Bekæmpelse af madspild: en mulighed for EU til at forbedre fødevareforsyningskædens ressourceeffektivitet

Resumé

I

Madspild er et globalt problem, der i de senere år har fået en mere fremtrædende plads på den offentlige og politiske dagsorden. Det vil få større og større betydning, navnlig på grund af behovet for at brødføde verdens voksende befolkning. Fødevarer er værdifulde råvarer, og fremstillingen af dem kan være ressourcekrævende. Aktuelle overslag viser, at ca. én tredjedel af de fødevarer, der på verdensplan produceres til konsum, går til spilde eller går tabt med deraf følgende økonomiske og miljømæssige omkostninger.

II

På denne baggrund undersøgte Retten, hvilken rolle EU kan spille i bekæmpelsen af madspild. Vi så på de foranstaltninger, der hidtil er truffet, og på, hvordan de forskellige EU-politikinstrumenter fungerer med hensyn til at mindske madspild. Vi fokuserede på forebyggelse og donation, som er de mest foretrukne foranstaltninger i bekæmpelsen af madspild.

III

Revisorerne søgte svar på spørgsmålet: »Bidrager EU til at gøre fødevareforsyningskæden ressourceeffektiv ved effektivt at bekæmpe madspild?« De konstaterede, at det for tiden ikke er tilfældet, men beretningen fremhæver, hvordan de nuværende politikker kan bruges mere effektivt til at sætte ind over for problemet. Mange af de potentielle forbedringer kræver ikke nye initiativer eller mere offentlig finansiering, men handler derimod om en bedre afstemning af eksisterende politikker, forbedret koordinering og en klar identificering af reduktion af madspild som et politisk mål. Specielt konstaterede revisorerne, at:

1. Kommissionens indsats er på trods madspildets større betydning på den politiske dagsorden blevet mindre ambitiøs med tiden. De foranstaltninger, der hidtil er truffet, har været fragmenterede og sporadiske, og der mangler koordinering i Kommissionen. Manglen på en fælles definition af madspild og en fastsat basislinje, ud fra hvilken reduktionen af spild skal målrettes, har forhindret yderligere fremskridt
2. madspild er et problem i hele fødevareforsyningskæden, og foranstaltningerne derfor bør målrettes overalt i kæden, hvilket vil kunne give fordele for alle involverede parter. Der bør lægges vægt på forebyggelse, da fordelene ved at undgå spild opvejer fordelene ved at tage sig af det senere. En række EU-politikker har potentiale til at bekæmpe madspild, men dette potentiale udnyttes ikke, og de lejligheder, der har budt sig, er endnu ikke blevet grebet. Der er navnlig ikke foretaget en vurdering af effekten af de forskellige EU-politikker på bekæmpelse af madspild. Store politikområder såsom landbrug, fiskeri og fødevaresikkerhed har alle en rolle at spille og kunne bruges til at bekæmpe madspild bedre. Man må anerkende, at politiske ændringer, herunder reformer af den fælles landbrugspolitik og fiskeripolitikken, over tid har haft en positiv effekt. F.eks. mindskede afskaffelsen af interventionsbaseret landbrugspolitik overproduktionen. Beretningen fremhæver en række gode praksis, men deres positive effekt har været tilfældig og ikke et resultat af målrettet politisk handling
3. en række af de hindringer, der findes i dag, f.eks. forskellige fortolkninger af de retlige bestemmelser, kan håndteres, så de letter donation af fødevarer, der ellers ville gå til spilde.

IV

Beretningen omfatter tre anbefalinger:

1. EU’s strategi for bekæmpelse af madspild bør styrkes og samordnes bedre. Kommissionen bør bygge videre på sine indledende skridt til at udvikle en handlingsplan for de kommende år.
2. I forbindelse med samordningen mellem de forskellige politikker med potentiale til at bekæmpe madspild bør Kommissionen overveje madspild i sine fremtidige konsekvensanalyser og i højere grad afstemme de forskellige EU-politikker, der kan modvirke madspild.
3. Med henblik på at lette donation af fødevarer, der ellers ville gå til spilde, kunne Kommissionen med fordel præcisere fortolkningen af de retlige bestemmelser, der kan hindre donation. Kommission bør opfordre til yderligere udnyttelse af de eksisterende muligheder for donation og overveje, hvordan donation kan lettes på andre politikområder.

Indledning

01

Madspild er et erkendt problem, der i de senere år har fået en mere fremtrædende plads på den politiske og sociale dagsorden. Mange af de politiske erklæringer på højt plan, der er fremsat i det sidste årti, understreger behovet for at bekæmpe madspild. Der sker madspild i alle led af fødevareforsyningskæden: i produktionen, forarbejdningen, detailhandelen og forbruget. Madspild kan defineres på mange forskellige måder, og der findes ikke en enkelt metode til at måle det. Alligevel erkendes det generelt, at ca. én tredjedel af de fødevarer, der fremstilles til konsum, går til spilde eller går tabt¹ på verdensplan. De Forenede Nationer anslår, at de økonomiske og miljømæssige omkostninger forbundet med madspild på verdensplan er ca. 1,7 billioner USD årlig.

Revisionsemnet

Hvordan defineres madspild?

02

I dag er der ingen anerkendt definition af madspild på EU-plan. Medlemsstaterne anvender forskellige definitioner, ligesom De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) anvender sin egen definition².

03

I juli 2014 foreslog det europæiske forskningsprojekt Fusions en anden ramme som definition af madspild³, og i marts 2016 foreslog det en metode til at måle og overvåge madspildets omfang⁴. Siden da har et multiinteressentpartnerskab⁵ i juni 2016 offentliggjort en global regnskabs- og indberetningsstandard for madtab og madspild.

04

I denne beretning er madspild ethvert produkt eller enhver del af et produkt, der er dyrket, fanget eller forarbejdet til konsum, og som kunne være spist, hvis det var blevet behandlet eller lagret anderledes. Det anerkendes, at denne definition ikke nødvendigvis er direkte forenelig med EU’s gældende lovgivningsmæssige rammer, men f.eks. de andre definitioner, der anvendes af Fusions, FAO og de medlemsstater, der blev besøgt under denne revision, er også i modstrid med disse rammer.

Affaldshierarkiet anvendt på madspild

05

Et affaldshierarki prioriterer affaldsbehandling fra den mest foretrukne til den mindst foretrukne vurderet på grundlag af miljømæssig bæredygtighed. EU’s rammedirektiv om affald⁶ definerer EU’s affaldshierarki⁷. Hierarkiet kan anvendes på madspild, men bør tilpasses, så der tages hensyn til, hvad der specielt gælder for fødevarer. En række medlemsstater har tilpasset affaldshierarkiet til fødevarer med en prioritering som vist i figur 1.

06

Ifølge definitionen af madspild i denne beretning udgør madspild de tre nederste lag i det ovenfor viste hierarki (genanvendelse, anden nyttiggørelse og bortskaffelse). De øverste tre lag (forebyggelse, donation og foder) er foranstaltninger, der kan træffes, før fødevarerne udgør affald og er de mest foretrukne (ud fra en økonomisk og miljømæssig synsvinkel). Denne revision har fokus på forebyggelse og donation, dvs. de to øverste lag i hierarkiet.

Data vedrørende madspild

07

Ifølge Europa-Kommissionen går ca. 88 millioner ton fødevarer til spilde årlig i EU⁸. EU’s samlede madspild skønnes at ville vokse til ca. 126 millioner ton i 2020, medmindre der træffes yderligere forebyggende foranstaltninger⁹. Data vedrørende madspild varierer betydeligt fra kilde til kilde. En af grundene hertil er naturligvis, at madspild fortolkes forskelligt (dvs. manglen på en anerkendt definition), og at det måles efter forskellige metoder. Forskellige undersøgelser fremlægger divergerende data for hver enkelt af sektorerne i fødevareforsyningskæden. Tabel 1 viser resultaterne af et udvalg af disse undersøgelser, og det fremgår, at der sker madspild i hele fødevarekæden, selv om man bør være forsigtig med at sammenligne resultaterne, da de anvendte metoder og definitionerne af madspild ikke er ensartede.

Tabel 1

Madspildets andel i de forskellige led i fødevareforsyningskæden (i %) ifølge forskellige undersøgelser¹

	FAO (Europa)	Foodspill (Finland)	FH Münster (Tyskland)	Bio Intelligence Service (EU)	Fusions2 (EU)
Produktion	23	19-23	22	34,2	11
Forarbejdning	17	17-20	36	19,5	19
Detailhandel	9	30-32	3	5,1	17
Forbrugere	52	28-31	40	41,2	53

1 WRI-analyse baseret på FAO 2011, »Global Food Losses and Food Waste - Extent, Causes and Prevention«, FN FAO, Rom, juni 2013. http://www.mtt.fi/foodspill, 2011. https://www.fh-muenster.de/isun/lebensmittelabfall-projekte.php, 2012. ITAS-beregninger baseret på SIK-metoden (Gustavsson et al., 2013). Fusions, »Estimates of European food waste levels«, 2016.

2 I undersøgelsen anerkendes det, at overslaget er behæftet med moderat høj usikkerhed (s. 27). Navnlig for så vidt angår de data, der relaterer til produktionssektoren, er overslagene baseret på data fra kun seks lande, og den anslåede usikkerhed på ±17 % anses for sandsynligvis at være for lav (s. 21).

Der sker madspild i hele fødevareforsyningskæden

08

De forhold, der fremkalder madspild, kan være meget forskellige, men de forekommer i hvert led i fødevareforsyningskæden. Flere undersøgelser indeholder analyser af de forskellige måder, fødevarer går til spilde på¹⁰. En række forhold vises i figur 2.

