Virksomhedsrettede e-forvaltningstiltag Kommissionens tiltag blev gennemført, men e-tjenesternes tilgængelighed varierer stadig på tværs af EU

Resumé

I EU har siden 1990'erne fremmet e-forvaltning på alle planer. E-forvaltning henviser til den brug, der gøres af informations- og kommunikationsteknologier til at levere statslige tjenester til borgere og virksomheder på en mere effektiv og produktiv måde. Formålet er at lempe de administrative byrder på borgere og virksomheder ved at gøre deres samspil med de offentlige myndigheder hurtigere, mere bekvemme og mere omkostningseffektive og derved stimulere konkurrenceevnen og den økonomiske vækst.

II I 2016 vedtog Kommissionen EU's handlingsplan for e-forvaltning 2016-2020. Handlingsplanen skulle fungere som katalysator for koordinering af moderniseringsindsatsen og ressourcerne i den offentlige sektor for så vidt angår e-forvaltning. Den omfattede 25 tiltag, som Kommissionen skulle gennemføre. Handlingsplanen havde ikke noget særskilt budget, men blev støttet gennem forskellige programmer og ledsageforanstaltninger, som medlemsstaterne havde adgang til.

III Som følge af de digitale tjenesters voksende betydning, som også covid-19-pandemien har vist, og den betydelige finansiering af digitalisering generelt besluttede vi at udføre denne revision, så de politiske beslutningstagere kan gøres opmærksomme på problemer vedrørende udformningen og gennemførelsen af EU's foranstaltninger til fremme af e-forvaltning.

IV Vi vurderede, om Kommissionens e-forvaltningstiltag var effektive. Til dette formål undersøgte vi tiltagenes overordnede udformning samt ordningerne for overvågning og gennemførelse. I vores vurdering fokuserede vi på gennemførelsen af virksomhedsrettede tiltag, fordi e-forvaltning er vigtig for at afhjælpe lovgivningsmæssig fragmentering og lovgivningsmæssige hindringer og således giver virksomhederne mulighed for at opskalere og operere på tværs af grænserne.

V Vi konkluderede, at Kommissionens tiltag kun har været delvis effektive til at fremme både gennemførelsen og udbredelsen af e-forvaltningsløsninger i medlemsstaterne. Kommissionen gennemførte tiltagene i handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020, som er omfattet af vores revision. Men på grund af forsinkelser med tiltagene i medlemsstaterne er ikke alle nyudviklede digitale offentlige tjenester tilgængelige på tværs af EU.

VI Handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020 opfyldte de behov, der var blevet påpeget i høringer og vurderinger, men den omfattede kun tiltag, som Kommissionen selv skulle gennemføre, hvilket gjorde det vanskeligt at indfri handlingsplanens vision om senest i 2020 at have åbne, effektive og inklusive offentlige administrationer og institutioner i EU.

VII Desuden foretog Kommissionen ikke en omfattende overvågning af gennemførelsen af handlingsplanen som helhed. De eksisterende e-forvaltningsindikatorer (benchmarket for e-forvaltning og indekset for den digitale økonomi og det digitale samfund) blev ikke knyttet direkte til nogen af de tiltag, der blev gennemført under handlingsplanen, og var derfor ikke egnede til at måle dens samlede effekt. Vi bemærker, at Kommissionen med sit forslag fra 2021 til politikprogrammet "Vejen mod det digitale årti" indførte en samarbejdsramme, der gør det muligt at følge op på medlemsstaternes fremskridt hen imod de digitale mål, der er fastsat på EU-plan.

VIII Kommissionen støttede medlemsstaternes gennemførelse af e-forvaltningsløsninger gennem EU-finansierede projekter og ved at yde teknisk støtte. Desuden støttede Kommissionen aktivt samarbejde og udveksling af god praksis på flere forskellige måder, herunder gennem ekspertgrupper og platforme. Denne støtte blev værdsat af de medlemsstater, vi besøgte.

IX Der var ikke nogen overordnet strategi til at fremme de e-forvaltningsløsninger, der var tilgængelige på EU-plan, blandt de centrale brugere. Kommissionens fremme af e-forvaltningsløsninger var begrænset, og den havde ikke noget overblik over de tiltag, som medlemsstaterne gennemførte i denne henseende, selv om en koordineret indsats kunne have ført til bedre resultater.

X Kommissionen vurderede ikke virksomhedernes kendskab til de tilgængelige e-forvaltningstjenester og foretog generelt ingen analyse af behovene på dette område, selv om dette er et vigtigt skridt i udbredelsen af e-forvaltningstjenester. Den eneste undtagelse var en undersøgelse og et videns- og læringsprogram blandt små og mellemstore virksomheder vedrørende elektronisk identifikation og markedet for tillidstjenester.

XI Vi anbefaler, at Kommissionen:

• styrker gennemførelsesrammen for at tilskynde medlemsstaterne til at fuldføre e-forvaltningstjenesterne
• udvikler en omfattende strategi for effektiv fremme af e-forvaltningstjenester.

Indledning

E-forvaltningens betydning i EU

01 E-forvaltning henviser til den brug, der gøres af informations- og kommunikationsteknologier til at levere statslige tjenester til borgere og virksomheder på en mere effektiv og produktiv måde. E-forvaltning forventes at øge effektiviteten og produktiviteten ved at reducere i) omkostninger og transaktionstider¹, ii) administrative informationssiloer og iii) den administrative byrde på borgere og virksomheder, hvilket vil gøre disses samspil med de offentlige myndigheder hurtigere, mere bekvemme og billigere og derved fremme konkurrenceevnen og den økonomiske vækst².

02 De første initiativer til e-forvaltning på europæisk plan blev truffet i 1990'erne. Siden da:

• har Kommissionen med jævne mellemrum udsendt meddelelser og handlingsplaner³ og oprettet specifikke finansieringsprogrammer, navnlig for at fremme brug af IKT, som sikrer grænseoverskridende tjenester (dvs. som sikrer interoperabilitet mellem forskellige tjenester)
• er e-forvaltningens betydning blevet fremhævet i adskillige ministererklæringer på medlemsstatsplan⁴. Disse erklæringer omfattede også talrige tiltag, som medlemsstaterne forpligtede sig til. I erklæringerne blev Kommissionen desuden opfordret til at træffe en række tiltag gennem handlingsplaner, og det blev foreslået, at Kommissionen tilrettelagde en fælles styring af handlingsplaner for e-forvaltning (for en fuldstændig oversigt over udviklingen i EU siden 2006 henvises til bilag I).

03 I 2016 vedtog Kommissionen som led i strategien for et digitalt indre marked i EU EU-handlingsplanen for e-forvaltning for perioden 2016-2020. Den identificerede 25 tiltag, hvoraf fem blev tilføjet efter midtvejsgennemgangen af strategien for det digitale indre marked i maj 2017. Handlingsplanen omfattede tiltag af vidt forskellig art. Nogle var specifikt rettet mod virksomheder (f.eks. "fremlægge et initiativ, der skal fremme anvendelsen af digitale løsninger i løbet af en virksomheds livscyklus" eller "iværksætte et pilotprojekt om indførelse af "Kun én gang"-princippet for virksomheder"). Andre var af interesse for alle borgere (f.eks. "undersøge muligheden for at anvende "Kun én gang"-princippet på borgerne i en grænseoverskridende kontekst" eller "håndhævelse af EU's fødevarelovgivning om internetsalg og forbrugeroplysning"). En fuldstændig liste over tiltagene findes i bilag II.

04 Handlingsplanen blev ikke fulgt op af en ny handlingsplan efter 2020, men af flere andre initiativer, hvoraf de mest relevante er:

• programmet for et digitalt Europa⁵, som lovgiverne godkendte med et samlet budget på 7,5 milliarder euro (i løbende priser). Det fokuserer på at bringe digital teknologi ud til virksomheder, borgere og offentlige administrationer og vil yde finansiering til projekter inden for fem områder (supercomputere, kunstig intelligens, cybersikkerhed, avancerede digitale færdigheder og sikring af en udbredt anvendelse af digitale teknologier i hele økonomien og samfundet)
• en meddelelse fra Kommissionen med titlen "Det digitale kompas 2030: Europas kurs i det digitale årti". I forbindelse hermed fremsatte Kommissionen et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om etablering af politikprogrammet for 2030: "Vejen mod det digitale årti". I begge dokumenter fastsættes de specifikke digitale mål, som EU som helhed forventes at opfylde ved årtiets udgang. Målene for digitalisering af offentlige tjenester omfatter: onlineadgang til centrale offentlige tjenester, adgang til patientjournaler og brug af digitale ID-løsninger (identifikationsløsninger).

