Særberetning: Havmiljø: EU-beskyttelsen spænder vidt, men stikker ikke dybt

Resumé

Den Europæiske Unions (EU's) have er omfattende og har et væld af levesteder og arter. EU har en politik for beskyttelse af havmiljøet og bæredygtig anvendelse af de marine ressourcer. Forskerne og de politiske beslutningstagere har anerkendt, at fiskeriet i kraft af ressourceudvinding og skader på havbunden udgør et væsentligt pres på EU's have.

EU's fælles fiskeripolitik omfatter fiskeri i EU's have og har til formål at sikre, at fiskeriaktiviteterne er miljømæssigt bæredygtige. Kommissionen spiller en større rolle med hensyn til bevarelsen af havets biologiske ressourcer end inden for miljøpolitikken, hvor Kommissionen og medlemsstaterne deler ansvaret. De mest relevante havmiljøpolitikker er fastsat i havstrategirammedirektivet og fugle- og habitatdirektiverne. EU-finansieringen er fordelt mellem forskellige finansieringsinstrumenter.

2020 var et vigtigt år for EU med hensyn til at opfylde målsætningerne for havmiljøet, og 2021 vil blive præget af afholdelsen af et konferencemøde om De Forenede Nationers konvention om biodiversitet. Vores beretning kan bidrage til at styrke de fremtidige politikdebatter.

I denne revision undersøgte vi, om EU-rammen til at lette de største pres på den marine biodiversitet og de marine levesteder var veludformet, og om den blev anvendt i praksis i udvalgte dele af Atlanterhavet og Middelhavet. Vi undersøgte også, om anvendelsen af EU-midlerne har givet resultater.

Overordnet set konstaterede vi, at der var blevet indført en ramme til beskyttelse af havmiljøet, men at EU's foranstaltninger ikke havde bidraget til at genoprette en god miljøtilstand i havene eller til at bringe fiskeriet tilbage til et bæredygtigt niveau i alle have: Denne vurdering bakkes op af en rapport fra Det Europæiske Miljøagentur, der blev offentliggjort, netop som vi afsluttede vores revisionsarbejde, og hvori det blev konstateret, at den marine biodiversitet stadig er truet i Europas have. I rapporten blev det desuden konstateret, at en stor del af vurderingerne af de marine arter og levesteder fortsat viser en "ugunstig bevaringsstatus" eller en "ukendt status". Vi konstaterede, at EU's indsats havde resulteret i målbare fremskridt i Atlanterhavet, men at Middelhavet stadig overfiskes i betydelig grad, og at kun en lille andel af Den Europæiske Hav- og Fiskerifond blev anvendt til at støtte bevaringen af havmiljøet.

Vi konstaterede navnlig følgende:

1. EU's beskyttelsesregler har ikke ført til genopretning af vigtige økosystemer og levesteder. Nettet af beskyttede havområder var ikke repræsentativt for EU's forskelligartede have og ydede til tider kun ringe beskyttelse. I praksis fungerede bestemmelserne med henblik på at samordne fiskeripolitikken med miljøpolitikken ikke efter hensigten, og de arter og levesteder, der var beskyttet af fugledirektivet og habitatdirektivet, var baseret på forældede trusselsvurderinger.
2. I Atlanterhavet, hvor fiskeriforvaltningen hovedsagelig består i at begrænse de tilladte fangstmængder, var der en målbar forbedring. Hovedparten af fiskebestandene blev fisket på en bæredygtig måde. Mange bestande blev dog stadig overfisket.
3. I Middelhavet, hvor fiskeriforvaltningen hovedsagelig består i at begrænse fiskeriindsatsen (og ikke fangsterne), lå fiskerimængden på det dobbelte af de bæredygtige niveauer.
4. De medlemsstater, vi besøgte, anvendte 6 % af deres finansiering fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond til foranstaltninger med direkte tilknytning til bevarelsesforanstaltninger og yderligere 8 % til foranstaltninger med indirekte tilknytning til bevarelsesforanstaltninger; i disse medlemsstater så vi desuden gode eksempler på projekter, der blev finansieret ved hjælp af LIFE og Interreg.

På grundlag af disse resultater fremsætter vi anbefalinger, som sigter mod at:

1. fastlægge de lovgivningsmæssige og administrative ændringer, der er nødvendige for at beskytte følsomme arter og levesteder
2. forbedre beskyttelsesforanstaltningerne i Middelhavet
3. øge EU-finansieringens potentiale.

Indledning

EU's have og oceaner

Den Europæiske Union (EU) har forpligtet sig til at fremme bæredygtig anvendelse af oceanerne og beskytte de marine økosystemer. EU og dets medlemsstater er individuelle parter i adskillige internationale aftaler, der er relevante for beskyttelsen af marine habitater og arter. Disse omfatter konventionerne om havret, den biologiske mangfoldighed, migrerende arter af vilde dyr (Bonnkonventionen) og beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (Bernkonventionen). Regionale havkonventioner og regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er) spiller også en central rolle.

I 2015 vedtog FN målene for bæredygtig udvikling, der fastsætter mål vedrørende "livet i havet" (jf. tekstboks 1). EU er forpligtet til at opfylde disse mål i sine have.

EU's have er omfattende (udtrykket "have" bruges i denne beretning til at dække både Atlanterhavet og andre have). De indeholder et væld af levesteder og arter og er økonomisk, socialt og miljømæssigt vigtige for EU, som vist i figur 1.

Kilder: Revisionsretten på grundlag af GD ENV's websted og "State of Europe's Seas", EEA, 2015.

I henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal EU integrere miljøbeskyttelseskrav og bæredygtig udvikling i sine politikker¹.

I henhold til TEUF har EU enekompetence for så vidt angår bevarelsen af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik² (FFP). Kommissionen og medlemsstaterne³ deler ansvaret for miljøpolitikkerne, hvor de mest relevante for havene findes i en række direktiver: havstrategirammedirektivet⁴ samt fugledirektivet og habitatdirektivet⁵.

Det Europæiske Miljøagentur (EEA) aflagde i 2015 rapport om mange marine arters og levesteders meget dårlige forfatning med den konklusion, at det ikke kunne betragte Europas have som "sunde" eller "rene"⁶. I 2020 rapporterede EEA, at tabet af marin biodiversitet i Europas have ikke var blevet bragt til ophør, idet en stor del af vurderingerne af de marine arter og levesteder viste en ugunstig bevaringsstatus eller en ukendt status⁷. Figur 2 viser EEA's klassifikation af biodiversitetens tilstand i Europas have.

Kilde: © Det Europæiske Miljøagentur, rapporten "Marine messages II", 2020, figur 3.1, s. 27.

Fiskeri udgør i kraft af ressourceudvinding og skader på havbunden et af de største pres på havmiljøet. Det Europæiske Miljøagentur rapporterede i 2020⁸, at fiskeriaktiviteter var ansvarlige for nogle af de største belastninger af økosystemerne i Europas have, og Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemydelser rapporterede i 2019⁹, at fiskeri havde den største indvirkning på de marine økosystemer. De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) bemærker, at trawlere har en dramatisk indvirkning på økosystemet, herunder fysisk beskadigelse af havbunden, overfiskning af demersale ressourcer og en uhyre mængde bifangster og dertil hørende udsmid¹⁰. Figur 3 viser forholdet mellem fiskeri og bevaring, og bilag I giver en kort beskrivelse af en række fangstmetoder.

Kilde: Revisionsretten.

Fiskeri kan omfatte bifangst af sårbare arter (som f.eks. hajer) eller af havpattedyr, havfugle og skildpadder. Klimaændringer, forurening, udvikling af kystområder, forstyrrelser af havbunden og spredning af ikkehjemmehørende arter indvirker også på den marine biodiversitet. I 2015 rapporterede Den Internationale Union for Naturbevarelse (IUCN), at 7,5 % af de europæiske marine fiskearter var i fare for at blive udryddet, og at der ikke forelå tilstrækkelige videnskabelige oplysninger til at kunne evaluere risikoen for udryddelse af yderligere 20,6 % af fiskearterne¹¹.

EU-foranstaltninger

EU har indført en ramme for beskyttelse af havmiljøet. Den omfatter adskillige miljødirektiver og forordninger om fiskeri. Figur 4 giver et overblik over de EU-politikker, der er mest relevante for denne revision.

Kilde: Revisionsretten.

Den fælles fiskeripolitik

Den fælles fiskeripolitik (FFP)¹² fastsætter reglerne for fiskeri i EU. Den hjælper også med til at sikre, at fiskeriaktiviteterne er miljømæssigt bæredygtige, og til at minimere deres negative indvirkning på det marine økosystem¹³. FFP har til formål at sikre, at befiskningsgraden senest i 2020 ikke overstiger det "maksimalt bæredygtige udbytte"¹⁴ (jf. tekstboks 2).

Tekstboks 2

Maksimalt bæredygtigt udbytte (MSY)

Ved anvendelse af MSY opnås der høje fangstniveauer, samtidig med at der opretholdes produktive fiskebestande i sunde marine økosystemer: Hvis der fanges fisk over dette niveau, svækkes fiskebestandene. Ved anvendelse af MSY holdes fiskebestandene på højere niveauer end med den "forsigtighedstilgang", der blev krævet på FN's konference om miljø og udvikling og i FN's aftale om fiskebestande. Forsigtighedstilgangen har til formål at holde fiskebestandene over sikre biologiske grænser og er en nødvendig, men ikke fyldestgørende betingelse for MSY. Både forsigtighedstilgangen og MSY er indlemmet i den økosystembaserede tilgang til fiskeriforvaltning og indebærer faldende niveauer af fiskefangster.

Kilde: Revisionsretten, baseret på ICES Advice basis, June 2012 (ICES, rapport fra ICES' rådgivningsudvalg 2012, ICES-rådgivning, 2012, bind 1).

FFP havde en målsætning om at opnå MSY "inden udgangen af 2015 og på et gradvist stigende grundlag senest inden udgangen af 2020 for alle bestande". I 2019 fandt EEA det usandsynligt, at EU ville opfylde sin FFP-målsætning for 2020 i Middelhavet¹⁵.

EU-fiskerfartøjer kan under forbehold af FFP's regler fiske i alle EU-have. I kystfarvandene forvalter medlemsstaterne adgangen i henhold til en midlertidig undtagelse, der er blevet forlænget flere gange siden 1983¹⁶.

EU's fiskeriforvaltning organiseres forskelligt i Atlanterhavet og Middelhavet: I Atlanterhavet er det hovedsageligt en kvoteordning, der finder anvendelse, mens Middelhavet hovedsageligt forvaltes ved hjælp af en fiskeriindsatsordning. For så vidt angår Atlanterhavet fastsætter EU hvert år fangstbegrænsninger, der betegnes som "samlede tilladte fangstmængder" (TAC'er), og fordeler dem¹⁷ mellem medlemsstaterne og efter fiskerizone. For så vidt angår Middelhavet finder to EU-forordninger desuden anvendelse: Middelhavsforordningen¹⁸ og forordningen for fiskeri i aftaleområdet for Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet ("GFCM-forordningen")¹⁹, der indeholder forvaltningsforanstaltninger og tekniske foranstaltninger. Tekstboks 3 giver et eksempel på TAC'er og fiskeriindsats.