Omkostningerne ved madspild

09

Omkostningerne ved madspild består af mindst to forskellige type omkostninger: de økonomiske og de miljømæssige. De økonomiske omkostninger omfatter ikke kun værdien af selve produkterne, men også omkostningerne ved produktion, transport og lagring af de produkter, der går til spilde, samt omkostningerne ved behandling af dem. Ud fra en miljømæssig synsvinkel er madspild spild af ressourcerne i hele produkternes livscyklus, f.eks. jord, vand, energi og andre input samt den deraf følgende stigning i drivhusgasudledninger.

10

Vanskelighederne ved at skaffe fuldstændige, pålidelige og harmoniserede data vedrørende de nuværende mængder af madspild bevirker, at ethvert overslag over omkostningerne ved spildet vil være upålideligt. Alligevel har nogle undersøgelser forsøgt at fastslå omkostningerne ved madspild, og disse tal kan bruges som indikatorer for det potentielle omfang af problemet med madspild.

11

FAO vurderede omkostningerne ved madspild på globalt plan og fandt, at der ud over de anslåede økonomiske omkostninger på 1 billion USD årligt (værdien af de spildte produkter og de tilskud, der er betalt til at fremstille dem) var miljømæssige omkostninger (f.eks. drivhusgasudledninger, vandknaphed og erosion) på ca. 700 milliarder USD¹¹.

Madspild og markedskræfterne

12

Årsagerne til, at der oparbejdes madspild varierer afhængigt af den enkelte aktørs rolle i fødevareforsyningskæden. Beslutninger truffet af virksomhedsledere (producenter, forarbejdere og detailhandlere) har generelt det mål at maksimere fortjenesten, selv om nogle beslutninger kan føre til, at der opstår madspild i et vist omfang. De forskellige ledere har ikke til hensigt at skabe madspild, men det er alligevel ofte en konsekvens.

13

Forbrugernes beslutninger, der kan føre til madspild, har helt andre årsager. For dem er det snarere et spørgsmål om at opnå tilfredshed, om det så er med hensyn til at få opfyldt deres ernæringsmæssige behov eller i andre henseender (f.eks. kvalitet, mængde, variation, pris mv.).

14

Årsagerne til, at der opstår madspild, hænger uløseligt sammen med spørgsmålet om, hvem der betaler omkostningerne i forbindelse med de spildte fødevarer. De økonomiske omkostninger ved madspild betales af mindst tre forskellige grupper af aktører: forbrugerne, specifikke aktører i fødevareforsyningskæden og velgørenhedsorganisationerne.

• Aktørerne i fødevareforsyningskæden internaliserer omkostningerne ved madspild og indregner dem i produktets slutforbrugerpris. F.eks. vil en detailhandler sandsynligvis fastsætte produktprisen så højt, at han tager højde for omkostningerne ved både solgte og forventet usolgte produkter.
• En del af omkostningerne ved madspild kan flyttes fra én leder af en fødevarevirksomhed til en anden. Når der f.eks. langtfra er ligevægt mellem virksomhedsledernes forhandlingspositioner, kan omkostningerne ved madspild væltes over på den svageste.
• En del af omkostningerne ved madspild kan også eksternaliseres til velgørenhedsorganisationer i form af fødevaredonation. Velgørenhedsorganisationer bærer ofte de sorterings-, lagrings-, håndterings- og behandlingsomkostninger, som de aktører, der donerer sådanne fødevarer, ellers skulle afholde.

Miljøomkostningerne ved madspild betales af samfundet som helhed, navnlig gennem den tiltagende knaphed på naturressourcer (som på lang sigt kan komme til udtryk i en stigning i prisen på disse ressourcer). Bilag I viser ved hjælp af to konkrete eksempler, hvordan markedskræfterne indvirker på oparbejdelsen af madspild. Denne beretning har ikke fokus på disse markedskræfter, men vi anerkender deres betydning i forbindelse med bekæmpelse af madspild. Kommissionen og Europa-Parlamentet¹² har erkendt den rolle, disse kræfter spiller i fødevareforsyningskæden.

Madspild og EU

15

Madspild er et globalt problem. EU’s foranstaltninger til bekæmpelse af madspild vil pr. definition kun have begrænset effekt på verdensplan, men som en vigtig aktør på den internationale scene kan EU påvirke omfanget af madspild, der genereres gennem de forskellige politikker, EU står for (f.eks. den fælles landbrugspolitik, den fælles fiskeripolitik, fødevaresikkerhedspolitikken og affaldspolitikken). I den forbindelse bærer Kommissionen ansvaret, da den er initiativtager til EU’s retlige bestemmelser, der kan have indflydelse på oparbejdelsen af madspild.

16

I Europa-Kommissionen er det Generaldirektoratet (GD) for Sundhed og Fødevaresikkerhed, der er ansvarlig for spørgsmålet om madspild. I den forbindelse iværksætter den en række tiltag (f.eks. nedsættelse af arbejds- og ekspertgrupper) og oplysningsinitiativer. Flere andre GD’er i Kommissionen har også en rolle at spille i forbindelse med forebyggelse af madspild, eftersom flere af EU-politikkerne og -bestemmelserne kan indvirke på oparbejdelsen af madspild (f.eks. landbrugspolitikken, fiskeripolitikken, fødevaresikkerhedspolitikken og affaldspolitikken) (jf. bilag II).

17

Medlemsstaternes ansvar i forbindelse med madspild er lige så vigtigt. Medlemsstaterne kan støtte eller hindre forebyggelse af madspild og fødevaredonation afhængigt af, hvordan de gennemfører EU-bestemmelserne. Deres ansvar kan siges at være endnu vigtigere, da de også kan iværksætte deres egne initiativer (uden for EU-rammen) til at håndtere madspild¹³.

Revisionen

Revisionens omfang og revisionsmetoden

18

Der er mange undersøgelser af madspild, men ingen af dem har haft fokus på EU’s¹⁴ ansvar i så henseende. Målet med Rettens revision var derfor at give en omfattende analyse af emnet madspild set i et samlet EU-perspektiv.

19

Vi erkender, at de politikker og retlige bestemmelser, der gennemgås i forbindelse med denne revision har andre formål end at forebygge madspild. Selv om forskellige EU-instrumenter ikke specifikt sætter ind over for problemet med madspild, har de ikke desto mindre en indvirkning på adfærden hos fødevarekædens forskellige aktører. Denne adfærd kan føre til en stigning eller et fald i omfanget af de fødevarer, der går til spilde. EU er i stand til at påvirke madspild gennem de forskellige fonde, det har til rådighed, og de forskellige bestemmelser, der påvirker adfærden hos fødevareforsyningskædens aktører. Denne revision har udelukkende været koncentreret om forebyggelse og donation, da disse tiltag i henhold til madspildshierarkiet er de to mest foretrukne måder at bekæmpe madspild på (jf. figur 1).

20

I bilag II har vi vist de EU-instrumenter (fonde og retlige bestemmelser uden tilknytning til fonde), som har en effekt med hensyn til at forebygge madspild eller/og med hensyn til at lette donation. I denne beretning har vi opdelt fødevareforsyningskædens sektorer i fire grupper (producenter, forarbejdere, detailhandlere og forbrugere).

21

Hovedformålet med revisionen var at vurdere, om EU’s retlige bestemmelser og medlemsstaternes gennemførelse af dem bidrager til en positiv adfærd i relation til madspild hos fødevareforsyningskædens forskellige aktører. Det overordnede revisionsspørgsmål, der søgtes besvaret, var:

Bidrager EU til at gøre fødevareforsyningskæden ressourceeffektiv ved effektivt at bekæmpe madspild?

22

Revisionen tog kun hensyn til politikkernes og de retlige bestemmelsers effekt med hensyn til madspild i selve EU og så bort fra indvirkningen i lande uden for EU.

23

I denne beretning vurderes det for det første, i hvilket omfang Kommissionen som EU’s udøvende organ har omsat de politiske erklæringer på højt niveau om bekæmpelse af madspild til handling. For det andet beskrives de muligheder for at bekæmpe madspild, som eksisterende politikker har forpasset.

24

Den tidsramme, revisionen dækkede, var

• for så vidt angår fondene i tilknytning til den fælles landbrugspolitik: både perioden 2007-2013 og perioden 2014-2020
• for så vidt angår Den Europæiske Fiskerifond (EFF) og den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF): henholdsvis perioderne 2007-2013 og 2014-2020
• for så vidt angår Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede (FEAD): perioden 2014-2020
• for så vidt angår de retlige bestemmelser uden tilknytning til fonde: Revisionen tog hensyn til de retlige bestemmelser, der var gældende på tidspunktet for revisionen samt offentliggjorte forslag til nye bestemmelser.

25

Revisionen blev gennemført fra juli 2015 til maj 2016¹⁵, og der blev indhentet revisionsbevis fra:

• dokumentgennemgange og interview med tjenestegrene i Kommissionen. Revisionen omfattede seks GD’er: GD for Sundhed og Fødevaresikkerhed (SANTE), GD for det Indre Marked, Erhvervspolitik, Iværksætteri og SMV’er (GROW), GD for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (AGRI), GD for Miljø (ENV), GD for Maritime Anliggender og Fiskeri (MARE), GD for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion (EMPL)
• revisionsbesøg i fem medlemsstater: Italien (Lazio), Nederlandene, Portugal, Rumænien og Finland. I hver af disse medlemsstater blev der typisk aflagt besøg i landbrugsministeriet (vedrørende den fælles landbrugspolitik og EHFF), miljøministeriet (vedrørende strategien og emner i relation til affaldsdirektivet), socialministeriet (vedrørende FEAD), sundhedsministeriet (vedrørende fødevarehygiejnepakken) og finansministeriet (vedrørende de finansielle incitamenter). Der blev også aflagt besøg på stedet hos relevante EU-støttemodtagere
• konsultationsmøder med relevante interessenter herunder Copa og Cogeca, Independent Retail Europe (uafhængig detailhandel i Europa), repræsentanter for WRAP (en britisk velgørenhedsorganisation), SOMARO (en rumænsk nonprofitorganisation) og EU’s forskningsprojekt Fusions, en parlamentariker fra den franske Nationalforsamling, repræsentanter for et arbejdsudvalg nedsat af det britiske Overhus og en britisk repræsentant på møderne i udvalget om FN/ECE-standarder.