05 Data fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling⁶ har vist, at e-forvaltningstjenester er mere relevante for virksomheder end for enkeltpersoner. Virksomhederne hæmmes af lovgivningsmæssig fragmentering og lovgivningsmæssige hindringer, som gør det vanskeligere for dem at opskalere og operere på tværs af grænserne i EU's indre marked⁷.

06 Covid-19-pandemiens indvirkning på den globale økonomi og borgernes liv har fremhævet de digitale tjenesters betydning på tværs af alle områder af økonomien og samfundet i EU. Nye teknologier gav virksomheder og offentlige tjenester mulighed for fortsat at kunne fungere og sikrede, at samhandelen på tværs af EU fortsat kunne flyde frit. De nye teknologier hjalp også borgerne med at holde kontakt med hinanden, udføre fjernarbejde og understøtte den fortsatte undervisning af børn og unge.

Roller og ansvarsområder

07 Som de relevante ministre fremhævede i deres erklæring fra 2017, kræver den digitale omstilling af den offentlige administration en kollektiv indsats på såvel europæisk plan som på nationalt, regionalt og lokalt plan under hensyntagen til den respektive kompetencefordeling⁸. I henhold til nærhedsprincippet ligger ansvaret for digitalisering af offentlige tjenester på nationalt og regionalt plan primært hos medlemsstaterne. Kommissionen er imidlertid ansvarlig for de grænseoverskridende og tværnationale udfordringer, så det navnlig kan undgås, at der opstår elektroniske barrierer, der kan hindre offentlige administrationer i at kontakte hinanden og borgerne og virksomhederne i at finde og benytte tilgængelige digitale offentlige tjenester i andre lande end deres eget⁹.

08 Fremskridt med e-forvaltning i EU afhænger derfor ikke udelukkende af Kommissionen, men også af medlemsstaternes politiske vilje og ambitioner. Som Kommissionen fremhævede i sin statusrapport om digital offentlig forvaltning og interoperabilitet 2020, vil indsatsen være omsonst og uholdbar, hvis ikke regeringerne fortsat betragter e-forvaltning som en central prioritet på den politiske dagsorden.

09 På EU-plan er det Kommissionens Generaldirektorat for Kommunikationsnet, Indhold og Teknologi (GD CONNECT), der er ansvarligt for koordineringen af politikområdet e-forvaltning. På grund af forskelligartetheden af de 25 tiltag i handlingsplanen 2016-2020 var hele 11 generaldirektorater involveret, og hvert af disse var ansvarligt for et eller flere tiltag (jf. bilag II).

10 På medlemsstatsplan gælder det tilsvarende, at forskellige offentlige administrationer er ansvarlige for at gennemføre specifikke e-forvaltningsløsninger. De offentlige administrationer omfatter ikke kun centrale ministerier eller myndigheder, men også regionale og lokale myndigheder såsom kommuner eller regionale forvaltninger.

11 Med henblik på koordinering af handlingsplanen blev der nedsat en "styregruppe for e-forvaltningshandlingsplanen". Den blev ledet af Kommissionen og omfattede repræsentanter for medlemsstaterne, der var ansvarlige for deres nationale e-forvaltningsstrategier.

Finansiering af gennemførelsen af e-forvaltning

12 Handlingsplanen 2016-2020 havde ikke et særskilt budget. E-forvaltningstiltag modtager dog generelt støtte gennem forskellige EU-finansieringskilder. Tabel 1 indeholder nærmere oplysninger om de primære kilder til EU-finansiering (for perioden 2014-2020) og vores skøn over budgetbevillingerne til e-forvaltningsprojekter og -tiltag.

13 I perioden 2021-2027 vil der være forskellige EU-finansieringskilder til rådighed til at støtte digitalisering i almindelighed og e-forvaltningstiltag i særdeleshed. For nogle af dem er budgetbevillingerne endnu ikke fastlagt:

• Connecting Europe-faciliteten (CEF) og fondene til gennemførelse af samhørighedspolitikken vil begge fortsat være til rådighed.
• Under et område af det nye program for et digitalt Europa (jf. punkt 04) er der planlagt støtte (med et budget på 1,1 milliard euro) bl.a. til interoperabilitet og til at give offentlige administrationer mulighed for at indføre og få adgang til de mest avancerede digitale teknologier.
• Genopretnings- og resiliensfaciliteten, som blev vedtaget i 2021, kræver, at medlemsstaterne afsætter mindst 20 % af det samlede budget for deres genopretnings- og resiliensplaner til foranstaltninger, der bidrager til digitale mål. I juli 2022 blev 25 sådanne planer vedtaget, og de samlede udgifter vedrørende de digitale mål udgør således 127 milliarder euro, hvilket svarer til 26 % af det samlede beløb. Mere end en tredjedel (36 %, 46 milliarder euro) er bevilget til digitalisering af offentlige tjenester, herunder digitalisering af transport.

Revisionens omfang og revisionsmetoden

14 I betragtning af e-forvaltningens relevans for offentlige instanser, virksomheder og borgere var det vores mål at informere de politiske beslutningstagere ved at kaste lys over udformningen af EU-foranstaltninger, der fremmer e-forvaltning, og at sætte fokus på hindringer for en vellykket gennemførelse af disse.

15 I lyset af de digitale tjenesters stigende betydning, som også covid-19-pandemien har vist, og den betydelige finansiering af digitalisering generelt (jf. punkt 12-13), besluttede vi at gennemføre denne revision af handlingsplanen 2016-2020. Desuden har vi ikke revideret nogen af de tidligere digitale initiativer, som Kommissionen har iværksat, og som er blevet gennemført siden 2001 (jf. punkt 02 og bilag I), med undtagelse af EU's tiltag på det specifikke område grænseoverskridende sundhedsydelser¹⁰.

16 Vores revisionsspørgsmål var, om Kommissionens e-forvaltningstiltag var effektive. For at besvare dette spørgsmål vurderede vi, om:

1. Kommissionen udformede sine e-forvaltningstiltag hensigtsmæssigt
2. Kommissionen behørigt overvågede gennemførelsen af e-forvaltningshandlingsplanen 2016-2020
3. de virksomhedsrettede e-forvaltningstiltag opfyldte deres formål
4. Kommissionen fremmede udveksling af god praksis og de nyetablerede digitale offentlige tjenester behørigt.

17 Perioden, der er omfattet af denne revision, var den, hvor handlingsplanen 2016-2020 blev udformet og gennemført. Vi undersøgte også udformningen af tiltag efter 2020 (jf. punkt 04), hvor det var relevant, med henblik på at kontrollere, om svaghederne er blevet afhjulpet, og om der er taget hensyn til erfaringerne fra handlingsplanen 2016-2020.

18 Af de i punkt 05 anførte grunde fokuserede vi i vores revision på at besvare delspørgsmål c) og d) (jf. punkt 16) i forbindelse med seks af de 25 tiltag i handlingsplanen 2016-2020, der direkte vedrørte virksomheder (jf. tabel 2).

19 Vi undersøgte revisionsbevis, som vi indhentede fra en række forskellige kilder:

• en skrivebordsgennemgang af relevante dokumenter fra Kommissionen samt spørgeskemaer besvaret af og interview med Kommissionens medarbejdere
• analyser af relevante dokumenter vedrørende en stikprøve på fire medlemsstater (Danmark, Tyskland, Polen og Rumænien) samt spørgeskemaer besvaret af og interview med medarbejdere fra relevante offentlige tjenester i disse lande. Udvælgelsen af medlemsstaterne blev baseret på de fremskridt, der var gjort med e-forvaltning i de respektive medlemsstater, idet vi samtidig sikrede, at stikprøven omfattede medlemsstater, der var blevet medlem af EU både før og efter 2004
• analyse af en stikprøve på 24 EU-finansierede projekter, der var centralt forvaltet: 13 CEF-projekter, otte ISA²-tiltag og tre Horisont 2020-projekter. En fuldstændig liste over de udvalgte projekter kan findes i bilag III. Vi udvalgte disse projekter på grundlag af deres gennemførelsesstatus, væsentlighed og geografiske spredning (og så vidt muligt knyttet til de fire udvalgte medlemsstater)
• interview med relevante interessenter, dvs. organisationer, der repræsenterer europæiske små og mellemstore virksomheder (SMV'er)¹¹
• en gennemgang af den akademiske litteratur, ekspertundersøgelser og internationale benchmarks eller gode praksis.

