Gennemførelsen af drikkevandsdirektivet: Kvaliteten af og adgangen til drikkevand er blevet forbedret i Bulgarien, Ungarn og Rumænien, men investeringsbehovene er stadig store

Resumé

Drikkevandsdirektivet

I

Vand er afgørende for livet på vores planet. Vores økosystemer, samfund og økonomi har alle behov for rent ferskvand i tilstrækkelige mængder for at trives. Beskyttelse af EU’s borgernes sundhed gennem sikker adgang til kvalitetsdrikkevand har i mange år været et element i EU’s politik. Siden 1975 har EU vedtaget vandlovgivning, der sigter mod at beskytte forbrugerne og vandforbrugerne mod skadelige virkninger. I 1980 blev der vedtaget et direktiv om standarder for drikkevand, »drikkevandsdirektivet«, der blev revideret i 1998. Direktivet er i øjeblikket under revision igen.

Vores revision

II

Revisionen omfattede en vurdering af, om EU’s foranstaltninger gav borgerne mere sikker adgang til kvalitetsdrikkevand i Bulgarien, Ungarn og Rumænien. Vi undersøgte navnlig, om kravene i drikkevandsdirektivet er blevet opfyldt, om de undersøgte projekter finansieret af EFRU/Samhørighedsfonden forbedrede kvaliteten af og adgangen til drikkevand, og om de genererede indtægter og den supplerende nationale offentlige finansiering er tilstrækkelige til at sikre, at de EU-finansierede investeringer i infrastruktur til drikkevandsforsyning opretholdes og er bæredygtige.

III

Midlerne fra EFRU/Samhørighedsfonden til drikkevandsforvaltning og -forsyning i disse tre medlemsstater beløber sig til 3,7 milliarder euro for perioden mellem 2007 og 2020. Revisionen omfattede perioden, fra de besøgte medlemsstater tilsluttede sig EU, og til udgangen af 2016.

Hvad vi konstaterede

IV

Samlet set konkluderer vi, at adgangen til og forsyningen af kvalitetsdrikkevand er blevet forbedret for borgerne i Bulgarien, Ungarn og Rumænien. Det skyldes i vid udstrækning de betydelige investeringer, der i de seneste år er foretaget under EFRU og Samhørighedsfonden. Alligevel er der stadig områder, hvor det offentlige forsyningsnet leverer borgerne vand, der ikke fuldt ud lever op til de EU-standarder, der blev fastsat i drikkevandsdirektivet fra 1998. Hertil kommer, at der er behov for væsentlige yderligere investeringer af nationale offentlige og private midler for at sikre alle borgerne i disse medlemsstater adgang til vand af god kvalitet og for at sikre, at de EU-finansierede investeringer i vandfaciliteter kan vedligeholdes, som de bør.

Hvad vi anbefaler

V

Kommissionen bør:

1. på grundlag af den eksisterende rapportering følge op på huller i medlemsstaternes overvågning og håndhæve drikkevandsdirektivets krav i så henseende
2. i forbindelse med den aktuelle revision af drikkevandsdirektivet tage følgende spørgsmål op på en forholdsmæssigt afpasset måde:
   1. forbedring af medlemsstaternes oplysninger til Kommissionen om dispensationer til små vandforsyningsområder
   2. udvidelse af rapporteringskravene til at omfatte små vandforsyningsområder
   3. regelmæssig rapportering, der sikrer, at der indsamles ajourførte oplysninger om overholdelsen af drikkevandsdirektivet fra medlemsstaterne. Kommissionen bør overveje løsninger såsom alternative IT-værktøjer (f.eks. datahøstning fra nationale forvaltninger) for at gøre rapporteringen nemmere og hurtigere og sikre, at der foreligger ajourførte oplysninger
   4. forbedring af kravene om forbrugeradgang til tilstrækkelige og ajourførte oplysninger om kvaliteten af drikkevandet
3. støtte medlemsstaterne og fremme aktioner, der sigter mod reduktion af vandspild. Det kan den gøre f.eks. ved at lade EU-finansiering omfatte reduktion af vandspild på området drikkevandsinfrastruktur eller ved at gøre oplysningerne om vandspild mere gennemsigtige.

VI

Medlemsstaterne bør:

1. kræve, at planer om at nå et bestemt niveau for reduktion af vandspild, inddrages som udvælgelseskriterium vedrørende alle vandfacilitetsprojekter, der gør det muligt at nå nationale mål
2. sørge for, at vandtaksterne sikrer vandinfrastrukturens bæredygtighed, herunder vedligeholdelse og fornyelse af den
3. dels overveje om fornødent at yde finansiel støtte eller andre former for støtte til husstande, for hvilke vandforsyningsomkostningerne overstiger overkommelighedssatsen, dels sikre, at vandtakststrukturen giver fuld omkostningsdækning.

Indledning

EU’s drikkevandsdirektiv

01

Vand er afgørende for livet på vores planet. Vores økosystemer, samfund og økonomi har alle behov for rent ferskvand i tilstrækkelige mængder for at trives. Beskyttelse af EU’s borgernes sundhed gennem sikker adgang til kvalitetsdrikkevand har i mange år været et element i EU’s politik. Siden 1975 har EU vedtaget lovgivning om vand, der sigter mod at beskytte forbrugerne og vandforbrugerne mod skadelige virkninger. Det er også en integrerende del af EU’s miljøpolitik¹ at sikre høj kvalitet og sikker forsyning til alle europæere.

02

Et første direktiv om kvaliteten af drikkevandet i medlemsstaterne blev vedtaget i 1975². Et yderligere direktiv om standarder for drikkevand er »drikkevandsdirektivet«, hvis formål er at beskytte menneskers sundhed mod skadelige virkninger af enhver form for forurening af drikkevand (jf. tekstboks 1). Det blev vedtaget i 1980³ og revideret i 1998⁴. Direktivet er i øjeblikket under revision igen.

03

I henhold til direktivet kan medlemsstaterne ved dispensation midlertidig fravige de krævede vandkvalitetsstandarder. Sådanne dispensationer kan vare op til tre år og kan forlænges to gange (a yderligere tre år).

Bestemmelser om overvågning og rapportering

04

Medlemsstaterne har pligt til at oprette vandforsyningsområder og passende overvågningsprogrammer, der opfylder minimumskravene i drikkevandsdirektivet⁵. I drikkevandsdirektivet skelnes der mellem:

• vandforsyningsområder, der enten leverer mere end 1 000 m³ vand om dagen i gennemsnit eller forsyner mere end 5 000 personer, almindeligvis benævnt »store vandforsyningsområder«
• vandforsyningsområder, der enten leverer mindre end 1 000 m³ vand om dagen i gennemsnit eller forsyner mindre end 5 000 personer, almindeligvis benævnt »små vandforsyningsområder«
• vandforsyningsområder, der enten leverer mindre end 10 m³ vand om dagen i gennemsnit eller forsyner mindre end 50 personer, almindeligvis benævnt »meget små vandforsyningsområder«.

05

Herudover kræves det i drikkevandsdirektivet, at forbrugerne har adgang til ajourførte oplysninger⁶, og at medlemsstaterne hvert tredje år offentliggør en rapport om drikkevandets kvalitet, der dækker de forløbne tre år. Rapporterne skal offentliggøres inden udgangen af det kalenderår, der følger efter rapporteringsperioden, og skal sendes til Kommissionen senest to måneder efter deres offentliggørelse.

06

Det Europæiske Miljøagentur (EEA) indsamler data om vandkvaliteten fra medlemsstaterne på vegne af Kommissionen via et onlinerapporteringsværktøj⁷. EEA er også ansvarlig for kvalitetskontrollen af oplysningerne i databasen og udarbejder nationale databaser, som medlemsstaterne kontrollerer. På grundlag af disse data offentliggør Kommissionen en sammenfattende rapport om kvaliteten af drikkevandet i Unionen som helhed senest ni måneder efter modtagelsen af medlemsstaternes rapporter.

07

I denne rapport, der er det vigtigste værktøj til at opdage, at parameterværdierne i drikkevandsdirektivet ikke er overholdt, bør hver enkelt medlemsstat rapportere om vandkvaliteten i alle store vandforsyningsområder. Rapportering om små vandforsyningsområder er frivillig. Medlemsstaterne kan undtage meget små vandforsyningsområder, dvs. individuelle forsyninger, der enten leverer mindre end 10 m³ vand om dagen i gennemsnit eller forsyner mindre end 50 personer, fra drikkevandsdirektivets bestemmelser.

Kvaliteten af drikkevandet i EU

08

Som led i drikkevandsdirektivets krav om at vurdere kvaliteten af drikkevandet udføres der hvert år flere millioner analyser i samtlige medlemsstater. F.eks. blev der i rapporteringsperioden 2011-2013 udført 4,1 million analyser vedrørende mikrobiologiske parametre, 7,1 million vedrørende kemiske parametre og 17,5 millioner vedrørende indikatorparametre (jf. tekstboks 1). Hvis mindst 99 % af alle de udførte analyser i et givent år lever op til den angivne standard, anses medlemsstaten for at overholde den pågældende parameterværdi i drikkevandsdirektivet.

09

Overskridelse af indikatorparametre betyder ikke nødvendigvis manglende overholdelse af drikkevandsdirektivet, for i de fleste tilfælde er der ikke er nogen direkte trussel mod menneskers helbred. Selv om de fleste indikatorparametre ikke udgør en direkte trussel mod menneskers helbred, kan de måske indirekte påvirke vandkvaliteten gennem vandets udseende, smag eller lugt og dermed gøre det mindre acceptabelt for forbrugeren. F.eks. er drikkevandsdirektivets grænseværdi for jern 200 µg/l. Vand med en jernkoncentration på 300 µg/l har en fremtrædende smag og bliver uklart og farvet. Derfor bryder forbrugerne sig ikke om dette resultat. Den sundhedsbaserede værdi er 2 000 µg/l og dermed meget højere, end hvad forbrugerne faktisk vil acceptere. Indikatorparametre kan også hindre korrekt rensning. F.eks. kan tilstedeværelse af organiske stoffer føre til utilstrækkelig desinfektion.

10

Generelt er kvaliteten af drikkevandet i EU god⁸. Således er overholdelsen af drikkevandsdirektivets mikrobiologiske og kemiske parametre høj i langt de fleste store vandforsyningsområder (jf. de detaljerede oplysninger i tabel 1). Desuden er den samlede overholdelse i EU blevet væsentlig bedre end i rapporteringsperioden 2008-2010⁹.

Tabel 1

Medlemsstater¹ og overholdelsesgrad

	2008-2010	2011-2013
Samlet overholdelse af de mikrobiologiske parametre
> 99 %	23	27
95 % < X < 99 %	4	-
< 95 %	-	-
Samlet overholdelse af de kemiske parametre
> 99 %	11	26
95 % < X < 99 %	11	12
< 95 %	5	-
Samlet overholdelse af indikatorparametrene
> 99 %	7	21
95 % < X < 99 %	10	53
< 95 %	10	14

11

For så vidt angår de små vandforsyningsområder (der forsyner ca. 65 millioner mennesker i EU som helhed) er den gennemsnitlige overholdelsesgrad for rapporteringsperioden 2011-2013 på over 98 %¹⁰. Dette samlede tal angiver fremskridt sammenlignet med rapporteringsperioden 2008-2010, hvor i gennemsnit kun ca. 59 % af alle små vandforsyningsområder overholdt drikkevandsdirektivets krav fuldt ud¹¹. For perioden 2008-2010 rapporterede alle medlemsstaterne undtagen Den Tjekkiske Republik om de små vandforsyningsområder. Men for rapporteringsperioden 2011-2013 kom der kun oplysninger fra ca. halvdelen af medlemsstaterne (der tegner sig for ca. 34,6 millioner forbrugere, der forsynes af små vandforsyningsområder). Det skyldes, at det ikke er obligatorisk at rapportere vedrørende små vandforsyningsområder.