Bemærkninger

Politiske erklæringer på højt plan er ikke blevet omsat i tilstrækkelig handling

26

I de senere år har bekæmpelse af madspild fået en mere fremtrædende plads på offentlige dagsordener på alle politiske niveauer (jf. bilag III). Europa-Parlamentet har flere gange (i 2011, 2012, 2015 og 2016) anmodet Kommissionen om at træffe foranstaltninger til at mindske madspildet. Medlemsstaterne er begyndt at fastsætte mål for at mindske madspild, og Rådet for Den Europæiske Union, G20 og De Forenede Nationer har understreget behovet for at bekæmpe madspild i hele fødevareforsyningskæden. Som eksempler kan anføres:

• Europa Parlamentet »anmoder endvidere Kommissionen om at tage konkrete skridt til at halvere madspildet inden 2025, og samtidig hindre produktionen af bioaffald« (2011)
• Ifølge G20 er reduktionen af madtab og -spild et godt mål for kollektiv G20-handling (2015)
• De Forenede Nationer angav i deres dagsorden for bæredygtig udvikling, at de sigtede mod, at madspildet pr. indbygger på detail- og forbrugerniveau skulle være halveret på verdensplan senest i 2030, og madtabet i produktions- og forsyningskæderne skulle være mindsket, herunder svindet efter høst (2015)
• Rådet for Den Europæiske Union »støtter de bestræbelser, der udfoldes af alle aktører for at begrænse madspild, hvilket vil bidrage til at opfylde det bæredygtige udviklingsmål 12.3, som tilsigter at halvere madspildet på verdensplan pr. indbygger i detail- og forbrugerleddet, og begrænse fødevaretab i produktions- og forsyningskæder, herunder tab efter høsten, inden udgangen af 2030« (2016)¹⁶.

Trods disse gentagne politiske erklæringer er Kommissionens indsats blevet mindre ambitiøs med tiden, og de tiltag, der hidtil er iværksat, har været fragmenterede og sporadiske.

Kommissionens strategidokumenter er blevet mindre ambitiøse med tiden

27

Som EU’s udøvende organ bør Kommissionen tage fat på de politiske erklæringer på højt niveau, der er fremsat over tid. Kommissionen har siden 2011 offentliggjort en række dokumenter, hvori den forpligtede sig til at bekæmpe madspild:

• I september 2011 udpegede Europa-Kommissionen i sin Køreplan til et ressourceeffektivt Europa¹⁷ fødevaresektoren som én af de centrale sektorer, hvor ressourceeffektiviteten burde forbedres. Køreplanen fra 2011 orienterede også om offentliggørelsen af en »meddelelse om bæredygtige fødevarer« i 2013, hvori Kommissionen blandt andet ville se mere på, hvordan madspildet i hele fødevareforsyningskæden kunne begrænses. I juni 2016 er den omtalte meddelelse stadig ikke blevet offentliggjort
• Efter at Kommissionen i sommeren 2013 havde afholdt en offentlig høring om fødevaresystemets bæredygtighed, som bl.a. omfattede forebyggelse og mindskelse af madspild, offentliggjorde den i juli 2014 et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv¹⁸ blandt andet om ændring af affaldsdirektivet. Europa-Kommissionen trak imidlertid forslaget til nyt direktiv om affald tilbage i december 2014, idet den agtede at erstatte det med noget mere ambitiøst¹⁹
• I december 2015 vedtog Kommissionen en pakke om cirkulær økonomi, som omfattede reviderede lovgivningsmæssige forslag om affald. Spørgsmålet om bekæmpelse af madspild er integreret i disse forslag.

28

Når vi analyserer de omtalte dokumenter, konstaterer vi imidlertid, at Kommissionens ambition med hensyn til madspild er mindsket med tiden. Som det vises i figur 3, er målene for mindskelse af spild blevet sænket, medlemsstaternes pligt til at rapportere om madspild er blevet udskudt, Kommissionens frist til at vedtage en gennemførelsesretsakt for at etablere en fælles metode til måling af madspild er flere gange blevet udsat, og der er stadig ikke nogen EU-dækkende definition af madspild. Desuden er der aldrig blevet fastsat en basislinje (et referenceniveau for et givet år), som mindskelsen i madspild skal målrettes ud fra (jf. tekstboks 1).

29

Der findes ikke nogen specifik EU-politik for madspild, men forskellige EU-politikker indvirker eller kan indvirke på problemet. Kommissionen har imidlertid ikke gennemgået disse politikker for at vurdere, om de i tilstrækkelig grad er afstemt med behovet for at bekæmpe madspild (dette beskrives nærmere i punkt 33-80). Medlemsstaterne har erkendt behovet for at bekæmpe madspild og har, da der ikke er nogen samordnet politik på EU-niveau, håndteret spørgsmålet på en række forskellige måder, herunder gennem lovgivningsmæssige tiltag (jf. tekstboks 2). Nogle medlemsstater har også eksplicit opfordret Kommissionen til at træffe foranstaltninger på EU-niveau (jf. tekstboks 3).

Fragmenterede og sporadiske tiltag på det tekniske plan

30

Madspild er blevet drøftet i mange fora (f.eks. Forummet på højt plan om en bedre fungerende fødevareforsyningskæde), men Kommissionens indsats på det tekniske plan har begrænset sig til at nedsætte arbejds- og ekspertgrupper. Disse grupper blev nedsat til at høre de interesserede parter samt støtte Kommissionen og medlemsstaterne med hensyn til at finde frem til måder at forebygge og mindske madspild på, uden at det går ud over fødevaresikkerheden. I 2012 nedsatte Kommissionen en arbejdsgruppe om madtab/madspild (herefter kaldt arbejdsgruppen). Arbejdsgruppens deltagere var interessenter i fødevareforsyningskæden²¹ og repræsentanter for forskellige tjenestegrene i Europa-Kommissionen²².

31

I 2014 nedsatte Kommissionen en ekspertgruppe om madtab og madspild (herefter kaldt ekspertgruppen). Ekspertgruppens deltagere var repræsentanter for medlemsstaterne og repræsentanter for de forskellige berørte direktorater i Europa-Kommissionen²³. Ekspertgruppen har hidtil mødtes to gange. I efteråret 2015 inviterede Kommissionen eksperter fra medlemsstaterne til at deltage i en særlig konference om forebyggelse af madspild, der blev afholdt i oktober 2015 i forbindelse med Expo 2015. I april 2016 offentliggjorde Kommissionen en indkaldelse af forslag vedrørende deltagelse i den nye platform, der var iværksat til at behandle spørgsmål om madspild. Det er ikke blevet afklaret, om denne platform vil være et supplement til ekspertgruppen, eller om den vil erstatte denne.

32

Der blev ikke afholdt møder i arbejds- og ekspertgruppen så ofte, at der blev skabt momentum for reel forandring (jf. tekstboks 4). Derudover blev tiltagene vedrørende madspild hæmmet af en mangel på kontinuitet, der skyldtes ændringer i ansvarsområderne i Kommissionen²⁴ på den ene side og udskiftning af mødedeltagerne på den anden side.

De eksisterende politikker kunne afstemmes bedre med henblik på at bekæmpe madspild mere effektivt

33

EU udøver indflydelse på europæernes daglige liv på en række måder, f.eks. gennem forordninger eller direktiver, undertiden også gennem finansiering af projekter, af investeringer eller af bestemte praksis, hvormed bestemte former for adfærd stimuleres. Vi har undersøgt en række EU-politikområder, der sandsynligvis påvirker adfærden hos de forskellige aktører i fødevareforsyningskæden med hensyn til madspild (landbrug, fiskeri, fødevaresikkerhed, miljø, sociale anliggender samt skatter og afgifter). Det er ikke et primært mål for disse politikker at undgå madspild, men vores revision havde fokus på de aspekter, der kunne bidrage til enten at forebygge madspild eller lette donation af fødevarer. Vi fandt frem til en række muligheder for at integrere bekæmpelse af madspild i de eksisterende politikker. Disse muligheder er endnu ikke udnyttet.

Afstemning af politikker med henblik på at gøre forebyggelsen af madspild mere effektiv

Den fælles landbrugspolitik

34

Der sker madspild i hele fødevareforsyningskæden (jf. tabel 1). Gennem direkte betalinger, markedsforanstaltninger og betalinger vedrørende udvikling af landdistrikter kan den fælles landbrugspolitik få indflydelse på oparbejdelsen af madspild i produktions-, forarbejdnings- og detailhandelsleddene i fødevareforsyningskæden. Derudover kan det, eftersom den nye fælles landbrugspolitik lægger stor vægt på begrebet ressourceeffektivitet²⁶, med rimelighed forventes, at den fælles landbrugspolitik også vil tage spørgsmålet om madspild op.

