationer, og seks GD'er skønnede, at 90 % eller flere af de klager, de modtog, var fra enkeltpersoner. Inden for områderne beskatning, energi og klimaindsats angav GD'erne, at de modtog flere klager fra organisationer. Baseret på et vægtet gennemsnit af GD'ernes skøn tyder resultaterne af vores undersøgelse på, at GD'erne modtager omkring to tredjedele af deres klager fra enkeltpersoner og én tredjedel fra organisationer.

77

Procedurerne for behandling af klager er fastlagt i en meddelelse fra Kommissionen¹⁸. GD'erne skal registrere klager i CHAPs-systemet. Kommissionen skal svare klagerne direkte og holde dem orienteret om eventuelle opfølgende foranstaltninger, for at leve op til sin administrative adfærdskodeks og sikre gennemsigtighed.

78

Det ansvarlige GD vurderer først, om klagen skal undersøges. Kommissionen har fastlagt kriterier for, hvornår GD'er ikke bør følge op på en klage. De fleste klager fører ikke til en efterforskning i EU Pilot eller en traktatbrudsprocedure (jf. figur 9).

79

Kommissionen offentliggør ikke tal om begrundelserne for ikke at følge op på klager. I vores spørgeskemaundersøgelse angav de fleste GD'er (13/18), at de overvågede begrundelserne. Ifølge GD'erne var følgende de mest almindelige begrundelser for ikke at følge op på en klage:

• Der forekom ingen tilsidesættelse af en EU-retsakt og ingen ikke-EU-kompetence i det spørgsmål, som klageren havde rejst
• Klagen tydede ikke i tilstrækkelig grad på, at der forelå en almindelig praksis (dvs. ikke begrænset til den konkrete klage)
• Klagerens problem kunne løses via de nationale domstole eller en alternativ mekanisme (f.eks. SOLVIT)
• Klageren gav ikke tilstrækkelige oplysninger, heller ikke efter at være blevet opfordret til at underbygge klagen
• Klagen vedrører en medlemsstats generelle gennemførelse af et direktiv, der allerede er genstand for gennemførelses- eller overensstemmelseskontrol
• En præjudiciel sag om samme emne som klagen verserer ved EU-Domstolen i medfør af artikel 267 TEUF
• En EU-retsakt eller et nationalt lovforslag, der tager højde for klagerens problem, er under overvejelse
• Der verserer en national retssag om samme emne som klagen.

80

Med hensyn til styrker bemærkede GD'erne, at klagebehandlingsprocessen var:

• en direkte kilde til oplysninger om medlemsstaternes gennemførelse og anvendelse af EU-retten
• et middel for Kommissionen til at støtte EU-borgerne direkte på en gennemsigtig og brugervenlig måde, der også kan give mulighed for at bidrage til at øge borgernes forståelse af EU's forvaltning og ansvarsområder
• fokuseret på kun at behandle relevante klager.

81

Med hensyn til begrænsninger beskrev GD'erne en række forskellige faktorer, som gjorde det til en udfordring at behandle klager produktivt og effektivt til klagernes tilfredshed:

• Mange klagere har urealistiske forventninger til Kommissionens beføjelser og kapacitet til at løse konkrete sager eller giver utilstrækkelige oplysninger om deres sag
• Aktiviteten er kompleks og tidskrævende og kræver betydelige kompetencer og dømmekraft, men resulterer i forholdsvis få traktatbrudssager
• Kommissionens struktur kan gøre det vanskeligt at behandle mange klager om det samme problem eller en enkelt klage, der berører flere af Kommissionens tjenestegrene.

82

GD'erne angav at have behandlet meget forskellige antal af klager perioden 2014-2016. For eksempel oplyste TAXUD, at det behandlede ca. 950 klager om året, mens CLIMA og ECFIN behandlede under 10 sager om året, sammenlignet med et samlet gennemsnit på ca. 200 sager pr. GD.

83

Med hensyn til sager indledt på eget initiativ mente GD'erne på de områder, hvor sådanne sager forekommer, at deres inspektions-, efterforsknings- eller kontrolbeføjelser er den vigtigste kilde til identifikation af mulige overtrædelser. Omkring en tredjedel af GD'erne betragtede kvalitetskontroller og evalueringer samt presse- og medieomtale som vigtige informationskilder. GD'erne fremhævede også en række andre informationskilder som meget vigtige inden for deres politikområder, herunder nationale inspektionsrapporter (ENV), rapporter fra EU's tilsynsorganer (FISMA) og revisionsrapporter (REGIO). GD'erne for de politikområder, hvor SOLVIT-mekanismen gælder, mente ikke, at den var en af de vigtigste kilder til oplysninger, der kunne bruges til at identificere mulige overtrædelser.

84

GD'erne angav også at have behandlet meget forskellige antal af sager indledt på eget initiativ i perioden 2014-2016. ENER angav f.eks. at have behandlet over 200 sager pr. år i perioden, mens REGIO, EAC og ECFIN ikke havde haft nogen. Forhold mellem antallet af behandlede klager og antallet af sager indledt på eget initiativ varierede også betydeligt mellem GD'erne. De fleste GD'er behandler mange flere klager end sager indledt på eget initiativ, men dette gælder ikke ENER, SANTE og MARE. Disse GD'er modtager forholdsvis få klager, men har efterforskningsbeføjelser, der fører til, at de indleder sager på eget initiativ. Samlet set bliver der undersøgt flere sager indledt på eget initiativ end klager (jf. figur 10).

Efterforskning af sager via EU Pilot

85

I tilfælde af formodet overtrædelse kan GD'erne sammen med de berørte medlemsstater foretage efterforskning ved hjælp af EU Pilot-mekanismen¹⁹. EU Pilot er et elektronisk værktøj, der kan bruges til fortrolig indsamling af oplysninger om medlemsstaters formodede overtrædelser af EU-retten. I nogle tilfælde kan værktøjet bruges til at sikre overholdelse uden brug af den formelle traktatbrudsprocedure.