12

Mangler i overvågningen af små vandforsyningsområder blev også anerkendt i det syvende miljøhandlingsprogram, hvor der blev opfordret til en øget indsats for at gennemføre drikkevandsdirektivet, navnlig for små vandforsyningsområder¹².

Spild i drikkevandsforsyningssystemerne

13

Et væsentligt problem i forbindelse med drikkevandsforsyning er den store andel af fysisk vandspild. Det skyldes navnlig afstrømning fra distributionsnet, der ikke er vedligeholdt ordentligt eller bør fornyes. Vandspildsprocenten beregnes som forholdet mellem ikke-faktureret vand og den samlede mængde vand, der ledes ind i forsyningsnettet.

14

Ifølge data vedrørende perioden 2008-2010 offentliggjort i 2014 gik i omkring halvdelen af medlemsstaterne over 20 % af det rene drikkevand tabt i distributionsnettet, før det nåede frem til forbrugernes vandhaner, og for nogle medlemsstaters vedkommende er denne andel helt oppe på 60 %¹³. For så vidt angår perioden 2011-2013 giver hverken den sammenfattende rapport eller medlemsstaternes rapporter nogen oplysninger om vandspild til forskel fra, hvad der gjorde sig gældende for så vidt angår den forudgående periode.

15

Set ud fra et miljømæssigt perspektiv (ressourcebesparelser) er begrænsning af spildet af stor betydning og indvirker grundlæggende på vandværkernes performance. I Europa 2020-strategien lægges der stor vægt på ressourceeffektivitet, og dette indebærer øgning af vandressourceeffektiviteten med de yderligere fordele, at der bruges mindre energi til at behandle og transportere vand, og at vandregningerne og vandspildet reduceres¹⁴. Også det syvende miljøhandlingsprogram fremhæver behovet for at øge effektiviteten gennem fornyelse af infrastrukturer¹⁵.

EU-finansiering især gennem EFRU og Samhørighedsfonden

16

Hovedkilden til EU-finansiering af vandinfrastrukturer er de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene). Projekterne er navnlig blevet finansieret over Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Samhørighedsfonden.

17

Mange projekter, der omfatter drikkevand, gennemføres sammen med spildevandsprojekter¹⁶. I programperioden 2007-2013 blev der tildelt over 7,3 milliarder euro til projekter, der omfattede drikkevand. Heraf blev ca. 4 milliarder euro afsat til EU-13-medlemsstaterne. For så vidt angår programperioden 2014-2020 er den samlede tildeling til drikkevand på ca. 4,7 milliarder euro, hvoraf ca. 3,4 milliarder euro er øremærket til EU-13-medlemsstaterne (jf. bilag I).

Adgang til drikkevand

18

Der er god adgang til sikkert drikkevand i hele EU. Men der er stadig regioner, der ikke yder borgerne vandforsyningstjenester. Ifølge Eurostat¹⁷ varierer det meget fra medlemsstat til medlemsstat, hvor stor en andel af befolkningen der er tilsluttet offentlig vandforsyning. I Rumænien er denne andel lavest, idet kun 62 % af befolkningen er tilsluttet offentlig vandforsyning (jf. figur 1). Bilag II giver baggrundsoplysninger om kilderne til drikkevand i EU.

19

I december 2013 indsamlede det europæiske borgerinitiativ om retten til vand (»Right2Water«) næsten 1,9 millioner underskrifter i alle medlemsstaterne. Initiativet opfordrede Kommissionen »[…] til at foreslå lovgivning, der gennemfører retten til vand og sanitet som anerkendt af De Forenede Nationer og fremmer tilvejebringelse af vand og sanitet som en væsentlig offentlig service for alle«¹⁸. I 2014 offentliggjorde Kommissionen sin vurdering af den støtte, EU allerede havde ydet til god drikkevandskvalitet, og opfordrede medlemsstaterne til at sikre adgang til en minimumsvandforsyning for alle EU-borgere¹⁹.

Vandtakster (afgifter)

20

De principper, der skal følges ved fastsættelsen af vandtakster, nemlig vandforsyningstjenesternes omkostningsdækning og prisoverkommelighed, blev fastsat i vandrammedirektivet fra 2000²⁰. I praksis bør taksterne mindst dække drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne samt en betragtelig del af afskrivningen på aktiver for at kunne bidrage til vandinfrastrukturernes bæredygtighed.

21

Samtidig skal vandforsyningstjenesterne være socialt overkommelige for kunderne. Ved fastsættelsen af vandtaksten kan medlemsstaterne tage hensyn til de sociale, miljømæssige og økonomiske konsekvenser i deres bestræbelse på at sikre, at vandforsyningstjenesterne stadig er til at betale. Kommissionen angiver i sin vejledning, at 4 % af husstandsindkomsten er en almindeligt accepteret overkommelig sats, hvilket vil sige, at den samlede vandregning (for drikkevands- og spildevandstjenester) gerne må beløbe sig til 4 % af husstandsindkomsten²¹.

Tidligere revisioner udført af Revisionsretten og andre nyere studier om vandpolitiske foranstaltninger

22

I de seneste år har vi offentliggjort flere beretninger om vandpolitiske foranstaltninger og EU’s investeringer i infrastruktur vedrørende drikkevand og spildevand²². Bilag II resumerer de væsentligste konklusioner.

23

I maj 2015 offentliggjorde Europa-Parlamentets Forskningstjeneste en rapport om drikkevandsdirektivet²³.

Revisionens omfang og revisionsmetoden

24

Under revisionen vurderede vi, om EU’s foranstaltninger gav borgerne mere sikker adgang til kvalitetsdrikkevand i Bulgarien, Ungarn og Rumænien. Vi undersøgte navnlig:

• om kravene i drikkevandsdirektivet er blevet opfyldt
• om de undersøgte projekter finansieret af EFRU/Samhørighedsfonden forbedrede kvaliteten af og adgangen til drikkevand
• om de genererede indtægter og den supplerende nationale offentlige finansiering er tilstrækkelige til at sikre, at de EU-finansierede investeringer i infrastruktur til drikkevandsforsyning opretholdes og er bæredygtige.

25

Vi besluttede at fokusere på EU-13-medlemsstaterne, fordi vi allerede i 2010 offentliggjorde en særberetning, der omhandlede drikkevand i programperioden 2000-2006 og havde fokus på EU-15-medlemsstaterne²⁴. De udvalgte medlemsstater er især valgt på grund af omfanget af de EU-midler, der er tildelt dem mellem 2007 og 2020 (3,7 milliarder euro) - ca. 50 % af EU’s samlede tildelinger til drikkevandsforvaltning og -forsyning til EU-13-medlemsstaterne (jf. bilag I) - på grund af den begrænsede adgang til drikkevand (for så vidt angår Rumænien) og på grund af det omfattende vandspild, der blev rapporteret for perioden 2008-2010.

26

Revisionen blev baseret på bevis leveret af Kommissionen og de besøgte medlemsstater, og den blev navnlig udført gennem:

• interviews med repræsentanter for Generaldirektoratet for Miljø og Generaldirektoratet for Regionalpolitik og Bypolitik
• en analytisk gennemgang af relevante EU-dokumenter og nationale dokumenter
• interviews med repræsentanter for miljø- og sundhedsministerierne, forvaltningsmyndighederne, de tilsynsførende organer mv. i de udvalgte medlemsstater
• besøg på og gennemgang af ni projekter under EFRU/Samhørighedsfonden (tre i hver af de tre besøgte medlemsstater), herunder gennemgang af projektdokumentation såsom ansøgninger, tilskudsaftaler, rapporter og andre dokumenter med relation til projektgennemførelsen
• interviews med vandværksoperatører, projektmodtagere og forvaltningsmyndigheder i forbindelse med de ni undersøgte projekter.

27

De drikkevandsprojekter under EFRU/Samhørighedsfonden, der blev undersøgt under denne revision, er relateret til alle aspekter ved den infrastruktur, der er forbundet med drikkevandscyklussen. De omfatter etablering eller genetablering af udvinding (jf. foto 1), rensningsanlæg (jf. foto 2), oplagring og transport gennem rør (jf. foto 3) og pumpestationer. Hvert enkelt af de udvalgte projekter var blandt de 20 projekter, der i programperioden 2007-2013 havde modtaget størst EU-medfinansiering i den enkelte medlemsstat. De blev udvalgt med henblik på at eksemplificere centrale aspekter ved opfyldelsen af drikkevandsdirektivets mål og spørgsmål om adgang, spild og kvalitet.

28

Revisionen omfattede perioden, fra de besøgte medlemsstater tilsluttede sig EU, og til udgangen af 2016.

Bemærkninger

Drikkevandsdirektivet fra 1998 var gennemført i de fleste henseender ved udgangen af 2016

29

Den Europæiske Union kan ikke nå sine politiske mål, hvis medlemsstaterne ikke anvender EU-lovgivningen effektivt i praksis. Medlemsstaterne er ansvarlige for at gennemføre direktiver nøjagtigt inden for den fastsatte tidsramme. Derudover er de ansvarlige for at anvende og implementere EU-retten som helhed korrekt²⁵. Kommissionen har ansvaret for at føre tilsyn med medlemsstaternes indsats og sikre overensstemmelse med EU-lovgivningen, herunder indlede formelle retlige procedurer²⁶.

30

EU’s vigtigste retsakt vedrørende kvaliteten af drikkevand er drikkevandsdirektivet. Derfor vurderede vi:

• om de besøgte medlemsstater transformerede drikkevandsdirektivet korrekt til nationale retlige rammer og opfyldte dets krav
• om der er adgang til passende drikkevand for alle forbrugerne i de besøgte medlemsstater
• om tilsynsordningerne giver oplysninger om gennemførelsen af drikkevandsdirektivet
• om forbrugerne har adgang til opdaterede oplysninger om kvaliteten af drikkevandet
• om Kommissionen regelmæssig gennemgår de videnskabelige og tekniske aspekter ved drikkevandsdirektivet.

Den nationale lovgivning i de besøgte medlemsstater stemmer overens med kravene i drikkevandsdirektivet

31

At drikkevandsdirektivet effektivt transformeres til national lovgivning er et nødvendigt skridt til at sikre, at drikkevandet opfylder et fælles sikkerhedsniveau i hele EU. Fra tiltrædelsesdatoen²⁷ skulle Kommissionen sikre, at de nationale lovgivninger stemte overens med bestemmelserne i EU’s rammelovgivning, medmindre der i tiltrædelsesakterne var givet tilladelse til undtagelser.

32

Kommissionen udfører overensstemmelsesundersøgelser ved at sammenligne EU-forpligtelserne med teksten i de relevante artikler i de nationale lovgivninger for at vurdere, om de stemmer overens med kravene i EU’s direktiver. Det blev gjort i 2004 for Ungarns og i 2007 for Bulgariens og Rumæniens vedkommende.