Den fælles landbrugspolitiks historiske udvikling og de direkte betalingers nuværende art

35

I den fælles landbrugspolitiks tidlige år gav faste produktpriser og eksportrestitutioner landbrugerne incitamenter til at producere landbrugsprodukter. Mellem 1970’erne og de tidlige 1990’ere førte dette til overskud og store bjerge af produkter såsom smør, skummetmælkspulver, korn og oksekød i hele EU. Støttesatserne blev reduceret væsentligt under reformen af den fælles landbrugspolitik i 1992, og der blev indført koblede direkte betalinger²⁷ til at kompensere for de faldende satser. Fra og med 2005 var afkoblingen af de direkte betalinger fra produktionen et yderligere skridt i retning hen imod en markedsbaseret fælles landbrugspolitik. EU’s udgifter til eksportrestitutioner er faldet siden 1990’erne og i dag er alle eksportrestitutioner nulstillet.

36

Efter disse successive reformer af den fælles landbrugspolitik faldt overskudsproduktionen drastisk, og interventionslagrenes niveau aftog. Overgangen fra produktstøtte til producentstøtte reducerede effektivt de tidligere års overproduktion, hvilket sandsynligvis bidrog til at mindske madspild.

37

I dag støtter hovedparten af de direkte betalinger ikke længere direkte produktion af en specifik afgrøde eller et specifikt produkt; de bidrager kun indirekte til fremstillingen af landbrugsprodukter ved at give finansiel støtte til producenterne. I 2013 udgjorde EU’s direkte betalinger 41,7 milliarder euro. Ifølge FAOSTAT’s data producerede EU samme år følgende mængder af produkter (jf. tabel 2). Figur 4 viser de årlige mængder af madspild for så vidt angår landbrugsprodukter på verdensplan. De to sæt tal er ikke direkte sammenlignelige, men de viser, at der - enten direkte eller indirekte - ydes EU-støtte til produkter, som i væsentligt omfang går til spilde på verdensplan.

Tabel 2

EU’s landbrugsproduktionsmængder i 2013 (i millioner ton)

Korn	Stivelsesholdige rødder	Olieholdige afgrøder og bælgfrugter	Frugt	Kød	Mælk og æg	Grøntsager
309,55	54,44	34,62	62,19	44,3	164,33	64,66

Kilde: FAOSTAT.

38

En begrænset andel af EU’s direkte betalinger (ca. 6 % i 2014) er stadig knyttet til produktion. I den forbindelse kan medlemsstaterne anvende frivillig koblet støtte. Gennem denne ordning (der har eksisteret siden 2015) har de fleste medlemsstater udvidet den andel af deres direkte betalinger, der går til koblet støtte. I ti medlemsstater er andelen af koblede betalinger steget med mere end 10 procentpoint (f.eks. udgjorde de i Polen 3,5 % af de direkte betalinger i 2014 og steg til 15 % i 2015). I fem andre medlemsstater er denne andel steget med mere end syv procentpoint. De vigtigste sektorer, der modtager koblede betalinger, er: oksekød (41 % af det samlede beløb), mælk (20 %), får og geder (12 %) og proteinafgrøder (11 %).

39

Koblet støtte »kan kun ydes til de sektorer eller de regioner i en medlemsstat, hvor bestemte landbrugsmæssige driftsformer eller landbrugssektorer, der tilskrives særlig stor betydning af økonomiske, sociale eller miljømæssige årsager, er udsat for særlige vanskeligheder«²⁸. For eksempel viser tallene fra mejeribranchen, at flere medlemsstater (Tjekkiet, Frankrig, Polen, Italien, Spanien, Litauen, Slovakiet og Malta) støtter alle deres malkekvægbrugere med frivillig koblet støtte. Da støtten er knyttet til det antal malkekøer, medlemsstaterne har anmeldt, kan den i praksis give incitament til at opretholde eller endog øge den eksisterende produktion, selv om hensigten med forordningen er at forhindre dette²⁹. Revisorerne konstaterede eksempler, hvor dette fandt sted, og Kommissionen anerkender, at denne risiko ikke er omfattet af deres kontroller. Set i et madspildsperspektiv tilskynder koblede betalinger til produktion af specifikke produkter, som der er risiko for, at der ikke er efterspørgsel efter.

40

Kommissionen har ikke gennemført nogen undersøgelser af virkningen af de successive reformer af den fælles landbrugspolitik (herunder afkobling) på landbrugsproduktionsmængderne og af den anslåede effekt heraf på oparbejdelsen af madspild. Den har aldrig medtaget nogen vurdering af madspild i sine konsekvensanalyser af EU’s direkte betalinger og har ikke vurderet, i hvilket omfang koblede betalinger tilskynder til at levere specifikke produkter, som der er risiko for, at der ikke er efterspørgsel efter (jf. figur 4).

Markedsforanstaltninger

41

Foranstaltningerne i forbindelse med markedsinterventioner (offentlig intervention, privat oplagring, tilbagetrækning fra markedet, grøn høst og undladt høst) udgør en lille andel af budgettet til den fælles landbrugspolitik, og brugen af dem er faldet støt siden midten af 1990’erne, efter reformen af den fælles landbrugspolitik i 1992. Disse foranstaltninger bruges til at støtte fjernelsen af (fremtidige) forsyninger, der overstiger efterspørgslen, når priserne svækkes. Produkterne kan enten oplagres, indtil markedsprisen stiger, og så sendes tilbage på markedet med henblik på salg, eksport eller donation, eller de kan bortskaffes på anden vis (f.eks. destrueres). For så vidt angår grøn høst og undladt høst oparbejder markedsforanstaltningerne således direkte madspild, og navnlig for så vidt angår tilbagetrækning fra markedet kan de føre til, at fødevarer går til spilde.

42

Ifølge Kommissionen er hensigten med markedsforanstaltningerne at få to hovedmål opfyldt: a) fortsat markedsorientering og b) et sikkerhedsnet for landbrugere i tilfælde af store markedsforstyrrelser³⁰. Kommissionen har imidlertid ikke fastlagt udstrækningen af sikkerhedsnettet, og afhængigt af, hvordan markedsforanstaltningerne anvendes, vil måske kun det ene af de to mål blive nået. Forholdet mellem anvendelsen af markedsforanstaltningerne og madspild illustreres af en svensk undersøgelse³¹, ifølge hvilken EU’s landbrugspolitik yder støtte til jordbrugere, når priserne er så lave, at situationen anses for en krise. Det anføres videre, at hvis midlerne bruges til at støtte en situation med strukturel overproduktion og ikke kun i umiddelbare kriser, kan effekten heraf være ikke blot, at en strukturel uligevægt befæstes, men at spildet desuden øges.

43

Anvendelsen af den offentlige interventionsmekanisme er faldet støt siden reformen af den fælles landbrugspolitik i 1992. Hovedparten af de produkter, der blev oplagret under offentlig intervention, blev ført tilbage på markedet eller blev doneret til nødstedte, og de nuværende lagre er på et meget lavt niveau. På det sidste er lagrene dog begyndt at vokse igen³². I den sammenhæng kan muligheden for at uddele produkter gratis få større betydning. For tiden er de retlige ordninger, der skal gøre dette muligt, dog ikke på plads (jf. punkt 75 og 76).

44

Mellem 2008 og 2015 blev 1,8 millioner ton frugt og grøntsager trukket tilbage fra markedet i EU, og 45 500 ha jord blev høstet før modningen eller blev ikke høstet. EU betalte de berørte producenter 380 millioner euro i kompensation for dette. Ifølge Kommissionens tal gik 66 % af de tilbagetrukne produkter til spilde. Ud over disse direkte omkostninger (den kompensation, der blev udbetalt til producenterne) bør der i de samlede omkostninger ved madspild tages hensyn til produkternes produktionsomkostninger og transportomkostninger samt omkostningerne forbundet med at behandle det opståede affald. Herudover bør der tages hensyn til de tilknyttede miljømæssige omkostninger i hele produkternes livscyklus.

45

Hvert år indvirker disse markedsforanstaltninger på tusindvis af ton produkter, hvoraf en del destrueres. Det er derfor hensigtsmæssigt at vurdere, hvordan planlagte markedsforanstaltninger potentielt indvirker på oparbejdelsen eller forebyggelsen af madspild. Der blev ikke udført sådanne vurderinger i forbindelse med den nylige reform af den fælles landbrugspolitik eller i forbindelse med de markedsforanstaltninger, der er truffet siden 2014 (som reaktion på det russiske importforbud og producentpriskrisen); sidstnævnte trods Europa-Parlamentets beslutning af juli 2015, hvori det opfordrede Kommissionen til, »når den gennemfører en konsekvensanalyse om nye, relevante lovforslag, at evaluere den potentielle indvirkning heraf på fødevarespild« (jf. bilag III).

Eksportrestitutioner

46

Eksportrestitutioner kan tidligere have været et incitament til at producere landbrugsprodukter, som på verdensplan i væsentligt omfang er endt som madspild. På Verdenshandelsorganisationens møde i Nairobi den 19. december 2015 enedes man om at afvikle eksportstøtten. Denne beslutning kan bidrage til at forebygge en sådan potentiel overproduktion.

Skolemælksordningen og skolefrugtordningen

47

Under skolemælksordningen støtter EU omkostningerne ved distribution af forskellige mælkeprodukter til børn i skoler. Under skolefrugtordningen forsyner EU skolebørn med frugt og grøntsager med det mål at tilskynde til gode spisevaner hos unge³³. Begge ordninger har bestemmelser om ledsageforanstaltninger, som er obligatoriske i forbindelse med frugtordningen og valgfrie i forbindelse med mælkeordningen. Ifølge den gældende forordning kan ledsageforanstaltningerne til begge ordninger »omfatte oplysninger om uddannelsesforanstaltninger vedrørende […] bekæmpelse af fødevarespild«³⁴. På tidspunktet for revisionen var der imidlertid endnu ikke nogen medlemsstater, der havde benyttet sig af muligheden for at bruge skolemælksordningens ledsageforanstaltninger til at formidle pædagogiske budskaber om oparbejdelse og forebyggelse af madspild. I forbindelse med skolefrugtordningen har kun få medlemsstater anvendt de obligatoriske ledsageforanstaltninger til dette formål³⁵.