Indtil 2019, hvor EU's flerårige forvaltningsplan for det vestlige Middelhav trådte i kraft, og GFCM's flerårige forvaltningsplan for demersale bestande i Adriaterhavet blev vedtaget, var medlemsstaternes indsatsbegrænsninger fastsat i de nationale forvaltningsplaner, og der fandtes ingen ramme for overvågningen af indsatsbegrænsningen på EU-plan.

EU, EU's Middelhavsmedlemsstater og andre Middelhavslande er parter i GFCM. GFCM's målsætninger omfatter bevarelse og bæredygtig udnyttelse af de levende marine ressourcer i Middelhavet²⁰. I 2017 undertegnede GFCM-parterne, herunder EU, MedFish4Ever-ministererklæringen²¹.

Miljøpolitikker

EU's beskyttede havområder (Natura 2000)

Fugledirektivet (1979) og habitatdirektivet (1992) har til formål at beskytte truede arter og levesteder på tværs af EU og sammen danne "Natura 2000"-nettet af beskyttede områder. Medlemsstaterne udpeger og forvalter Natura 2000-områderne. Beskyttede områder i havet benævnes beskyttede havområder (BHO'er). Ved udgangen af 2019 var der mere end 3 000 BHO'er.

Havstrategirammedirektivet

I 2007 vedtog Kommissionen en integreret havpolitik²², der har til formål at styrke samordningen af de forskellige politikområder. Havstrategirammedirektivet fra 2008 udgør miljøsøjlen i denne politik.

Havstrategirammedirektivet etablerer havregioner og subregioner (jf. figur 5) og kræver, at medlemsstaterne opnår en "god miljøtilstand" i deres have senest i 2020²³. Medlemsstaterne skal gennemføre strategier for deres have i samarbejde med andre medlemsstater, som de deler en havregion eller subregion med.

Kilde: Revisionsretten på grundlag af det tekniske dokument "Delineation of the MSFD Article 4 marine regions and subregions".

Medlemsstaterne skulle vurdere deres havområder på grundlag af 11 kvalitative deskriptorer (jf. tekstboks 4) og fremlægge overvågningsprogrammer og foranstaltninger med henblik på at opnå en god miljøtilstand senest i 2020.

I 2018 konkluderede Kommissionen²⁴, at der var behov for forbedringer i forbindelse med alle indsatsprogrammer, og at opnåelsen af en god miljøtilstand senest i 2020 på tværs af alle havregioner og for alle deskriptorer var usandsynlig²⁵. I 2020 anerkendte Kommissionen²⁶, at fremskridtene med hensyn til opnåelsen af en god miljøtilstand ikke havde været hurtige nok, og identificerede kritiske områder, der kan forbedres.

Biodiversitetsstrategier

I 2011 vedtog Kommissionen en meddelelse om en biodiversitetsstrategi frem til 2020²⁷, hvori der blev fastsat et mål om at standse tabet af biodiversitet og forringelsen af EU's landlige og marine økosystemer senest i 2020. I 2015 anerkendte man i midtvejsevalueringen af strategien, at de marine arter og økosystemer stadig var i tilbagegang i EU's have, og at Natura 2000-nettet for havområder stadig var ufuldstændigt²⁸. I maj 2020 udsendte Kommissionen en ny biodiversitetsstrategi. Den sigter mod at beskytte mindst 30 % af EU's havområde senest i 2030 og strengt beskytte mindst 10 %.

Kommissionens og medlemsstaternes ansvar

Eftersom EU har enekompetence inden for bevarelsen af havets biologiske ressourcer, spiller Kommissionen en større rolle på dette område end på havmiljøområdet, hvor ansvaret deles med medlemsstaterne. Kommissionen fremsætter forslag til forordninger vedrørende fiskeriforvaltning (navnlig i forbindelse med tilladte fangster, fangstmetoder og kontroller samt finansiering). Kommissionen fører tilsyn med medlemsstaternes gennemførelse inden for begge politikområder: Generaldirektoratet for Maritime Anliggender og Fiskeri (GD MARE) tager sig af fiskeriområdet, mens Generaldirektoratet for Miljø (GD ENV) tager sig af havmiljøområdet. Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) er en pulje af eksperter, der rådgiver Kommissionen om fiskeriforvaltning; Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) er et mellemstatsligt havforskningsorgan for det nordlige Atlanterhav, der yder videnskabelig rådgivning til Kommissionen.

Tabel 1 illustrerer, hvordan ansvaret for miljø- og fiskeripolitikkerne er fordelt mellem Kommissionen og medlemsstaterne i de forskellige havområder. Medlemsstaterne er ansvarlige for foranstaltninger til gennemførelse af miljødirektiverne og for at anvende reglerne i FFP. Disse omfatter retten til at træffe beskyttelsesforanstaltninger i dens havområder (f.eks. ved anvendelse af artikel 11 og 20 i FFP).

Kilde: Revisionsretten.

EU-finansiering

EU-finansieringen kan støtte beskyttelsen af havmiljøet ved hjælp af en række instrumenter (som f.eks. Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) og LIFE- og Interreg-programmerne), men ingen af disse er specifikt rettet mod havbeskyttelse. I henhold til artikel 6 i forordning nr. 508/2014 omfatter EHFF's anvendelsesområde støtte til FFP til bevarelsen af havets biologiske ressourcer. Kommissionen rapporterer ikke direkte om den samlede EU-finansiering, der er afsat til havmiljøet.

Revisionens omfang og revisionsmetoden

Vi så på EU's politik og udgiftsrammer og dets håndtering af de største belastninger af den marine biodiversitet og de marine levesteder, idet vi fokuserede på presset fra kommercielt fiskeri. Vi undersøgte:

• om EU-rammen var veludformet og blev anvendt korrekt af Kommissionen og medlemsstaterne
• om der var sket fremskridt i Atlanterhavet og Middelhavet
• om Kommissionen og medlemsstaterne havde opnået resultater ved anvendelsen af EU-midlerne.

Vores revision dækkede perioden fra vedtagelsen af havstrategirammedirektivet i 2008 frem til den 1. marts 2020. Vi fokuserede på Biscayabugten og den iberiske kyst, Makaronesien og det vestlige Middelhav og besøgte de medlemstater, der har kystlinjer i disse havområder - Spanien, Frankrig, Italien og Portugal. Figur 6 illustrerer det geografiske område, som vores revision dækker.

Kilde: Revisionsretten på grundlag af det tekniske dokument "Delineation of the MSFD Article 4 marine regions and subregions".

Vores revision omfattede ikke direktivet om maritim fysisk planlægning²⁹ og strategien for blå vækst, eftersom medlemsstaterne ikke aflægger rapport til Kommissionen om maritim fysisk planlægning før 2021.

I forbindelse med vores revisionsarbejde:

• undersøgte vi Kommissionens forslag, retningslinjer og relevante rapporter
• besøgte vi de nationale og regionale myndigheder og repræsentanter for fiskerisektoren og miljøorganisationerne i Spanien, Frankrig, Italien og Portugal
• gennemgik vi EU's finansiering af projekter vedrørende beskyttelse af havmiljøet og undersøgte sådanne projekter og 21 veletablerede beskyttede havområder med forskellige beskyttelsesmål fra de udvalgte havområder
• konsulterede vi et ekspertpanel med henblik på at anvende deres ekspertise til at analysere sammenhængen mellem miljø- og fiskeripolitikker
• gennemgik vi relevante undersøgelser og rapporter, herunder fra Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) og Det Europæiske Miljøagentur.

2020 er et vigtigt år for EU med hensyn til opfyldelsen af bevarelsesmålene under 2011-biodiversitetsstrategien, FFP og havstrategirammedirektivet. I 2021 forventes det, at partskonferencen under konventionen om den biologiske mangfoldighed vil blive afholdt. Denne beretning indeholder en analyse af de hidtidige resultater vedrørende beskyttelsen af den marine biodiversitet og kan således bidrage til drøftelsen af de fremtidige muligheder.

Bemærkninger

Medlemsstaterne står over for udfordringer med hensyn til anvendelsen af EU-rammen for beskyttelse af havmiljøet

EU's retlige ramme kræver, at medlemsstaterne beskytter havmiljøet. Vi undersøgte, om EU-rammen var blevet fastlagt og anvendt med henblik på at lette en sådan beskyttelse. Med henblik herpå undersøgte vi, om rammen tilvejebragte effektive værktøjer til beskyttelse af havområder, fastsatte et klart handlingsgrundlag, blev integreret med andre politikområder, der har indvirkning på havmiljøet, og blev baseret på ajourført videnskabelig rådgivning, der identificerer de arter og levesteder, som er mest truede.

EU's beskyttede havområder yder i realiteten kun begrænset beskyttelse

Kommissionen definerer BHO'er som havområder, der primært er oprettet med henblik på naturbevarelse. For at være effektive skal BHO'erne have tydelige målsætninger og velforvaltede foranstaltninger, der er baseret på den bedste tilgængelige forskning³⁰. Havstrategirammedirektivet kræver, at medlemsstaterne i deres strategier medtager geografiske beskyttelsesforanstaltninger, der vil bidrage til et sammenhængende og repræsentativt net af beskyttede havområder³¹.

BHO'erne omfatter mange bevarelsesmål via forskellige beskyttelsesforanstaltninger, der kan indbefatte fiskeribegrænsninger. Medlemsstaterne anvender flere fiskeribegrænsningsniveauer inden for BHO'erne (jf. eksemplet i tekstboks 5). I 2018 konkluderede EEA, at BHO-nettet ikke var økologisk repræsentativt³².

Tekstboks 5

Forskellige beskyttelsesniveauer i Cinque Terre-BHO'et (Italien)

Kilde: Revisionsretten på grundlag af et originalt billede © Ente Parco Nazionale delle Cinque Terre.

BHO'et dækker 4 554 ha og har tre beskyttelsesniveauer. Zone A (forbud mod fiskeri) dækker kun 104 ha (2,3 % af BHO'et). I zone B og C har de lokale fiskere tilladelse til at fiske med forudgående tilladelse fra forvaltningsmyndigheden. Zone C er en stødpudezone mellem de områder, der er vigtigst med hensyn til biodiversitet, og de områder uden for BHO'et, der har mindre strenge begrænsninger.

BHO'er er ikke berettiget til at blive udpeget som værende en del af Natura 2000-nettet, medmindre de vedrører levesteder eller arter, der er angivet i fugledirektivet og habitatdirektivet. Udpegede BHO'er overlapper ofte hinanden og nationale beskyttede områder. Figur 7 viser, hvordan disse områder kan være forbundet med hinanden.