33

For så vidt angår de tre besøgte medlemsstater pegede Kommissionen på, at de nationale lovgivninger ikke i enhver henseende stemte overens med drikkevandsdirektivet, og der blev derfor indledt traktatbrudssag (jf. tekstboks 2) i 2008 mod Ungarn og i 2009 mod Bulgarien og Rumænien²⁸ (jf. bilag III).

34

Som følge af traktatbrudssagerne ændrede de tre medlemsstater deres nationale lovgivning. Følgelig blev sagerne afsluttet i 2009 for Ungarns og i 2010 for Rumæniens vedkommende. Med hensyn til Bulgarien opdaterede Kommissionen i 2012 på grund af ændringernes omfang sin undersøgelse af overholdelsen og konstaterede her yderligere tilfælde af manglende overholdelse, hvorfor traktatbrudssagen først blev afsluttet i 2015. Vores gennemgang viste, at den nationale lovgivning i de tre besøgte medlemsstater i dag samlet set opfylder kravene i drikkevandsdirektivet.

Dispensationer fra drikkevandsdirektivet i Ungarn og Rumænien, men ikke i Bulgarien

35

Medlemsstaterne kan dispensere fra parameterværdierne inden for en maksimal værdi, som de fastlægger, såfremt dispensationen ikke indebærer en potentiel fare for sundheden, og hvis drikkevandsforsyningen i det pågældende område ikke kan opretholdes på nogen anden rimelig måde (jf. tekstboks 3).

36

Dispensationer skal gælde så kort tid som muligt og ikke længere end tre år. Hvis de forhold, der førte til dispensationen, stadig er gældende efter denne første periode, kan medlemsstaterne forlænge dispensationen for en supplerende periode på højst tre år, mod at oplyse Kommissionen herom. Under særlige omstændigheder kan medlemsstaterne sende Kommissionen en ansøgning om en tredje dispensation for en periode på højst tre år.

37

Medlemsstaterne skal inden to måneder give Kommissionen meddelelse om dispensationer, der vedrører et stort vandforsyningsområde. Dispensationer, der vedrører et lille vandforsyningsområde er det først nødvendigt at give meddelelse om fra og med anden dispensation.

38

Da Ungarns tredje dispensation udløb ved udgangen af 2012, overholdt næsten 80 % af de vandforsyningsområder, der havde dispensation (289 ud af 365), stadig ikke direktivet. Efterhånden begyndte de foranstaltninger, de ungarske myndigheder havde truffet for at rette op på forholdene i de områder, der havde dispensation, at give resultater. I april 2016 overholdt 66 vandforsyningsområder ud af 365 ikke drikkevandsdirektivet. I mellemtiden indledte Kommissionen på grund af den forpassede frist en traktatbrudssag mod Ungarn i maj 2016.

39

Rumænien havde også i tiltrædelsestraktaten fået dispensationer²⁹, som varede enten til udgangen af 2010 eller til udgangen af 2015. Siden tiltrædelsen har Rumænien givet Kommissionen meddelelse om syv efterfølgende dispensationer (dvs. forlængelser) med frist mellem 2014 og 2018. Men ifølge det rumænske sundhedsministerium var der ved udgangen af 2015 stadig 335 vandforsyningsområder, der leverede vand til ca. 762 000 mennesker (ca. 3,8 % af hele Rumæniens befolkning), hvor kvalitetsstandarderne stadig ikke var opfyldt fuldt ud for så vidt angår en række parametre. Ifølge de rumænske myndigheder er der planer om gennem det operationelle program »Store infrastrukturer«, det nationale program for udvikling af landdistrikter og det nationale program for lokaludvikling at gennemføre yderligere foranstaltninger i perioden 2014-2020 for at sikre, at drikkevandsdirektivet bliver overholdt.

40

I Bulgarien er der hidtil ikke givet dispensationer. Alligevel er der ifølge det bulgarske sundhedsministerium flere områder, der har problemer med overholdelsen. De alvorligste vedrører nitrat/nitrit og berører ca. 300 små vandforsyningsområder. For ca. 150 af disses vedkommende er den manglende overholdelse vedvarende og relateret til landbrugsmetoder³⁰. Som følge heraf kan det anslås, at ca. 124 000 mennesker, dvs. 1,7 % af den samlede befolkning, bruger drikkevand, der ikke fuldt ud opfylder drikkevandsdirektivets krav.

41

Uanset om de tre medlemsstater er omfattet af dispensation, har de alle forbrugere, der stadig ikke har adgang til drikkevand af passende kvalitet. Medlemsstaterne træffer afhjælpende foranstaltninger, men undertiden sker det for sent som i Ungarns tilfælde. I Rumænien bliver der for tiden gennemført sådanne foranstaltninger, men det er for tidligt at udtale sig om effektiviteten af dem.

Mangler i overvågningsordningerne ved drikkevandsdirektivet

Nogle medlemsstater rapporterer overvågningsdata for sent

42

De tre sammenfattende rapporter (jf. punkt 5-7), der dækker årene 2002-2013, blev offentliggjort med en gennemsnitlig forsinkelse på over 17 måneder. Tabel 2 viser fristen og den faktiske dato for offentliggørelsen af de sammenfattende rapporter, der dækker årene 2002-2013.

Tabel 2

Frist og faktisk dato for offentliggørelsen af de sammenfattende rapporter

Sammenfattende rapport	Frist	Dato for offentliggørelse	Forsinkelse
2002-2004	November 2006	December 2007	13 måneder
2005-2007	November 2009	December 2011	25 måneder
2008-2010	November 2012	Juni 2014	19 måneder
2011-2013	November 2015	Oktober 2016	11 måneder

43

Ifølge en undersøgelse offentliggjort i 2013³¹ skyldtes forsinkelserne, at oplysningerne fra medlemsstaterne var komplekse (med hensyn til antal parametre og omfang af detaljerede oplysninger), hvad der førte til, at medlemsstaternes bidrag var ufuldstændige og kom for sent.

44

For så vidt angår rapporteringsperioden 2011-2013 leverede flertallet af medlemsstaterne deres data inden fristens udløb (februar 2015)³². For to medlemsstater (Grækenland og Italien) krævede det imidlertid op til seks måneder mere at levere dataene, og én medlemsstat, Ungarn, afsluttede først sin rapportering i april 2016, dvs. over et år senere end krævet.

De besøgte medlemsstater har ikke opfyldt alle overvågningsforpligtelserne

45

Drikkevandsdirektivet åbner mulighed for at reducere eller udelade overvågningen af bestemte parametre, navnlig indikatorparametre. Generelt kan en medlemsstat reducere antallet af stikprøver, der skal kontrolleres for bestemte parametre, hvis:

1. de værdier, der er fremkommet ved prøver udtaget i mindst to på hinanden følgende år, er konstante og signifikant bedre end grænseværdierne
2. ingen faktor formodes at kunne forårsage en forringelse af vandets kvalitet efter det sted, hvor stikprøven er taget³³.

46

Med gennemførelsen af Kommissionens direktiv (EU) 2015/1787 har medlemsstaterne mulighed for at afvige fra parametrene og prøveudtagningshyppighederne, forudsat at der gennemføres en risikovurdering³⁴ (jf. punkt 61-63).

47

De nationale lovgivninger i de tre besøgte medlemsstater opfylder overvågningskravene i drikkevandsdirektivet. Vi konstaterede imidlertid en række eksempler på manglende overholdelse i den faktiske overvågning. Den treårige rapportering angiver den procentuelle andel af store vandforsyningsområder, der er blevet overvåget for hver parameter. I rapporteringen vedrørende 2011-2013 konstaterede vi i alle tre besøgte medlemsstater, at ikke alle parametre var blevet overvåget i alle store vandforsyningsområder, uden at dette blev begrundet eller forklaret med henvisning til eventuelle overvågningsundtagelser. Således blev det rapporteret, at sporstoffer³⁵ i gennemsnit blev overvåget i 81 % af de store vandforsyningsområder i Bulgarien og Ungarn og i kun 41 % af de store vandforsyningsområder i Rumænien.

48

Det blev også bekræftet i forbindelse med nogle af de undersøgte projekter finansieret under EFRU/Samhørighedsfonden, hvor vi konstaterede, at overvågningen ikke var udført i overensstemmelse med drikkevandsdirektivet. Specielt var der kontrolleret færre parametre end krævet i drikkevandsdirektivet.

49

I Bulgarien anerkender de nationale myndigheder problemet med utilstrækkelig overvågning. Som anført i den bulgarske nationale rapport om miljøet for 2012 opfylder hovedparten af vandværksoperatørerne ikke drikkevandsdirektivets overvågningskrav - for så vidt angår en række parametre (såsom benzo(a)pyren, antimon, kviksølv og flerringede aromatiske kulbrinter) - med hensyn til mængde og frekvens³⁶. Desuden blev ikke alle de store vandforsyningsområder overvåget for alle parametrene. Ovennævnte parametre blev i gennemsnit overvåget i kun 66 % af de store vandforsyningsområder.

50

Desuden blev nogle parametre såsom krom, jern og enterokokker ifølge foreløbige data for 2014 og 2015 ikke overvåget i alle de små vandforsyningsområder: Jern blev overvåget i ca. 90 % af de små vandforsyningsområder, og krom og enterokokker i ca. 80 % af de små vandforsyningsområder. Da de små vandforsyningsområder i Bulgarien forsyner ca. 1,7 millioner mennesker³⁷, betyder det, at ca. 330 000 mennesker blev forsynet af små vandforsyningsområder, der ikke var kontrolleret for enterokokker. Samtidig var niveauet af manglende overholdelse i de kontrollerede små vandforsyningsområder på over 2 %.

51

Ifølge de bulgarske myndigheder mangler der laboratorier med tilstrækkelig kapacitet: Kun i seks af de regionale sundhedsinspektoraters 28 laboratorier kan der foretages fuldstændig kontrol af stikprøverne, og kun i to af dem kan der kontrolleres for bromat. Under det operationelle program »Miljø« for 2014-2020 er der iværksat en procedure for forbedring af de regionale sundhedsinspektoraters analysekapacitet.

Ved EEA’s kontrol af medlemsstaternes rapportering om regeloverholdelse blev der ikke konstateret uoverensstemmelser

52

På vegne af Kommissionen efterprøver EEA medlemsstaternes data om overvågningen af regeloverholdelsen. EEA’s skrivebordsefterprøvelse omfatter ikke kontrol på stedet og har dermed et begrænset omfang. I nogle tilfælde kunne EEA ved hjælp af rimelighedskontrol have opdaget uoverensstemmelser i medlemsstaternes rapportering:

• unøjagtigheder med hensyn til det samlede antal analyser (og dermed overskridelsesfrekvensen) for parameteren »coliforme bakterier« i Rumænien (jf. tekstboks 4)
• en fejl ved parameteren »nitritter« i Bulgarien, som faktisk refererer til parameteren »nitrater«.