86

EU Pilot giver Kommissionen og medlemsstaterne mulighed for at indgå i en struktureret dialog inden for fastsatte tidsfrister. GD'erne opretter en “sag” i EU Pilot for hver enkelt mulig overtrædelse. GD'erne sender en forespørgsel til den berørte medlemsstat, som har 10 uger til at svare. Derefter har GD'et 10 uger til at vurdere svaret. Efter vurderingen skal GD'et afslutte sagen, anmode om yderligere oplysninger eller foreslå Kommissionen at indlede en formel traktatbrudssag.

87

I vores spørgeskemaundersøgelse anførte næsten alle medlemsstaterne, at Kommissionen i EU Pilot gav tilstrækkelige oplysninger om formodede overtrædelser. Medlemsstaterne fremhævede følgende som de vigtigste styrker ved EU Pilot:

• Det giver mulighed for at undgå retssager om traktatbrud og fremme rettidig korrektion i forbindelse med manglende overholdelse
• Det bidrager til gensidig forståelse af EU-retten og medlemsstaternes gennemførelsesforanstaltninger
• Det fremmer en samarbejdskultur mellem Kommissionens GD'er og de nationale myndigheder
• Det er et brugervenligt værktøj til strukturering af kommunikation inden for konkrete tidsfrister
• Det bidrager til at koordinere og bevidstgøre medlemsstaterne om spørgsmål vedrørende overholdelse
• Det giver borgerne indflydelse, fordi det kan bruges til at efterforske en medlemsstats formodede tilsidesættelse af deres rettigheder.

88

Med hensyn til begrænsninger bemærkede nogle få medlemsstater (5/27), at langsomme reaktioner fra GD'er somme tider underminerede EU Pilots effektivitet i forbindelse med løsning af konkrete sager. Nogle få medlemsstater bemærkede også, at Kommissionen som led i sin nye håndhævelsespolitik fra 2017 ikke systematisk bruger EU Pilot til at efterforske bestemte typer sager, inden den indleder traktatbrudsproceduren. Disse medlemsstater advarede om, at det i sidste ende kan tage længere tid at afgøre sådanne sager rettidigt. Nogle medlemsstater bemærkede endvidere, at EU Pilot gjorde det nemmere for dem at overvåge og behandle sager på en koordineret måde.

89

Indførelsen af EU Pilot i 2008 medførte et fald i antallet af nye traktatbrudssager i en årrække, fordi nye sager først blev efterforsket via denne platform. Som følge deraf faldt antallet af åbne traktatbrudssager også i en årrække. I 2016 steg antallet af nye traktatbrudssager, så det oversteg antallet af nye EU Pilot-sager (jf. figur 11).

Håndhævelse af EU-retten ved hjælp af traktatbrudsproceduren

90

Kommissionen har skønsbeføjelser med hensyn til at indlede den formelle traktatbrudsprocedure. Når et GD har fundet tilstrækkeligt bevis for en mulig overtrædelse, udarbejder det en afgørelse, hvorved Kommissionen kan indlede proceduren. Artikel 258 og 260 TEUF fastlægger de proceduretrin (jf. tekstboks 2), der gælder for de forskellige typer sager. Hvert trin i proceduren giver medlemsstaten mulighed for overholdelse og Kommissionen mulighed for at afslutte sagen.

91

Kommissionen skal godkende hvert enkelt trin i den formelle traktatbrudsprocedure. I samråd med Kommissionens Juridiske Tjeneste udarbejder GD'erne forslag til kommissionsafgørelser vedrørende konkrete sager. Den enhed i Generalsekretariatet, som er ansvarligt for at overvåge anvendelsen af EU-retten, sætter de relevante forslag på dagsordenen for Kommissionens møder. Kommissionen træffer afgørelser om traktatbrudssager på ca. ti møder om året (dvs. hver måned undtagen om sommeren). Antallet af afgørelser pr. møde varierer betydeligt, alt efter hvor mange sager der venter.

92

Under den administrative fase af den formelle traktatbrudsprocedure (trin 1 og 2) tilstræber Kommissionen at samarbejde med medlemsstaten om at løse problemet og undgå at indbringe sagen for EU-Domstolen unødigt. I vores spørgeskemaundersøgelse angav de fleste GD'er (15/18), at de i den administrative fase kommunikerede med medlemsstaterne via “politiske” eller administrative skrivelser og ved at drøfte udestående sager med medlemsstaternes repræsentanter på “pakkemøder” eller i andre fora. Nogle få medlemsstater bemærkede, at de havde haft vanskeligheder med hensyn til at koordinere deres svar på administrative skrivelser. I praksis afslutter Kommissionen de fleste sager i den administrative fase, inden sagen indbringes for EU-Domstolen (trin 3).

93

Med hensyn til udfordringer angav næsten alle GD'erne (17/18), at de fandt det krævende at behandle traktatbrudssager rettidigt, og de fleste GD'er (15/17) erkendte, at det niveau af kompetencer og ekspertise, der er brug for, er en væsentlig medvirkende årsag. Næsten alle medlemsstaterne (23/24) angav, at fristerne for svar på åbningsskrivelser og begrundede udtalelser (trin 1 og 2) normalt var tilstrækkelige i forbindelse med enkle sager, men de fleste medlemsstater (20/24) angav, at fristerne sjældent var tilstrækkelig lange i forbindelse med meget komplekse sager. De fleste medlemsstater (12/23) angav, at de betragtede Kommissionens skrivelser og udtalelser som et tilstrækkeligt grundlag for udarbejdelsen af et svar. Mange andre medlemsstater (11/23) mente, at de var delvis tilstrækkelige. Nogle få medlemsstater bemærkede, at Kommissionens dokumenter undertiden var uklare, og at kvaliteten varierede fra GD til GD eller fra sag til sag.