Kilder: INPN, Cartographie des espaces naturels ou protégés: https://inpn.mnhn.fr/viewer-carto/espaces/I056FR9100008 og oversigt over Natura 2000-nettet: https://natura2000.eea.europa.eu/.

BHO'erne afhjælper presset på fiskeriet ved hjælp af forskellige beskyttelsesniveauer. Vi undersøgte, hvordan medlemsstaternes retlige bestemmelser beskyttede 21 veletablerede Natura 2000-BHO'er (jf. bilag II), og konstaterede, at:

1. tre af dem (14 %) omfattede fiskeriforbud i størstedelen af det beskyttede havområde (BHO)
2. ni af dem (43 %) omfattede en række begrænsninger af fiskeriaktiviteterne - forbud mod visse fangstmetoder, krav om tilladelser eller tilladelse af fiskeri i størstedelen af BHO'et
3. medlemsstaterne i ni BHO'er (43 %) havde kun pålagt få eller ingen specifikke begrænsninger af fiskeriaktiviteterne.

EU-lovgivningen kræver ikke, at der er knyttet forvaltningsplaner til BHO'er, men OECD³³ har påpeget dette som god praksis. I forvaltningsplanerne defineres de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte BHO'erne, og de myndigheder, der er ansvarlige for denne opgave. Lidt over halvdelen af de BHO'er, som vi undersøgte, havde sådanne planer. I 2019 rapporterede Verdensnaturfonden (WWF)³⁴, at selv om BHO'erne dækkede 12,4 % af EU's havområder, var kun 1,8 % omfattet af BHO-forvaltningsplaner. I 2020 rapporterede EEA, at under 1 % af de europæiske BHO'er kunne betragtes som havreservater med fuld beskyttelse (f.eks. ved hjælp af fiskeriforbud), og at der var behov for at styrke forvaltningen af BHO'erne³⁵.

Medlemsstaterne kan anvende BHO'er til at beskytte havområder mod en lang række belastninger ud over fiskeri (som f.eks. sandsugning, minedrift, olie- og gasefterforskning, industrielle udledninger, opankringer, skibsfart og undersøiske kabler).

I 2019 konkluderede en videnskabelig undersøgelse³⁶, at 59 % af de analyserede BHO'er blev trawlet kommercielt på niveauer, der var højere end i ikkebeskyttede områder, og at mange BHO'er ikke beskyttede de sårbare arter. Undersøgelsen viste endvidere, at en stor del af EU's geografisk imponerende BHO-net yder en falsk tryghedsfornemmelse med hensyn til, om der træffes positive bevarelsesforanstaltninger. I de tilfælde, hvor BHO'erne omfattede fiskeribegrænsninger, fandt vi eksempler på supplerende beskyttelsespraksisser (jf. tekstboks 6).

Tekstboks 6

Beskyttede havområder (BHO'er) og beskyttelse mod fiskeri

Selv om der er fiskeriforbud i Cinque Terre-BHO'et (Italien), var forvalterne klar over, at der forekom hyppige tilfælde af ulovligt trawlfiskeri inden for det beskyttede område. I 2009 anbragte man antitrawlpullerter (se billede) for at mindske ulovligt fiskeri. Disse antitrawlpullerter blokerer trawlet og sammenfiltrer nettene.

Kilde: © Parco Nazionale delle Cinque Terre.

I 2018 rapporterede EEA³⁷, at EU havde nået det mål om geografisk dækning, ifølge hvilket mindst 10 % af EU's farvande skulle udpeges til BHO'er inden udgangen af 2020, men at de beskyttede områder fokuserede for meget på kystfarvandene og ikke dækkede dybhavet i tilstrækkelig grad. EEA konkluderede, at BHO-nettet stadig ikke var repræsentativt for hele viften af biodiversitet i de dækkede områder, og at den marine biodiversitet havde brug for bedre beskyttelse³⁸. I 2020 vurderede Kommissionen, at mindre end 1 % af havområderne i EU var strengt beskyttede³⁹.

Tabel 1 viser de forskellige ansvarsområder i forbindelse med miljø- og fiskeripolitikkerne efter havområdets type. Medlemsstaterne skal overholde forpligtelserne vedrørende bevaringen af havmiljøet i havstrategirammedirektivet, fugledirektivet og habitatdirektivet, og i den forbindelse opretter de BHO'er og pålægger restriktioner for deres egne fiskerfartøjer. I deres territoriale farvande kan de desuden begrænse fiskeriadgangen for fartøjer, der traditionelt fisker i disse farvande fra havne på den tilstødende kyst, men de kan ikke gøre dette ensidigt for de BHO'er, der ligger uden for denne kystzone (jf. figur 8), og er nødt til at indlede multilaterale drøftelser inden for rammerne af FFP.

Kilde: Revisionsretten.

De lovgivningsmæssige værktøjer, der forbinder EU's maritime biodiversitetspolitik med FFP, var ikke velfungerende i praksis

EU-lovgivningen vedrørende både den maritime biodiversitet og FFP indeholder bestemmelser, der sigter mod at forbinde beskyttelsen af havmiljøet (hvor medlemsstaterne er hovedansvarlige) med fiskeribevarelsesforanstaltningerne (hvor EU har enekompetence). Vi så på, hvordan disse bestemmelser virkede i praksis i de havområder, vi undersøgte, jf. punkt 26.

Artikel 11 i FFP

Medlemsstaterne er ansvarlige for at oprette beskyttede havområder og skal overholde de forpligtelser vedrørende bevarelse, der hører under fugle- og habitatdirektiverne og havstrategirammedirektivet. Men eftersom fiskeri er en EU-kompetence, tillader artikel 11 i FFP, at medlemsstaterne i deres bestræbelser på at begrænse indvirkningen fra fiskerfartøjer fra andre medlemsstater forelægger fælles henstillinger, så Kommissionen kan træffe foranstaltninger.

De medlemsstater, som vi besøgte, søgte ikke at anvende artikel 11 i FFP. De forklarede os, at dette hovedsagelig skyldtes, at processen, der er baseret på fælles henstillinger efterfulgt af Kommissionens delegerede retsakter, var kompliceret at anvende og kunne:

• føre til endelige restriktioner, der var svagere end dem, der indledningsvis var fremført af den medlemsstat, der fremsatte forslaget
• kræve en langtrukken drøftelse, under hvilken området ville forblive åbent for fartøjer fra andre medlemsstater, og beskadigelsen af de følsomme levesteder ville kunne fortsætte (jf. eksempel i tekstboks 7).

Tekstboks 7

Eksempel på problemerne forbundet med anvendelsen af artikel 11 i FFP

Hvis f.eks. Frankrig har behov for at pålægge fiskeribegrænsninger for at opfylde havstrategirammedirektivet i en hvilket som helst mindre zone i sit farvand inden for ICES-område 8.a (jf. nedenfor), kan det pålægge dem på franske fartøjer. For at udvide begrænsningerne til at omfatte alle EU-fartøjer skal Frankrig nå til enighed om en fælles henstilling sammen med alle de andre medlemsstater, der har en direkte forvaltningsmæssig interesse i området (Kommissionen oplyste, at otte medlemsstater anmelder fangster i område 8.a).

Kilde: Revisionsretten på grundlag af De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation, arkivet for originale videnskabelige illustrationer. Gengivet med tilladelse.

Der er imidlertid ingen tidsfrist for de hørte medlemsstater med hensyn til at reagere på Frankrigs forslag. Hvis og når de reagerer, kan de acceptere en fælles henstilling med svagere foranstaltninger end de foreslåede. Hvis Frankrig er uenig, skal det understøtte sin anmodning med videnskabelige beviser, og konkrete beviser på fordelene ved beskyttelsesforanstaltninger i havmiljøet er vanskelige at påvise. Hele processen kan tage adskillige år.

Kommissionen erkendte, at det har taget længere tid at få udarbejdet delegerede retsakter om gennemførelsen af de fælles henstillinger i henhold til artikel 11 i FFP, og at de kun omfatter visse områder i Nordsøen og Østersøen⁴⁰. I løbet af syv år har Kommissionen vedtaget seks fælles henstillinger vedrørende Nordsøen og Østersøen⁴¹, og ingen af dem lå inden for det geografiske område, som vores revision dækker, eller vedrørte Middelhavet. Vi mener ikke, at denne procedure er i stand til at sikre, at en lang række Natura 2000-BHO'er beskyttes rettidigt mod fiskeri. Vi bemærker, at EEA i 2020 rapporterede, at proceduren i artikel 11 ofte resulterede i, at det kommercielle fiskeris interesser blev sat højere end naturbevarelseskravene⁴².

I 2018 foreslog Kommissionen at udvide definitionen af områder med fiskeribegrænsninger til at omfatte ethvert beskyttet område, som medlemsstaterne har etableret. Hvis medlemsstaterne blev bemyndiget til at kontrollere fiskeriaktiviteterne i disse områder⁴³, ville det forenkle den proces, der i øjeblikket kræves under artikel 11.

Artikel 15 i havstrategirammedirektivet

Når medlemsstaterne - for at nå havstrategirammedirektivets målsætning om at opnå en god miljøtilstand i deres havområder - identificerer foranstaltninger, der ligger ud over deres beføjelser (f.eks. i forbindelse med fiskeripolitikken), kan de rejse spørgsmålet på EU-plan i henhold til artikel 15 i havstrategirammedirektivet ("Anbefalinger for fællesskabsindsats"). Af de fire medlemsstater, som vi besøgte, havde kun Portugal gjort dette.

I 2014 forbød Portugal sine fartøjer at fiske med bundtrawl i en stor del af landets EEZ og kontinentalsokkel, så det kunne opfylde sine forpligtelser i fugledirektivet, habitatdirektivet og havstrategirammedirektivet (jf. figur 9). I juli 2015 anmodede Portugal i medfør af artikel 15 i havstrategirammedirektivet Kommissionen om at rette henvendelse til NEAFC med henblik på at udvide forbuddet til at omfatte andre EU-fartøjer og tredjelandsfartøjer. I 2016 anmodede Kommissionen Portugal om at fremlægge yderligere videnskabelige undersøgelser. De portugisiske myndigheder fortalte os, at de ikke fandt dette nødvendigt. Som følge heraf har portugisiske fartøjer ikke tilladelse til at bundtrawle i dette område, mens andre medlemsstaters fartøjer fortsat gjorde dette på tidspunktet for vores revision.

Kilde: Revisionsretten på grundlag af portugisisk ministeriel bekendtgørelse nr. 114/2014 (© Ministério do Mar).

EU's beskyttelsesregler har ikke ført til genopretning af vigtige marine økosystemer og levesteder

EU-lovgivningen beskytter de truede arter og levesteder, der er specificeret i bilagene til fugledirektivet og habitatdirektivet, mens visse truede arter (som f.eks. hajer) har fordel af fangstbegrænsningerne under FFP. Havstrategirammedirektivet tillader, at medlemsstaterne beskytter truede arter eller levesteder, og lader det være op til dem at beslutte, hvilke af disse der skal beskyttes.