Der mangler oplysninger om opfyldelsen af overvågningskravene vedrørende små vandforsyningsområder

53

Små vandforsyningsområder leverer drikkevand til ca. 65 millioner mennesker i EU. På grundlag af 2010-data anslog Kommissionen, at over en tredjedel af de små vandforsyningsområder i EU som helhed ikke blev overvåget ordentligt, eller at det leverede drikkevand ikke overholdt alle kvalitetsstandarderne⁴¹. I 2010 var den procentuelle andel af de små vandforsyningsområder, der ikke blev overvåget ordentligt i de tre besøgte medlemsstater, høj: 44 % i Rumænien, 60 % i Ungarn og næsten 100 % i Bulgarien, sammenlignet med EU-gennemsnittet på 27 %.

54

For rapporteringsperioden 2011-2013 oplyste ca. halvdelen af medlemsstaterne om de små vandforsyningsområder og rapporterede en samlet overholdelse (omfattende alle parametre) på over 98 %⁴². Kommissionen fulgte op på regeloverholdelsen i små vandforsyningsområder med en spørgeundersøgelse i sommeren 2016. 21 medlemsstater svarede på undersøgelsen og bekræftede en samlet overholdelse med hensyn til mikrobiologiske indikatorer på 98 %.

55

Ifølge drikkevandsdirektivet er det imidlertid ikke obligatorisk at rapportere om små vandforsyningsområder. Kommissionen kan ikke kontrollere, om overvågningen sker på den måde, der rapporteres, og må gå ud fra, at medlemsstaterne rapporterer i god tro, i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde⁴³.

56

Det er dog mindre klart, om det faktisk forholder sig sådan, og Kommissionen har i de seneste år taget en række initiativer til at tilskynde medlemsstaterne til at overvåge deres små vandforsyningsområder nøje. I 2011 offentliggjorde Kommissionen en undersøgelse af gennemførelsen af en risikovurdering vedrørende små vandforsyninger⁴⁴. Desuden udsendte Kommissionen i 2014 et vejledende dokument, der indeholdt bedste praksis for små forsyninger⁴⁵. Udfaldet af denne vejledning med hensyn til forbedret overvågning af små vandforsyningsområder vil først vise sig, når medlemsstaterne hen imod begyndelsen af 2018 indsender deres data for den næste rapporteringsperiode (2014-2016).

Forbrugeroplysning om kvaliteten af drikkevand er ikke lettilgængelig

57

Medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forbrugerne har adgang til tilstrækkelige, ajourførte oplysninger om drikkevandets kvalitet⁴⁶. I de tre besøgte medlemsstater er dette krav korrekt omsat til national lovgivning.

58

Vi noterede imidlertid, at Kommissionen ikke offentliggjorde nogen vejledning til medlemsstaterne om, hvordan de skulle opfylde dette krav i drikkevandsdirektivet. En evalueringsundersøgelse fra 2016 konstaterede, at praksis med hensyn til at stille sådanne oplysninger til rådighed for kunderne er væsentlig forskellige fra medlemsstat til medlemsstat og endog fra vandleverandør til vandleverandør i én og samme medlemsstat⁴⁷.

59

For så vidt angår de undersøgte projekter under EFRU/Samhørighedsfonden konstaterede vi, at forbrugerne ikke altid har let adgang til sådanne oplysninger, medmindre borgerne selv kræver det, eller i tilfælde af ulykker på vandnettet. I Ungarn stammer de oplysninger, forbrugerne har adgang til i 2017, fra 2014⁴⁸. I ét projekt i Bulgarien⁴⁹ og ét i Rumænien⁵⁰ var de oplysninger, forbrugerne havde adgang til, dateret 2015. I forbindelse med et andet projekt i Rumænien⁵¹ blev oplysningerne slet ikke offentliggjort, men kun udleveret på anmodning. I dette tilfælde blev vandværksoperatørens websted ajourført efter revisionsbesøget, og pr. februar 2017 er der blevet offentliggjort data, der dækker året 2016.

En revision af drikkevandsdirektivet er medtaget i Kommissionens arbejdsprogram for 2017

Kommissionens gennemgange i 2003, 2008 og 2013 førte til en første revision af drikkevandsdirektivet i oktober 2015

60

Mindst hvert femte år tager Kommissionen bilagene til direktivet op til behandling på baggrund af den videnskabelige og tekniske udvikling og skal om nødvendigt fremsætte ændringsforslag⁵². Den første behandling fandt sted i 2003. I forbindelse med den behandling tilrettelagde Kommissionen en høring af repræsentanter for sundheds- eller miljøministerier, vandorganisationer og forskningsgrupper, der fremhævede, at der burde lægges større vægt på mikrobiologisk overvågning, fordi forbrugerne oftere rammes af infektioner end af forgiftninger.

61

I 2008 bestilte Kommissionen i forbindelse med den anden behandling en ekstern undersøgelse vedrørende mulige revisioner af drikkevandsdirektivet⁵³. Undersøgelsen anbefalede, at drinking water safety planning blev integreret i drikkevandsdirektivet. Konceptet drinking water safety planning, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) indførte i 2004, består af en tilgang med samlet risikovurdering og risikostyring, der omfatter alle trin i vandforsyningen fra indvinding til forbruger⁵⁴. Undersøgelsen blev ajourført i 2010 med fokus på drinking water safety planning. Efter disse to undersøgelser konkluderede Kommissionen i november 2010, at der på daværende tidspunkt ikke var behov for en lovgivningsmæssig revision af drikkevandsdirektivet.

62

Fra og med 2013 afholdt Kommissionen en række møder og workshops i relation til gennemførelsen og den mulige revision af drikkevandsdirektivet med henblik på den tredje behandling⁵⁵. På grundlag af denne tredje behandling besluttede Kommissionen at revidere teksten i bilag II og III til drikkevandsdirektivet.

63

Direktivet, der reviderede bilag II og III til drikkevandsdirektivet, blev vedtaget i oktober 2015, og medlemsstaterne skal gennemføre det i national lovgivning inden for 24 måneder⁵⁶. Det nye bilag II gør det muligt at overvåge drikkevand på en mere fleksibel måde, forudsat at der udføres en risikovurdering efter princippet i den tilgang baseret på vandsikkerhedsplaner, der er fastlagt i WHO’s retningslinjer for drikkevandskvalitet. Det vil gøre det muligt at fokusere overvågningsressourcerne, hvor der er størst behov for dem, og når udfaldet af risikovurderingen tillader det, kan det overvejes at reducere overvågningen. Det nye bilag III indeholder bestemmelser om ændrede specifikationer for analysen af parametre.

Kommissionen har peget på et behov for en yderligere revision af drikkevandsdirektivet for at afhjælpe yderligere mangler

64

I december 2014 iværksatte Kommissionen efter det europæiske borgerinitiativ Right2Water (jf. punkt 19) og i forbindelse med programmet for målrettet og effektiv regulering (Refitprogrammet) en undersøgelse vedrørende drikkevandsdirektivet. Undersøgelsen, der blev offentliggjort i maj 2016⁵⁷, skulle støtte en evaluering af, om der var behov for at revidere drikkevandsdirektivet.

65

På grundlag af denne undersøgelse vedtog Kommissionen i december 2016 et arbejdsdokument, hvori det konkluderes, at drikkevandsdirektivet opfylder sit formål med hensyn til at bidrage til beskyttelse af menneskers sundhed⁵⁸. Samtidig peges der også på flere områder, der kan forbedres, blandt andet behovet for:

• at revidere parametrene for i højere grad at tage hensyn til sikkerhedsplanlægningen og den risikobaserede tilgang
• at styrke bestemmelserne i drikkevandsdirektivet for at sikre, at forbrugerne har adgang til ajourførte oplysninger
• at tage fat på spørgsmålet om materialer, der kommer i kontakt med drikkevand.

66

I november 2015 iværksatte Kommissionen en undersøgelse af materialer, der kommer i kontakt med drikkevand. Den blev offentliggjort i marts 2017⁵⁹. Aktuelt er der iværksat en konsekvensanalyse, der forventes at blive offentliggjort ved udgangen af 2017. Den vil være en støtte til Kommissionen i forbindelse med revisionen af drikkevandsdirektivet, der er blevet medtaget i Kommissionens arbejdsprogram for 2017⁶⁰.

67

Derudover iværksatte Kommissionen i december 2015 »Drinking Water Parameter Cooperation Project«, der gennemføres af WHO’s regionale kontor for Europa. 18-månedersprojektet vil revidere og evaluere den senest tilgængelige dokumentation for at skabe et grundlag for et forslag om en revideret liste over parametre, der skal medtages i bilag I til det reviderede drikkevandsdirektiv⁶¹.

Alle de undersøgte projekter under EFRU/Samhørighedsfonden forbedrede drikkevandet i de berørte områder, men vandspild er stadig et generelt problem

68

Under denne revision undersøgte vi ni projekter under EFRU/Samhørighedsfonden, tre i hver af de besøgte medlemsstater, for at vurdere, i hvilket omfang EU-finansierede projekter bidrager til opfyldelsen af drikkevandsdirektivets mål. Figur 2 giver en oversigt over de undersøgte projekter. Supplerende oplysninger om hvert enkelt projekt findes i bilag V.

69

Med hensyn til disse projekter kontrollerede vi, om de var velegnede til at forbedre adgangen til drikkevand af god kvalitet eller til at reducere vandspild. Vores vurdering er baseret på:

• en gennemgang af projektdokumentation såsom ansøgninger, tilskudsaftaler, endelige rapporter, laboratorieprotokoller og andre dokumenter relateret til projektgennemførelsen
• interviews med vandværksoperatører, projektmodtagere og forvaltningsmyndigheder.

70

Projektmodtagerne var kommuner eller kommunesammenslutninger eller amter. Alle projekterne i Bulgarien og Rumænien var blandede projekter: Ud over drikkevand, drejede de sig også om spørgsmål vedrørende spildevand, som også var et prioriteret område i begge landene.

71

Fem af de ni undersøgte projekter var store projekter. For så vidt angår disse fem projekter var Jaspersinitiativet⁶² (den fælles tekniske tjeneste, der er oprettet mellem Kommissionen, Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling) involveret i projektforberedelsen og ydede uafhængig rådgivning for at bistå modtagerne og de kompetente nationale forvaltninger.

72

For alle de undersøgte projekters vedkommende konstaterede vi, at forholdene før projektgennemførelsen, herunder oplysningerne om vandkvaliteten, den tilsluttede befolkning og forsyningsnettets status (f.eks. infrastrukturens alder og det procentuelle vandspild), var vurderet og beskrevet ordentligt i tilskudsansøgningen.

Samlet set opfyldte de afsluttede undersøgte projekter under EFRU/Samhørighedsfonden de fleste af deres målsætninger, men de var undertiden forsinket

Projekternes resultater

73

Vi kontrollerede de mål og indikatorer, der var fastsat for de afsluttede undersøgte projekter under EFRU/Samhørighedsfonden. Vi konkluderede, at de nåede de vigtigste mål, nemlig at forbedre vandkvaliteten, udvide adgangen til drikkevand eller reducere vandspildet, som det var fastsat i deres respektive cost-benefit-analyser, feasibilityundersøgelser, tilskudsaftaler eller projektansøgninger (jf. tabel 3).