94

Når sagen først er indbragt for EU-Domstolen, afhænger det af EU-Domstolens sagsbehandling, hvor lang tid det tager at træffe en afgørelse (trin 4). EU-Domstolens sagsbehandlingstid kan afhænge af en række faktorer, navnlig sagens kompleksitet. Hvis Kommissionen indbringer sagen for EU-Domstolen igen i medfør af artikel 260, stk. 2, TEUF (trin 5), kan det tage betydelig længere tid at afgøre sagen. Hvor lang tid der går, inden EU-Domstolen træffer afgørelse om, hvorvidt der skal pålægges finansielle sanktioner, afhænger af, hvor lang tid medlemsstaten fik til at efterkomme den tidligere dom, hvor lang tid Kommissionen var om at sende en ny meddelelse til medlemsstaten om dens fortsatte manglende overholdelse, og hvor lang tid det tager EU-Domstolen at afsige dom.

95

I mange tilfælde indgår Kommissionen forlig eller trækker sagen tilbage, inden EU-Domstolen træffer afgørelse (trin 4 og 5). Faktisk er det kun en lille del af traktatbrudssagerne, der resulterer i, at medlemsstaterne får pålagt finansielle sanktioner i henhold til artikel 260, stk. 2, TEUF (trin 5). I disse sager kan traktatbrudsproceduren have taget mange år. Der pålægges dagbøder, indtil medlemsstaten giver meddelelse om, at den har efterkommet dommen (tvangsbøder). Hvis en medlemsstat efterkommer dommen inden den endelige afgørelse, kan EU-Domstolen pålægge et engangsbeløb som bøde for den forudgående periode med manglende overholdelse. BUDG står for beregning og inddrivelse af bøder.

96

Det ledende GD har ansvaret for via klager eller efterforskning på eget initiativ at overvåge eventuelle efterfølgende relaterede forhold vedrørende manglende overholdelse eller yderligere tilfælde af mangelfuld anvendelse fra medlemsstatens side.

97

Med hensyn til styrker fremhævede de fleste GD'er (13/18), at traktatbrudsproceduren medvirkede til at lægge pres på medlemsstaterne for at overholde EU-retten, afskrække fra manglende overholdelse og fremhæve gennemførelsesvanskeligheder. Forskellige GD'er fremhævede det også som styrker, at det er en struktureret og gennemsigtig proces på højt niveau, at Kommissionen har skønsbeføjelser med hensyn til at bruge proceduren, og at resultaterne er synlige. Desuden mente en række GD'er, at anvendelsen af traktatbrudsproceduren er en god måde, hvorpå Kommissionen kan signalere til medlemsstaterne og borgerne, at den tager manglende overholdelse af EU-retten alvorligt. I vores spørgeskemaundersøgelse angav næsten alle medlemsstaterne (25/26), at de finansielle sanktioner, som EU-Domstolen havde pålagt i traktatbrudssager, havde en kraftig afskrækkende virkning. I perioden 2014-2016 udgjorde de samlede finansielle sanktioner, der blev pålagt medlemsstaterne for manglende fuldbyrdelse af en dom fra Den Europæiske Unions Domstol, 339 millioner euro²⁰.

98

Med hensyn til de begrænsninger, der er forbundet med traktatbrudsproceduren, fremhævede mange GD'er (8/18) procedurens længde. GD'erne bemærkede også følgende:

• Processen er besværlig (sagerne kræver et “højt bevisniveau”)
• Der er behov for betydelig viden og bestemte kompetencer
• Kommissionens beslutningsprocedurer er langvarige og komplekse
• Det kræver dømmekraft at afgøre, om sagen skal forfølges eller afsluttes
• Traktatbrudssager er konfrontationsprægede
• Det er vanskeligt at håndtere politisk følsomme sager og sager om delvis overholdelse
• Det er en udfordring af sikre ligebehandling af medlemsstaterne
• I nogle sager er det kontraproduktivt at indlede en traktatbrudssag.

99

Med hensyn til Kommissionens skønsbeføjelser vedrørende den formelle traktatbrudsprocedure fandt mange medlemsstater (9/22), at den fremmede en effektiv håndhævelse af EU-retten i medlemsstaterne. Mange andre (10/22) fandt, at den delvis fremmede en effektiv håndhævelse. Nogle få medlemsstater (3/22) fandt, at den ikke fremmede en effektiv håndhævelse. Den vigtigste bekymring, som mange medlemsstater (10/22) gav udtryk for, var, at Kommissionen ikke længere systematisk bruger EU Pilot-mekanismen til udveksling af oplysninger om bestemte typer sager, inden den indleder traktatbrudsproceduren. Figur 12 viser, hvor mange uger det i perioden 2014-2016 gennemsnitlig tog at behandle klager, foretage efterforskninger via EU Pilot og føre traktatbrudssager, inden de blev afsluttet. Det fremgår, at det tager omkring 140 uger at afgøre klagebaserede traktatbrudssager, idet ca. halvdelen af tiden bruges på at efterforske klagen via EU Pilot forud for indledningen af den formelle traktatbrudsprocedure.

Anvendelse af værktøjer til at fremme overholdelse

100

Ud over overvågnings- og håndhævelsesforanstaltninger anvender Kommissionen en række forskellige værktøjer i de forskellige faser af den politiske cyklus for at hjælpe medlemsstaterne til at anvende EU-retten korrekt og rettidigt (“værktøjer til fremme af overholdelse”). Når Kommissionen udarbejder forslag, kan den kræve, at det ansvarlige GD udarbejder en gennemførelsesplan, der skitserer de vigtigste udfordringer for medlemsstaterne og de foranstaltninger, de forventes at træffe. GD'erne kan også give medlemsstaterne retningslinjer vedrørende fortolkning, gennemførelse og anvendelse af en EU-retsakt. Desuden kan et direktiv kræve, at medlemsstaterne fremlægger forklarende dokumenter om, hvordan de har gennemført direktivets bestemmelser i national ret.