Det er mere end 25 år siden, at EU opnåede enighed om bilagene til fugledirektivet og habitatdirektivet, og de tager ikke højde for nyere videnskabelig viden eller dækker de marine habitater i tilstrækkelig grad. For eksempel er den maltesiske rokke (Leucoraja melitensis) - en art, som IUCN anser for at være kritisk udryddelsestruet⁴⁴ - og dens yngleområder (sandede og mudrede bunde på mere end 60 meters dybde) ikke omfattet af fugledirektivet og habitatdirektivet. Disse direktiver indeholder procedurer for ajourføring af listerne over beskyttede arter og levesteder, men Kommissionen har endnu ikke anvendt dem⁴⁵.

I 2015 rapporterede EEA⁴⁶, at direktiverne om naturbeskyttelse udelukker væsentlige aspekter af det marine økosystem fra de formelle beskyttelsesordninger, og henviste navnlig til havfisk (f.eks. kommercielt udnyttede arter), hvirvelløse arter (f.eks. muslinger og søstjerner) og marine levesteder ud for kysten (f.eks. sandbanker på mere end 20 meters dybde eller levesteder med blød bund) og deres tilhørende kolonier af dyre- og planteliv.

Tilføjelse af arter til bilagene til fugledirektivet og habitatdirektivet ville gøre det lettere at beskytte dem i henhold til FFP's regler. For eksempel forbyder Middelhavsforordningen fangst af de arter, der er anført i habitatdirektivet⁴⁷. I henhold til Middelhavsforordningen er det stadig lovligt at fange truede arter (f.eks. svampe og koraller), der ikke er anført i bilaget til dette direktiv. På samme måde henviser forordningen om tekniske foranstaltninger⁴⁸ ofte til de arter, der er anført i direktivet.

EU har truffet initiativer til at beskytte hajer (jf. tekstboks 8), men har ikke udpeget nogen beskyttede områder. Til gengæld har USA siden 2006 fastlagt væsentlige levesteder for stærkt vandrende fiskearter i Atlanterhavet (Essential Fish Habitats for Atlantic Highly Migratory Species), herunder hajer.

Fremskridt i Atlanterhavet, men dårlige resultater i Middelhavet

FFP kræver bevarelse af havets biologiske ressourcer og bæredygtig forvaltning af fiskeriet ved, at der fiskes inden for MSY-niveauerne. Vi undersøgte, om gennemførelsen af FFP bidrog til bevarelsen af de marine ressourcer og levesteder. Vi bemærker, at FFP for at bidrage hertil bør træffe foranstaltninger i overensstemmelse med den bedste tilgængelige videnskabelige rådgivning med henblik på at sætte ind over for overfiskning og bør forhindre overudnyttelse af de marine ressourcer ved at tilpasse fiskerflådernes kapacitet til fangstniveauer, der er i overensstemmelse med bæredygtigt fiskeri⁵². Vi mener, at eksistensen af en effektiv fiskerikontrolordning er et afgørende element.

EEA rapporterede i 2020, at FFP's målsætning om at fiske alle bestande inden for MSY-niveauerne inden udgangen af 2020 sandsynligvis ikke kunne opfyldes⁵³. I den samme rapport blev det bemærket, at budskabet på trods af en vis usikkerhed er tydeligt, nemlig at det ikke er lykkedes EU at standse tabet af biodiversitet senest i 2020⁵⁴. Figur 10 illustrerer dette og viser desuden, at der i mange områder er utilstrækkelige tilgængelige data til vurdering af biodiversitetens tilstand.

Bemærkninger: UNEP-MAP: De Forenede Nationers Miljøprogram - handlingsplan for Middelhavet; SHK: Sortehavskommissionen; BEAT+: et værktøj til vurdering af biodiversitetens geografiske variabilitet ved kombination af de eksisterende indikatorer; BQR: ratio for biodiversitetskvalitet (Biodiversity Quality Ratio). Der henvises til de øvrige forkortelser andetsteds i denne revisionsberetning.

Kilde: © Det Europæiske Miljøagentur, rapporten "Marine messages II", 2020, tabel 3.1, s. 26.

FFP har i de seneste år medvirket til at reducere overfiskningen i Atlanterhavet. I Middelhavet ligger overfiskningen stadig på uholdbart høje niveauer. Vi undersøgte de faktorer, som vi mener har bidraget til disse blandede resultater vedrørende bevarelse.

Målbar forbedring i Atlanterhavet

For de bestande, hvor der foreligger videnskabelig MSY-rådgivning, er der i de seneste år sket en stigning i antallet af begrænsninger af de samlede tilladte fangstmængder (TAC'er), der er fastsat i overensstemmelse med denne rådgivning⁵⁵. Kommissionen har konkluderet, at bæredygtigt fiskeri vil omfatte 99 % af de fangede fisk udtrykt i mængde i 2020 og 73 % af de biologiske bestande.

I 2019 bemærkede STECF, at den gennemsnitlige bestandsbiomasse i det nordøstlige Atlanterhav udviklede sig positivt⁵⁶. Bestandene ved den iberiske kyst og i Biscayabugten viste en betydelig forøgelse af biomassen. STECF rapporterede imidlertid, at der generelt fortsat var mange bestande - blandt dem, for hvilke der forelå tilgængelige vurderingsoplysninger - der var overfiskede i 2017 (40 %) eller befandt sig uden for sikre biologiske grænser (35 %), og at der lod til at være for langsomme fremskridt til at opnå MSY inden udgangen af 2020.

ICES yder rådgivning vedrørende mange biologiske fiskebestande. I 2017 bemærkede STECF, at ICES på grund af databegrænsninger ikke kunne anslå MSY for mere end halvdelen af bestandene⁵⁷. Blandt de 156 fiskebestande, der var underlagt kvoter, kunne ICES give MSY-rådgivning om 86 (eller 55 %) af tilfældene⁵⁸. I de øvrige tilfælde anvendte ICES forsigtighedstilgangen, hvilket kan føre til en højere befiskningsgrad end ved anvendelse af MSY-tilgangen (jf. tekstboks 6).

Rapporter har vist, at Kommissionen tidligere har foreslået fangstbegrænsninger, der sommetider overgår den videnskabelige rådgivning, som den modtog fra ICES. Rådet har på sin side til tider øget de begrænsninger, som Kommissionen har foreslået (jf. tekstboks 9).

Det store antal EU-foranstaltninger har ikke reduceret overfiskningen i Middelhavet

STECF konkluderede i sin rapport fra 2019 om overvågningen af FFP's resultater, at fiskebestandene i Middelhavet stadig var i en dårlig forfatning⁵⁹. Kommissionen vurderede, at Middelhavet og Sortehavet havde en udnyttelsesgrad, der var 2,2 gange højere end en udnyttelsesgrad, der er forenelig med fiskeri inden for MSY-niveauerne, og at bestandsbiomassen fra 2003 til 2016 ikke viste tegn på nogen betydelig forøgelse⁶⁰. EEA rapporterede i 2020, at kun 6 % af de vurderede bestande i Middelhavet opfyldte MSY-kriterierne⁶¹.

STECF har bemærket begrænsningerne ved den fiskeriindsatsordning, som anvendes i Middelhavet, og foreslået, at fangstbaserede alternativer (TAC'er) tages i betragtning. Kommissionen foreslog sådanne foranstaltninger i sine forslag til flerårige EU-forvaltningsplaner i det vestlige Middelhav og Adriaterhavet, men de blev afvist af medlovgiverne. STECF har rapporteret, at en reduktion af fiskeriindsatsen ikke automatisk giver færre fangster⁶².

STECF anslog, at EU-flåden til kystfiskeri af mindre omfang i Middelhavet i 2016 omfattede ca. 17 500 fartøjer⁶³. Store fartøjer fanger betydeligt flere fisk end små fartøjer. Figur 11 viser den omtrentlige andel af flådens samlede antal fartøjer og fangsternes samlede vægt fordelt på små og store fartøjer.

Kilde: Revisionsretten (på grundlag af oplysninger i STECF 18-07).

Medlemsstaterne bør overvåge landingerne i deres havne, og EU-lovgivningen kræver, at alle fiskevarer først afsættes eller registreres på et auktionscenter eller til registrerede købere eller producentorganisationer⁶⁴. Følgelig bør medlemsstaternes myndigheder og forvalterne af landingsstederne være i stand til at oprette omfattende databaser over fangster. I 2017 bemærkede STECF, at der var fremgang med hensyn til vurderingen af Middelhavets bestande, men at de tilgængelige data ikke var tilstrækkeligt pålidelige, idet fiskerioplysningerne ofte var ufuldstændige og upræcise og tidsserierne relativt korte⁶⁵. STECF bemærkede endvidere, at medlemsstaterne for en stor del af EU's flåde i Middelhavet ydede en ringe kontrol af fiskeriindsatsen⁶⁶.

I 2019 udførte STECF efterfølgende revisioner af 22 nationale forvaltningsplaner, der blev vedtaget under Middelhavsforordningen. STECF konkluderede, at de ældre nationale forvaltningsplaner under Middelhavsforordningen i de fleste tilfælde ikke havde bidraget til at forbedre Middelhavsbestandenes dårlige tilstand. STECF bemærkede endvidere, at iværksættelsen af nogle af disse planer var forbundet med anmodninger om undtagelser fra Middelhavsforordningens bestemmelser⁶⁷.

Middelhavsforordningen har til formål at beskytte opvækstområder og følsomme levesteder⁶⁸. Ifølge forordningen skulle medlemsstaterne inden den 31. december 2007 sende Kommissionen oplysninger af relevans for etablering af sådanne områder, og Rådet skulle inden udgangen af 2008 udpege "områder, der er beskyttet mod fiskeri, og som hovedsagelig ligger uden for medlemsstaternes territorialfarvande, for så vidt angår fiskeriaktiviteter, der er forbudt eller tilladt i disse områder". Medlemsstaterne har ikke sendt Kommissionen disse oplysninger.

I 2019 vedtog EU en flerårig plan for seks arter, der lever tæt på havbunden i det vestlige Middelhav⁶⁹. Planen indeholder beskyttelsesbestemmelser⁷⁰ med henblik på at træffe afhjælpende foranstaltninger (som f.eks. områdelukninger) i tilfælde, hvor den videnskabelige rådgivning viser, at bestandene er truede, men det er vanskeligt at kontrollere fangsterne og indhente gode data (jf. punkt 62). Kommissionen vil evaluere planen i 2024, hvilket er meget tæt på måldatoen for opnåelsen af MSY-fiskeriniveauet den 1. januar 2025.

De tekniske foranstaltninger er de regler, der fastsætter, hvordan, hvornår og hvor kommercielle fiskere må fiske. I 2019 vedtog EU forordningen om tekniske foranstaltninger⁷¹, der finder anvendelse på alle EU's farvande. Ifølge en af forordningens målsætninger bør fiskeriforvaltningen bidrage til gennemførelsen havstrategirammedirektivet og fugle- og habitatdirektiverne⁷².