Tabel 3

De vigtigste mål for de undersøgte projekter under EFRU/Samhørighedsfonden

Medlemsstat	Vigtigste mål for de undersøgte projekter	Vigtigste aktiviteter i relation til drikkevand
Bulgarien	Forbedring af vandkvaliteten Reduktion af vandspildet	Genopførelse af et vandbehandlingsanlæg og pumpestationer (stort projekt) og udskiftning af gamle rør.
Ungarn	Forbedring af vandkvaliteten	Rehabilitering af vanddistributionsnettet og udvikling af nye pumpestationer, opførelse af et forbindelsessystem mellem det eksisterende distributionsnet og de nye vandproduktionssystemer, bygning af nye brønde med henblik på udnyttelse af nye kilder til vandindvinding og opførelse af nye vandbehandlingsanlæg.
Rumænien	Forbedring af vandkvaliteten Udvidelse af adgangen til drikkevand Reduktion af vandspildet	Rehabilitering og opførelse af vandbehandlingsanlæg, bygning af vandbrønde og reservoirer, udvidelse og rehabilitering af distributionsnettet.

74

I Bulgarien blev behandlingsanlægget og pumpestationerne til det store projekt i Gabrovo genopført (jf. foto 4). For alle tre projekters vedkommende blev nettets ledninger desuden rehabiliteret, og der blev opnået driftstilladelser.

75

For så vidt angår Ungarn viste resultaterne af prøvningsforløbene en forbedring af vandkvaliteten for alle tre undersøgte projekter. To projekter (Békés og Szekszárd) var imidlertid endnu ikke i drift på tidspunktet for revisionsbesøget. Med hensyn til ét af projekterne (Szekszárd) er der desuden behov for yderligere investeringer for at sikre overholdelse af drikkevandsdirektivet på lang sigt. Det skyldtes dårlig planlægning (jf. tekstboks 5).

76

For så vidt angår de tre undersøgte projekter i Rumænien opfyldte projektet i amterne Cluj og Sălaj, hvis mål var at forbedre drikkevandsbehandlingen og -distributionen, sine mål, mens projektet i Călărași kun delvis opfyldte sine (jf. tekstboks 6).

77

Det tredje projekt, i regionen Constanța, nåede også sine outputindikatorer vedrørende rehabilitering eller opførelse af den fysiske infrastruktur⁶⁴, men opfyldelsen af resultatmålene vil først kunne verificeres, når den del af anlægsarbejdet, der finansieres under perioden 2014-2020, afsluttes i 2019 (jf. punkt 79).

78

Projektmodtagerne i Bulgarien skulle på afslutningsstadiet rapportere til deres forvaltningsmyndigheder om output og den finansielle gennemførelse af projekterne, men ikke om projekternes konsekvenser. Således var vandspild og driftsafbrydelser de drikkevandsrelaterede problemer, som projekterne i Bulgarien var planlagt til først og fremmest at løse. Alligevel indeholdt tilskudsaftalerne ingen specifikke indikatorer vedrørende disse to aspekter. Vores revision kunne imidlertid bekræfte, at alle de undersøgte projekter under EFRU/Samhørighedsfonden bidrog til at reducere vandspild og driftsafbrydelser.

Forsinkelser i projektgennemførelsen

79

Alle de undersøgte projekter i Ungarn og Rumænien sluttede senere end planlagt. De ungarske projekter sluttede med en forsinkelse på mellem seks og otte måneder i forhold til den tidsramme, der var fastsat i de oprindelige tilskudsaftaler. To af de tre rumænske projekter var over 30 måneder forsinket. Det tredje projekt, son forventedes færdigt i november 2015, blev forlænget til programperioden 2014-2020, fordi entreprenøren blev insolvent, og afslutningsdatoen forventes nu at være udgangen af 2019. Forholdene var kendelig bedre i Bulgarien, hvor to af projekterne blev afsluttet med en lille forsinkelse på tre måneder og det tredje til tiden.

Finansiel gennemførelse af projekterne

80

I Ungarn holdt kun ét af de undersøgte projekter sig inden for de oprindelige overslag. For så vidt angår de to andre undersøgte projekter (Békés og Szekszárd) var de endelige omkostninger over 20 % og 9 % højere end de samlede omkostninger, der var fastsat i tilskudsaftalen. I begge tilfælde hang stigningerne sammen med, at byggeomkostninger efter et offentligt udbud blev højere end anslået. Forvaltningsmyndigheden godkendte disse omkostningsstigninger og ændrede tilskudsaftalen flere gange. Det førte også til tilsvarende stigninger i EU-finansieringen.

81

På den anden side var omkostningerne i forbindelse med de undersøgte projekter i Bulgarien og Rumænien væsentlig lavere (mellem 19 % og 33 %) end det beløb, der var budgetteret med i tilskudsaftalen. Det skyldtes navnlig besparelser i de offentlige udbud. For så vidt angår ét stort projekt i Bulgarien (Gabrovo) skyldtes reduktionen af omkostningerne også omlægning af projektets omfang (jf. tekstboks 7).

Spildet i drikkevandsforsyningssystemet er stadig stort

82

Vandspild er navnlig vand, der siver ud fra systemet, før det når den endelige forbruger (teknisk eller fysisk spild), og vand, der forbruges uden at blive ført behørigt på regning, f.eks. via ulovlige tilslutninger eller ukorrekt forbrugsmåling (handelsmæssigt eller tilsyneladende spild)⁶⁵. Mens førstnævnte øger fremstillingsomkostningerne unødigt (fordi der skal fremstilles mere vand end nødvendigt), betyder sidstnævnte tab af indtægter. Vandspild anslås normalt på grundlag af en afstemning mellem vandtilstrømning og vandafstrømning i systemet.

83

Ifølge en rapport fra Verdensbanken fra 2015⁶⁶ var det gennemsnitlige niveau for vandspild i EU i 2012 ca. 34 %. Blandt de besøgte medlemsstater rapporterer kun Ungarn en lavere procent (24 %). Rumænien rapporterer vandspild i størrelsesordenen 40 %, og Bulgarien over 60 % (jf. figur 3). I alle tre medlemsstater er vandspildet faktisk steget fra 2005 (eller - for Rumæniens vedkommende - 2007) til 2013. Stigningen i rapporteret vandspild, og navnlig i Rumænien, skyldes især den forbedrede vandmåling, der giver en nøjagtigere måling af udsivning.

84

Vedrørende perioden 2014-2020 pegede Kommissionen for de tre besøgte landes vedkommende på behovet for at gøre vandforbruget mere effektivt, herunder reducere vandspild⁶⁷. Hertil kommer, at Kommissionen i 2015 offentliggjorde et EU-referencedokument om gode praksis for håndtering af udsivning for at hjælpe medlemsstaterne til at afhjælpe sådanne problemer og for at vejlede i udformning af politikker til effektivisering af vandforbruget i forsyningsvirksomheder i hele EU⁶⁸. For Bulgariens vedkommende er behovet for at forbedre vandforvaltningen også siden 2012 blevet understreget i Rådets landespecifikke henstillinger⁶⁹.

85

I Ungarn gennemførte vandværkssammenslutningen en benchmarking i 2008, hvor det konkluderedes, at det gennemsnitlige vandspild i Ungarn var ca. 15-17 % i 2008 (ca. 10-13 % for så vidt angår de tjenesteydere, der klarede sig bedst, og 40 % for så vidt angår dem, der klarede sig værst). I programperioden 2007-2013 var reduktion af vandspildet til under 20 % et af udvælgelseskriterierne for EU-medfinansierede projekter.

86

I Rumænien anses vandspildet i nettet for acceptabelt, hvis det er under 15 % af den samlede mængde, der ledes ind i distributionssystemet⁷⁰. Hvor det er hensigtsmæssigt, er rehabiliterings- eller moderniseringsarbejde obligatorisk, hvis vandspildet (fra indvinding til forbruger) er på over 20 %. På grund af den begrænsede finansiering i programperioden 2007-2013 blev øget adgang til vand og dermed udvidelse af vandnettet imidlertid prioriteret højere.

87

Bulgariens vandspild på 60 % er meget stort sammenlignet med vandspildet i andre EU-lande. For hver enkelt vandværksoperatør er der med hensyn til vandspild fastsat individuelle mål, som skal være opfyldt senest i 2021. Der er også et nationalt mål på 49 %, der skal være nået senest i 2026⁷¹. Hertil kommer, at strategien for vandforsyning og sanitet for 2014-2023 fastsætter det mål, der på nationalt plan skal nås med hensyn til vandspild senest i 2039, til 30 %⁷².

88

Tabel 4 viser forholdene med hensyn til vandspild før og efter gennemførelsen af de undersøgte projekter. Alle de ni undersøgte projekter under EFRU/Samhørighedsfonden bortset fra ét førte til en reduktion af vandspildet (jf. punkt 76 og tekstboks 6). Ifølge senere oplysninger er vandspildet i dette projekt imidlertid faldet siden afslutningen af projektet.

Tabel 4

Vandspild før og efter gennemførelsen af de undersøgte projekter

Medlemsstat	Projekter	Vandspild før projektet	Mål	Vandspild efter projektet
Bulgarien	Projekt 1 (Gabrovo)1	73 %	39 %	44 %
	Projekt 2 (Veliko Tarnovo)1	70 % (i projektområdet)	20 %	20 % (i projektområdet)
	Projekt 3 (Panagyurishte)1	60 % (i projektområdet)	Ikke fastsat	44 % (i projektområdet)
Ungarn	Projekt 1 (Békés)	30 %	Ikke fastsat	28 %
	Projekt 2 (Szekszárd)	13 %.	Ikke fastsat	10,9 %
	Projekt 3 (Gyömrő)	8,8 %	Ikke fastsat	7,7 %
Rumænien	Projekt 11 (Călărași)	34 % (i distributionssystemet)	19 %	50,4 % (for hele systemet, inklusive indvinding og behandling)
	Projekt 21 (Constanța)	64 %	45,2 %	44 %
	Projekt 31 (Cluj)	42 %	36 %	36,9 %

Det er stadig behov for betydelige midler ud over EU-medfinansieringen for at give adgang til kvalitetsdrikkevand og sikre, at EU-finansierede investeringer kan opretholdes, som de bør

89

Vi vurderede, om de besøgte medlemsstater afdækkede de supplerende finansieringsbehov med henblik på at sikre forsyning af drikkevand af god kvalitet til deres borgere, og i hvilken udstrækning denne finansiering kan ydes i form af nationale offentlige og private midler. Desuden undersøgte vi, om der blev taget skyldigt hensyn til princippet om omkostningsdækning ved fastsættelsen af vandpriserne, så den eksisterende infrastruktur kan opretholdes, som den bør.

Investeringsunderskuddet for de tre besøgte medlemsstater frem til 2020 anslås til 6 milliarder euro

90

Den finansielle støtte fra EU-budgettet bør ikke erstatte nationale offentlige udgifter⁷³. Det betyder, at der skal være tilstrækkelige nationale offentlige og private ressourcer til rådighed til at sikre et passende investeringsniveau på lang sigt og til at opretholde den infrastruktur, der allerede er etableret ved hjælp af EU-finansiering, eftersom den er udelukket fra fremtidig EU-finansiering.

91

Desuden kan én og samme udgift kun få støtte fra én EU-fond eller ét EU-instrument⁷⁴. For så vidt angår drikkevandsprojekter, der anses for indtægtsskabende, kan der kun finansieres støtteberettigede udgifter minus den potentielle nettoindtægt. Ved beregningen af nettoindtægten tages der hensyn til ikke blot likviditetstilførsel, men også likviditetsforbrug, såsom omkostninger til drift (inklusive vedligeholdelse) og til erstatning af investeringen over en specifik referenceperiode.