101

I gennemførelses- og anvendelsesfasen anvender Kommissionen en række mødebaserede værktøjer. Det er f.eks. udvalg, der er nedsat ved et direktiv og består af repræsentanter for medlemsstaterne, netværk, der koordineres af Kommissionen og består af medlemsstatsrepræsentanter med ansvar for gennemførelse, ekspertgrupper nedsat af Kommissionen med henblik på rådgivning og workshops, som Kommissionen kan arrangere for bestemte medlemsstater. Inden for nogle politikområder holder GD'erne også “pakkemøder” med bestemte medlemsstater for at drøfte forhold vedrørende gennemførelse og traktatbrudssager. Ud over disse mødebaserede værktøjer kan Kommissionen anvende resultattavler eller barometre til at fremhæve medlemsstaternes resultater vedrørende gennemførelse af EU-retten.

102

GD'erne er ansvarlige for at bruge disse værktøjer til at yde medlemsstaterne støtte i forbindelse med retsakterne inden for deres respektive politikområder. Kommissionen fører ikke noget centralt register over GD'ernes anvendelse af alle disse værktøjer. I vores spørgeskemaundersøgelser²¹ spurgte vi GD'erne og medlemsstaterne om brugen og effektiviteten af hvert enkelt værktøj samt om værktøjernes vigtigste styrker og begrænsninger. Vi spurgte også medlemsstaterne om den administrative byrde, som visse værktøjer pålagde dem, og om de ville foretrække at anvende de enkelte værktøjer hyppigere eller mindre hyppigt. Resultaterne af vores analyse vedrørende de enkelte værktøjer er beskrevet i bilag III. Figur 13 viser en oversigt over GD'ernes og medlemsstaternes vurderinger af de vigtigste værktøjer.

103

Generelt vurderede GD'erne og medlemsstaterne, værktøjerne til fremme af overholdelse var effektive (dvs. mindst “medium” effektivitet, “3” på skalaen). Samlet set vurderede GD'erne effektiviteten af værktøjerne til fremme af overholdelse lidt højere, end medlemsstaterne gjorde. Det skyldes hovedsagelig, at GD'erne vurderede forklarende dokumenter med korrelationstabeller samt pakkemøder betydelig mere positivt, end medlemsstaterne gjorde.

104

Gennemførelsesplaner er det værktøj, der benyttes mindst hyppigt. GD'erne og medlemsstaterne vurderede også, at de var mindst effektive samlet set. Det blev anerkendt, at de fremhæver vigtige gennemførelsesudfordringer, men deres nyttevirkning blev betragtet som begrænset, da de ofte udarbejdes for tidligt i processen og ikke tager højde for medlemsstaternes specifikke forhold.

105

Retningslinjer er et af de hyppigst anvendte værktøjer. Både GD'erne og medlemsstaterne betragtede dem som meget effektive, navnlig i forbindelse med komplekse retsakter. Det blev vurderet, at retningslinjer spiller en vigtig rolle med hensyn til at sikre en fælles forståelse af EU-direktiver, selv om de ikke endeligt fortolker EU-retten. De fleste medlemsstater mente, at brugen af retningslinjer burde øges.

106

Forklarende dokumenter med korrelationstabeller blev af GD'erne vurderet som meget effektive med hensyn til at lette gennemførelses- og overensstemmelseskontrollen af de nationale gennemførelsesforanstaltninger. Mange medlemsstater angav, at de udarbejdede sådanne dokumenter som led i deres egne procedurer for at sikre korrekt gennemførelse af EU-direktiver, og vurderede dem som meget effektive. Medlemsstater, som ikke udarbejdede forklarende dokumenter med korrelationstabeller, angav dog, at de fandt det meget besværligt at udarbejde dem. GD'erne og medlemsstaterne anerkendte, at forklarende dokumenter også bidrager til retssikkerhed og gennemsigtighed med hensyn til, hvordan EU-retten omsættes i praksis.

107

De fleste medlemsstater anbefalede Kommissionen til at øge brugen af mødebaserede værktøjer. Det gjorde de på trods af den betydelige administrative byrde, der er forbundet med at deltage i sådanne fora. En række medlemsstater bemærkede dog, at GD'erne havde forskellige tilgange til at bruge disse værktøjer, og at Kommissionen burde kunne udvikle en mere målrettet og konsekvent tilgang. Selv om medlemsstaterne anerkendte, at resultattavler kunne tilskynde dem til at forbedre deres performance, gik de fleste ikke ind for at øge brugen af resultattavler.

Sikring af gennemsigtighed vedrørende overholdelse og tilsyn

108

Kommissionen møder høje forventninger om gennemsigtighed fra borgere og interessenter med hensyn til behandlingen af alle typer traktatbrudssager, medlemsstaternes overholdelse af EU-retten og dens egne tilsynsaktiviteter:

• De individuelle klagere forventer at blive orienteret om, hvad der gøres for at løse deres problemer, og om udviklingen i deres sag
• Medlemsstaterne forventer en retfærdig og konsekvent behandling med hensyn til overvågning og håndhævelse
• EU-lovgiverne forventer at blive orienteret om medlemsstaternes gennemførelse og anvendelse af de EU-retsakter, de har vedtaget, og mere generelt
• De andre institutionelle aktører i EU, f.eks. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU), Regionsudvalget og Den Europæiske Ombudsmand, samt den brede offentlighed forventer at blive informeret om både medlemsstaternes overholdelse af EU-retten og Kommissionens udførelse af tilsynsaktiviteterne.