Inden vedtagelsen af forordningen om tekniske foranstaltninger fandtes der ingen mekanisme for overvågning af fremskridt. Forordningen bemyndiger Kommissionen til om nødvendigt at vedtage delegerede retsakter⁷³ og indfører rapportering hvert tredje år. Den første treårsrapport forventes at blive offentliggjort i 2020.

Middelhavsforordningen⁷⁴ og GFCM-forordningen⁷⁵ indeholder endvidere tekniske foranstaltninger, der kun finder anvendelse i disse områder. EU er part i GFCM, men har ret til selv at vedtage strengere regler, hvis det finder, at GFCM's foranstaltninger ikke er vidtgående nok, når det drejer sig om at forhindre ødelæggende fiskeri⁷⁶. De tekniske foranstaltninger kan bidrage mere effektivt til at minimere fiskeriets negative indvirkning på havmiljøet i Middelhavet.

Fiskeridata indsamles i medfør af kontrolforordningen⁷⁷ og forordningen om rammen for dataindsamling. I sin 2017-evaluering af kontrolforordningen konkluderede Kommissionen, at forordningen ikke var fuldt ud formålstjenlig⁷⁸, hvilket fik Kommissionen til at fremsætte forslag om en ny⁷⁹. Et særligt problem består i, at fartøjer med en længde på under 12 meter og fangster under 50 kg er fritaget for rapportering. Forslaget, der stadig befinder sig i lovgivningsprocessen, indeholder bestemmelser, der styrker kontrollen af ikkeindustrielt fiskeri, og et krav om, at alle fartøjer skal have et fartøjssporingssystem.

Indtil videre har GFCM etableret otte områder med fiskeribegrænsninger (såsom det begrænsede område omkring Jakuba-/Pomograven) for at beskytte følsomme dybhavslevesteder og væsentlige fiskehabitater - der dækker ca. 1 % af Middelhavet (jf. figur 12). Siden 2005 har GFCM desuden forbudt anvendelsen af skrabere og trawl i alle farvande med en dybde på over 1 000 meter (der tegner sig for 59 % af Middelhavet og Sortehavet) for at beskytte forholdsvis ukendte levesteder på havbunden.

Kilde: Revisionsretten på grundlag af De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation, arkivet for originale videnskabelige illustrationer. Gengivet med tilladelse.

Den delte fiskeriforvaltning med tredjelande giver yderligere forviklinger i Middelhavet. I 2017 udgjorde EU-fangsterne ca. 52 % af fangsterne i Middelhavet i vægt. Figur 13 illustrerer, at fire medlemsstater står for næsten alle EU-fangsterne, og at fire andre lande står for over 80 % af ikke-EU-fangsterne⁸⁰.

Kilde: Revisionsretten, baseret på GFCM's database.

EU-værktøjerne til håndtering af fiskerioverkapacitet er ikke nøje afstemt efter de regionale behov og de miljømæssige indvirkninger

FFP har til formål at forhindre overudnyttelse af de marine ressourcer ved at tilpasse fiskerflådernes kapacitet til fangstniveauer, der er i overensstemmelse med MSY⁸¹. I sin Årlige aktivitetsrapport for 2017 bemærkede Kommissionens tjenestegrene, at overkapacitet anses for en af hovedårsagerne til overfiskningen i Middelhavet, i betragtning af den generelt manglende fangstkontrol og afhængigheden af fiskeriindsatsen for at regulere fiskeridødeligheden.

FFP forpligter medlemsstaterne til at tilpasse deres flåders kapacitet til de fiskerimuligheder, de har til rådighed. Den fastsætter fiskerikapacitetslofter for hver medlemsstat med hensyn til tonnage og maskineffekt, og den kræver, at medlemsstaterne anvender en "tilgangs-/afgangsordning"⁸², så tilgang af ny kapacitet til deres flåder kun er mulig efter udtagning af en tilsvarende kapacitet. De maksimale kapacitetslofter reduceres, når fartøjer ophugges med offentlig støtte.

Ved udgangen af 2019 lå flådekapaciteterne inden for de justerede kapacitetslofter - generelt 21 % lavere med hensyn til tonnage og 15 % lavere med hensyn til maskineffekt. Derfor giver disse lofter kun medlemsstaterne begrænsede incitamenter til at skride til handling hvad angår fiskerikapaciteten (jf. figur 14).

Kilde: Revisionsretten på grundlag af EU-fiskerflåderegisteret.

Tilgangs-/afgangsordningen indeholder ikke specifikke betingelser for Middelhavet, hvor fiskeritrykket er mere kritisk end i Atlanterhavet. Ordningen tillader, at nye fartøjer erstatter inaktive fartøjer, og at nye fartøjer anvender mere skadelige teknikker. Hvis tilgangen af en ny bundtrawler i flåden tillades som erstatning for et notfartøj, vil det f.eks. resultere i større beskadigelse af levestederne ved havbunden. FFP giver Kommissionen mulighed for at vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter bestemmelser for anvendelsen af ordningen, men dette er endnu ikke sket⁸³.

En lille andel af EU's finansiering anvendes til at støtte bevaringen af havmiljøet

Finansiel støtte bør anvendes til reelle behov og bidrage til foranstaltninger, der forbedrer bevaringen af havmiljøet. I forbindelse med vores revision undersøgte vi, om anvendelsen af EHFF og LIFE- og Interregprogrammerne i de fire besøgte medlemsstater bidrog til bevaringen af havmiljøet.

EHFF støtter opfyldelsen af FFP's målsætninger, herunder minimering af fiskeriets negative indvirkninger på det marine økosystem og sikring af, at fiskeriet ikke forringer havmiljøet⁸⁴.EHFF bør ikke anvendes til at finansiere foranstaltninger, der øger fartøjers fiskerikapacitet⁸⁵.

Den samlede EHFF-finansiering for perioden 2014-2020 overstiger 6 milliarder euro. Fem af de syv største modtagere af EHFF-finansiering er lande med kyststrækninger ved Middelhavet (jf. figur 15). Blandt disse har de to største modtagere både kyststrækninger ved Atlanterhavet og Middelhavet.

Kilde: Revisionsretten, baseret på "Fakta og tal om den fælles fiskeripolitik (EU, 2018)".

EHFF støtter fiskeri- og akvakulturaktiviteter. Formålet med EHFF er at støtte havstrategirammedirektivet og bidrage til beskyttelsen af havmiljøet⁸⁶. Fonden kan yde direkte støtte til bevarelsesforanstaltninger og desuden indirekte støtte via andre gavnlige foranstaltninger (herunder videnskabelig viden, dataindsamling samt overvågning og håndhævelse)⁸⁷. Vi vurderer, at de fire medlemsstater, som vi besøgte, ved udgangen af 2019 havde brugt ca. 6 % af deres samlede EHFF-finansiering til bevarelsesforanstaltninger, der på den mest direkte måde var forbundet med havstrategirammedirektivet, fugledirektivet og habitatdirektivet⁸⁸, og yderligere 8 % til foranstaltninger, der havde en mindre direkte indvirkning på bevarelse. Heraf havde de brugt mindre end 2 millioner euro (0,2 %) til at begrænse fiskeriets indvirkning på havmiljøet (jf. figur 16). I en undersøgelse finansieret af Kommissionen⁸⁹ fra 2020 blev det konstateret, at EU-medlemsstaterne ved udgangen af 2019 havde brugt 14 millioner euro fra EHFF til beskyttelse af følsomme arter. I 2020 konstaterede EEA et behov for, at finansieringen fra EHFF bringes i bedre overensstemmelse med havstrategirammedirektivet⁹⁰.

Kilde: Revisionsretten på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne.

Vi rapporterede i 2011, at EU-fiskerflådernes overkapacitet havde undermineret fiskebestandenes bæredygtighed⁹¹. EHFF havde til formål at finansiere bæredygtigt fiskeri og gennemføre den fælles fiskeripolitik mellem 2014 og 2020⁹². Eftersom nogle af de kommercielle fiskebestande blev overfisket, var en af fondens betingelser, at den ikke kunne anvendes til at øge fiskerflådernes fiskerikapacitet. Derfor støttede fonden ikke bygning af nye fiskerfartøjer eller en forøgelse af de eksisterende fartøjers fiskerikapacitet⁹³.

Kommissionens forslag om en ny fond for perioden 2021-2027 udelukkede endnu en gang finansiel støtte til enhver forøgelse af eksisterende fartøjers fiskerikapacitet og påtænkte finansiel støtte til den første erhvervelse af mindre kystfiskerfartøjer under specifikke betingelser⁹⁴. I juni 2019 blev der i Rådets konklusioner⁹⁵ om Kommissionens forslag påtænkt finansiel støtte til den første erhvervelse af mindre kystfiskerfartøjer under specifikke betingelser og indsat en undtagelse vedrørende udelukkelsen fra støtte til fiskerikapacitetsforøgelse. På det tidspunkt, hvor vi udførte vores revision, havde de lovgivende myndigheder endnu ikke vedtaget lovgivningen. Vi bemærker, at støtte til erhvervelse af fiskerfartøjer og forøgelse af fiskerikapacitet kan føre til yderligere pres på fiskebestandene og de sårbare marine habitater.

LIFE-programmet⁹⁶ er et EU-værktøj, der mere specifikt er rettet mod at støtte miljøprojekter. Siden 2014 er der gennem LIFE-programmet oprettet integrerede projekter, der sigter specifikt mod at støtte EU-medlemsstaternes gennemførelse af miljø- og -klimalovgivning med højere finansieringsbeløb. Tre ud af de fire medlemsstater, vi besøgte, fremmede sådanne projekter med havbeskyttelsesforanstaltninger: LIFE-IP Intemares i Spanien, LIFE IP Marine Habitats i Frankrig og LIFE-IP Azores Natura i Portugal. I de fire besøgte medlemsstater fandt vi gode eksempler på EU's LIFE-finansieringsprojekter vedrørende havbeskyttelse, og vi oplevede også, at der blev gjort god brug af Interreg-finansiering. Tekstboks 10 giver et par eksempler på projekter, hvor EU-finansieringen har gjort en forskel.

Tekstboks 10

EU-finansiering kan gøre en forskel

I Berlengas-øgruppen (Natura 2000-område i Portugal) medfinansierede EU LIFE Berlengas-projektet (med ca. 0,7 millioner euro). Projektet havde til formål at genoprette havfuglebestandene og reducere bifangsten af havfugle. Tiltagene omfattede udryddelse af invasive arter (sorte rotter) og kontrol af rovdyrbestanden. Ved projektets afslutning var et par Madeirastormsvaler igen begyndt at bygge rede på hovedøen. Projektet reducerede bifangsten af havfugle i forbindelse med notfiskeri ved at bruge en drage, der lignede en rovfugl. Det tætte samarbejde mellem biologer og fiskere bidrog til at øge bevidstheden om bifangster.