92

Samlet set var tildelingerne til drikkevandsrelaterede investeringer under EFRU/Samhørighedsfonden i EU-13-medlemsstaterne på ca. 4 milliarder euro i programperioden 2007-2013, og der regnes med ca. 3,4 milliarder euro til programperioden 2014-2020. Tildelingerne fra EFRU/Samhørighedsfonden til drikkevandsrelaterede projekter i de tre besøgte medlemsstater i programperioderne 2007-2013 og 2014-2020 udgør i alt ca. 3,7 milliarder euro (tabel 5).

Tabel 5

Tildelinger under EFRU/Samhørighedsfonden til drikkevandsrelaterede projekter i Bulgarien, Ungarn og Rumænien

Beløb (millioner euro)	2007-2013	2014-2020	I alt
Bulgarien	166	145	311
Ungarn	529	216	745
Rumænien	1 388	1 261	2 649
I alt	2 083	1 622	3 705

93

I 2014 vedtog Bulgarien strategien for vandforsyning og sanitet for 2014-2023⁷⁵ med det mål at forbedre kvaliteten af vandforsyningen og opfylde EU’s miljøstandarder. I dette dokument er behovet for investeringer i drikkevand (indvinding, behandling, transport og distribution) i perioden 2014-2023 anslået til ca. 2,5 milliarder euro (5,0 milliarder BGN). Til sammenligning beløber den EU-finansiering, der er tildelt til drikkevandsrelaterede investeringer i Bulgarien i perioden 2014-2020, sig til ca. 145 millioner euro. Det indikerer et investeringsunderskud på ca. 1 600 millioner euro⁷⁶ frem til 2020 for Bulgariens vedkommende.

94

For at sikre overholdelsen af kvalitetsstandarderne og tidsfristerne i drikkevandsdirektivet vedtog myndighederne i Rumænien i 2004 en »gennemførelsesplan vedrørende drikkevandskvaliteten«, der pegede på de aktioner, der var nødvendige med hensyn til drikkevandsforsyningen, og de dermed forbundne finansielle behov frem til udgangen af 2015, som blev anslået til 5,6 milliarder euro. I det operationelle program »Store infrastrukturer« for 2014-2020 blev dette beløb senere revideret til 5,8 milliarder euro ud over de investeringer, der allerede var foretaget i perioden 2007-2013 (EU-bidrag på 1,38 milliarder euro). Til sammenligning beløber de EU-midler, der er tildelt til investeringer i relation til drikkevand i Rumænien i perioden 2014-2020, sig til ca. 1,26 milliarder euro. Det indikerer et investeringsunderskud på ca. 4 540 millioner euro frem til 2020 for Rumæniens vedkommende.

95

Endelig vil der i Ungarn, om end i meget mindre omfang, blive behov for supplerende nationale eller andre midler for at opfylde behovet for at forbedre vandkvaliteten. Ifølge en evaluering foretaget i 2013 blev behovet for investeringer til at forbedre vandkvaliteten i Ungarn frem til 2020 anslået til mellem 415 millioner og 460 millioner euro (130 000-140 000 millioner HUF), mens EU-tildelingen til programperioden 2014-2020 beløber sig til 216 millioner euro (67 634 millioner HUF)⁷⁷. Det indikerer et investeringsunderskud på ca. 244 millioner euro frem til 2020 for Ungarns vedkommende.

Brugerbetalingen er ikke tilstrækkelig til at sikre, at projekterne er bæredygtige

96

Vandforsyningstjenestens finansielle bæredygtighed er sikret, når indtægterne fra denne tjenesteydelse er tilstrækkelige til at dække både drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne og kapitalomkostningerne, så der kan foretages nye investeringer. Det er princippet om omkostningsdækning.

97

For både programperioden 2000-2006 og programperioden 2007-2013 er det anført i Kommissionens vejledning, at vandtaksterne mindst skal dække drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne og en væsentlig del af afskrivningerne⁷⁸. Afskrivningerne kan betragtes som et udtryk for de omkostninger, det vil kræve at forny infrastrukturen i fremtiden.

98

Med hensyn til programperioden 2014-2020 knytter der sig til godkendelsen af operationelle programmer en forhåndsbetingelse om omkostningsdækning, hvor de forskellige anvendelser af vand skal bidrage rimeligt til at dække vandtjenesteydelsens omkostninger⁷⁹. Det er imidlertid op til medlemsstaterne selv at definere, hvad der er et rimeligt bidrag.

99

I Bulgarien dækker indtægterne fra vandtakster i overensstemmelse med strategien for 2014-2023 ikke driftsudgifterne i en lang række bulgarske vandforsyningsselskaber, selv om taksterne er steget siden 2008 (vandforsyningstaksterne steg med 16 % fra 2008 til 2011, fra 1,19 BGN/m³ til 1,38 BGN/m³). I virkeligheden skulle de gennemsnitlige samlede vand- og spildevandstakster ifølge alle de scenarier, der er udviklet i strategien, frem til 2024 stige til ca. det dobbelte af taksterne i 2011 for at opfylde målet om regeloverholdelse og bæredygtighed.

100

Manglende opfyldelse af princippet om omkostningsdækning indebærer en betydelig trussel mod bæredygtigheden af EU-medfinansierede infrastrukturer. F.eks. vil det i Bulgarien i gennemsnit kræve mere end 400 millioner euro (800 millioner BGN) årlig blot at bevare nettet i den nuværende tilstand med hensyn til længde og gennemsnitsalder. Men mellem 2007 og 2011 er der i gennemsnit investeret under 100 millioner euro (200 millioner BGN) årlig⁸⁰.

101

Samtidig skal vandforsyningstjenesterne være socialt overkommelige for forbrugerne. Kommissionen angiver i sin vejledning⁸¹, at 4 % af husstandsindkomsten er en almindeligt accepteret overkommelig sats, hvilket vil sige, at den samlede vandregning (for drikkevands- og spildevandstjenester) gerne må beløbe sig til 4 % af husstandsindkomsten. Der tages hensyn til princippet om prisoverkommelighed i lovgivningen i de tre besøgte medlemsstater. I Bulgarien er prisoverkommeligheden sikret, når fakturaprisen på vandforsyning ikke overstiger 2,5 % af den gennemsnitlige månedlige husstandsindkomst i det pågældende distrikt⁸². I Rumænien er det anbefalede generelle overkommelighedsniveau for vandforsyning og sanitet 3,5 % af den gennemsnitlige månedlige husstandsindkomst på nationalt plan (forskelligt for by- og landdistrikter)⁸³. På grundlag af oplysningerne i projektansøgningerne var taksterne fastsat til ca. 2 %-2,5 % af en gennemsnitshusstands nettoindkomst. Endelig er der i Ungarn - selv om princippet om prisoverkommelighed er omtalt i lovgivningen⁸⁴ - ikke fastsat nogen specifik overkommelighedssats.

102

I Bulgarien og Rumænien fastsættes vandforsyningstaksterne af vandværksoperatøren og godkendes af tilsynsmyndighederne⁸⁵. I begge lande indeholder den nationale lovgivning bestemmelser om, at taksterne bør dække omkostningerne ved at levere tjenesteydelsen, sikre tjenestens effektive og sikre funktion, miljøbevarelse og -beskyttelse samt folkesundhed, modvirke overforbrug og fremme kapitalinvesteringer for at sikre respekten for operatørens finansielle autonomi og sikre servicekontinuitet⁸⁶.

103

Hertil kommer, at vandværksoperatører i Rumænien, der gennemfører projekter, der er finansieret med EU-midler, skal oprette en reservefond til vedligeholdelse, erstatning og udvikling for hele investeringsperioden. Den skal suppleres over indtægterne ved vandforsyningstjenesten og skal dermed tages i betragtning i forbindelse med fastsættelsen af taksterne⁸⁷. I to af de tre undersøgte projekter var reservefonden imidlertid ikke taget i betragtning i forbindelse med fastsættelsen af disse takster. Ifølge vandforsyningsoperatøren i ét af de undersøgte projekter (i Călărași), ville det have ført til så høje omkostninger, at forbrugere i private husholdninger ikke havde haft råd til dem, hvis denne fond var taget i betragtning i forbindelse med takststrukturen. Dette kan bevirke, at vedligeholdelsen ikke lever op til standarden, at installationen umuligt kan erstattes på længere sigt, og at vandinfrastrukturens bæredygtighed trues.

104

I Ungarn kræves der fuld omkostningsdækning, og fra og med 2012 skal de detaljerede krav vedrørende fastsættelse af takster på nationalt plan opstilles ved dekret af den ansvarlige minister⁸⁸. Ved lovbestemmelserne blev det fastsat, at 2012-taksterne højst kunne forhøjes med 4,2 % i forhold til 2011-taksterne. I en senere lov fra 2013⁸⁹ blev det specificeret, at taksten skulle sænkes med 10 % i forhold til 2012-taksterne fra og med juli 2013. Da der siden da endnu ikke er vedtaget noget dekret til fastsættelse af takster, har taksterne været uændrede.

105

For så vidt angår de tre undersøgte projekter i Ungarn var taksterne i 2016 i gennemsnit 15 % lavere end de takster, der blev anført i ansøgningerne, og som blev brugt ved vurderingen af projekterne. Det indebærer, at der måske ikke vil blive opnået omkostningsdækning, at vedligeholdelsen derfor måske ikke vil blive udført ordentligt, samt at der måske ikke er tilstrækkelige reserver til stede til at erstatte udstyr på lang sigt og dermed sikre vandinfrastrukturernes bæredygtighed.

106

Lignende spørgsmål med hensyn til risikoen for, at de genererede indtægter er utilstrækkelige til at sikre driften og vedligeholdelsen af den EU-finansierede infrastruktur, er allerede blevet fremhævet i flere af vores tidligere beretninger⁹⁰.

Konklusioner og anbefalinger

107

Samlet set konstaterede vi, at adgangen til og forsyningen af kvalitetsdrikkevand er blevet forbedret for borgerne i Bulgarien, Ungarn og Rumænien. Det skyldes i vid udstrækning de betydelige investeringer, der i de seneste år er foretaget under EFRU og Samhørighedsfonden. Alligevel er der stadig områder, hvor det offentlige forsyningsnet leverer borgerne vand, der ikke fuldt ud lever op til de EU-standarder, der er fastsat i drikkevandsdirektivet fra 1998. Hertil kommer, at der er og bliver behov for væsentlige yderligere investeringer af nationale offentlige og private midler for at sikre alle borgerne i disse medlemsstater adgang til vand af god kvalitet og for at sikre, at de EU-finansierede investeringer i vandfaciliteter kan vedligeholdes, som de bør.

Drikkevandsdirektivet fra 1998 var gennemført i de fleste henseender ved udgangen af 2016

108

Kommissionen har nøje overvåget overholdelsen af kravene i drikkevandsdirektivet og indledt traktatbrudssager i alle tre besøgte medlemsstater, når det var nødvendigt. Ungarn og Rumænien fik en række dispensationer da de tiltrådte EU, og senere indførte disse medlemsstater yderligere dispensationer. Medlemsstaterne skal øjeblikkelig oplyse Kommissionen om sådanne dispensationer, når de vedrører store vandforsyningsområder, men først fra anden dispensation i forbindelse med små vandforsyningsområder. I 2016 overholdt de nationale lovgivninger i alle tre besøgte medlemsstater kravene i drikkevandsdirektivet. Alligevel modtager nogle borgere - trods de seneste års betydelige forbedringer af vandkvaliteten i de tre besøgte medlemsstater - stadig drikkevand, der ikke lever op til alle EU-kvalitetsstandarderne (jf. punkt 31-41).