109

Kommissionen anvender en række værktøjer til at kommunikere og rapportere over for disse forskellige målgrupper om konkrete sager, medlemsstaternes overholdelsesproblemer og Kommissionens egne tilsynsaktiviteter, samtidig med at den sikrer behørig fortrolighed.

110

Med hensyn til konkrete sager kommunikerer Kommissionen skriftligt med de individuelle klagere. Formålet med korrespondancen er at holde klagerne underrette om Kommissionens behandling af klagen og at begrunde eventuelle afgørelser om ikke at efterforske klagen eller om at afslutte sagen. Kommissionen har fastlagt en række administrative garantier til klagere (jf. tekstboks 6).

111

Når Kommissionen først har indledt en formel traktatbrudssag, kan klageren følge de efterfølgende trin i proceduren via Kommissionens offentlige register over afgørelser vedrørende traktatbrudssager og de tilhørende pressemeddelelser. Forløbet i sager, der indbringes for EU-Domstolen, kan følges på dennes websted.

112

Med hensyn til medlemsstaternes overholdelse af EU-retten indeholder visse EU-retsakter revisionsklausuler, som fastsætter, at Kommissionen skal udarbejde rapporter²² om gennemførelsen af direktiver. Gennemførelsesproblemer kan også fremhæves i andre offentliggjorte dokumenter om efterfølgende kontrol, f.eks. kvalitetskontroller og evalueringer.

113

Hvad angår direktiver, der specifikt vedrører det indre marked, giver Kommissionen oplysninger om indikatorer og en række forhold vedrørende gennemførelse og anvendelse i resultattavlen for det indre marked. Resultattavlen omfatter en række forskellige indikatorer, bl.a. vedrørende gennemførelse af direktiver, traktatbrudssager og EU Pilot-sager (jf. tekstboks 7).

114

På et mere overordnet plan oplyser Kommissionen om resultaterne af sine tilsynsaktiviteter og aspekter af deres udførelse i årsberetningen om tilsyn med anvendelsen af EU-retten. Kommissionen udarbejder primært denne beretning til Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentets Udvalg for Retlige Anliggender gennemgår hvert år denne beretning med henblik på udarbejdelse af en betænkning fra Europa-Parlamentet. Kommissionen har i en årrække fastholdt en konsekvent tilgang med hensyn til årsberetningens indhold og præsentation og har tilføjet oplysninger og analyser efter anmodning fra Europa-Parlamentet. I den sammenhæng har EØSU opfordret Kommissionen til at fremlægge sin årsberetning for dette udvalg til kommentering for dermed at kunne inddrage synspunkter fra det organiserede civilsamfund om anvendelsen af EU-retten. EØSU har også opfordret Kommissionen til i højere grad at informere offentligheden om overtrædelser generelt²³. Tilsvarende har Regionsudvalget bemærket, at det er vigtigt at øge offentlighedens adgang til oplysninger om anvendelsen af EU-retten i lyset af de lokale og regionale myndigheders vigtige rolle med hensyn til at omsætte EU-retten i praksis²⁴.

115

I perioden 2014-2016, som vi analyserede, var Kommissionens årsberetning en godt illustreret rapport på højt niveau (ca. 30 sider) med to bilag med detaljerede oplysninger og figurer vedrørende hver af de 28 medlemsstater og hvert af de relevante politikområder. Resuméet på højt niveau beskriver EU's politik vedrørende overtrædelser, fremhæver tilsynsaktiviteternes bidrag til Juncker-Kommissionens relevante prioriteter og forklarer Kommissionens og medlemsstaternes respektive ansvar med hensyn til anvendelse af EU-retten. Resuméet indeholder også en analyse af centrale aspekter af Kommissionens behandling af klager og traktatbrudssager samt EU-Domstolens domme, illustreret med eksempler. Kommissionen giver dog ikke oplysninger og analyser om en række emner af almen interesse for interessenterne (jf. tekstboks 8).

116

I denne forbindelse skal vi bemærke, at Den Europæiske Ombudsmand i 2017 på grundlag af en strategisk undersøgelse foreslog, at Kommissionen i sin årsberetning om tilsyn med anvendelsen af EU-retten giver flere oplysninger om sine resultater med hensyn til at afhjælpe faktiske tilsidesættelser af EU-retten i den administrative fase af traktatbrudssagerne - og om processens gennemsnitlige varighed²⁵.

Offentlig revision vedrørende overholdelse af EU-retten

Offentlig revision på nationalt plan

117

Som led i vores analyse opfordrede vi medlemsstaternes overordnede revisionsorganer til at oplyse os om deres revisionsrapporter om anvendelsen af EU-retten i perioden 2013-2017, så vi kunne danne os et overblik over deres arbejde på området. Ud af 185 rapporter fra 13 overordnede revisionsorganer gennemgik vi de 62, hvis indhold vi vurderede som mest relevant for vores horisontale analyse. Disse rapporter omfattede aspekter af både juridisk-kritisk revision og forvaltningsrevision.

118

De overordnede revisionsorganers revisioner dækkede en række forskellige politikområder, men de fleste vedrørte miljø og energi, beskatning og transport. Mange af rapporterne vedrørende miljø og energi (24 rapporter) fokuserede på gennemførelsen af komplekse direktiver såsom vandrammedirektivet eller affaldsrammedirektivet. Det politikområde, der var genstand for næstflest rapporter, var beskatning (ni rapporter), hvoraf flere omhandlede delsektorerne e-handel og moms. Derefter kom transportområdet (otte rapporter), hvor forskellige emner lige fra jernbaner til vejtransport blev behandlet. Blandt de øvrige politikområder, som blev berørt i de overordnede revisionsorganers rapporter, kan nævnes finansiel og økonomisk styring, landbrug, regionaludvikling og specifikke emner relateret til det indre marked, herunder udbud og statsstøtte.

