Alt, hvad EU gør, er baseret på traktater, der indeholder reglerne for, hvordan EU fungerer. Alle EU-lande har frivilligt og demokratisk tilsluttet sig disse traktater.
I EU-traktaterne præciseres det, hvem der kan vedtage love på hvilke områder: EU, medlemslandenes regeringer eller begge. EU-landene er ansvarlige for at træffe deres egne beslutninger og vedtage egne love inden for visse områder af den nationale politik, f.eks. industri, sundhed og uddannelse, og EU yder støtte.
På mange områder præciseres det i traktaterne, at både EU og de nationale regeringer kan handle. I disse tilfælde træffes beslutningerne altid så tæt på borgerne som muligt. Det betyder, at hvis et problem kan løses på lokalt, regionalt eller nationalt plan, vil EU ikke gribe ind.
EU træffer foranstaltninger på de områder, hvor dets medlemsstater har bemyndiget det til at gøre det, og hvor det giver mening at handle i fællesskab, f.eks. vedrørende klimaændringer eller handel over hele verden. For at nå deres mål har EU-landene oprettet en række institutioner, der skal træffe beslutninger på EU-plan og derefter gennemføre dem.
Europa-Parlamentet, der har hjemme i Strasbourg og Bruxelles, repræsenterer EU-borgernes interesser. Sammen med Rådet for Den Europæiske Union er det EU’s primære beslutningstagende organ.
De 720 medlemmer af Europa-Parlamentet, der også kendes som MEP’er, vælges direkte af EU-vælgerne hvert 5. år. Det næste valg finder sted i 2029. Hvert EU-land vælger et antal medlemmer afhængigt af størrelsen på landets befolkning. MEP’erne er ikke grupperet efter deres nationalitet. De sidder i politiske grupper, der dækker flere lande, eller de er uafhængige.
Rådet for Den Europæiske Union, også kaldet Rådet, består af alle EU-landenes ministre. Sammen med Europa-Parlamentet er det EU’s primære beslutningstagende organ. Hver 6. måned varetager et nyt EU-land formandskabet for Rådet. For at sikre kontinuitet arbejder formandskaberne tæt sammen i grupper på tre om en fælles dagsorden over en periode på 18 måneder.
Dette må ikke forveksles med Det Europæiske Råd, som består af lederne fra alle EU-landene. Det fastlægger EU’s overordnede politiske retning og prioriteter.
Europa-Kommissionen er EU’s forvaltning. Den har ret til at foreslå nye tiltag og nye love, som derefter vedtages af Parlamentet og Rådet. Den er også ansvarlig for at sikre, at EU-reglerne anvendes korrekt. Kommissionen ledes af en udnævnt formand og et hold af kommissærer — én fra hvert EU-land.
Alle lande i EU skal følge EU-reglerne og opfylde de mål, de tilslutter sig. Hvis ikke de gør det, kan Kommissionen gribe ind over for dem.
Den Europæiske Unions Domstol sikrer, at EU-retten håndhæves og anvendes på samme måde i alle EU-lande.
Den Europæiske Centralbank forvalter euroen. Dens primære opgave er at holde priserne stabile i euroområdet.