109

Medlemsstaternes rapportering om kvaliteten af drikkevandet, der offentliggøres hvert tredje år, er Kommissionens vigtigste værktøj til at opdage, at parameterværdierne i drikkevandsdirektivet ikke er overholdt. Vi konstaterede en række mangler i de nuværende overvågningsordninger. For det første rapporterer medlemsstaterne for sent de data til EEA, som Kommissionen vurderer gennemførelsen af drikkevandsdirektivet på grundlag af. Således indsendte Ungarn først sine data for rapporteringsperioden 2011-2013 i april 2016, over ét år senere end krævet. For det andet opdagede EEA (der på Kommissionens vegne kontrollerer, at overvågningen foretages efter reglerne) ikke uoverensstemmelserne i de data, medlemsstaterne havde rapporteret for perioden 2011-2013. For det tredje konstaterede vi i alle tre besøgte medlemsstater, at ikke alle de parametre, der ifølge drikkevandsdirektivet skulle overvåges, var blevet det, og at dette ikke blev begrundet eller forklaret med henvisning til eventuelle overvågningsundtagelser. Det blev også bekræftet i forbindelse med nogle af de undersøgte projekter finansieret under EFRU/Samhørighedsfonden, hvor vi konstaterede, at overvågningen ikke var udført i overensstemmelse med drikkevandsdirektivet, og at der var kontrolleret færre parametre end krævet. Endelig er det ifølge drikkevandsdirektivet ikke obligatorisk at rapportere om små vandforsyningsområder. Kommissionen har ikke beføjelser til at foretage kontrolundersøgelser og kan ikke kontrollere, om overvågningen sker, sådan som det rapporteres. Det formodes, at medlemsstaterne rapporterer i god tro i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde (jf. punkt 42-56).

110

Medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forbrugerne har adgang til tilstrækkelige, ajourførte oplysninger om drikkevandets kvalitet. I de tre besøgte medlemsstater konstaterede vi, at dette krav var korrekt inkorporeret i den nationale lovgivning, men praksis med hensyn til at give kunderne adgang til sådanne oplysninger varierer betydeligt, og generelt får borgerne ikke systematisk ajourførte oplysninger om vandkvaliteten. I dag er der ingen vejledning fra Kommissionen om dette aspekt (jf. punkt 57-59).

111

En revision af drikkevandsdirektivet er medtaget på Kommissionens arbejdsprogram for 2017 med henblik på at få behandlet en række mangler, Kommissionen har konstateret på grundlag af medlemsstaternes rapporteringer og videnskabelig rådgivning (jf. punkt 60-67).

Anbefaling 1

Kommissionen bør på grundlag af den eksisterende rapportering følge op på huller i medlemsstaternes overvågning og håndhæve drikkevandsdirektivets krav i så henseende.

Frist for gennemførelse: ved udgangen af 2018 (ved udgangen af indeværende rapporteringsperiode).

Anbefaling 2

I forbindelse med den aktuelle revision af drikkevandsdirektivet bør Kommissionen tage følgende spørgsmål op på en forholdsmæssigt afpasset måde:

1. forbedring af medlemsstaternes oplysninger til Kommissionen om dispensationer til små vandforsyningsområder
2. udvidelse af rapporteringskravene til at omfatte små vandforsyningsområder
3. regelmæssig rapportering, der sikrer, at der indsamles ajourførte oplysninger om overholdelsen af drikkevandsdirektivet fra medlemsstaterne. Kommissionen bør overveje løsninger såsom alternative IT-værktøjer (f.eks. datahøstning fra nationale forvaltninger) for at gøre rapporteringen nemmere og hurtigere og sikre, at der foreligger ajourførte oplysninger
4. forbedring af kravene om forbrugeradgang til tilstrækkelige og ajourførte oplysninger om kvaliteten af drikkevandet.

Frist for gennemførelse: ved udgangen af 2017.

Alle de undersøgte projekter under EFRU/Samhørighedsfonden forbedrede drikkevandet i de berørte områder, men vandspild er stadig et generelt problem

112

Samlet set nåede de undersøgte projekter under EFRU/Samhørighedsfonden de vigtigste mål, nemlig at forbedre vandkvaliteten, udvide adgangen til drikkevand eller reducere vandspildet, som det var fastsat i tilskudsaftalen eller projektansøgningen. Bortset fra ét blev alle de undersøgte projekter under EFRU/Samhørighedsfonden gennemført på den måde, der var mest velegnet til at afhjælpe de identificerede behov. Hertil kommer, at de afsluttede undersøgte projekter under EFRU/Samhørighedsfonden nåede de fleste af deres mål, men undertiden var forsinkede (navnlig i Ungarn og Rumænien). Der blev konstateret omkostninger, der var højere end oprindelig budgetteret vedrørende to af de tre undersøgte projekter i Ungarn (jf. punkt 73-81).

113

I 2012 var det gennemsnitlige vandspild i Ungarn ca. 24 %, i Rumænien ca. 40 % og i Bulgarien over 60 %. Til sammenligning kan det oplyses, at gennemsnittet for EU var ca. 34 %. I alle tre medlemsstater er vandspildet faktisk steget fra 2005 (eller - for Rumæniens vedkommende - 2007) til 2013. Stigningen i rapporteret vandspild, og navnlig i Rumænien, hænger især sammen med den forbedrede vandmåling, der giver en nøjagtigere måling af udsivning. For Bulgariens vedkommende er behovet for at forbedre vandforvaltningen også siden 2012 blevet understreget i Rådets landespecifikke henstillinger. Alle de ni undersøgte projekter under EFRU/Samhørighedsfonden bortset fra ét førte til en reduktion af vandspildet. Ifølge senere oplysninger er vandspildet i dette projekt imidlertid faldet siden afslutningen af projektet. Samlet set er vandspildet - navnlig i Bulgarien og Rumænien - stadig stort, hvilket indvirker på vandsystemets samlede produktivitet og øger omkostningerne for både forbrugerne og samfundet som helhed. I programperioden 2007-2013 havde kun Ungarn brugt reduktion af vandspildet som udvælgelseskriterium for EU-finansierede projekter (jf. punkt 82-88).

Anbefaling 3

Medlemsstaterne bør kræve, at planer om at nå et bestemt niveau for reduktion af vandspild, inddrages som udvælgelseskriterium vedrørende alle vandfacilitetsprojekter, der gør det muligt at nå nationale mål.

Frist for gennemførelse: ved udgangen af 2017.

Anbefaling 4

Kommissionen bør støtte medlemsstaternes fremme af aktioner, der sigter mod reduktion af vandspild. Det kan den gøre f.eks. ved at lade EU-finansiering omfatte reduktion af vandspild på området drikkevandsinfrastruktur eller ved at gøre oplysningerne om vandspild mere gennemsigtige.

Frist for gennemførelse: med henblik på næste programperiode.

Det er stadig behov for betydelige midler ud over EU-medfinansieringen for at give adgang til kvalitetsdrikkevand og sikre, at EU-finansierede investeringer kan opretholdes, som de bør

114

Der skal være tilstrækkelige nationale offentlige og private ressourcer til rådighed til at sikre et passende investeringsniveau på lang sigt og til at opretholde den infrastruktur, der er etableret ved hjælp af EU-finansiering. Den finansielle støtte fra EU-budgettet bør ikke erstatte en medlemsstats offentlige udgifter. Tildelingerne fra EFRU/Samhørighedsfonden til drikkevandsrelaterede projekter i de tre besøgte medlemsstater i programperioderne 2007-2013 og 2014-2020 udgør i alt ca. 3,7 milliarder euro. Det betyder, at de besøgte medlemsstater samlet set bliver nødt til at investere mere end 6 milliarder euro for at dække deres anslåede behov ved udgangen af 2020. Det indikerer, at det ikke er sandsynligt, at alle de nødvendige investeringer i vandfaciliteter vil blive foretaget, navnlig i Bulgarien og Rumænien (jf. punkt 90-95).

115

Vandforsyningstjenestens finansielle bæredygtighed er derfor først sikret, når indtægterne fra denne tjenesteydelse er tilstrækkelige til at dække både drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne og kapitalomkostningerne, så der kan foretages nye investeringer. Det er princippet om omkostningsdækning. Samtidig skal vandforsyningstjenesterne være socialt overkommelige for kunderne. Med henblik på programperioden 2014-2020 blev overholdelsen af princippet om omkostningsdækning gjort obligatorisk ved hjælp af et krav om opfyldelse af forhåndsbetingelser. Det betyder, at godkendelsen af de operationelle programmer i programperioden 2014-2020 er betinget af, at de forskellige vandanvendelsessektorer yder et passende bidrag til dækning af omkostningerne i forbindelse med forsyningspligtydelser. Det er imidlertid op til medlemsstaterne selv at definere, hvad der er et rimeligt bidrag. Samlet set vil niveauet for brugerbetalingen ikke i nogen af de tre medlemsstater være tilstrækkeligt til at dække drikkevandsfaciliteternes drifts- og vedligeholdelsesomkostninger (jf. punkt 96-106).

Anbefaling 5

Medlemsstaterne bør:

1. sørge for, at vandtaksterne sikrer vandinfrastrukturens bæredygtighed, herunder vedligeholdelse og fornyelse af den
2. dels sikre, at vandtakststrukturen giver fuld omkostningsdækning, dels overveje om fornødent at yde finansiel støtte eller andre former for støtte til husstande, for hvilke vandforsyningsomkostningerne overstiger overkommelighedssatsen.

Gennemførelsesdato: øjeblikkelig.

Vedtaget af Afdeling II, der ledes af Iliana Ivanova, medlem af Revisionsretten, i Luxembourg på mødet den 5. juli 2017.

Forkortelser og glossar

Borgerinitiativ: Et europæisk borgerinitiativ er en opfordring til Europa-Kommissionen til at foreslå lovgivning om spørgsmål, hvor EU har beføjelser til at lovgive. Et borgerinitiativ skal støttes af mindst en million unionsborgere, der kommer fra mindst syv af de 28 medlemsstater. I hver af disse syv medlemsstater kræves der et minimum af underskrivere. De regler og procedurer, der gælder for borgerinitiativer, er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 af 16. februar 2011 om borgerinitiativer (EUT L 65 af 11.3.2011, s. 1).

Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU): Den Europæiske Fond for Regionaludvikling har til formål at styrke den økonomiske og sociale samhørighed i den Europæiske Union ved at udligne de største regionale skævheder ved hjælp af finansiel støtte til oprettelse af infrastrukturer og produktive jobskabende investeringer, særlig til virksomheder.

Det Europæiske Miljøagentur (EEA): EEA er et EU-agentur.
Det leverer uafhængige oplysninger om miljøet til dem, der er involveret i udvikling, vedtagelse, gennemførelse og evaluering af miljøpolitik, og også til den brede offentlighed. EEA indsamler data om og udarbejder vurderinger af en bred vifte af miljørelaterede spørgsmål.