Udvikling af landdistrikter

48

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) har potentiale til at bedrage til at mindske madspildet i primærproduktionen og i fødevareindustrien (f.eks. ved at hjælpe til med at mindske dødeligheden blandt dyrene på bedriften, ved at hjælpe til med at mindske høsttabene, ved at forbedre lagringsbetingelserne eller ved at hjælpe til med at mindske tabene under forarbejdningen).

49

Til trods for at mindskelse af madspild ikke nævnes specifikt i de forskellige forordninger om udvikling af landdistrikter, kan aktioner til mindskelse af madspild finansieres over flere foranstaltninger, f.eks. vidensoverførsel og oplysningsvirksomhed, investering i anlægsaktiver (f.eks. udstyr, der påfører færre skader, forbedret lagring efter høst og tilpassede staldbygninger for at reducere sygdomme og dødelighed), betalinger for dyrevelfærd eller samarbejdsaktiviteter³⁶. Artikel 53, stk. 3, er det eneste sted i forordningen om udvikling af landdistrikter, hvor der eksplicit henvises til EIP-netværkets potentiale til »nedbringelse af tab efter høsten og madspild«.

50

Kommissionen har ikke specifikt tilskyndet medlemsstaterne til at bruge ELFUL-midler til at bekæmpe madspild. De reviderede medlemsstater nævnede ikke specifikt madspild og henviste ikke til bekæmpelse af madspild som et behov eller mål for deres programmer for 2007-2013 og 2014-2020, selv om de havde mulighed for at gøre det. Ikke desto mindre anerkendte flere af myndighederne i de medlemsstater, der blev besøgt under revisionen, ELFUL’s potentiale til at bidrage til at mindske madspild, og de fremlagde konkrete eksempler på projekter til at påvise det (jf. tekstboks 5). Disse eksempler er dog ikke resultatet af en strategisk og planlagt tilgang til bekæmpelse af medspild, men snarere en tilfældig effekt af gennemførelsen af ELFUL i disse specifikke medlemsstater. På tidspunktet for revisionen var de fleste medlemsstater kun lige begyndt at fastlægge deres EIP-aftaler og -projekter, hvilket betyder, at det på nuværende tidspunkt er vanskeligt at give et overblik over, hvilke spørgsmål vedrørende madspild der er medtaget i EIP’s aktiviteter.

51

Trods nogle gode eksempler er ELFUL’s potentiale til at medvirke til at mindske madspild hos producenter og forarbejdere endnu ikke blevet udnyttet fuldt ud.

Den fælles fiskeripolitik (FFP)

52

Fiskere fanger ikke kun de fisk, de specifikt går efter eller har godkendelse til at fange. Indtil for nylig blev de uønskede dele af deres fangster, som ofte var døde i mellemtiden, smidt ud. Det anså mange for at være et uacceptabelt spild af knappe ressourcer. I 2013 blev der vedtaget en reform af den fælles fiskeripolitik (FFP), der sigtede mod at stoppe denne praksis ved at indføre landingsforpligtelsen. Gennem de europæiske fiskerifonde³⁷ havde/har medlemsstaterne mulighed for at finansiere projekter med det formål at forberede landingsforpligtelsen og påvirke overlevelsesraten for fisk i akvakultur positivt. Et andet element i FFP-reformen, der potentielt indvirker på oparbejdelsen af madspild, er afskaffelsen af kompensationen for tilbagetrækning af fisk fra markedet (jf. punkt 61).

Udsmid og landingsforpligtelse

53

Europa-Parlamentet og Rådet mener, at »uønskede fangster og udsmid er et stort spild«, og de har fastsat en forpligtelse til at lande alle fangster (»landingsforpligtelsen«)³⁸. Landingsforpligtelsen bliver indført gradvis mellem 2015 og 2019. I henhold til landingsforpligtelsen skal alle fangster beholdes om bord, landes og trækkes fra kvoterne. Arter, der har en høj chance for at overleve, når de slippes fri under bestemte betingelser, kan undtages. Ifølge forordningerne kan undermålsfisk ikke markedsføres med henblik på direkte konsum.

54

Ifølge Kommissionen er målet at reducere udsmidsraterne fra 15-25 % til 5 %³⁹. Udsmidsraterne varierer imidlertid afhængigt af fiskeritype, arter og år (f.eks. tegner udsmid, når der fiskes nær eller på havbunden (fiskeri efter bundfisk) i Nordsøen, sig i gennemsnit for 40 % af fangsten⁴⁰, mens det samlede udsmid i Middelhavet skønnes at udgøre 18,6 % af den samlede fangst⁴¹). Kommissionen planlægger at fastsætte mere detaljerede mål for de enkelte arter eller geografiske områder i EU’s flerårige planer, der for tiden er under udvikling.

55

Det er klart, at landingsforpligtelsen har potentiale til at medvirke til at mindske madspild, hvis den gennemføres korrekt, dvs. hvis den fører til større selektivitet og dermed reducerer omfanget af uønskede fangster (f.eks. undermålsfisk). Hvis fiskeriet ikke bliver mere selektivt, vil alle de fangede spisefisk, der ikke kan anvendes til konsum (f.eks. på grund af krav til mindstemål), derimod udgøre madspild ifølge den definition, der bruges i denne beretning.

56

For at kunne overvåge gennemførelsen af landingsforpligtelsen mere effektivt er det vigtigt, at man har pålidelige data vedrørende fangster og udsmid. Nogle af disse data er imidlertid ikke umiddelbart tilgængelige i Kommissionen af følgende årsager:

• Den elektroniske fiskerilogbog⁴² for fiskerfartøjer af en vis størrelse er ikke blevet gennemført fuldt ud i medlemsstaterne
• Trods fiskernes forpligtelse til siden 1. januar 2010 at registrere alle skønnede udsmid over 50 kg i deres fiskerilogbog er medlemsstaterne ikke forpligtet til at sende Kommissionen disse udsmidsdata
• Kravet om at registrere godkendte udsmid samt arter under den bevarelsesmæssige mindstestørrelse (der tidligere blev smidt ud) som separate registreringer i den elektroniske logbog blev først indført i maj 2015.

Når disse data mangler, er det vanskeligt at få oplysninger om omfanget af madspildet i forbindelse med fisk.

Fiskerifondene

57

Gennem Den Europæiske Fiskerifond (EFF) og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) havde/har medlemsstaterne mulighed for at finansiere projekter, der letter gennemførelsen af landingsforpligtelsen, såsom investeringer i selektive fangstredskaber, udstyr til håndtering af uønskede fangster om bord, forskning i fisks overlevelsesrater, investeringer vedrørende behandling af udsmid på land mv. Fire af de fem besøgte medlemsstater anvendte navnlig EFF til at finansiere forskningsprojekter eller projekter for udvikling og afprøvning af mere selektive fangstredskaber (jf. tekstboks 6), men antallet af sådanne projekter var meget lavt i to af disse medlemsstater. Projekter til fremme af landingsforpligtelsens gennemførelse kan også finansieres gennem EHFF, men siden de operationelle programmer blev godkendt i december 2015, var der på tidspunktet for revisionen endnu ikke blevet udvalgt projekter til finansiering.

58

Gennem EHFF kan medlemsstaterne også finansiere projekter, der har en positiv indvirkning på overlevelsesraten for fisk i akvakultur. I én af de besøgte medlemsstater er EFF blevet anvendt til at finansiere projekter til bekæmpelse af fiskesygdomme og dermed øge overlevelsesraten for fiskene i de pågældende fiskebrug⁴³.

59

Både EFF og EHFF kan potentielt bidrage til at mindske madspild, selv om dette ikke fastslås eksplicit i de relevante forordninger. Dette potentiale er endnu ikke udnyttet fuldt ud i de besøgte medlemsstater.

Tilbagetrækning af fisk

60

I perioden 2007-2013 betalte EU kompensation til medlemsstaterne for tilbagetrækning af fisk fra markedet, når prisen på fisk var for lav. I 2007-2014 blev der betalt 25,4 millioner euro til medlemsstaterne for tilbagetrukne fisk (i gennemsnit 3,2 millioner euro årlig). Det svarer til 51 386 ton fisk (i gennemsnit 6 423 ton fisk årlig). Der foreligger ikke oplysninger om mængderne af fisk, der blev destrueret eller anvendt til andre formål såsom fiskemel. Ifølge Kommissionen er den eneste sikkerhed for så vidt angår disse fisks endelige anvendelse, at de ikke blev anvendt til direkte konsum.

61

I sin meddelelse om reformen af FFP anfører Kommissionen, at »[d]et […] ikke længere [kan] forsvares at bruge offentlige penge til destruktion af fisk«. Dette blev også bekræftet af den offentlige høring, Kommissionen afholdt i 2009⁴⁴. Desuden afspejlede systemet ikke længere »forandringerne i forholdet mellem udbud og efterspørgsel«. Den nye forordning om den fælles markedsordning for fiskeri og akvakultur, der trådte i kraft i 2014⁴⁵, yder ikke længere nogen finansiel kompensation for tilbagetrækning fra markedet og destruktion af fisk. Producentorganisationerne kan stadig beslutte at trække fisk tilbage fra markedet⁴⁶, men for egen regning. Ved at afskaffe kompensation for tilbagetrækning af fisk fra markedet gav Den Europæiske Union det europæiske fiskeri et klart signal om at afskaffe ressourcespild og tilpasse fiskeriet bedre til efterspørgslen.