Bemærkninger

E-forvaltningstiltagenes udformning blev bedre med tiden

20 Handlingsplanerne har til formål at bidrage til udformningen af EU-lovgivning, -instrumenter og -initiativer eller til at revidere allerede eksisterende sådan/sådanne. De er ikke retligt bindende. Kommissionen anvendte e-forvaltningshandlingsplanerne som politiske instrumenter til at fremme de offentlige administrationers modernisering overalt i Den Europæiske Union.

21 Kommissionen bør udforme tiltag, der er velegnede til at afhjælpe mangler inden for e-forvaltning, og tage hensyn til resultater fra evalueringer, synspunkter fra interessenter i forbindelse med høringer og konsekvensanalyser (obligatorisk for alle nye finansielle interventioner, der medfører betydelige udgifter, dvs. over 5 millioner euro, og for initiativer fra Kommissionen, der sandsynligvis vil have betydelige økonomiske, miljømæssige eller sociale virkninger)¹².

22 Vi vurderede derfor, om Kommissionens udformning af:

• handlingsplanen 2016-2020 og
• de e-forvaltningsrelaterede tiltag for perioden efter 2020 var behørig.

Tiltagene i handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020 levede ikke op til sin vision

23 Handlingsplanen var bygget op omkring en vision og tre politiske prioriteter (jf. tekstboks 1).

24 Med henblik på at gennemføre prioriteringerne og i sidste ende gennemføre visionen om en åben, effektiv og brugervenlig offentlig administration i EU fastlagde handlingsplanen 25 tiltag, hver især knyttet til en af prioriteringerne. Tiltagene var af forskellig art og omfattede bl.a. fremlæggelse af forslag til retsakter, udvikling af tekniske løsninger og støtte til medlemsstaterne (jf. bilag II for en oversigt over alle tiltag). Vi konkluderer, at de afspejlede de behov, der var blevet påpeget i de relevante evalueringer og i feedback fra repræsentanterne for medlemsstaternes administrationer, virksomheder, borgere og interessenter. I tekstboks 2 gives der eksempler på nogle af behovene og de relaterede tiltag.

25 Evalueringsrapporten for handlingsplanen for e-forvaltning 2011-2015¹³ pegede på, at den primære årsag til, at der forekom udestående eller ufuldstændige tiltag, var den frivillige karakter af medlemsstaternes aktiviteter, men alligevel var alle tiltag i handlingsplanen 2016-2020 udelukkende rettet mod Kommissionen uden nogen forpligtelser for medlemsstaterne.

26 For de fleste tiltag var der dog medtaget sådanne forpligtelser i de relevante retsakter, enten i de retsakter, der allerede fandtes før handlingsplanen (f.eks. tiltag 9 og 10, jf. tabel 2), eller i dem, som blev indført som et resultat af den (f.eks. tiltag 7). For ét tiltags vedkommende (tiltag 2) omfattede det eksisterende retsgrundlag ikke nogen forpligtelser for medlemsstaterne til at gennemføre en eID-ordning til trods for, at sikre eID-midler er et centralt element for at sikre et digitalt indre marked.

27 Eftersom tiltagene i handlingsplanen kun var rettet mod Kommissionen, tog man i fristerne for gennemførelsen af dem ikke hensyn til den tid, som medlemsstaterne havde brug for til at gennemføre deres forpligtelser som følge af de relevante retsakter. I nogle tilfælde strakte gennemførelsesfristerne i retsakterne sig ud over handlingsplanens varighed og fristen for dens vision (2020) (jf. eksemplerne i tekstboks 3). Eftersom visionen om en åben, effektiv og brugervenlig offentlig administration i EU omfattede alle offentlige tjenester på alle forvaltningsniveauer (fra EU-plan til nationalt og lokalt plan), ville den desuden kun være blevet opfyldt, hvis de relevante tiltag var blevet gennemført rettidigt på både EU-plan og medlemsstatsplan.

Kommissionens foreslåede politik for perioden efter 2020 afhjælper manglerne, men er endnu ikke vedtaget

28 Kommissionen tog i forbindelse med udformningen af politikdokumenterne for e-forvaltning efter 2020 (jf. punkt 04) udgangspunkt i de dokumenter, der kræves i retningslinjerne for bedre regulering, og tog behørigt hensyn til de behov, der var blevet påpeget. Men eftersom forslaget til politikprogrammet "Vejen mod det digitale årti" stadig er på vej gennem lovgivningsprocessen (pr. september 2022) og derfor kan blive ændret, er det stadig uvist, om omfanget og prioriteringen af målene i den endeligt vedtagne afgørelse vil svare til de faktiske behov.

29 Forslaget til "Vejen mod det digitale årti" omfatter ikke specifikke tiltag for medlemsstaterne, men hver medlemsstat skal alligevel indsende en national strategisk køreplan for det digitale årti, som skal være i overensstemmelse med og bidrage til gennemførelsen af de fastsatte EU-mål og digitale mål (jf. tekstboks 4).

30 Vedrørende de tre fastsatte mål i "Vejen mod det digitale årti" bemærker vi følgende:

• Mål 1 henviser til "centrale offentlige tjenester", men disse blev hverken defineret i meddelelsen om det digitale kompas 2030 eller i forslaget til "Vejen mod det digitale årti". Manglen på en fælles definition på EU-plan kan føre til forskellige fortolkninger i medlemsstaterne og dermed til forskelle med hensyn til, hvilke nationale offentlige tjenester, der er online tilgængelige.
• Mål 3 henviser til borgernes benyttelse, men fordi borgerne ikke kan tvinges til at benytte eID-løsninger, ligger opfyldelsen af dette mål uden for de offentlige administrationers kontrol.

31 Vi bemærker også, at Kommissionens forslag indførte en ramme for samarbejde med medlemsstaterne. I henhold til denne ramme skal medlemsstaterne tilpasse de nationale køreplaner til EU's mål og digitale mål og rapportere til Kommissionen om deres fremskridt med at opfylde de digitale mål for 2030 i rette tid. Rammen udgør således et grundlag, som Kommissionen kan anvende til at styre politikgennemførelsen og vurdere de opnåede fremskridt.

Overvågningsordningerne vedrørende handlingsplanen 2016-2020 var ufuldstændige

32 Der er behov for overvågning for at give politiske beslutningstagere og interessenter mulighed for at vurdere, om politikgennemførelsen er "på rette vej", og om målene bliver opfyldt¹⁴. Med henblik herpå bør Kommissionen¹⁵ bl.a. etablere en klar forbindelse mellem politikmålene og passende nøgleindikatorer, der tager hensyn til de foranstaltninger, der kræves for at indsamle tilstrækkelig dokumentation i tide.

33 Vi vurderede derfor, om Kommissionen havde:

• overvåget handlingsplanens gennemførelse korrekt
• etableret en hensigtsmæssig ordning til at overvåge, om de digitale mål, der er fastsat i det digitale kompas 2030, blev opfyldt.

Der blev ikke foretaget nogen omfattende vurdering af handlingsplanen

34 Hverken visionen eller de politiske prioriteringer i handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020 (jf. tekstboks 1) var specifikke nok til at kunne måle, om de var blevet gennemført. Derfor etablerede Kommissionen ikke en specifik overvågningsramme, herunder et sæt resultatindikatorer til vurdering af fremskridt med tiltagene og de politiske prioriteringer og deres gennemførelsesgrad. Tilsvarende foretog Kommissionen heller ikke hverken en midtvejsevaluering eller en endelig evaluering af handlingsplanens gennemførelse.

35 Vi konstaterede, at Kommissionen blot fokuserede på at overvåge fremskridtene vedrørende gennemførelsen af de enkelte tiltag. Den overvågede ikke deres virkninger. Dashboardet over e-forvaltningshandlingsplanen registrerede kun, om et tiltag var gennemført eller ved at blive gennemført.