119

Nogle få forvaltningsrevisioner vedrørende medlemsstaternes offentlige forvaltninger undersøgte årsagerne til for sen gennemførelse, men kun i forbindelse med en enkelt politik eller en bestemt EU-retsakt. I de fleste tilfælde var revisionsmålene forbundet med resultaterne af en national politik, hvor nogle EU-retlige bestemmelser var gældende. I disse tilfælde vurderede de overordnede revisionsorganer primært de nationale foranstaltningers effektivitet med hensyn til at nå deres mål. Disse revisioner omfattede typisk ikke vurderinger af de nationale procedurer for inkorporering og gennemførelse af EU-retsakter i national ret.

120

Ikke desto mindre omtalte et betydeligt antal af rapporterne i det mindste, hvorvidt EU-retten var gennemført rettidigt, og bemærkede eventuelle forsinkelser. I nogle få tilfælde analyserede de overordnede revisionsorganer årsagerne til sådanne forsinkelser og vurderede andre potentielle mangler eller tilfælde af inkonsekvens i forbindelse med EU-rettens gennemførelse i national ret. Én revisionsrapport sammenholdt national lovgivning med de EU-retlige forpligtelser og identificerede en risiko for, at gennemførelsen skete for sent. En anden revisionsrapport gav en oversigt over den nationale procedure for gennemførelse af EU-direktiver. Desuden omtalte nogle rapporter formelle traktatbrudssager eller EU Pilot-sager vedrørende det emne, der var genstand for revisionen, og nogle få overordnede revisionsorganer gav også en oversigt over konsekvenserne af manglende overholdelse af EU-retten, herunder de økonomiske konsekvenser.

121

Nogle få revisioner, der dækkede verserende traktatbrudssager, omfattede en kvalitativ overholdelsesvurdering af national lovgivning i forhold til EU-retten. Én revisionsrapport omfattede en analyse af den nationale gennemførelsesforanstaltning for direktiver. En anden rapport indeholdt anbefalinger, som blev efterkommet ved gennemførelsen af et bestemt direktiv. En tredje rapport anslog de omkostninger, det ville kræve at gennemføre kravene i et nyt direktiv.

122

I adskillige tilfælde omhandlede revisionsrapporterne ikke kun de centrale statslige myndigheder. Disse revisioner vurderede de foranstaltninger, som var vedtaget på regionalt og lokalt niveau med henblik på at gennemføre EU-retlige forpligtelser.

123

Vi fandt ét tilfælde, hvor et overordnet revisionsorgan havde udført en forvaltningsrevision vedrørende hele den offentlige sektor om effektiviteten af den nationale forvaltnings gennemførelse af EU-retten, som vurderede de underliggende processer og faktorer, der har betydning for, om gennemførelsen af EU-retten er rettidig og korrekt (jf. tekstboks 9).

124

Endelig har en række overordnede revisionsorganer oversigter i deres årsberetninger over gennemførelsen af EU-retsakter (som regel baseret på officiel EU-statistik) og traktatbrudssager mod den pågældende medlemsstat.

Offentlig revision på EU-plan

125

Revisionsretten er ansvarlig for revision af EU's indtægter og udgifter. Som led i dette arbejde vurderer den overholdelsen af EU's finansforordninger. Den foretager også forvaltningsrevisioner af politikker og udgiftsprogrammer. I den forbindelse omfatter Revisionsrettens revisioner somme tider forhold vedrørende medlemsstaternes overholdelse af EU-retten.

126

Vi gennemgik Revisionsrettens særberetninger fra perioden 2014-2017. Vi konstaterede, at 11 ud af 106 beretninger omhandlede forhold vedrørende medlemsstaternes anvendelse af EU-retten eller Kommissionens tilsynsaktiviteter i medfør af artikel 17, stk. 1, TEU.

127

De bemærkninger i vores særberetninger, der havde relation til anvendelsen af EU-retten, vedrørte i de fleste tilfælde sager, hvor der var risiko for, at ville underminere resultaterne inden for et bestemt politikområde, hvis EU-direktiver ikke blev gennemført korrekt og rettidigt. I nogle tilfælde fremsatte vi også bemærkninger om, hvor lang tid det havde taget at få afgjort sager om overtrædelse. Med hensyn til Kommissionens tilsynsaktiviteter omfattede én revision en vurdering af Kommissionens gennemførelses- og overensstemmelseskontrol på energiområdet. Vi offentliggjorde også en rapport med særligt fokus på Kommissionens resultater med hensyn til at sikre en effektiv gennemførelse af et direktiv²⁶.

128

Disse beretningers revisionsresultater, bemærkninger og konklusioner illustrerer en række af de problemer, som GD'erne og medlemsstaterne har påpeget i vores undersøgelser, f.eks. med hensyn til:

• EU-rettens klarhed - Vi bemærkede, at der i nogle tilfælde fortsat var barrierer for gennemførelsen, som var opstået på grund af vage formuleringer i servicedirektivet, og at Kommissionen havde været uvillig til at indlede traktatbrudssager, delvis fordi retsgrundlaget ikke var solidt nok²⁷
• Overregulering - Vi konstaterede, at driftsledere og andre markedsdeltagere i de forskellige medlemsstater kan være underlagt andre krav og regler end dem, der er specifikt fastsat i EU-retten eller retningslinjerne vedrørende ordningen for handel med emissionskvoter (ETS)²⁸
• Medlemsstaternes vanskeligheder med at gennemføre direktiver rettidigt - Vi bemærkede, at gennemførelsesfristen kun blev overholdt af otte medlemsstater, og at den sidste medlemsstat afsluttede gennemførelsen to år og fem måneder efter fristens udløb²⁹
• Konsekvenserne af begrænsninger i medlemsstaternes finansielle kapacitet - Med hensyn til drikkevandsdirektivet konkluderede vi, at kvaliteten af og adgangen til drikkevand blev forbedret i tre medlemsstater, men at investeringsbehovene stadig var store³⁰
• Vedvarende overensstemmelsesproblemer i medlemsstaterne - Med hensyn til bekæmpelse af madspild konstaterede vi, at der i lang tid havde været en konflikt mellem EU's og medlemsstaternes regler om lovligheden af at sælge varer efter deres “bedst før”-dato³¹
• GD'ernes vanskeligheder med at kontrollere gennemførelse og overensstemmelse - Vi konkluderede, at Kommissionens gennemførelses- og overensstemmelseskontrol ikke sikrede en vellykket gennemførelse af de retsakter, der forfulgte EU's mål³²
• Forsinkelser med hensyn til at indlede traktatbrudsproceduren - Vi konstaterede, at proceduren over for én medlemsstat blev indledt fire år efter overensstemmelseskontrollen³³.
• Betydelige forsinkelser i behandlingen af EU Pilot-sager - Vi konkluderede, at EU Pilot ganske vist var et nyttigt værktøj til samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen, men at det ofte medførte forsinkelser med hensyn til at indlede traktatbrudsproceduren³⁴. Vi bemærkede desuden, at når sager om manglende overholdelse blev afgjort under efterforskningen, bidrog det ikke til at etablere en EU-retspraksis på det pågældende område³⁵.