Fødevaresikkerhedspolitik

62

Målet med Europa-Kommissionens fødevaresikkerhedspolitik er at sikre, at det er sikkert for offentligheden at spise fødevarer. Med henblik herpå træffer Kommissionen lovgivningsmæssige foranstaltninger og fører tilsyn med, om medlemsstaterne sikrer, at detailhandlerne, fremstillingsvirksomhederne og fødevareproducenterne efterlever reglerne. Hensigten med fødevaresikkerheds- og -hygiejnereglerne er primært at garantere, at fødevarer er sikre at spise. Men ved gennemførelsen af sådanne regler i praksis bør man omhyggeligt undgå at skabe en risiko for madspild ved at gå ud over de nødvendige krav til fødevaresikkerhed. Revisorerne pegede på en række områder i relation til udveksling af god hygiejnepraksis, sporbarhedskrav og datomærkning, hvor Kommissionen og medlemsstaterne stadig er nødt til at gøre en yderligere indsats for at forhindre madspild.

Retningslinjer for god hygiejnepraksis

63

»Retningslinjer for god hygiejnepraksis« er praktiske retningslinjer, der er udviklet af specifikke sektorer i medlemsstaterne (f.eks. detailsektoren, kornmøllerne, flaskevandsindustrien), for, hvordan man overholder den generelle fødevarehygiejnelovgivning og de tilknyttede krav. Retningslinjerne giver virksomheder råd om og vejledning i, hvordan de overholder de gældende hygiejneregler, f.eks. hvordan de skal vurdere fødevaresikkerhedsrisiciene i virksomheden, hvordan de skal træffe sikkerhedsforanstaltninger mod disse risici, eller hvordan de skal håndtere temperaturkontrol, skadedyrsbekæmpelse mv. Sådanne retningslinjer gør det muligt at skræddersy sikkerhedskravene til specifikke forhold og potentielt at mindske madspild, fordi de fastsatte krav kun er så strenge, som de nødvendigvis må være for at leve op til det krævede sikkerhedsniveau.

64

Europa-Kommissionen fører et register over nationale retningslinjer for gode hygiejnepraksis med henblik på at udveksle gode praksis mellem medlemsstater og ledere af fødevarevirksomheder. For nogle medlemsstaters vedkommende omfatter dette register dog forældede oplysninger og retningslinjer, der ikke længere er aktuelle. Andre medlemsstater forpligter ikke de private virksomheder, der har udviklet retningslinjerne, til at offentliggøre dem. Selv om registeret findes, har flere af de besøgte medlemsstater udtrykt bekymring over, at vidensudvekslingen på dette område er utilstrækkelig på EU-niveau.

Tilbagekaldelse og tilbagetrækning

65

I tilfælde af tilbagekaldelse eller tilbagetrækning af produkter på grund af fødevaresikkerheden, er sporing af vital betydning. Jo mere udviklet et sporingssystem er, jo mindre er risikoen for madspild, fordi de produkter, der skal tilbagekaldes/tilbagetrækkes, kan identificeres mere præcist. I henhold til den generelle fødevarelovgivning⁴⁷ skal de erhvervsdrivende have et sporingssystem, der kan spore et produkt efter »ét skridt frem og ét skridt tilbage«-metoden⁴⁸. I henhold til direktiv 2011/91/EU⁴⁹ skal et levnedsmiddel bære angivelser af eller mærker til identifikation af, hvilket levnedsmiddelparti det tilhører, men der kræves ikke nogen angivelse af størrelsen af levnedsmiddelpartierne. I praksis varierer gennemførelsen af denne sporbarhed af levnedsmiddelpartier fra virksomhed til virksomhed.

66

Fire af de fem medlemsstater⁵⁰, som blev besøgt under revisionen, fastsatte ikke nogen nærmere krav eller retningslinjer i relation til partiernes størrelse, og kun i to af de besøgte medlemsstater⁵¹ erklærede myndighederne, at de opfordrede producenter og forarbejdere til at indføre små partistørrelser (jf. tekstboks 7). De oplysninger, der blev indsamlet i de besøgte medlemsstater, viste, at det undertiden er vanskeligt at skønne, hvor store mængder der er tilbagekaldt, og at de oplysninger, der er nødvendige for at identificere de produkter, der skal tilbagekaldes, ofte er for vage. Koden til identifikation af de mængder, der skal tilbagekaldes, er ikke ensartet; det kan være et partinummer eller en udløbsdato, og de tilsvarende mængder pr. parti kan variere meget, selv når der er tale om sammenlignelige produkter.

Datomærkning

67

Tvetydige datomærkninger af fødevarer er i væsentlig grad med til at skabe forvirring blandt forbrugerne med hensyn til fødevaresikkerhed. Datomærkninger bør være så klare for forbrugerne, at det undgås, at usikre fødevarer bliver spist og sikre fødevarer kasseret. Ifølge EU-lovgivningen⁵² skal produkter mærkes med enten »bedst før«-datoen eller den »sidste anvendelsesdato«. »Bedst før«-datoen (eller »dato for mindste holdbarhed for fødevarer«) er den dato, indtil hvilken fødevarerne bevarer deres specifikke egenskaber, når de opbevares korrekt, og den »sidste anvendelsesdato« er den sidste dag, hvor produktet anses for at være sikkert.

68

Trods myndighedernes initiativer for at udbrede oplysninger herom i de besøgte medlemsstater, anvender producenter/forarbejdere/detailhandlende »bedst før«-datoen og den »sidste anvendelsesdato« forskelligt. Ens (eller meget ensartede) produkter kan bære enten »sidste anvendelsesdato« eller »bedst før«-datoen, hvad der skaber forvirring og resulterer i, at fuldt ud spiselige fødevarer bliver smidt ud, som det understreges af eksemplerne indsamlet under revisionen (jf. tekstboks 8). Desuden er forbrugerne, som det ses af resultaterne af Flash Eurobarometer 425-undersøgelsen, ikke fuldstændig klare over forskellen mellem »bedst før«-datoen og den »sidste anvendelsesdato«, idet kun 47 % af de interviewede havde fundet frem til den korrekte definition af »bedst før«-datoen og kun 40 % af den »sidste anvendelsesdato« - med væsentlige forskelle medlemsstaterne imellem⁵³.

69

Ifølge EU-bestemmelserne kan produkter, der kræver en »bedst før«-dato, stadig sælges efter denne dato. Alligevel er det stadig den dag i dag ulovligt i nogle medlemsstater at sælge produkter efter »bedst før«-datoen (f.eks. Rumænien og Slovakiet) (jf. også tekstboks 9).

Afklaring og afstemning af politikker og bestemmelser med henblik på at lette donation af fødevarer

70

Donation af fødevarer er den næstmest foretrukne mulighed, før fødevarerne går til spilde (jf. punkt 5 og 6). I EU er der en stærk fødevaredonationskultur, og Kommissionen har også anerkendt vigtigheden af at gøre det lettere at donere fødevarer som en måde at mindske madspild på i EU⁵⁵. På de forskellige EU-politikområder er der stadig en række hindringer for donation, f.eks. mangel på klarhed i de eksisterende retlige bestemmelser, manglende retlige bestemmelser eller retlige bestemmelser, der ikke anvendes i praksis. Overvindelse af disse hindringer ville bidrage til at afstemme EU-politikkerne med henblik på lettelse af donation af fødevarer.

Mangel på klarhed i de eksisterende retlige bestemmelser

Affaldshierarkiet

71

Både i artikel 4 i rammedirektivet om affald⁵⁶ og i forslaget fra 2015 til et direktiv om ændring af flere direktiver om affald specificeres det affaldshierarki, der skal anvendes i Den Europæiske Union (jf. punkt 5), men det angives ikke, hvordan denne prioriteringsrækkefølge bør anvendes specifikt i forbindelse med fødevarer, og der er ikke medtaget en definition af termen »madspild«. EU-lovteksterne afklarer således ikke, om donerede fødevarer bør tælle som spildt mad, eller om donation tværtimod bør anses for en måde at forhindre fødevarer i at gå til spilde på⁵⁷. Dette har endvidere konsekvenser for overvågningen af madspild⁵⁸ og for foranstaltningerne til mindskelse af madspild.

Fødevaresikkerhedspolitik

72

Fødevarehygiejnelovgivningen fra 2002 præciserer ikke fødevarebankers eller andre velgørenhedsorganisationers forpligtelser, når de håndterer donerede fødevarer. Specielt er det ikke præciseret i EU-lovgivningen⁵⁹, om fødevarebanker og velgørenhedsorganisationer skal betragtes som »ledere af fødevarevirksomheder«⁶⁰ og dermed skal overholde fødevarelovgivningen. Medlemsstaterne har derfor anlagt forskellige fortolkninger vedrørende fødevarebankers og andre velgørenhedsorganisationers håndtering af donerede fødevarer (jf. tekstboks 10). Siden 2013 har flere medlemsstater selv udviklet deres egne retningslinjer for fødevarebanker og velgørenhedsorganisationer, hvori de afklarer ansvarsspørgsmål i relation til donation og forklarer, hvordan fødevaresikkerhedsfaktorer som udløbsdatoer, sporbarhed, mærkning og nedfrysning af fødevarer skal fortolkes. Kommissionen har nu indsamlet nationale og sektorspecifikke retningslinjer vedrørende omfordeling af mad, som forskellige aktører deler på dens websted for at fremme udvekslingen af gode praksis mellem medlemsstaterne. Selv om Kommissionen selv siden 2012 flere gange har anmodet om EU-retningslinjer for fødevaredonation for at afklare dette spørgsmål, angav den på tidspunktet for revisionen, i juni 2016, at den stadig arbejdede på et første udkast til disse retningslinjer⁶¹. Kommissionen har derfor stadig mulighed for at bidrage til at præcisere de eksisterende retlige bestemmelser i denne henseende.