36 Desuden drøftede Kommissionen fremskridtene med medlemsstaterne ved møder i styregruppen (jf. punkt 11) og dens relevante undergrupper. Med hensyn til de enkelte tiltag fandt sådanne udvekslinger også sted under regelmæssige møder i de relevante ekspertgrupper, bl.a. i eIDAS-ekspertgruppen, koordineringsgruppen for den fælles digitale portal og CEF-ekspertgruppen.

37 Kommissionen bad dog ikke om systematisk feedback fra medlemsstaterne med henblik på at følge op på gennemførelsen af specifikke tiltag på nationalt plan.

38 Ikke desto mindre etablerede de relevante tjenestegrene i Kommissionen specifikke overvågningsordninger for nogle af tiltagene i handlingsplanen (tiltag 1 - e-udbud, tiltag 2 - eIDAS, tiltag 4 - den europæiske interoperabilitetsramme og tiltag 7 - den fælles digitale portal). Tekstboks 5 giver et eksempel.

39 I stedet for en specifik overvågningsramme anvendte Kommissionen sine eksisterende indikatorer, navnlig benchmarket for e-forvaltning og indekset for den digitale økonomi og det digitale samfund (DESI), til overvågning (jf. tekstboks 6).

40 Benchmarket for e-forvaltning tog hensyn til de vigtigste politiske prioriteringer i handlingsplanen 2011-2015 og handlingsplanen 2016-2020 (jf. tekstboks 1). Benchmarkets primære formål er dog snarere at analysere status for de digitale tjenester, der generelt leveres af Europas offentlige administrationer, end at overvåge handlingsplanernes gennemførelse og resultater. De indikatorer, der anvendes under benchmarket for e-forvaltning, er ikke knyttet direkte til nogen af de tiltag, der gennemføres under handlingsplanen, og rapporterne om benchmarket for e-forvaltning er derfor ikke egnede til at måle deres gennemførelse.

41 Det samme gælder for DESI, hvor tre af de fem indikatorer, der udgør DESI-dimensionen vedrørende digitale offentlige tjenester, rent faktisk er indikatorer for benchmarket for e-forvaltning. Dette betyder, at Kommissionen er ude af stand til at kæde resultaterne for de enkelte indikatorer sammen med handlingsplanens resultater og virkninger i medlemsstaterne.

42 Vi sammenlignede den samlede score i benchmarket for e-forvaltning pr. land ved begyndelsen og afslutningen af handlingsplanens gennemførelse. Vi konstaterede, at den gennemsnitlige score (alle 27 medlemsstater, EU-27) steg fra 58,5 % i begyndelsen til 71,9 % ved afslutningen af handlingsplanens gennemførelse. Alle medlemsstaterne gjorde fremskridt med leveringen af e-forvaltningstjenester. Men nogle lande gjorde betydeligt større fremskridt (f.eks. Ungarn og Luxembourg) end andre (f.eks. Sverige og Tyskland) (jf. figur 1). Ændringerne i scoren kan ikke kædes sammen med Kommissionens tiltag, fordi der mangler behørige indikatorer, der kan knyttes til disse tiltag. De centrale tiltag og løftestænger i denne henseende afhænger af medlemsstaterne selv (jf. punkt 08).

43 Vi bemærker ligeledes, at eftersom Kommissionen ændrede metoden til indsamling af en delmængde af indikatorer i 2021, kan benchmarket ikke anvendes til at sammenligne de fremskridt, medlemsstaterne har gjort med e-forvaltning, før og efter 2020. Kommissionen anerkendte dette i benchmarkrapporten. Desuden er scorerne for e-forvaltning pr. land i rapporten om benchmarket for e-forvaltning for 2021 inkonsekvente, fordi de blev aggregeret som gennemsnittet af to indikatorer, der blev estimeret med forskellige metoder, uden at der blev foretaget passende justeringer.

44 Inden for rammerne af benchmarket for e-forvaltning måler Kommissionen også landenes resultater i forhold til livsbegivenheder. Livsbegivenheder er et sæt af de mest almindelige digitale offentlige tjenester for både virksomheder og borgere. Livsbegivenheder for virksomheder omfatter start af virksomhed og de første handelsaktiviteter (f.eks. registrering af virksomheden eller af medarbejdere) og regelmæssige forretningsaktiviteter (f.eks. online angivelse og betaling af skatter)¹⁶.

45 Analysen af de resultater vedrørende livsbegivenheder for virksomheder, der er medtaget i benchmarket for e-forvaltning, viser en stigning i EU-27-gennemsnitsscoren fra 71,1 % i begyndelsen til 79,9 % ved afslutningen af handlingsplanens gennemførelse (jf. figur 2). Resultaterne viser, at:

• e-forvaltningstjenester for virksomheder er mere modne end de tjenester, som borgerne tilbydes
• det lykkedes de fleste europæiske administrationer at forbedre de digitale tjenester for virksomheder, og at processen også blev fremskyndet af covid-19-pandemien
• udviklingen foregik ujævnt i medlemsstaterne. Nogle lande, primært de lande, der ligger under gennemsnitsscoren (såsom Ungarn, Slovakiet og Luxembourg), opnåede betydelige fremskridt i denne periode. Derimod oplevede andre lande (såsom Sverige og Danmark) et mindre fald i løbet af samme periode.

Kommissionens foreslåede politik for perioden efter 2020 omfatter et overvågningssystem

46 Som det allerede er anført i punkt 30-31, omfatter forslaget til politikprogrammet "Vejen mod det digitale årti" i modsætning til handlingsplanen 2016-2020 kvantificerede mål og påtænker en ramme, hvor medlemsstaterne i god tid skal rapportere om fremskridt og fremlægge relevante data og statistikker. Det gælder desuden, at:

• Kommissionen for hvert af de digitale mål bør fastsætte nøgleresultatindikatorer i gennemførelsesretsakter, når afgørelsen er trådt i kraft. Kommissionen kan ajourføre indikatorerne efter behov for at tage højde for den teknologiske udvikling
• Kommissionen i tæt samarbejde med medlemsstaterne skal fastlægge forløbene for opfyldelse af de enkelte digitale mål, hvilket vil danne grundlag for overvågningen og de nationale strategiske køreplaner for det digitale årti
• der i den planlagte årlige statusrapport til Europa-Parlamentet og Rådet kan udpeges foranstaltninger og tiltag, som medlemsstaterne skal gennemføre på områder, hvor fremskridtene hen imod de digitale mål anses for utilstrækkelige.

47 Ifølge forslaget vil overvågningen skulle baseres på en forbedret udgave af DESI, dvs. som afspejler de fastsatte mål. Vi konstaterede, at 2021-udgaven af DESI allerede var blevet tilpasset for i) i en vis udstrækning at bringe den i overensstemmelse med målene i "Vejen mod det digitale årti", ii) at forbedre metodologien og iii) at tage højde for den seneste teknologiske og politiske udvikling. DESI er nu struktureret omkring de fire dimensioner af det digitale kompas 2030, der har erstattet den tidligere struktur med de fem dimensioner (jf. tekstboks 6).

48 Eftersom forslaget til afgørelsen om "Vejen mod det digitale årti" stadig er på vej gennem lovgivningsprocessen (pr. september 2022), valgte Kommissionen at indføre ændringerne af DESI gradvist, hvilket betyder, at det endnu ikke omfatter alle mål. Nærmere betegnet er to af de tre digitale mål (mål 2 og 3 i tekstboks 4) endnu ikke medtaget direkte i DESI: Mål 1 er medtaget, men da der endnu ikke foreligger en definition af "centrale" offentlige tjenester (jf. punkt 30), er det ikke klart, hvad der vil blive målt.

Kommissionen gennemførte handlingsplanen, men tiltagene på medlemsstatsplan var ramt af forsinkelser

49 Handlingsplanen omfattede tiltag af forskellig art, såsom krav til Kommissionen om at fremsætte lovgivningsforslag, levere digitale løsninger og lancere pilotprojekter.

50 Ud over Kommissionens tiltag var medlemsstaterne i visse tilfælde forpligtet til at gennemføre tiltag på grundlag af retsakter, der enten allerede fandtes før handlingsplanen (jf. tabel 2), eller som blev indført som et resultat af den.