Det Europæiske Miljøoplysnings- og Miljøovervågningsnet: Det Europæiske Miljøoplysnings- og Miljøovervågningsnet er et partnerskabsnet for Det Europæiske Miljøagentur (EEA) og dets medlemmer og samarbejdende lande. Det består af EEA selv, seks europæiske temacentre og et netværk på ca. 1 000 eksperter fra 39 lande ved op imod 400 nationale organer, der arbejder med miljøoplysninger. Gennem Det Europæiske Miljøoplysnings- og Miljøovervågningsnet samordner EEA leveringen af miljødata fra de enkelte lande.

Drikkevandsdirektivet: Rådets direktiv 98/83/EF af 3. november 1998 om kvaliteten af drikkevand (EFT L 330 af 5.12.1998, s. 32).

Drinking water safety planning: Konceptet drinking water safety planning (»drikkevandssikkerhedsplanlægning«) blev indført af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i 2004. Det består af en tilgang med samlet risikovurdering og risikostyring, der omfatter alle trin i vandforsyningen fra indvinding til forbruger.
Vandværksoperatører og offentlige sundhedsmyndigheder bør helst udvikle drinking water safety planning for hvert enkelt drikkevandsforsyningsområde.

Efterprøvningskontrol: Formålet med efterprøvningskontrol er at tilvejebringe de nødvendige oplysninger for at afgøre, om alle drikkevandsdirektivets parameterværdier overholdes.
Der udføres efterprøvningskontrol af alle de parametre, der er fastsat i overensstemmelse med bilag I til drikkevandsdirektivet.

EU-13: EU-13 er de medlemsstater, der tilsluttede sig EU i 2004 eller senere. Det drejer sig om: Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Estland, Kroatien, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien.

Europa 2020-strategien: Europa 2020 er EU’s tiårsstrategi for beskæftigelse og vækst. Den blev lanceret i 2010 for at skabe betingelserne for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. Den omfatter fem overordnede mål, der dækker beskæftigelse, forskning og udvikling, klima og energi, uddannelse, social inklusion og fattigdomsbekæmpelse.
Det Europæiske Råd den 17. juni 2010, konklusioner i forlængelse af KOM(2010) 2020 endelig af 3. marts 2010 - Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst.

Forhåndsbetingelser: Forhåndsbetingelser er betingelser baseret på foruddefinerede kriterier i partnerskabsaftaler, der betragtes som nødvendige forudsætninger for, at den EU-støtte, som disse aftaler omfatter, anvendes effektivt og produktivt. Når medlemsstaterne udarbejdede EFRU-, Samhørighedsfonds- og ESF-OP’er for programperioden 2014-2020, skulle de vurdere, om disse betingelser er opfyldt. Hvis de ikke var opfyldt, skulle der udarbejdes handlingsplaner for at sikre, at de var opfyldt senest 31. december 2016.

Forvaltningsmyndighed: En forvaltningsmyndighed er en national, regional eller lokal offentlig myndighed (eller ethvert andet offentligt eller privat organ), der af en medlemsstat er udpeget til at forvalte et operationelt program. Den har blandt andet til opgave at udvælge projekter til finansiering, overvåge projekternes gennemførelse og rapportere til Kommissionen om finansielle aspekter og opnåede resultater. Det er også forvaltningsmyndigheden, der pålægger støttemodtagerne finansielle korrektioner efter revision udført af Kommissionen, Den Europæiske Revisionsret eller en relevant myndighed i en medlemsstat.

Fælles assistance til projekter i de europæiske regioner (Jaspersinitiativet): Jaspers er et partnerskab for teknisk bistand mellem tre partnere (Europa-Kommissionen, Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling). Den yder uafhængig rådgivning til modtagerlande for at hjælpe dem til at udarbejde store projekter af høj kvalitet, der skal medfinansieres af to europæiske struktur- og investeringsfonde (Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Samhørighedsfonden).

Ikke-indtægtsgivende vand (non-revenue water): Ikke-indtægtsgivende vand er navnlig vand, der siver ud fra systemet, før det når den endelige forbruger (teknisk eller fysisk spild), og vand, der forbruges uden at blive faktureret behørigt, f.eks. via ulovlige tilslutninger eller ukorrekt forbrugsmåling (handelsmæssigt eller tilsyneladende spild). Mens førstnævnte øger fremstillingsomkostningerne unødigt (fordi der skal fremstilles mere vand end nødvendigt), betyder sidstnævnte tab af indtægter. Mængden af ikke-indtægtsgivende vand anslås normalt på grundlag af en afstemning mellem vandtilstrømning og vandafstrømning i systemet.
Af forenklingshensyn anvendes termen »vandspild« i denne beretning i stedet for »ikke-indtægtsgivende vand«.

Indikatorparametre: Indikatorparametre er en blanding af mikrobiologiske, kemiske og radiologiske parametre, der giver oplysninger om behandlingsprocesser og drikkevands organoleptiske kvalitet.

Landespecifikke henstillinger: Landespecifikke henstillinger er henstillinger vedrørende strukturelle udfordringer, som det er hensigtsmæssigt at imødegå med flerårige investeringer, der hører direkte under ESI-fondenes anvendelsesområde som fastsat i de fondsspecifikke forordninger. De vedtages af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 21, stk. 2, og artikel 148, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Lille vandforsyningsområde: Små vandforsyningsområder enten leverer mindre end 1 000 m³ vand om dagen i gennemsnit eller forsyner mindre end 5 000 personer.

Løbende kontrol: Formålet med løbende kontrol er at afgøre, om drikkevand overholder de relevante parameterværdier, der er fastsat i drikkevandsdirektivet. Kontrollen giver regelmæssig oplysninger om den organoleptiske (farve-, lugt- og teksturrelaterede) og mikrobiologiske kvalitet af drikkevand samt om effektiviteten af eventuel drikkevandsbehandling (navnlig desinfektion).
Det er kun nogle af de parametre, der er anført i drikkevandsdirektivet, der skal omfattes af den løbende kontrol.

Operationelt program (OP): Et operationelt program fastsætter medlemsstatens prioriteter og særlige mål og beskriver, hvordan midlerne (EU-midler og national offentlig og privat medfinansiering) vil blive anvendt i en given periode (for tiden syv år) til finansiering af projekter. Projekterne i et OP skal bidrage til at nå et bestemt antal mål. Der kan ydes støtte til OP’er inden for rammerne af EFRU, Samhørighedsfonden og/eller ESF. Det er medlemsstaten, der udarbejder det operationelle program, som skal godkendes af Kommissionen, inden der kan udbetales midler fra EU-budgettet. OP’er kan kun ændres i løbet af perioden, hvis parterne er enige om det.

Programmet for målrettet og effektiv regulering (REFIT): Under REFIT gennemgår Kommissionen løbende og systematisk hele EU-lovgivningen for at indkredse byrder, uoverensstemmelser og ineffektive foranstaltninger og pege på korrigerende foranstaltninger.

Programperiode: Den flerårige ramme, som EFRU’s, ESF’s og Samhørighedsfondens udgifter planlægges og afholdes inden for.

Samhørighedsfonden: Samhørighedsfonden har til formål at styrke den økonomiske og sociale samhørighed i Den Europæiske Union ved at finansiere miljø- og transportprojekter i medlemsstater, hvis BNI pr. indbygger er mindre end 90 % af gennemsnittet i EU.

Store vandforsyningsområder: Store vandforsyningsområder enten leverer mere end 1 000 m³ vand om dagen i gennemsnit eller forsyner mere end 5 000 personer.

Stort projekt: Et projekt, som omfatter en række økonomisk uopdelelige arbejder, der opfylder en præcis teknisk funktion, som tager sigte på klart identificerede målsætninger, til hvilket de samlede udgifter, der vurderes ved fastsættelsen af fondenes deltagelse, overstiger 50 millioner euro, og som generelt drejer sig om store infrastrukturer inden for transport, miljø eller andre sektorer såsom kultur, uddannelse, energi eller IKT. Der er krav om Kommissionens godkendelse på samlet projektniveau.
I programperioden 2014-2020 blev tærskelværdien forhøjet til 75 millioner euro for så vidt angår operationer, der bidrager til at nå den tematiske målsætning i artikel 9, stk. 1, nummer 7 - »fremme af bæredygtig transport og afskaffelse af flaskehalsproblemer i vigtige netinfrastrukturer«.

TEUF: Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Vandforsyningsområde: Et forsyningsområde er et geografisk afgrænset område, inden for hvilket drikkevandet kommer fra en eller flere kilder, og inden for hvilket vandkvaliteten kan anses for at være tilnærmelsesvis ensartet.

Revisionsholdet

Revisionsrettens særberetninger præsenterer resultaterne af revisioner vedrørende EU-politikker og -programmer eller forvaltningsspørgsmål i forbindelse med specifikke budgetområder. Med henblik på at opnå maksimal effekt udvælger og udformer Revisionsretten sine revisionsopgaver under hensyntagen til de risici, der knytter sig til forvaltningens resultatopnåelse eller regeloverholdelsen, de pågældende indtægters eller udgifters omfang, den fremtidige udvikling samt den politiske og offentlige interesse.

Denne forvaltningsrevision blev udført af Revisionsafdeling II - der ledes af Iliana Ivanova, medlem af Revisionsretten - hvis speciale er udgiftsområderne investering i samhørighed, vækst og integration. Revisionsarbejdet blev ledet af George Pufan, medlem af Revisionsretten, med støtte fra kabinetschef Patrick Weldon og attaché Mircea Radulescu, de ledende administratorer Alain Vansilliette og Myriam Cazzaniga, opgaveansvarlig Paolo Pesce samt revisorerne Zuzana Gullova, Zhivka Kalaydzhieva, Attila Horvay-Kovács og Ana Popescu.

Kontakt

DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET
12, rue Alcide De Gasperi
1615 Luxembourg
LUXEMBOURG

Tlf. +352 4398-1
Kontakt: eca.europa.eu/da/Pages/ContactForm.aspx
Websted: eca.europa.eu
Twitter: @EUAuditors

Yderligere oplysninger om EU fås på internet via Europaserveren (http://europa.eu)

Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2017

PDF	ISBN 978-92-872-7923-1	ISSN 1977-5636	doi:10.2865/63562	QJ-AB-17-012-DA-N
HTML	ISBN 978-92-872-7879-1	ISSN 1977-5636	doi:10.2865/076750	QJ-AB-17-012-DA-Q

© Den Europæiske Union, 2017

Tilladelse til at anvende eller gengive fotos eller andet materiale, hvortil Den Europæiske Union ikke har ophavsretten, skal indhentes direkte hos indehaveren af ophavsretten.

SÅDAN FÅR MAN FAT I PUBLIKATIONER FRA EU

Gratis publikationer:

• et eksemplar:
  • via EU Bookshop (http://bookshop.europa.eu)
• flere eksemplarer eller plakater/kort:
  • hos Den Europæiske Unions repræsentationer (http://ec.europa.eu/represent_da.htm)
  • hos delegationerne i ikke-EU-lande (http://eeas.europa.eu/delegations/index_da.htm)
  • ved at kontakte Europe Direct (http://europa.eu/europedirect/index_da.htm)
  • eller ringe på 00 800 6 7 8 9 10 11 (frikaldsnummer fra overalt i EU) (*).

(*) Oplysningerne er gratis ligesom de fleste opkald (nogle operatører, telefonbokse eller hoteller kan dog kræve penge for opkaldet).

Betalingspublikationer:

• via EU Bookshop (http://bookshop.europa.eu).