Moms

73

Mange interessenter anser skattemæssige incitamenter til fødevaredonation for at være det mest effektive værktøj til fremme af donation. Drøftelser om skattemæssige incitamenter på EU-niveau har været koncentreret om, hvordan momsreglerne skal anvendes på donerede fødevarer. Det har været emne for mange møder afholdt af Kommissionen. EU’s momslovgivning er ikke i sig selv en hindring for donation af disse former for fødevarer, men en række medlemsstaters fortolkning af denne lovgivning kan stadig være en hindring for donation af fødevarer (jf. tekstboks 11).

Muligheder for at lette donation forpasset på grund af mangel på retlige bestemmelser

Den fælles fiskeripolitik

74

Ifølge Kommissionen blev muligheden for at medtage donation i den ændrede FFP drøftet med lovgiveren under forhandlingerne om FFP-reformen, men i sidste ende forkastet. Derfor er der stadig ingen mekanismer, der tilskynder til donation af fisk, der er trukket tilbage fra markedet, eller som ikke kan markedsføres (f.eks. undermålsfisk).

Den fælles landbrugspolitik

75

Som anført i punkt 35 havde EU i mange år betragtelige lagre af smør, skummetmælkspulver, korn mv. Inden for den fælles landbrugspolitik var der et særligt program (programmet for uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede i Fællesskabet - MDP) for donation af nogle af disse interventionslagre til trængende gennem velgørenhedsorganisationer.

76

Fra og med 1990’erne aftog brugen af den offentlige interventionsmekanisme støt, og det gjorde lagrene også. Fra 2014 er MDP blevet erstattet af et andet program uden for den fælles landbrugspolitik, det såkaldte FEAD. Begge de gældende forordninger⁶³ indeholder muligheden for at bruge produkter fra interventionslagrene gennem FEAD, men de fornødne gennemførelsesretsakter fra Kommissionen, der skal fastsætte de relevante procedurer, mangler.

Mulighederne for at lette donation udnyttes ikke tilstrækkeligt

Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede (FEAD)

77

FEAD har eksisteret siden 2014. Til forskel fra MDP er FEAD⁶⁴ ikke hovedsagelig koncentreret om at stille produkter fra interventionslagrene til rådighed for de dårligst stillede, men om at yde materiel og ikkemateriel bistand til de dårligst stillede.

78

FEAD-forordningen⁶⁵ gør det muligt at lette fødevaredonation, men Kommissionen har ikke aktivt fremmet dette aspekt ved FEAD over for medlemsstaterne, og kun få medlemsstater har faktisk anvendt det:

• Artikel 23, stk. 4, indeholder bestemmelse om muligheden for gratis at uddele fødevarer fra interventionslagre til de dårligst stillede under FEAD. I praksis har kun én medlemsstat ud af 28 (Finland) medtaget dette i sit operationelle program (OP) vedrørende FEAD.
• Artikel 26, stk. 2, litra d), indeholder bestemmelse om muligheden for at finansiere omkostningerne ved indsamling, transport, lagring og distribution af fødevaredonationer. Ifølge Kommissionen har kun fire medlemsstater medtaget dette i deres OP’er (Estland, Italien, Luxembourg og Slovakiet) som en aktion i programmet, men uden et særskilt tilknyttet budget.

Den fælles landbrugspolitik

79

Når producenter trækker frugt og grøntsager tilbage fra markedet, kan de modtage EU-finansiering til bortskaffelse heraf (jf. punkt 44). Når de donerer produkterne til bestemte organer, modtager de en højere kompensation, end når de destruerer dem. Trods denne højere kompensation viser de data, vi modtog under revisionen, at under 40 % af den frugt og de grøntsager, der blev trukket tilbage fra markedet, faktisk blev doneret i perioden 2007-2015. Tallene varierer meget medlemsstaterne imellem og fra år til år. Revisionen viste, at der i én medlemsstat, som vi besøgte under revisionen, er alvorlige problemer med dataenes pålidelighed (jf. tekstboks 12).

80

Én af de vanskeligheder, myndighederne i medlemsstaterne rapporterede med hensyn til gratis uddeling af frugt og grøntsager, der er trukket tilbage fra markedet, til bestemte offentlige institutioner⁶⁶, er, at det ifølge EU-lovgivningen ikke er tilladt, at gratis uddeling erstatter de mængder, sådanne institutioner normalt indkøber. Denne bestemmelse er indført for at undgå indgriben i markedet, men i praksis afskrækkes nogle myndigheder fra overhovedet at donere produkter til disse typer institutioner, fordi det er vanskeligt at kontrollere, om bestemmelsen er overholdt.

Konklusioner og anbefalinger

81

Madspild er et globalt problem, der i de senere år har fået en mere fremtrædende plads på den offentlige og politiske dagsorden, og det er sandsynligt, at det fortsat vil få større betydning, navnlig i betragtning af behovet for at brødføde den voksende globale befolkning. Fødevarer er værdifulde råvarer, og fremstillingen af dem kan være særdeles ressourcekrævende. Aktuelle overslag viser, at ca. én tredjedel af de fødevarer, der på verdensplan produceres til konsum, går til spilde eller går tabt med deraf følgende økonomiske og miljømæssige omkostninger.

82

På denne baggrund undersøgte vi, hvilken rolle EU kan spille i bekæmpelsen af madspild. I fuld anerkendelse af markedskræfternes betydning i forbindelse med bekæmpelse af madspild undersøgte revisorerne de foranstaltninger, der hidtil er truffet, og den måde, de forskellige EU-politikinstrumenter arbejder på for at mindske madspild. Revisionen havde fokus på forebyggelse og donation, som er de mest foretrukne foranstaltninger i bekæmpelsen af madspild.

83

Revisorerne søgte svar på spørgsmålet: »Bidrager EU til at gøre fødevareforsyningskæden ressourceeffektiv ved effektivt at bekæmpe madspild?« De konstaterede, at det ikke er tilfældet for tiden, og beretningen fremhæver, hvordan de nuværende initiativer og politikker kan bruges mere effektivt til at adressere problemet madspild. Mange af de potentielle forbedringer kræver ikke nye initiativer eller mere offentlig finansiering, men handler derimod en bedre afstemning af eksisterende politikker, forbedret koordinering i Kommissionen og mellem Kommissionen og medlemsstaterne og en klar identificering af mindskelse af madspild som ét af målene for de eksisterende politikker.

84

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen har sammen med medlemsstaterne alle udtrykt ønske om at bekæmpe problemet madspild. De foranstaltninger, der hidtil er truffet for at opfylde det ønske, har været fragmenterede og sporadiske, der er ikke en aftalt EU-dækkende strategi, og der mangler koordinering i Kommissionen. Trods madspildets tiltagende betydning på den politiske dagsorden er Kommissionens ambition aftaget over tid (punkt 26-32). Dette til trods for at bekæmpelse af madspild er et område, hvor der ser ud til at være enighed om, at Kommissionen kan spille en førende rolle. Manglen på en fælles definition af madspild og en fastsat basislinje, ud fra hvilken mindskelserne af spild skal målrettes, har forhindret yderligere fremskridt på dette område. Derfor anbefaler vi følgende:

Anbefaling 1

EU’s bestræbelser på at bekæmpe madspild bør styrkes og samordnes bedre, hvorved EU kan spille en større rolle i de relevante fora på globalt plan. Dette indebærer en samordnet aktion fra EU-organernes og -medlemsstaternes side med henblik på snarest muligt at aftale en fælles strategi.

På det tekniske plan bør Kommissionen nu udarbejde en handlingsplan for de kommende år, som dækker forskellige politikområder. Denne bør omfatte aftalte beskrivelser af, hvad der er madspild i alle led i fødevarekæden, og en metode til at måle effekten af strategien.

85

Vi undersøgte en række EU-politikområder, der sandsynligvis påvirker adfærden hos de forskellige aktører i fødevareforsyningskæden med hensyn til madspild (landbrug, fiskeri, fødevaresikkerhed, miljø, sociale anliggender samt skatter og afgifter). Foranstaltningerne bør målrettes hele vejen gennem fødevareforsyningskæden, hvilket vil kunne give fordele for alle involverede parter. Når det er sagt, bør der lægges vægt på forebyggelse, da fordelene ved at undgå spild langt opvejer fordelene ved at tage sig af det senere.