51 Vi undersøgte derfor, om:

• Kommissionen havde gennemført sine tiltag i god tid
• medlemsstaterne havde overholdt deres retlige forpligtelser.

Kommissionen gennemførte tiltagene i handlingsplanen

52 På grundlag af vores gennemgang af relevante dokumenter konstaterede vi, at Kommissionen gennemførte de seks tiltag i handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020, der var omfattet af denne revision. Nærmere oplysninger findes i tabel 3 og bilag IV.

53 Vi konstaterede, at selv om tiltag 9 og 10 blev gennemført, manglede de udviklede systemer et værktøj til behandling af betalinger, idet udviklingen heraf var ramt af forsinkelser (jf. tekstboks 7 for nærmere oplysninger). Udviklingen af et betalingsværktøj var ikke et retsligt krav. Selv om systemerne leverer de oplysninger, som retsakterne kræver, betyder det manglende betalingsværktøj imidlertid, at brugerne tvinges til at ty til nationale platforme, hvis de har brug for oplysninger eller dokumenter, for hvilke der kræves betaling.

54 Vi vurderede endvidere, om Kommissionen fulgte op på anbefalingerne fra dens evaluering i 2014 af eIDAS-forordningen for så vidt angår tiltag 2 (eIDAS). Forordningen sigtede mod at skabe en fælles ramme for elektronisk identifikation (eID) og tillidstjenester og dermed gøre det mere enkelt at levere tjenester over hele EU, uanset hvilket land de finder sted i. Forordningen harmoniserede ikke nationale eID'er, men gav mulighed for gensidig anerkendelse gennem en anmeldelses- og peer review-proces.

55 Evalueringen af eIDAS-forordningen blev offentliggjort i 2021. Den identificerede følgende svagheder:

• Forordningen krævede ikke, at medlemsstaterne skulle give deres borgere og virksomheder et eID, så de kunne få sikker adgang til offentlige onlinetjenester. Selv når de gjorde det, var de ikke forpligtet til at anmelde sådanne ordninger. Evalueringen konkluderede også, at kun et begrænset antal offentlige tjenester tilbyder eIDAS-autentifikation eller er koblet sammen med infrastrukturen, og at tekniske fejl forhindrer brugerne i at opnå effektiv autentifikation.
• eID-rammen kunne ikke imødekomme nye markedskrav bl.a. på grund af i) dens begrænsning til den offentlige sektor og til sikker grænseoverskridende adgang til offentlige tjenester (hvilket betyder, at de tjenester, som er omfattet af eIDAS-forordningen, kun vedrører en lille procentdel af EU's befolkning), ii) kompleksiteten for private onlinetjenesteudbydere med hensyn til at tilslutte sig systemet og iii) utilstrækkelig tilgængelighed i alle medlemsstaterne.
• Rammen er baseret på nationale eID-systemer, der følger forskellige standarder og derfor hæmmer anvendelsen af eIDAS-tjenester, en mangel, som også er blevet påpeget i et CEF-projekt (jf. tekstboks 8).

56 Vi konstaterede, at forslaget til revision af eIDAS-forordningen som reaktion på disse svagheder kræver, at hver medlemsstat udsteder en europæisk digital ID-tegnebog til alle fysiske og juridiske personer i EU for at sikre, at de har sikker, pålidelig og gnidningsløs adgang til grænseoverskridende offentlige og private tjenester. Hver medlemsstat skal også anmelde mindst én elektronisk identifikationsordning, herunder mindst ét identifikationsmiddel. Det er således først efter ID-tegnebogens ibrugtagning, at de tekniske standarder for nationale eIDAS-knudepunkter ikke længere skal være harmoniseret, eftersom tjenesteudbyderne på det tidspunkt ikke længere vil skulle koble sig på systemet.

57 Eftersom forordningen om den fælles digitale portal blev vedtaget som et resultat af tiltag 7 (en fælles digital portal), vurderede vi også, om Kommissionen overholdt kravet i den nye forordning, nemlig at udvikle og vedligeholde en fælles brugergrænseflade (herunder en søgemaskine og brugerfeedbackredskaber). Den fælles digitale portal letter onlineadgang til oplysninger, administrative procedurer og bistandstjenester, som EU-borgere og -virksomheder kan have brug for i et andet EU-land.

58 Vi konstaterede, at Kommissionen havde udviklet grænsefladen, dvs. det fælles adgangspunkt i form af Dit Europa-portalen (jf. figur 3). Gennem portalen kobles brugerne op på de relevante nationale websider, hvor den tjeneste, de leder efter, er placeret. Senest i december 2023 skal medlemsstaterne digitalisere 21 procedurer og gøre dem tilgængelige via portalen. Eksempler på procedurer, der er relevante for virksomhederne, er: anmodning om tilladelse til en erhvervsaktivitet eller registrering som arbejdsgiver i forbindelse med pensioner og social sikring. De første tilgængelige tjenester på denne portal blev lanceret den 12. december 2020.

59 Med hensyn til tiltag 7 (en fælles digital portal) og 13 (pilotprojekt om indførelse af "Kun én gang"-princippet for virksomheder) konstaterede vi, at pilotprojektet, der blev finansieret af EU's forskningsprogram Horisont 2020 ("TOOP"-projektet med en finansiering på 8 millioner euro), formåede at gøre fremskridt med gennemførelsen af "Kun én gang"-princippet. Formålet med princippet er, at borgere og virksomheder kun skal levere oplysninger til en offentlig administration i EU én gang. Projektet skabte en løsningsarkitektur, der sammenkobler 40 informationssystemer. Desuden blev arkitekturplanen, som blev udviklet under projektet, en del af forordningen om den fælles digitale portal. Som et resultat heraf blev projektet, der startede i 2017 og havde interoperabilitet som sit primære fokus, tilpasset efter vedtagelsen af forordningen om den fælles digitale portal for at muliggøre gennemførelsen af det tekniske system, der er beskrevet i forordningen.

Gennemførelsen af nogle digitale offentlige tjenester var forsinket i medlemsstaterne

60 Handlingsplanen omfattede kun tiltag for Kommissionen, selv om tilgængeligheden af digitale løsninger i høj grad afhænger af gennemførelsen af supplerende tiltag på medlemsstatsplan. For de tiltag, der var omfattet af revisionen, konstaterede vi, at tre ud af seks tiltag - trods Kommissionens indsats - kun blev delvis gennemført, hvilket skyldtes en utilstrækkelig eller forsinket reaktion fra medlemsstaternes side (jf. tabel 4). Som følge heraf har Kommissionens tiltag mellem 2016 og 2020 endnu ikke ført til betydelige ændringer for virksomhederne og borgerne i EU.

61 Med hensyn til tiltag 2 (eIDAS) var medlemsstaternes reaktion frivillig. Som følge heraf var ni medlemsstater, som repræsenterede 41 % af befolkningen, endnu ikke en del af rammen ved udgangen af 2021, dvs. fem år efter forordningens ikrafttræden. Dette betydelige antal af ikkedeltagende medlemsstater begrænser i betydelig grad mulighederne for, at borgere og virksomheder kan få sikrere, hurtigere og mere effektive elektroniske samspil.

62 I forbindelse med tiltag 9 (sammenkobling af selskabsregistre) og tiltag 10 (sammenkobling af insolvensregistre) skulle Kommissionen oprette og ajourføre den centrale tjenesteplatform og grænsefladen, mens medlemsstaterne skulle digitalisere deres nationale selskabs- og insolvensregistre og koble dem sammen med systemet (jf. figur 4). Kommissionen benyttede e-justiceportalen som grænseflade, og der var CEF-finansiering til rådighed til at støtte medlemsstaterne (betegnet som "generiske tjenester" i CEF).

63 Som led i tiltag 9 (sammenkobling af selskabsregistre) gik systemet til sammenkobling af selskabsregistre i luften den 8. juni 2017. Systemet giver brugerne mulighed for at søge oplysninger om virksomheder, der er registreret i et hvilket som helst EU-land (plus Liechtenstein og Norge). Søgefunktionen og de grundlæggende oplysninger oversættes fra de relevante nationale sprog til alle EU's officielle sprog. Seks medlemsstater oplevede forsinkelser med sammenkoblingen¹⁷, og mindst én blev først sammenkoblet i marts 2022, næsten fem år efter fristen i det relevante direktiv og først efter, at Kommissionen havde anlagt sag ved EU-Domstolen i juli 2021. I løbet af 2021 var der mellem 17 300 og 39 100 søgninger pr. måned.