Vejen frem: udfordringer og muligheder

Kommissionen har muligheder for yderligere at styrke tilsynet i overensstemmelse med sine traktatfæstede forpligtelser

129

Kommissionen har udviklet tilsynet med anvendelsen af EU-retten i løbet af mange år for at opfylde sin forpligtelse i henhold til artikel 17, stk. 1, TEU. Den har således udviklet en tilgang til at håndtere de vigtigste udfordringer i overvågningen og håndhævelsen af EU-retten i medlemsstaterne. Vi identificerede en række områder, hvor vi mener, at der stadig er udfordringer.

130

Kommissionen har integreret sin tilsynsfunktion i sin bredere politik for bedre regulering. Dette vil også fremover give fordele og muligheder for at sikre, at nye og reviderede retsakter er så enkle og lette at anvende som muligt. I denne sammenhæng kunne Kommissionen overveje at gøre status over tilsynspolitikken og gennemgå relevante aspekter af tilsynsaktiviteternes sparsommelighed, produktivitet og effektivitet.

131

Inden for nogle politikområder kan medlemsstaterne ansøge om støtte og teknisk bistand fra EU-budgettet til foranstaltninger, som kan forbedre deres økonomiske og administrative kapacitet til at gennemføre og anvende EU-retten korrekt og rettidigt. Anvendelsen af budgetinstrumenter giver også Kommissionen yderligere muligheder for at forebygge, opdage og korrigere manglende overholdelse. Kommissionen kunne overveje at udvikle en konsekvent og koordineret tilgang til anvendelse af EU-midler for at styrke sin evne til at fremme, overvåge og håndhæve medlemsstaternes anvendelse af EU-retten både inden for og på tværs af politikområderne.

132

Kommissionens tilsynsfunktion er organiseret efter politikområder, og mange GD'er har ansvar for både lovgivningsarbejde og tilsyn. Dette indebærer fordele, bl.a. med hensyn til at håndtere de iboende risici for manglende overholdelse, der er forbundet med bestemte EU-retsakter. I vores analyse fremhæver vi, hvordan andre iboende risici, som påvirker flere politikområder, udspringer af medlemsstaternes specifikke forhold. Vi fremhæver også Kommissionens ordninger for udveksling af oplysninger og god praksis mellem GD'erne. Desuden fremhæver vi i vores analyse nogle GD'ers udfordringer med hensyn til at sikre, at viden og ekspertise om medlemsstaterne er til rådighed på rette tid. Kommissionen kunne overveje yderligere skridt til at forbedre udvekslingen af viden og ekspertise om medlemsstaterne mellem politikområder, herunder udveksling af ressourcer efter behov.

133

Kommissionen har styrket relationerne og samarbejdet med medlemsstaternes myndigheder via en række værktøjer til udveksling af oplysninger. Medlemsstaterne har bl.a. bemærket, at sådanne værktøjer hjælper dem til at koordinere deres egne aktiviteter. Vi mener, at Kommissionen kunne overveje at videreudvikle værktøjerne med henblik på at sikre en koordineret informationsstrøm mellem sig selv og medlemsstaterne om formodede og faktiske overtrædelser for at tage højde for sin ændrede håndhævelsespolitik fra 2017.

134

Samlet set konstaterede vi, at medlemsstaterne går ind for, at Kommissionen videreudvikler sine værktøjer til fremme af overholdelse, selv om det medfører en administrativ byrde for dem selv. Kommissionen kunne overveje at forbedre koordineringen mellem sine tjenestegrene med hensyn til udvikling og indførelse af sådanne værktøjer med henblik på at sikre en mere målrettet og konsekvent tilgang på tværs af politikområderne, som tager behørigt højde for de byrder der pålægges medlemsstaterne. Vi har også fremhævet medlemsstaternes muligheder for at udarbejde flere og bedre forklarende dokumenter. Disse dokumenter spiller en vigtig rolle med hensyn til at sikre gennemsigtigheden over for borgerne om den nationale lovgivning, der udmønter deres rettigheder i henhold til EU-retten, og med hensyn til at forbedre Kommissionens evne til på en produktiv og effektiv måde at kontrollere, at medlemsstaterne har gennemført EU-retsakter fuldstændigt og nøjagtigt. EU's lovgivende myndigheder kunne overveje systematisk at stille krav til medlemsstaterne om klare og konsekvente forklaringer på, hvordan de har gennemført EU-direktiver.