© Ana Isabel Fagundes.

© Elisabete Silva.

EU bidrog med ca. 3,5 millioner euro i medfinansiering til Interregprojektet FISHMPABLU2, der omfattede 11 BHO'er i seks middelhavslande (Grækenland, Spanien, Frankrig, Kroatien, Italien og Slovenien). Projektet havde til formål at fremme bæredygtigt ikkeindustrielt fiskeri i og omkring BHO'er ved at afprøve forskellige typer foranstaltninger (f.eks. inddragelse af fiskere i overvågning og kontrol, beslutningstagning, udskiftning af fiskeredskaber, reduktion af fiskeriindsatsen osv.). Gennem projektet blev der for hver foranstaltning udarbejdet en "værktøjskasse vedrørende forvaltning" til brug for BHO-forvaltere og småfiskere.

Konklusioner og anbefalinger

I denne revision undersøgte vi, om EU-rammen til at lette de største pres på den marine biodiversitet og de marine levesteder var veludformet og blev anvendt i praksis i udvalgte dele af Atlanterhavet og Middelhavet, og om anvendelsen af EU's midler har givet resultater. Autoritative videnskabelige organer har peget på, at fiskeri udgør et væsentligt pres på havmiljøet. Som følge heraf var vi i forbindelse med vores undersøgelse af de politiske rammer, EU-finansieringen og måden, hvorpå disse er blevet anvendt, særlig opmærksomme på spørgsmål vedrørende fiskeri.

Overordnet set var der blevet indført en ramme for beskyttelse af havmiljøet, men EU's foranstaltninger havde ikke bidraget til at genoprette en god miljøtilstand i havene eller til at bringe fiskeriet tilbage til et bæredygtigt niveau i alle havene. Vi konstaterede, at EU's foranstaltninger havde bidraget til fremskridt i Atlanterhavet, hvor mange fiskebestande er blevet stabiliseret og/eller øget, men at der ikke var nogen væsentlige tegn på fremskridt i Middelhavet.

Beskyttede havområder (BHO'er) er de mest fremtrædende havbevarelsesforanstaltninger. Havstrategirammedirektivet kræver, at medlemsstaterne skaber sammenhængende net af sådanne områder, og EU havde som målsætning at beskytte 10 % af sine havområder senest i 2020. Vores vurdering af BHO'ernes rolle er i overensstemmelse med Det Europæiske Miljøagentur, der konstaterede, at der manglede et effektivt, velforvaltet og sammenhængende BHO-net (jf. punkt 31 til 38). Som følge heraf ydede BHO'erne kun begrænset beskyttelse af den marine biodiversitet.

Medlemsstaterne kan ikke pålægge begrænsninger på fiskeriaktiviteter uden for de territoriale farvande uden at indlede multilaterale drøftelser. Dette gør det mere kompliceret at beskytte havmiljøet (jf. punkt 39).

EU-lovgivningen for både den fælles fiskeripolitik og den marine biodiversitet indeholder specifikke bestemmelser, der har til formål at samordne fiskeriforanstaltningerne med foranstaltningerne til beskyttelse af havmiljøet. Vi konstaterede, at bestemmelserne i artikel 11 i FFP og artikel 15 i havstrategirammedirektivet i praksis ikke havde fungeret efter hensigten i de områder, vi undersøgte. Dette svækkede samordningen af disse politikområder (jf. punkt 40 til 46).

Natura 2000-nettet, der er oprettet via fugledirektivet og habitatdirektivet, er hjørnestenen i EU's indsats for at beskytte biodiversiteten. Den øvrige EU-lovgivning omfatter beskyttende bestemmelser, der vedrører de arter og levesteder, som er angivet i disse direktiver. Vi bemærkede, at listerne over truede arter og levesteder, der er udarbejdet for mere end 25 år siden, ikke tager højde for nyere videnskabelig viden. Følgelig er nogle truede arter ikke beskyttet af denne lovgivning (jf. punkt 47 til 51).

For at styrke sammenhængen mellem miljø- og fiskeripolitikkerne bør Kommissionen sammen med medlemsstaterne fastlægge de lovgivningsmæssige og administrative ændringer, der er nødvendige for at beskytte følsomme arter og levesteder, og som både:

• muliggør en hurtigere anvendelse af bevarelsesforanstaltninger under FFP og havstrategirammedirektivet
• udvider beskyttelsen til at omfatte flere arter (navnlig dem, der er klassificeret som kritisk udryddelsestruede) og levesteder i lyset af den aktuelle videnskabelige viden.

Måldato for gennemførelse: 2022

I Atlanterhavet, hvor fiskeriforvaltningen består i at begrænse de tilladte fangstmængder, har der været en målbar forbedring af fiskebestandene, og Kommissionen forventer, at det bæredygtige fiskeri vil udgøre 99 % af landingerne af de rene EU-fangster og 73 % af de biologiske bestande. For fiskebestande, hvor der forelå tilgængelig videnskabelig MSY-rådgivning, var bestandsbiomassen stigende. Vi bemærkede imidlertid, at der ikke forelå videnskabelig MSY-rådgivning for mere end halvdelen af de biologiske bestande, at mange bestande stadig blev overfisket, og at den overordnede målsætning om at fiske alle bestande i overensstemmelse med MSY-rådgivningen senest i 2020 ikke ville blive opfyldt (jf. punkt 52 til 58).

For så vidt angår Middelhavet meddelte EU's relevante videnskabelige organ (STECF) i 2019, at fiskerimængden lå på det dobbelte af de bæredygtige niveauer (jf. punkt 59 og 60).

Vi konstaterede, at EU's indsats ikke havde formået at skabe de områder med beskyttelse mod fiskeri, som Middelhavsforordningen fra 2006 kræver. Der kan oprettes havområder med fiskeribegrænsninger ved hjælp af andre værktøjer. GFCM giver også mulighed for at oprette områder med fiskeribegrænsninger på grundlag af videnskabelig rådgivning. Siden 2019 har den flerårige plan for det vestlige Middelhav udgjort et alternativt instrument for oprettelse af havområder med fiskeribegrænsninger. Med den flerårige plan udskydes den overordnede målsætning om at opnå MSY fra 2020 til den 1. januar 2025. Kommissionen vil evaluere planen i 2024, kort tid før den nye frist (punkt 61 og 65).

De tekniske foranstaltninger kan bidrage mere effektivt til at minimere fiskeriets negative indvirkning på havmiljøet i Middelhavet. De tekniske EU-foranstaltninger, som finder anvendelse på Middelhavet, er vanskelige at håndhæve og har endnu ikke været tilstrækkelige til at beskytte de marine ressourcer. I 2018 foreslog Kommissionen en ny kontrolforordning, der tager hånd om nogle af de kendte svagheder forbundet med fiskeri i Middelhavet - navnlig overvågning af fiskefangster og fartøjspositioner (punkt 66 til 69).

EU, EU's Middelhavsmedlemsstater og andre Middelhavslande er parter i Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM). De områder med fiskeribegrænsninger, som GFCM har etableret, dækker ca. 1 % af Middelhavet. Herudover har GFCM forbudt visse skadelige fangstmetoder (punkt 70) i alle farvande med en dybde på over 1 000 meter (disse udgør 59 % af områderne i Middelhavet og Sortehavet).

EU's fiskerikapacitetslofter og tilgangs-/afgangsordningen var ikke udformet til at reagere på de særlige forhold i EU's regionale have og tog ikke højde for de forskellige fangstmetoders miljømæssige indvirkning (punkt 72 til 75).

I betragtning af den mangeårige forringelse af Middelhavets marine økosystemer bør Kommissionen sammen med de relevante medlemsstater:

• undersøge muligheden for at etablere flere områder med beskyttelse mod fiskeri i Middelhavsområdet
• jævnligt rapportere om de opnåede fremskridt og behovet for korrigerende foranstaltninger under den flerårige plan for det vestlige Middelhav, så der gives mulighed for at fastlægge og træffe sådanne korrigerende foranstaltninger.

Måldato for gennemførelse: 2023

EU's politikker fastsætter, at EU-finansieringen bør støtte beskyttelsen af havmiljøet. EU har adskillige værktøjer til dette formål. EHFF er skræddersyet til at understøtte FFP's målsætninger. Fonden kan både yde direkte og indirekte støtte til bevarelsesforanstaltninger. Vi vurderer, at 6 % af den samlede EHFF-finansiering, der blev brugt i de fire besøgte medlemsstater inden udgangen af 2019, var direkte forbundet med bevarelsesforanstaltninger, og at yderligere 8 % var indirekte forbundet med bevarelsesmål (punkt 76 til 79).

Fiskerflådernes overkapacitet i Middelhavet er en af årsagerne til overfiskning. Vi bemærkede, at Kommissionens forslag om en ny fond for programmeringsperioden 2021-2027 i stor udstrækning bevarede de eksisterende begrænsninger for finansiering af fiskerikapacitetsforøgelse (punkt 80 og 81).

EU's LIFE-program har til formål at støtte miljøprojekter, navnlig gennem integrerede projekter. Interreg kan også finansiere projekter, der støtter havmiljøet. Vi så eksempler på, at der blev gjort god brug af disse midler i de medlemsstater, vi besøgte (punkt 82).

I forbindelse med programmeringen af den næste EHFF bør Kommissionen sammen med medlemsstaterne finde frem til, hvordan EHFF-finansieringens bidrag til havbevarelsesmålene kan øges.

Måldato for gennemførelse: 2023

Vedtaget af Afdeling I, der ledes af Samo Jereb, medlem af Revisionsretten, i Luxembourg den 28. oktober 2020.

På Revisionsrettens vegne

Klaus-Heiner Lehne
Formand

Bilag

Bilag I - Fangstmetoder

I dette bilag opridses de vigtigste karakteristika ved en række fangstmetoder⁹⁷.

Et bundtrawl er et kegleformet net, der slæbes vandret (af en eller to både) langs med havbunden. Det har normalt to vinger, der strækker sig ud til siden fra åbningen, og det aftager gradvis i tykkelsen hen imod en smal, lukket spids ("fangstpose"), der holder på fangsten. Nettet er udformet til at fange de arter, der lever på eller i nærheden af havbunden.

En not er et langt, cirkelformet net, hvis over- og underkant har et fast skelet. Dens underkant er udstyret med ringe, hvorigennem der løber en stålwire eller et reb, som bruges til at "snurpe" eller snøre bunden af nettet sammen, så fiskene lukkes inde. Dette er som regel det mest effektive grej til fiskeri i det åbne hav væk fra bunden.

Drivgarn består af en række af net, der holdes mere eller mindre lodrette ved hjælp af flåd på en øvre line ("overtælle") og vægte på en underline ("grundtov"). Nettene driver med strømmen, som regel tæt på overfladen eller på mellemdybt vand, og fanger fiskene i deres gæller, når de svømmer ind i dem. Drivgarn kan fastgøres til fartøjet eller drive frit og blive indsamlet på et senere tidspunkt.