64 Med hensyn til systemet under tiltag 10 (sammenkobling af insolvensregistre) krævede den relevante gennemførelsesforordning, at medlemsstaterne sikrede sammenkoblingen senest den 30. juni 2021. I juli 2022 var kun 17 ud af 26 medlemsstater sammenkoblet (Danmark var ikke bundet af forordningen¹⁸). Fem¹⁹ andre er i gang med udviklings- og testprocessen. Kommissionen afventer stadig feedback fra de fire resterende medlemsstater²⁰. Indtil de resterende ni medlemsstater bliver sammenkoblet, kan brugerne ikke søge via en ensartet flersproget søgefunktion efter insolvente enheder, der er registreret i disse medlemsstater. Et sådant centralt offentligt elektronisk adgangspunkt for data om skyldnere, der er genstand for insolvensprocedurer, er særligt nyttigt for eksisterende eller potentielle kreditorer eller tredjeparter, der er indirekte påvirket af sådanne procedurer. I løbet af 2021 var der mellem 2 500 og 6 500 søgninger pr. måned.

65 Som følge af tiltag 11 (anvendelsen af digitale løsninger i løbet af en virksomheds livscyklus) skulle medlemsstaterne gennemføre direktiv (EU) 2019/1151 om digitale værktøjer og processer inden for selskabsret i deres nationale lovgivninger senest i august 2021, medmindre de meddelte Kommissionen, at de ville benytte muligheden for en etårig forlængelse. På tidspunktet for vores revision havde 17 medlemsstater indgivet en sådan meddelelse. Dette viser, at virksomhederne i de fleste medlemsstater endnu ikke kan benytte digitale værktøjer og processer til at oprette virksomheder, registrere filialer og indsende dokumenter og oplysninger online.

66 Vi bemærker, at de fleste af de medlemsstater, der har behov for mere tid til at gennemføre tiltag 2 (eIDAS), tiltag 10 (sammenkobling af insolvensregistre) og tiltag 11 (anvendelsen af digitale løsninger i løbet af en virksomheds livscyklus), havde en benchmarkscore for e-forvaltning, der lå under EU-gennemsnittet i både 2017 og 2020 (jf. figur 1).

67 Som allerede anført (jf. tabel 1 og punkt 62) kunne medlemsstaterne modtage finansiering til at koble deres systemer sammen med de platforme, som Kommissionen havde udviklet. Medlemsstaterne anvendte CEF-finansiering, navnlig til:

• tiltag 2 (eIDAS): 25,35 millioner euro til 26 medlemsstater
• tiltag 9 (sammenkobling af selskabsregistre): 2,44 millioner euro til ti medlemsstater
• tiltag 10 (sammenkobling af insolvensregistre): 1,16 millioner euro til syv medlemsstater.

På grundlag af vores revision af en stikprøve af EU-finansierede projekter (jf. punkt 19) konstaterede vi, at tilgængeligheden af EU-finansiering af nogle medlemsstater blev opfattet som en mulighed og tilskyndede dem til at gennemføre e-forvaltningstjenester. CEF-projekterne bidrog også til at identificere visse mangler ved de eksisterende løsninger (jf. tekstboks 8).

68 23 af de 24 reviderede projekter og tiltag (dvs. dem, der var gennemført på tidspunktet for vores revision) opfyldte de erklærede mål. De sikrede navnlig de udviklede løsningers interoperabilitet og genanvendte eksisterende CEF-byggesten (dvs. grundlæggende infrastrukturer til digitale tjenester, som er vigtige elementer, der kan genanvendes i mere komplekse digitale tjenester) eller digitaltjenesteinfrastrukturer (dvs. løsninger, der understøtter gennemførelsen af EU-dækkende projekter og leverer transeuropæiske interoperable tjenester af fælles interesse).

69 De medlemsstater, vi interviewede, satte pris på den fortsatte tekniske bistand fra Kommissionen, når de benyttede de CEF-finansierede digitaltjenesteinfrastrukturer eller havde behov for at integrere systemer fra andre medlemsstater, som har indført disse digitaltjenesteinfrastrukturer, navnlig til eIDAS-tjenester. Efter deres mening gjorde Kommissionens tiltag det muligt at udvikle bæredygtige sammenkoblinger mellem forskellige medlemsstaters systemer.

Kommissionen fremmede udveksling af god praksis, men det lykkedes den ikke at fremme nye digitale offentlige tjenester

70 Betydningen af at fremme udveksling af god praksis og skabe forbindelser mellem de relevante myndigheder og tilgængelige digitale offentlige tjenester er blevet anerkendt i de seneste ministererklæringer (jf. punkt 02). Europa-Parlamentet²¹ har på lignende vis understreget betydningen af at fremme god praksis.

71 Vi vurderede derfor, om Kommissionen på behørig vis:

• fremmede samarbejde og udveksling af god praksis
• fremmede de nyligt tilgængelige digitale offentlige tjenester.

Kommissionen skabte mange muligheder for samarbejde og udveksling af god praksis

72 Vi vurderede de redskaber, som Kommissionen anvendte til at fremme udvekslingen af god praksis. Vi konstaterede, at den ikke blot havde oprettet grupper, hvor interessenter kunne mødes, men også havde finansieret specifikke projekter i denne henseende.

73 Disse grupper omfattede:

• styregruppen for handlingsplanen (jf. punkt 11), som mødtes to eller tre gange om året, og hvor medlemsstaterne fremlagde deres fremskridt med udviklingen af e-forvaltningsløsninger eller eksempler på god praksis og udfordringer vedrørende udviklingen af specifikke løsninger. Eftersom handlingsplanen er udløbet, afsluttede styregruppen sine aktiviteter i 2021
• ekspertgrupper vedrørende bestemte emner eller løsninger, såsom en eIDAS-ekspertgruppe (tiltag 2), en koordineringsgruppe for den fælles digitale portal (tiltag 7), en ekspertgruppe om selskabsret (tiltag 9 og 11) og en ekspertgruppe om europæiske offentlige tjenesters interoperabilitet. Disse ekspertgrupper fungerer stadig.

74 De pågældende projekter blev primært finansieret under:

• ISA²-programmet, hvor samarbejde og udveksling af god praksis rent faktisk udgjorde centrale elementer af Kommissionens interoperabilitetspolitik og støttetiltag (jf. artikel 3 og 8 i afgørelse 2015/2240). Et eksempel på et meget omfattende initiativ er Joinup-platformen, der præsenteres i tekstboks 9 (finansieret med i alt 6 millioner euro under to ISA²-tiltag, der indgår i den reviderede stikprøve). Efter afslutningen af ISA²-programmet ydede Kommissionen i det mindste i 2021 og 2022 yderligere finansiering til Joinup-platformen under programmet for et digitalt Europa
• Horisont 2020, som primært gav anledning til ad hoc-initiativer vedrørende specifikke emner. Et eksempel herpå er SCOOP4C-projektet, som opbyggede et fællesskab af interessenter, der delte erfaringer og god praksis vedrørende gennemførelsen af "Kun én gang"-princippet (Horisont 2020-finansieringen udgjorde 1 million euro). Der foreligger imidlertid ingen dokumentation for, at fællesskabets aktiviteter er fortsat efter projektfinansieringens ophør, selv om emnet stadig er relevant.

75 På grundlag af vores gennemgang af fire ISA²-tiltag (jf. bilag III), protokoller fra møderne i styregruppen og ekspertgrupperne samt interview med medarbejdere i medlemsstaterne konkluderer vi, at Kommissionen ydede god støtte til samarbejde og udveksling af god praksis, og at der fandt udvekslinger sted mellem interessenterne vedrørende emner, som var af interesse for dem.