135

Kommissionen har fastsat håndhævelsesprioriteter og -benchmarks for sin sagsbehandling, og en række GD'er overvåger og rapporterer allerede om deres tilsynsaktiviteter i deres årsberetninger. Kommissionen kunne overveje at videreudvikle disse eksisterende elementer til en overordnet ramme med indikatorer og mål, som omfatter tilsynsaktiviteternes sparsommelighed, produktivitet og effektivitet. Sådan en ramme kunne danne grundlag for en mere strategisk og konsekvent tilgang til forvaltning af tilsynsressourcer og -processer over tid.

136

Kommissionen møder høje forventninger om gennemsigtighed. Den anvender en række forskellige værktøjer til at kommunikere og rapportere over for interessenterne om sine tilsynsaktiviteter, herunder månedlige pressemeddelelser om afgørelser vedrørende traktatbrudssager og en årsberetning, der giver et bredt spektrum af detaljerede oplysninger på højt niveau. I vores analyse har vi fremhævet yderligere oplysninger, som kan være af almen interesse for interessenterne. Kommissionen kunne overveje at videreudvikle sin årsberetning for af hensyn til interessenternes forventninger og bl.a. give flere oplysninger om Kommissionens samlede sagsbehandling, men samtidig respektere klagernes og medlemsstaternes ret til fortrolighed.

Offentlig revision af tilsynet med overholdelsen af EU-retten

137

Vores horisontale analyse viser, at medlemsstaternes overordnede revisionsorganer og Revisionsretten for det meste har behandlet spørgsmål om, hvordan medlemsstaterne og Kommissionen sikrer overholdelse af EU-retten, som led i forvaltningsrevisioner af offentlige udgifter inden for konkrete politikområder. Kun få revisioner har fokuseret specifikt på de tilsynsordninger på nationalt niveau og EU-niveau, der skal sikre korrekt og rettidig anvendelse af EU-retten. I denne horisontale analyse fremhæver vi mulighederne for, at Revisionsretten kan udføre arbejde vedrørende Kommissionens tilsyn med medlemsstaternes anvendelse af EU-retten, f.eks. med hensyn til:

• EU-budgettets bidrag til at støtte medlemsstaternes arbejde med at omsætte EU-retten i praksis
• Kommissionens tilsynsordninger inden for specifikke EU-politikområder
• Kommissionens behandling af klager og traktatbrudssager
• kvaliteten af Kommissionens rapportering om resultaterne af tilsynsaktiviteterne.

Akronymer og forkortelser

ESI-fondene: De europæiske struktur- og investeringsfonde

ETS: Emissionshandelssystem

EU: Den Europæiske Union

EU-Domstolen: Den Europæiske Unions Domstol

EUR-Lex: Det offentlige register over EU-retsakter

EØSU: Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

GD: Generaldirektorat i Europa-Kommissionen. Bilag I indeholder en komplet liste over GD'erne i vores spørgeskemaundersøgelse.

Regionsudvalget Det Europæiske Regionsudvalg

Revisionsretten: Den Europæiske Revisionsret

TEU: Traktaten om Den Europæiske Union

TEUF: Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Holdet bag den horisontale analyse

Denne horisontale analyse blev udført af Revisionsafdeling V - der ledes af Lazaros S. Lazarou, medlem af Revisionsretten - hvis fokus er finansiering og administration af Unionen.

Analysen blev udført under ledelse af Leo Brincat, medlem af Revisionsretten, med støtte fra kabinetschef Neil Kerr, attaché Annette Farrugia, direktør Alberto Gasperoni, opgaveansvarlig James McQuade og revisorerne Michael Spang, Attila Horvay-Kovacs og Jitka Benesova.

Kontakt

DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET
12, rue Alcide De Gasperi
1615 Luxembourg
LUXEMBOURG

Tlf. +352 4398-1
Kontakt: eca.europa.eu/da/Pages/ContactForm.aspx
Websted: eca.europa.eu
Twitter: @EUAuditors

Yderligere oplysninger om EU fås på internet via Europaserveren (http://europa.eu)

Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2018

PDF	ISBN 978-92-847-0675-4	ISSN 1977-5679	doi:10.2865/52273	QJ-01-18-807-DA-N
HTML	ISBN 978-92-847-0700-3	ISSN 1977-5679	doi:10.2865/675549	QJ-01-18-807-DA-Q

© Den Europæiske Union, 2018

Tilladelse til at anvende eller gengive fotos eller andet materiale, hvortil Den Europæiske Union ikke har ophavsretten, skal indhentes direkte hos indehaveren af ophavsretten.

SÅDAN KONTAKTER DU EU

Personligt
Der findes flere hundrede Europe Direct-informationscentre i hele EU. Find dit nærmeste center på: https://europa.eu/european-union/contact_da

Pr. telefon eller e-mail
Europe Direct er en tjeneste, der besvarer spørgsmål om EU. Kontakt Europe Direct:

• på gratisnummer: 00 800 6 7 8 9 10 11 (visse operatører tager betaling for disse opkald)
• på følgende nummer: +32 22999696 eller
• pr. e-mail: https://europa.eu/european-union/contact/write-to-us_da

SÅDAN FINDER DU OPLYSNINGER OM EU

Online
Oplysninger om EU er tilgængelige på alle EU’s officielle sprog på Europawebstedet: https://europa.eu/european-union/index_da

EU-publikationer
Du kan downloade eller bestille EU-publikationer gratis eller mod betaling fra EU Bookshop på: https://op.europa.eu/da/publications.
Du kan bestille flere eksemplarer af de gratis publikationer ved at kontakte Europe Direct eller dit lokale informationscenter (se https://europa.eu/european-union/contact_da).

EU-ret og relaterede dokumenter
Du kan nemt få adgang til EU’s juridiske oplysninger (herunder al EU-ret siden 1951) på alle officielle EU-sprog på EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Åbne data fra EU
EU’s portal for åbne data (http://data.europa.eu/euodp/da/home?) giver adgang til datasæt fra EU. Dataene kan downloades og genanvendes gratis til både kommercielle og ikke-kommercielle formål.