En faststående langline består af en lang hovedline og talrige jævnt placerede tavser ("forfang"), der ender i kroge. Den kan enten forankres tæt på bunden eller mindre almindeligt på mellemdybt vand eller tæt på overfladen. Dens længde kan variere fra nogle få hundrede meter ved kystfiskeri til mere end 50 km ved storindustrielt mekaniseret fiskeri. Når der er tale om en drivende langline holdes hovedlinen tæt på overfladen eller på en vis dybde ved hjælp af regelmæssigt fordelte flåd.

Bilag II - Udvalgte BHO'er

Havsubregioner: Biscayabugten og den iberiske kyst (BIK); Makaronesien (MAK); det vestlige Middelhav (VM)
År: Året for forslaget om udpegelse som en lokalitet af fællesskabsbetydning

SPANIEN

FRANKRIG

ITALIEN

PORTUGAL

Akronymer og forkortelser

BHO: Beskyttet havområde

EEA: Det Europæiske Miljøagentur

EEZ: Eksklusiv økonomisk zone

EHFF: Den Europæiske Hav- og Fiskerifond

EU: Den Europæiske Union

FAO: FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation

FFP: Den fælles fiskeripolitik

FN: De Forenede Nationer

GFCM: Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet

ICES: Det Internationale Havundersøgelsesråd

IUCN: Den Internationale Union for Natur- og Ressourcebevarelse

MSY: Maksimalt bæredygtigt udbytte

NEAFC: Kommissionen for Fiskeriet i det Nordøstlige Atlanterhav

RFFO'er: Regionale fiskeriforvaltningsorganisationer

RHK'er: Regionale havkonventioner

STECF: Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri

TEUF: Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Glossar

Beskyttet havområde (BHO): Havområde, der gennem lovgivning eller på anden vis er udpeget for at beskytte og bevare biodiversitet, naturressourcer og kulturarvssteder.

Bestandsbiomasse: Den samlede vægt af alle individuelle fisk i en bestand, der er i stand til at reproducere sig.

Biologisk bestand: En gruppe af individer, der tilhører den samme art inden for et bestemt område.

Bundfisk: Arter eller grupper af fisk, der lever det meste af deres liv på eller nær havbunden.

EHFF: EU's finansieringsinstrument til hav- og fiskeripolitikker siden 2014.

Eksklusiv økonomisk zone (EEZ): Havområde, der ligger i umiddelbar forlængelse af et kystlands territorialfarvande, og hvor det pågældende land har visse rettigheder og forpligtelser i henhold til FN's havretskonvention.

Fiskeriindsats: Et mål for fiskeriaktivitet, der tager højde for et fartøjs eller en flådes kapacitet og det antal dage, hvor fartøjet eller flåden fisker.

Fiskeriindsatsordning: En metode til forvaltning af fiskebestande, hvor der fastsættes begrænsninger for fiskeriindsatsen.

Havretskonventionen: Multilateral aftale indgået i 1982 under FN's auspicier, som fastsætter landes rettigheder og pligter med hensyn til deres brug af verdens have og oceaner, og som fastlægger retningslinjer for miljøet og forvaltningen af de marine naturressourcer.

Interreg: Denne samling af programmer finansieres af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og støtter samarbejde på tværs af grænser ved hjælp af projektfinansiering. Interreg har til formål at tackle fælles udfordringer gennem en fælles indsats og finde fælles løsninger inden for forskellige områder, herunder miljøet.

Konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (Bernkonventionen): Multilateral aftale, der blev indgået i 1979 under Europarådets auspicier, om bevarelse af vilde dyr og planter samt deres levesteder med særlig fokus på truede og sårbare arter.

Konventionen om beskyttelse af migrerende arter af vilde dyr (Bonnkonventionen): Multilateral aftale, der blev indgået i 1979 under FN's auspicier, om bevarelse af migrerende arter i alle de områder, som de bebor.

Konventionen om den biologiske mangfoldighed: Multilateral aftale, der blev indgået i 1992 under FN's auspicier, om bevarelse af den biologiske mangfoldighed, bæredygtig udnyttelse af dens bestanddele og en rimelig og retfærdig fordeling af udbyttet fra udnyttelsen af genetiske ressourcer.

LIFE: EU's finansieringsinstrument til miljø- og klimaindsatsen siden 1992.

Maksimalt bæredygtigt udbytte (MSY): Den maksimale mængde fisk, der kan fanges kontinuerligt under de eksisterende forhold, uden at bestanden udtyndes.

Pelagiske arter: Liv i havet, der mest opholder sig langt fra kysten og havbunden.

Regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er): Internationale organisationer, der er oprettet af lande med fiskeriinteresser i et givet område. RFFO'er forvalter både stærkt vandrende arter (f.eks. Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet) og fiskebestande opdelt efter geografisk område (f.eks. NEAFC).

Regionale havkonventioner (RHK'er): Samarbejdsstrukturer til beskyttelse af havmiljøet, som omfatter medlemsstater og nabolande, der deler havområder. De fire europæiske RHK'er udgøres af OSPAR (konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav), HELCOM (konventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet), Barcelonakonventionen (konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder) og Bukarestkonventionen (konventionen om beskyttelse af Sortehavet).

Samlet tilladt fangstmængde (TAC): Den maksimale mængde, som det hvert år er tilladt at fange af en fiskebestand i henhold til den fælles fiskeripolitik.

Sikker biologisk grænse: Sæt af parametre, der - hvis de overholdes i forbindelse med en fiskebestands forvaltning - vil sikre lav sandsynlighed for, at bestanden bryder sammen, men hvor der stilles mindre restriktive krav end ved MSY.

Tilgangs-/afgangsordningen: Retlig ramme til forvaltning af EU-fiskerflådens størrelse i overensstemmelse med de fastsatte lofter, herunder ved at sikre, at medlemsstaterne ikke kan tilføje nye fartøjer uden at tage hensyn til den kapacitet, der udtages.

Økosystembaseret tilgang til fiskeriforvaltning: En integreret tilgang, der tager hensyn til hele økosystemet. Målet er at opretholde økosystemerne i en sund, ren, ikkegiftig, produktiv og robust tilstand for at sikre, at fordelene ved de levende marine ressourcer er store, og at fiskeriaktiviteternes indvirkning på de marine økosystemer er lille og ikke forretter skade på økosystemerne i fremtiden.

Revisionsholdet

Revisionsrettens særberetninger præsenterer resultaterne af dens revisioner vedrørende EU-politikker og -programmer eller forvaltningsspørgsmål i forbindelse med specifikke budgetområder. Med henblik på at opnå maksimal effekt udvælger og udarbejder Revisionsretten sine revisionsopgaver under hensyntagen til de risici, der knytter sig til forvaltningens resultatopnåelse eller regeloverholdelsen, de pågældende indtægters eller udgifters omfang, den fremtidige udvikling samt den politiske og offentlige interesse.

Denne forvaltningsrevision blev udført af Afdeling I - Bæredygtig brug af naturressourcer, der ledes af Samo Jereb, medlem af Revisionsretten. Denne revision blev udført under ledelse af João Figueiredo, medlem af Revisionsretten, med støtte fra ledende administrator Colm Friel og revisorerne Michela Lanzutti og Antonella Stasia. Michael Pyper ydede sproglig støtte. Marika Meisenzahl ydede grafisk støtte.

Slutnoter

¹ Artikel 7 og 11 i TEUF.

² Artikel 3 i TEUF: "1. Unionen har enekompetence på følgende områder: (…) bevarelse af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik".

³ Artikel 4 i TEUF: "2. Der er delt kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne på følgende hovedområder: (…) e) miljø".

⁴ Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet) (EUT L 164 af 25.6.2008).

⁵ Henholdsvis Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle og Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter.

⁶ EEA: "State of Europe's Seas, 2015.

⁷ EEA-rapport nr. 17/2019: "Marine messages II, Navigating the course towards clean, healthy and productive seas through implementation of an ecosystem‑based approach", 2020.

⁸ EEA-rapport nr. 17/2019:"Marine messages II", figur 4.1.

⁹ IPBES 2019:"Global assessment report on biodiversity and ecosystem services".

¹⁰ Jf. FAO's undersøgelse: "Ecosystem Effects of Fishing in the Mediterranean: An Analysis of the Major Threats of Fishing Gear and Practices to Biodiversity and Marine Habits", 2004.

¹¹ IUCN: "European Red List of Marine Fishes", 2015.

¹² Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik (EUT L 354 af 28.12.2013). Denne forordning er politikkens grundlæggende retsakt, og den er blevet suppleret med mange andre retsakter. I forenklingsøjemed henviser vi til denne forordning som "FFP".

¹³ Artikel 2 i FFP.

¹⁴ Artikel 2, stk. 1 og 2, i FFP.

¹⁵ EEA: "Status of marine fish and shellfish stocks in European seas", 2019.

¹⁶ Artikel 5 i FFP.

¹⁷ Vedrørende fiskerimuligheder for 2020 henvises til Rådets forordning (EU) 2020/123 af 27. januar 2020 om fastsættelse for 2020 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande (EUT L 25 af 30.1.2020).

¹⁸ Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 af 21. december 2006 om forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet (EUT L 409 af 30.12.2006).

¹⁹ Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1343/2011 af 13. december 2011 om visse bestemmelser for fiskeri i aftaleområdet for GFCM (Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet) (EUT L 347 af 30.12.2011).

²⁰ Artikel 2 i GFCM: "Aftalens formål er at sikre bevarelse og bæredygtig udnyttelse på biologisk, socialt, økonomisk og miljømæssigt plan af de levende marine ressourcer (…) i aftaleområdet."

²¹ Ministerkonference om bæredygtigheden af fiskeriet i Middelhavet 2017, MedFish4Ever-ministererklæringen i Malta. Egypten underskrev ikke denne erklæring.

²² KOM(2007) 575 endelig af 10. oktober 2007: Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: "En integreret EU-havpolitik".

²³ Artikel 1 i havstrategirammedirektivet.

²⁴ COM(2018) 562 final af 31. juli 2018: Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om vurdering af medlemsstaternes indsatsprogrammer under havstrategirammedirektivet.

²⁵ COM(2018) 562 final af 31. juli 2018: Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om vurdering af medlemsstaternes indsatsprogrammer under havstrategirammedirektivet.

²⁶ COM(2020) 259 final af 25. juni 2020: Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet.

²⁷ KOM(2011) 244 af 3. maj 2011: Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, "Vores livsgaranti, vores naturkapital: EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020".

²⁸ COM(2015) 478 final af 2. oktober 2015: Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet "Midtvejsevaluering af EU's 2020-strategi for biodiversitet".

²⁹ Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU af 23. juli 2014 om rammerne for maritim fysisk planlægning.

³⁰ COM(2015) 481 final af 1. oktober 2015: Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om fremskridt med etableringen af beskyttede havområder (som fastsat ved artikel 21 i havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)).