76 Vi konstaterede ligeledes, at Kommissionen tog behørigt hensyn til behovet for fortsat at fremme samarbejde og god praksis i forbindelse med udarbejdelsen af programmerne for perioden 2021-2027:

• Arbejdsprogrammet vedrørende gennemførelsen af programmet for et digitalt Europa for 2021 og 2022 omfatter koordinerings- og støttetiltag med det primære mål at fremme samarbejde og/eller yde støtte til EU-politikker.
• I forslaget til politikprogrammet "Vejen mod det digitale årti" er der planlagt en mekanisme for årligt samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen (jf. punkt 31).

Kommissionen fremmede ikke digitale offentlige tjenester på en fyldestgørende og koordineret måde

77 Vi vurderede Kommissionens pr-aktiviteter vedrørende digitale offentlige tjenester og konstaterede, at der manglede en overordnet strategi for dem. I praksis var pr-indsatsen enten generel eller knyttet til specifikke tiltag eller finansieringsprogrammer, når det var et krav i retsgrundlaget.

78 Med hensyn til Kommissionens generelle fremme af e-forvaltningspolitikken og/eller e-forvaltningsløsninger handlede den gennem:

• nyhedsbrevet om e-forvaltning, der udsendes en gang om måneden til abonnenterne, og som indeholder de seneste nyheder om EU's grænseoverskridende digitale offentlige tjenester, clouden for offentlige tjenester og innovation i den offentlige sektor
• eGovernment4EU-gruppen på Futurium-platformen. Gruppen var tilgængelig for den brede offentlighed og gav oplysninger om handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020 og den fremtidige politik for digital forvaltning. Gruppen på platformen ajourføres ikke længere, eftersom handlingsplanen er udløbet
• sociale medier (Facebook, LinkedIn og Twitter).

79 Hvad angår den kommunikationsstrategi, som kræves i det relevante retsgrundlag, lancerede Kommissionen sin pr-kampagne for tiltag 7 i december 2020, da den fælles digitale portal blev taget i brug (jf. punkt 58). Vi konstaterede, at den var omfattende, og anser det for god praksis, at Kommissionen hver måned diskuterede kampagnen og de respektive nationale arrangementer med de nationale koordinatorer på videokonferencer (kaldet "kommunikationscaféer"). Figur 5 viser data om antallet af besøg på Dit Europa-portalen.

80 I afgørelsen om oprettelse af ISA²-programmet krævedes der ligeledes fremme af gennemførelsen af den europæiske interoperabilitetsstrategi, -ramme og -referencearkitektur samt af de relevante specifikationer og standarder. Vi konstaterede, at pr-kampagnen var proaktiv og omfattende. Ud over etableringen og driften af Joinup-platformen (jf. punkt 74 og tekstboks 9) finansierede ISA²-programmet et tiltag (på i alt 3,62 millioner euro), der fremmede samarbejde og lettede samspillet mellem programmets interessenter.

81 Endelig krævede CEF også, at der skulle gennemføres en kommunikationsstrategi. Vi konstaterede, at:

• en sådan strategi blev udviklet for at fremme CEF-løsninger, der primært var af interesse for udviklere af løsninger. De medarbejdere, vi interviewede i medlemsstaterne, var positive over for disse løsninger og bekræftede, at de genbrugte dem, navnlig til grænseoverskridende tjenester. Genbrug af digitaltjenesteinfrastrukturer skal sikre hurtigere, nemmere og mere omkostningseffektiv udvikling af digitale tjenester ved hjælp af eksisterende teknologier i stedet for, at de enkelte organisationer udvikler sådanne tjenester uafhængigt. I henhold til CEF's dashboard om genbrug blev byggestenene ved udgangen af 2021 anvendt i 353 projekter, især rundt om i EU
• Kommissionen hidtil ikke har gennemført specifikke bevidstgørelses- eller pr-kampagner for at gøre potentielle brugere opmærksomme på eksistensen af enten systemet til sammenkobling af selskabsregistre (i drift siden 2017) eller systemet til sammenkobling af insolvensregistre (i drift siden 2021), som begge blev udviklet under CEF. Kommissionen meddelte os, at den planlægger at gennemføre en sådan kampagne i) for systemet til sammenkobling af selskabsregistre, når værktøjet til behandling af betalinger er klart (jf. tekstboks 7), og ii) for systemet til sammenkobling af insolvensregistre, når alle medlemsstaterne har tilsluttet sig det (indtil videre er 17 tilsluttet) (jf. punkt 64). Ved udgangen af 2021 lancerede Kommissionen en online kommunikationskampagne for e-justiceportalen, men kun med meget begrænsede henvisninger til systemet til sammenkobling af selskabsregistre.

82 Selv om brugerbevidsthed er nøglen til at sikre e-forvaltningstjenesternes udbredelse, konstaterede vi, at Kommissionen hverken vurderede, i hvor høj grad virksomhederne havde kendskab til disse, eller analyserede behovene på dette område. Repræsentanterne for de europæiske erhvervsorganisationer, som vi interviewede, erklærede, at virksomhederne har kendskab til de e-forvaltningstjenester, som lovgivningen kræver, at de anvender, men har langt mindre kendskab til andre tilsvarende tjenester.

83 Vi konstaterede, at der ikke desto mindre var ét område, nemlig eIDAS, hvor Kommissionen outsourcede en undersøgelse for at analysere markedet for elektronisk identifikation, autentifikation og tillidstjenester og for at udvikle og gennemføre et pilotprogram, der skulle skabe bevidsthed om disse løsninger blandt SMV'er:

• Undersøgelsen blev offentliggjort i 2019 og fandt, at der generelt var et meget ringe kendskab til eIDAS-løsninger blandt SMV'er. Dette blev vurderet som værende en stor hindring
• Pilotprogrammet blev gennemført i slutningen af 2018 og omfattede et videns- og læringsprogram, en eIDAS-værktøjskasse for SMV'er og en strategi til fremme af SMV-værktøjskassen. Videns- og læringsprogrammet og eIDAS-værktøjskassen for SMV'er er stadig tilgængelige online. Desuden skaber eIDAS-observatoriet (en online samarbejdsplatform, som Kommissionen har oprettet) et virtuelt fællesskab af interessenter, der sigter mod at fremme en fælles forståelse af problemerne vedrørende gennemførelsen og udbredelsen af eIDAS-forordningen.

84 Undersøgelsen anbefalede, at værktøjskassen skulle udvikles yderligere for at tage hensyn til mere specifikke brugerbehov, og at der burde oprettes en langsigtet styringsstruktur for interessenter, herunder medlemsstater og regionale repræsentanter, SMV-sammenslutninger og tjenesteudbydere, men Kommissionen traf ingen foranstaltninger i denne henseende. Kommissionen fremlagde ingen begrundelse for, hvorfor anbefalingen fra undersøgelsen ikke var blevet gennemført.

85 Vi vurderede også, om Kommissionen havde et overblik over de pr-aktiviteter, som medlemsstaterne gennemførte, og om den søgte i) at koordinere disse eventuelle aktiviteter eller ii) at formidle god praksis i den henseende. Vi konstaterede, at Kommissionen ikke har noget overblik over medlemsstaternes foranstaltninger til fremme af europæiske eller nationale e-forvaltningsløsninger. Følgelig har den ikke identificeret god praksis eller været i stand til at koordinere eksisterende aktiviteter.

Konklusioner og anbefalinger

86 Vores overordnede konklusion er, at Kommissionens tiltag kun har været delvis effektive til at fremme både gennemførelsen og udbredelsen af e-forvaltningsløsninger i medlemsstaterne. Kommissionen gennemførte tiltagene i handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020 - som var omfattet af vores revision - men på grund af forsinkelser med tiltagene i medlemsstaterne er ikke alle nyudviklede digitale offentlige tjenester tilgængelige på tværs af EU. Desuden fremmede Kommissionen ikke disse tjenester i større omfang blandt virksomheder og brugere generelt.

87 Handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020 opfyldte de behov, der var blevet påpeget i høringer og vurderinger, men den omfattede kun tiltag, som Kommissionen selv skulle gennemføre, hvilket gjorde det vanskeligt at indfri den erklærede vision. Handlingsplanen indeholdt ingen forpligtelser for medlemsstaterne, selv om evalueringsrapporten for den tidligere handlingsplan havde peget på, at den frivillige karakter af medlemsstaternes aktiviteter var et stort problem. Effekten heraf var dog reduceret, da der for de fleste tiltag var medtaget sådanne forpligtelser i de relevante retsakter, der allerede fandtes forud for handlingsplanen, eller som blev vedtaget som følge af den. I nogle tilfælde fortsatte gennemførelsen af tiltagene imidlertid efter 2020 og dermed efter handlingsplanens slutdato (jf. punkt 23-27).