86

En række EU-politikker har potentiale til at bekæmpe madspild, men dette potentiale er ikke blevet udnyttet fuldt ud, og de lejligheder, der har budt sig, er endnu ikke blevet grebet. Der er navnlig ikke foretaget en vurdering af effekten af de forskellige EU-politikker på bekæmpelse af madspild. Store politikområder som den fælles landbrugspolitik, herunder udvikling af landdistrikter, den fælles fiskeripolitik og fødevaresikkerhedspolitikken har alle en rolle at spille og kan bruges til at bekæmpe madspild mere effektivt (punkt 34-69). Med tiden har ændringer af politikkerne, herunder reformen af den fælles landbrugspolitik og ændringerne af fiskeripolitikken, har haft en positiv effekt, f.eks. afviklingen af den interventionsbaserede landbrugspolitik, der skabte overproduktion. Beretningen fremhæver en række gode praksis, men deres positive effekt på madspild har været tilfældig og ikke et resultat af målrettet politisk handling. Derfor anbefaler vi følgende:

Anbefaling 2

Med henblik på at samordne de forskellige politikker med potentiale til at bekæmpe madspild bør Kommissionen undersøge madspild i fremtidige konsekvensanalyser. Kommissionen bør i højere grad afstemme de forskellige politikker og undersøge, hvordan de kan udvikles, så de sigter mod problemet. Navnlig:

1. for så vidt angår den fælles landbrugspolitik bør spørgsmålet om madspild medtages i den forestående gennemgang af politikken. Kommissionen bør også tilskynde medlemsstaterne til at prioritere målet at bekæmpe madspild, når den programmerer fremtidige udgifter, f.eks. ved at gøre det til ét af målene for den næste programmeringsperiode vedrørende udvikling af landdistrikter
2. for så vidt angår den fælles fiskeripolitik er der behov for nøjere overvågning af landingsforpligtelsen vedrørende fisk, og Kommissionen bør fra nu af gøre det nemmere at anvende de disponible EU-midler til investeringer, der bekæmper madspild
3. bør Kommissionen, når den udvikler sin fødevaresikkerhedspolitik, yderligere lette udveksling af gode hygiejnepraksis og overvåge gennemførelsen af sporbarhedskravene. Med hensyn til mærkning af fødevarer bør den vurdere behovet for at gribe ind for at forhindre mærkningspraksis, der skaber madspild.

87

Donation af fødevarer, der ellers ville gå til spilde, finder allerede sted i EU gennem f.eks. fødevarebanker. Alligevel er der stadig en række hindringer for donation og mangel på klarhed og konsekvens i visse retlige bestemmelser i relation til donation. En række lejligheder til at lette donation af fødevarer, der ellers ville gå til spilde, er ikke blevet grebet (punkt 70-80). Samtidig med at vi understreger, at bestræbelserne primært bør rettes mod forebyggelse af madspild, anbefaler vi derfor følgende:

Anbefaling 3

Kommissionen bør fremme muligheden for at donere fødevarer, der er egnede til konsum, og som ellers ville gå til spilde. Navnlig, og snarest muligt, ved:

1. at præcisere fortolkningen af de retlige bestemmelser, der modvirker donation af fødevarer, især med hensyn til rammedirektivet om affald og den generelle fødevarelovgivning
2. at udføre en vurdering af effekten af at udvide donation til at omfatte de politikområder, hvor donation ikke finder sted, navnlig i relation til den fælles fiskeripolitik
3. at fuldføre de lovgivningsmæssige rammer, der gør det muligt at anvende fødevarer fra landbrugslagre fra offentlig intervention
4. at fremme anvendelse af de eksisterende bestemmelser om donation blandt medlemsstaterne, især med henblik på frugt og grøntsager, der er trukket tilbage fra markedet, og FEAD.

Vedtaget af Afdeling I, der ledes af Phil Wynn Owen, medlem af Revisionsretten, i Luxembourg på mødet den 10. november 2016.

Anvendte termer og forkortelser

COPA COGEGA: COPA - Sammenslutningen af Landbrugsorganisationer (den europæiske repræsentative organisation for landmænd), COGECA - Sammenslutningen af Landbrugs-andelsorganisationer

EFF: Den Europæiske Fiskerifond

EGFL: Den Europæiske Garantifond for Landbruget

EHFF: Den Europæiske Hav- og Fiskerifond

EIP: Europæiske innovationspartnerskab

Eksportrestitutioner: EU kan betale eksportrestitutioner til handelsvirksomheder, der sælger bestemte landbrugsprodukter i tredjelande. Restitutionen dækker normalt differencen mellem den interne EU-pris og verdensmarkedsprisen

ELFUL: Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne

EUROSTAT: Den Europæiske Unions Statistiske Kontor

FAO: De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation

FAOSTAT: De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisations statistikafdeling

FEAD: Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede

FFP: Den fælles fiskeripolitik

FN/ECE: De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa

G20: (eller G20-landene) er et internationalt forum for regeringerne og centralbankcheferne fra de 20 største økonomier

GD: Europa-Kommissionens afdelinger og tjenester, de såkaldte generaldirektorater (GD’er)

GD AGRI: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter

GD CNECT: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Kommunikationsnet, Indhold og Teknologi

GD EMPL: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion

GD ENER: Europa-Kommissionen Generaldirektorat for Energi

GD ENTR: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Erhvervspolitik. Nyt navn: Generaldirektoratet for det Indre Marked, Erhvervspolitik, Iværksætteri og SMV’er (GROW)

GD ENV: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Miljø

GD GROW: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for det Indre Marked, Erhvervspolitik, Iværksætteri og SMV’er (små og mellemstore virksomheder)

GD MARE: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Maritime Anliggender og Fiskeri

GD MARKT: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for det Indre Marked og Tjenesteydelser. Nyt navn: Generaldirektoratet for Finansiel Stabilitet, Finansielle Tjenesteydelser og Kapitalmarkedsunionen (FISMA)

GD RTD: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Forskning og Innovation

GD SANCO: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Sundhed og Forbrugere. Nyt navn: Generaldirektoratet for Sundhed og Fødevaresikkerhed (SANTE)

GD SANTE: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Sundhed og Fødevaresikkerhed

GD TAXUD: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Beskatning og Toldunion

Grøn høst: Fuldstændig høst af ikkesalgbare (men ikke beskadigede) produkter på et bestemt dyrket areal før normal høst

MDP: Program for uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede

Moms: Merværdiafgift

Offentlig intervention: Når markedspriserne for bestemte landbrugsprodukter falder under et på forhånd fastlagt niveau, kan Europa-Kommissionen beslutte at stabilisere markedet ved at opkøbe overskydende forsyninger, som så kan oplagres i medlemsstaterne, indtil markedsprisen stiger

Støtte til privat oplagring: Støtte til oplagring af produkter. Det er med til at stabilisere markedet for et produkt, hvis der er overskudsproduktion, og prisen viger

Tilbagetrækning fra markedet: Tilbagetrækning af produkter fra markedet (undladelse af at udbyde dem til salg)

Udvikling af landdistrikterne: EU’s politik for udvikling af landdistrikterne komplementerer ordningen med direkte betalinger og markedsforanstaltninger, og formålet med den er at forbedre en række aspekter ved de økonomiske, miljømæssige og sociale forhold i EU’s landdistrikter

Undladt høst: Undladelse af at hente nogen erhvervslandbrugsproduktion fra det dyrkede areal i løbet af den normale produktionscyklus. Omfatter ikke destruktion af produkter på grund af ugunstige vejrforhold eller sygdom

WRAP: (Waste and Resources Action Programme) Velgørenhedsorganisation og virksomhed i Det Forenede Kongerige, der samarbejder med regeringer, firmaer og fællesskaber for at finde praktiske løsninger til forbedring af ressourceeffektiviteten og fremme af overgangen til en bæredygtig, ressourceeffektiv økonomi

Revisionsholdet

Revisionsrettens særberetninger præsenterer resultaterne af forvaltningsrevisioner og juridisk-kritiske revisioner vedrørende specifikke EU-budgetområder eller forvaltningsspørgsmål. Med henblik på at opnå maksimal effekt udvælger og udformer Revisionsretten sine revisionsopgaver under hensyntagen til de risici, der knytter sig til resultatopnåelse eller regeloverholdelse, de pågældende indtægters eller udgifters omfang, den fremtidige udvikling samt den politiske og offentlige interesse.

Denne beretning blev vedtaget af Revisionsafdeling I - der ledes af Phil Wynn Owen, medlem af Revisionsretten - hvis speciale er bæredygtig brug af naturressourcer. Revisionsarbejdet blev ledet af Bettina Jakobsen, medlem af Revisionsretten, med støtte fra kabinetschef Katja Mattfolk, attaché Kim Storup, ledende administrator Michael Bain og opgaveansvarlig Maria Eulàlia Reverté i Casas. Revisionsholdet bestod af Els Brems, Klaus Stern, Diana Voinea og Paulo Oliveira.

Om

DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET
12, rue Alcide De Gasperi
1615 Luxembourg
LUXEMBOURG

Tlf. +352 4398-1
Kontakt: eca.europa.eu/da/Pages/ContactForm.aspx
Websted: eca.europa.eu
Twitter: @EUAuditors

Yderligere oplysninger om EU fås på internet via Europaserveren (http://europa.eu)

Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2017

PDF	ISBN 978-92-872-6447-3	ISSN 1977-5636	doi:10.2865/495537	QJ-AB-16-032-DA-N
HTML	ISBN 978-92-872-6862-4	ISSN 1977-5636	doi:10.2865/43308	QJ-AB-16-032-DA-Q

© Den Europæiske Union, 2017

Eftertryk tilladt med kildeangivelse

Tilladelse til at anvende eller gengive figur 4 på s. * og fotoene i tekstboks 6 på s. * skal indhentes direkte hos indehaveren af ophavsretten.

SÅDAN FÅR MAN FAT I PUBLIKATIONER FRA EU

Gratis publikationer:

• et eksemplar:
  • via EU Bookshop (http://bookshop.europa.eu)
• flere eksemplarer eller plakater/kort:
  • hos Den Europæiske Unions repræsentationer (http://ec.europa.eu/represent_da.htm)
  • hos delegationerne i ikke-EU-lande (http://eeas.europa.eu/delegations/index_da.htm)
  • ved at kontakte Europe Direct (http://europa.eu/europedirect/index_da.htm)
  • eller ringe på 00 800 6 7 8 9 10 11 (frikaldsnummer fra overalt i EU) (*).

(*) Oplysningerne er gratis ligesom de fleste opkald (nogle operatører, telefonbokse eller hoteller kan dog kræve penge for opkaldet).

Betalingspublikationer:

• via EU Bookshop (http://bookshop.europa.eu).