³¹ Artikel 13, stk. 4.

³² EEA: "Marine Protected Areas: Designed to conserve Europe's marine life, marine protected areas are a globally recognised tool for managing and enhancing our marine ecosystems", 2018.

³³ "Marine Protected Areas Economics, Management and Effective Policy Mixes" https://www.oecd.org/environment/resources/Marine-Protected-Areas-Policy-Highlights.pdf.

³⁴ WWF: "Protecting Our Ocean - Europe's Challenges to Meet the 2020 Deadlines", 2019.

³⁵ EEA: "Marine messages II", tekstboks 3.2, 2020.

³⁶ Dureuil et al.: "Elevated trawling inside protected areas undermines conservation outcomes in a global fishing hot spot", Science, bind 362, udgave 6421, s. 1403-1407, 2018.

³⁷ EEA: "EU reaches the Aichi target of protecting ten percent of Europe's seas", 2018.

³⁸ EEA: "Marine Protected Areas", 2018.

³⁹ COM(2020) 380 final af 20. maj 2020: Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, EU's biodiversitetsstrategi for 2030. Naturen skal bringes tilbage i vores liv.

⁴⁰ Jf. COM(2019) 274 final af 7. juni 2019: Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om status over den fælles fiskeripolitik og høring om fiskerimulighederne for 2020.

⁴¹ Jf. https://ec.europa.eu/fisheries/cfp/fishing_rules_da.

⁴² EEA: "Marine messages II", tekstboks 3.2, 2020.

⁴³ COM(2018) 368 final af 30. maj 2018: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 og om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 1967/2006 og (EF) nr. 1005/2008 og ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1139 for så vidt angår fiskerikontrol.

⁴⁴ IUCN: "European Red List of Marine Fishes", 2015.

⁴⁵ Artikel 19 i habitatdirektivet og artikel 15 og 16 i fugledirektivet.

⁴⁶ EEA-rapport nr. 3/2015: "Marine protected areas in Europe's seas".

⁴⁷ Artikel 3 i Middelhavsforordningen.

⁴⁸ Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1241 af 20. juni 2019 om bevarelse af fiskeressourcerne og beskyttelse af marine økosystemer ved hjælp af tekniske foranstaltninger (EUT L 198 af 25.7.2019).

⁴⁹ COM(2009) 40 final af 5. februar 2009: "Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om en EF-handlingsplan for bevarelse og forvaltning af hajer".

⁵⁰ STECF 19-17.

⁵¹ Rådets forordning (EF) nr. 1185/2003 (som ændret) af 23. juni 2003 om fjernelse af hajfinner om bord på fartøjer (EUT L 167 af 4.7.2003).

⁵² Artikel 2 og 3 i FFP.

⁵³ EEA: "Marine messages II", 2020, s. 11.

⁵⁴ EEA: "Marine messages II", 2020, s. 25.

⁵⁵ Kommissionens arbejdsdokument, s. 9.

⁵⁶ STECF: Monitoring the performance of the Common Fisheries Policy (STECF-Adhoc-19-01). Dette er en rapport til STECF fra en ekspertgruppe fra marts 2019. Data for årene frem til 2017. Jf. s. 7 og 11.

⁵⁷ STECF 19-01, s. 11.

⁵⁸ Kommissionens arbejdsdokument, ledsagedokument til COM(2019) 274 final, s. 7.

⁵⁹ STECF-ADhoc-19-01.

⁶⁰ COM(2019) 274 final af 7. juni 2016.

⁶¹ EEA: "Marine messages II", 2020, s. 17.

⁶² Jf. STECF-rapporterne: PLEN 17-02, PLEN 18-01, STECF 18-09 og STECF 18-13.

⁶³ STECF: "The 2018 Annual economic report on the EU fishing fleets" (STECF 18-07), s. 163.

⁶⁴ Jf. betragtning 21 og artikel 59 i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009.

⁶⁵ Jf. STECF 17-02.

⁶⁶ Jf. STECF PLEN 17-02.

⁶⁷ Jf. STECF PLEN 19-01.

⁶⁸ Jf. betragtning 18 og artikel 5 og 6 i Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006.

⁶⁹ Forordning (EU) 2019/1022, vedtaget den 20. juni 2019.

⁷⁰ Artikel 17 og 6.

⁷¹ Forordning (EU) 2019/1241.

⁷² Jf. artikel 3, litra d).

⁷³ Jf. f.eks. artikel 10, stk. 4, artikel 12, stk. 2, artikel 15, stk. 2, artikel 23, stk. 1 og 5, artikel 27, stk. 7, og artikel 31, stk. 4.

⁷⁴ Forordning (EU) nr. 1967/2006.

⁷⁵ Forordning (EU) nr. 1343/2011.

⁷⁶ KOM(2007) 604 endelig af 17. oktober 2007: Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om "Ødelæggende fiskerimetoder i det åbne hav og beskyttelse af sårbare dybhavsøkosystemer".

⁷⁷ STECF PLEN 17-02.

⁷⁸ COM(2017) 192 final af 24. april 2017: Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet, "Gennemførelse og evaluering af forordning (EF) nr. 1224/2009 om oprettelse af en kontrolordning for Unionen med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik som krævet i henhold til artikel 118".

⁷⁹ COM(2018) 368 final af 30. maj 2018.

⁸⁰ Kilde: GFCM's database.

⁸¹ Jf. artikel 2, stk. 5, litra d), i FFP.

⁸² Artikel 23 i FFP.

⁸³ Jf. artikel 23, stk. 2, i FFP.

⁸⁴ Artikel 2, stk. 3, i FFP-forordningen.

⁸⁵ Jf. artikel 1 i EHFF-forordningen (forordning (EU) nr. 508/2014).

⁸⁶ Betragtning 10 i EHFF.

⁸⁷ Artikel 6 i EHFF-forordningen.

⁸⁸ Henholdsvis artikel 37 til 40 i EHFF-forordningen: "Støtte til udformning og gennemførelse af bevaringsforanstaltninger og regionalt samarbejde", "Begrænsning af fiskeriets indvirkning på havmiljøet og tilpasning af fiskeriet til beskyttelsen af arter", "Innovation i tilknytning til bevaring af havets biologiske ressourcer" og "Beskyttelse og genopretning af marin biodiversitet og marine økosystemer og godtgørelsesordninger inden for rammerne af bæredygtige fiskeriaktiviteter".

⁸⁹ "EMFF use for the protection of sensitive species", endelig rapport, marts 2020.

⁹⁰ EEA: "Marine messages II", 2020, s. 53.

⁹¹ Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 12/2011: "Har EU's foranstaltninger bidraget til at tilpasse fiskerflådernes kapacitet til de disponible fiskerimuligheder?"

⁹² EHFF-forordningen, artikel 5.

⁹³ EHFF-forordningen, artikel 11.

⁹⁴ Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af forordning (EU) nr. 508/2014 (COM(2018) 390 final af 11.4.2018): artikel 13 og 16.

⁹⁵ Rådets konklusioner om Kommissionens forslag til en ny europæisk hav- og fiskerifond, juni 2019.

⁹⁶ Forordning (EU) nr. 1293/2013.

⁹⁷ På grundlag af oplysninger fra FAO's websted.

Tidsplan

Kontakt

DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET
12, rue Alcide De Gasperi
1615 Luxembourg
LUXEMBOURG

Tlf. +352 4398-1
Kontakt: eca.europa.eu/da/Pages/ContactForm.aspx
Websted: eca.europa.eu
Twitter: @EUAuditors

Yderligere oplysninger om EU fås på internet via Europaserveren (http://europa.eu).

Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2020

MEDDELELSE OM OPHAVSRET

© Den Europæiske Union, 2020.

Den Europæiske Revisionsrets politik for videreanvendelse gennemføres ved Den Europæiske Revisionsrets afgørelse nr. 6-2019 om den åbne datapolitik og videreanvendelse af dokumenter.

Medmindre andet er oplyst (f.eks. i individuelle meddelelser om ophavsret), er det af Revisionsrettens indhold, der ejes af EU, licenseret i henhold til Creative Commons Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Det betyder, at videreanvendelse er tilladt med korrekt angivelse af kilde og ændringer. Brugeren må ikke fordreje dokumenternes oprindelige betydning eller budskab. Revisionsretten er ikke ansvarlig for eventuelle konsekvenser af videreanvendelsen.

Yderligere rettigheder skal cleares, hvis specifikt indhold afbilder identificerbare privatpersoner, f.eks. billeder af ansatte i Revisionsretten, eller omfatter tredjeparts værker. Hvis der opnås tilladelse, erstatter denne tilladelse ovenstående generelle tilladelse, og den skal klart anføre eventuelle begrænsninger i anvendelsen.

Tilladelse til at anvende eller gengive indhold, der ikke ejes af EU, skal eventuelt indhentes direkte hos indehaveren af ophavsretten.

Software og dokumenter, der er omfattet af industriel ejendomsret, såsom patenter, varemærker, registrerede design, logoer og navne, er ikke omfattet af Revisionsrettens videreanvendelsespolitik og licens.

EU-institutionernes websteder på europa.eu-domænet har links til websteder uden for europa.eu-domænet. Da Revisionsretten ikke har kontrol over disse websteder, anbefales det at gennemse deres privatlivspolitik og ophavsretspolitik.

Anvendelse af Den Europæiske Revisionsrets logo

Den Europæiske Revisionsrets logo må ikke anvendes uden Den Europæiske Revisionsrets forudgående samtykke.

SÅDAN KONTAKTER DU EU

Personligt
Der findes flere hundrede Europe Direct-informationscentre i hele EU. Find dit nærmeste center på: https://europa.eu/european-union/contact_da

Pr. telefon eller e-mail
Europe Direct er en tjeneste, der besvarer spørgsmål om EU. Kontakt Europe Direct:

• på gratisnummer: 00 800 6 7 8 9 10 11 (visse operatører tager betaling for disse opkald)
• på følgende nummer: +32 22999696 eller
• pr. e-mail: https://europa.eu/european-union/contact_da

SÅDAN FINDER DU OPLYSNINGER OM EU

Online
Oplysninger om EU er tilgængelige på alle EU’s officielle sprog på Europawebstedet: https://europa.eu/european-union/index_da

EU-publikationer
Du kan downloade eller bestille EU-publikationer gratis eller mod betaling på: https://op.europa.eu/da/publications.
Du kan bestille flere eksemplarer af de gratis publikationer ved at kontakte Europe Direct eller dit lokale informationscenter (se https://europa.eu/european-union/contact_da).

EU-ret og relaterede dokumenter
Du kan nemt få adgang til EU’s juridiske oplysninger (herunder al EU-ret siden 1952) på alle officielle EU-sprog på EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Åbne data fra EU
EU’s portal for åbne data (http://data.europa.eu/euodp/da) giver adgang til datasæt fra EU. Dataene kan downloades og genanvendes gratis til både kommercielle og ikkekommercielle formål.