88 Vi bemærkede, at Kommissionens forslag fra 2021 om udarbejdelse af politikprogrammet "Vejen mod det digitale årti" indførte en samarbejdsramme, der gav Kommissionen mulighed for hvert år at følge op på medlemsstaternes fremskridt hen imod de digitale mål, der er fastsat på EU-plan. Et af det tre mål er imidlertid vagt defineret, hvilket medfører en risiko for, at det kan blive fortolket forskelligt af medlemsstaterne, hvilket igen kan bringe opfyldelsen af det i fare. Ifølge forslaget fra 2021 om oprettelse af "Vejen mod det digitale årti" skal Kommissionen fastsætte nøgleresultatindikatorer for hvert digitalt mål i gennemførelsesretsakter (jf. punkt 28-31 og 46-48).

89 Overvågningen af handlingsplanens gennemførelse var fragmenteret, idet Kommissionen ikke havde oprettet en overvågningsramme (herunder indikatorer) for handlingsplanen som helhed. Der fandtes imidlertid en sådan ramme for en række individuelle tiltag (fire af de seks, der var omfattet af vores revision). De eksisterende e-forvaltningsindikatorer (benchmarket for e-forvaltning og indekset for den digitale økonomi og det digitale samfund), som Kommissionen offentliggør hvert år, blev ikke knyttet direkte til nogen af de tiltag, der blev gennemført under handlingsplanen, og var derfor ikke egnede til at måle dens samlede effekt (jf. punkt 32-45).

90 Kommissionen gennemførte de seks tiltag, der var rettet mod virksomheder, og som derfor var omfattet af vores revision. Den støttede også medlemsstaternes gennemførelse af e-forvaltningsløsninger gennem EU-finansierede projekter og ved at yde teknisk støtte, hvilket blev værdsat af de medarbejdere i medlemsstaterne, vi interviewede (jf. punkt 49-69).

91 Til trods for denne indsats blev tre ud af seks tiltag kun delvis gennemført i hele EU. I to tilfælde (sammenkobling af insolvensregistre og digitale løsninger i løbet af en virksomheds livscyklus) skyldtes dette forsinkelser i adskillige medlemsstater (for nogle af disse har Kommissionen ingen oplysninger om fremskridt). I ét tilfælde (elektronisk identifikation, autentifikation og tillidstjenester, eIDAS) lod den relevante forordning det være frivilligt for medlemsstaterne, om de ville yde en indsats. Som følge heraf har Kommissionens tiltag mellem 2016 og 2020 endnu ikke ført til betydelige ændringer for virksomhederne og borgerne i EU. Et andet tiltag (systemet til sammenkobling af selskabsregistre) blev gennemført med forsinkelser i nogle medlemsstater, men løsningen har været til rådighed i alle medlemsstaterne siden marts 2022 (jf. punkt 60-65).

92 Vi bemærker, at Kommissionen i forslaget til "Vejen mod det digitale årti" fra 2021 indførte koncepterne i) køreplaner for det digitale årti, som medlemsstaterne skal udarbejde, og ii) forløb, som skal fastlægges for hver medlemsstat med henblik på at opfylde de digitale mål. Men eftersom forslaget stadig er på vej gennem lovgivningsprocessen (pr. september 2022), kan det blive ændret (jf. punkt 46).

93 Hvad angår eIDAS fremlagde Kommissionen et forslag i 2021 om ændring af den eksisterende forordning som reaktion på en evaluering af den. Forslaget afhjælper de fleste svagheder og - vigtigst af alt - kræver nu, at hver medlemsstat stiller en elektronisk identifikationsordning til rådighed (jf. punkt 54-56).

Anbefaling 1 - Styrke gennemførelsesrammen for at tilskynde medlemsstaterne til at fuldende e-forvaltningstjenesterne

Kommissionen bør på baggrund af sit forslag til afgørelse om etablering af politikprogrammet 2030: "Vejen mod det digitale årti" tilskynde til videreudvikling af e-forvaltningstjenester og overvågning heraf ved:

1. entydigt at definere de begreber, der anvendes i de digitale mål, så de kan bruges på samme måde over hele EU
2. at analysere de nationale køreplaner for det digitale årti og træffe de nødvendige foranstaltninger, hvis den vurderer, at de politikker, foranstaltninger og tiltag, der er opstillet heri, er utilstrækkelige og bringer den rettidige opfyldelse af afgørelsens mål i fare
3. at gribe ind, hvis medlemsstaterne i forhold til deres planlagte forløb oplever forsinkelser med hensyn til at opfylde de digitale mål.

Måldato for gennemførelsen: efter vedtagelsen af forslaget til afgørelse om "Vejen mod det digitale årti", i overensstemmelse med de frister, der er fastsat i afgørelsen

94 Kommissionen fremmede på aktiv vis forskellige former for samarbejde og udveksling af god praksis (f.eks. via ekspertgrupper og platforme), og dette blev modtaget positivt af medarbejderne i medlemsstaterne. Kommissionen tog i sit forslag til politikdokumentet "Vejen mod det digitale årti" for perioden efter 2020 behørigt hensyn til behovet for at fortsætte denne støtte (jf. punkt 70-76).

95 Kommissionen havde ingen overordnet strategi til at fremme de e-forvaltningsløsninger, der er tilgængelige på EU-plan, over for centrale brugere. Dette betød, at dens pr-aktiviteter hverken var fyldestgørende eller koordinerede. Kommissionen fremmede kun løsninger, når der var krav herom i de relevante retsakter, og dækkede derfor ikke dem alle (jf. punkt 77 og 78).

96 Når Kommissionen gennemførte kommunikationskampagner, var de gode. Kommissionen fremmede de tekniske løsninger, der blev udviklet under Connecting Europe-faciliteten, over for udviklere, men over for brugerne er de nye tjenester, såsom systemet til sammenkobling af selskabsregistre og systemet til sammenkobling af insolvensregistre, imidlertid endnu ikke blevet fremmet. Kommissionen har heller ikke noget overblik over de tiltag, som medlemsstaterne gennemfører for at fremme nationale eller europæiske e-forvaltningsløsninger, selv om en koordineret indsats kunne give bedre resultater (jf. punkt 79-81 og 85).

97 Kommissionen vurderede ikke virksomhedernes kendskab til de tilgængelige e-forvaltningstjenester og foretog ingen analyse af behovene på dette område, selv om dette er et vigtigt skridt i udbredelsen af e-forvaltningstjenester. Den eneste undtagelse her var eIDAS-markedet: Kommissionen gennemførte en undersøgelse og afviklede et pilotprogram for viden og læring blandt små og mellemstore virksomheder. Dette resulterede bl.a. i udviklingen af en værktøjskasse til disse virksomheder. Selv om undersøgelsen anbefalede at videreudvikle værktøjskassen, traf Kommissionen ingen foranstaltninger i denne henseende (jf. punkt 82-84).

Anbefaling 2 - Udvikle en omfattende strategi for effektiv fremme af e-forvaltningstjenester

Med henblik på at yde en mere effektiv støtte til den videre udbredelse af e-forvaltningstjenester over hele Europa bør Kommissionen udvikle en omfattende strategi for effektiv fremme af e-forvaltningstjenester på grundlag af en vurdering af brugernes grad af kendskab til de tilgængelige e-forvaltningstjenester. Strategien bør tage højde for de aktiviteter, som medlemsstaterne udfører i denne forbindelse, enten for at lette deres indsats eller for at sikre, at der ikke forekommer dobbeltarbejde.

Måldato for gennemførelsen: ultimo 2024

Vedtaget af Afdeling IV, der ledes af Mihails Kozlovs, medlem af Revisionsretten, i Luxembourg på mødet den 11. oktober 2022.

Bilag

Bilag I - E-forvaltningens udvikling i EU siden 2006

Bilag II - Handlingsplan for e-forvaltning - liste over tiltag

Bilag III - Liste over reviderede EU-finansierede projekter

Bilag IV - Gennemførelse af de tiltag, der var omfattet af revisionen