EU’s fiskerikontrol: Der er brug for en yderligere indsats

Resumé

I

Den fælles fiskeripolitik skal sikre fiskebestandenes og fiskerisektorens bæredygtighed på lang sigt. Der er stadig mange bestande, der overfiskes, så en effektiv fiskeriforvaltning kræver en vedvarende indsats. Den fælles fiskeripolitik omfatter derfor foranstaltninger, som begrænser flådekapaciteten og fiskeriet ved at fastsætte lofter for fangsterne (f.eks. i form af kvoter) og for aktiviteterne (f.eks. ved begrænsning af fiskeriindsatsen eller tekniske regler vedrørende bestemte fiskerier). En vellykket gennemførelse af den fælles fiskeripolitik kræver et effektivt kontrolsystem. Den fælles fiskeripolitiks kontrolsystem blev senest reformeret i 2009 for at afhjælpe de alvorlige svagheder, der fandtes på det tidspunkt og var blevet beskrevet i Revisionsrettens særberetning nr. 7/2007.

II

Formålet med vores revision var at besvare spørgsmålet: »Har EU et effektivt fiskerikontrolsystem?«

III

Siden vores 2007-revision og reformen af kontrolforordningen har medlemsstaterne og Kommissionen gjort fremskridt på flere områder. Vi konstaterede imidlertid, at Den Europæiske Union som følge af væsentlige svagheder på de fleste af de områder, vi reviderede, endnu ikke havde et fiskerikontrolsystem, som er tilstrækkelig effektivt til at sikre en vellykket gennemførelse af den fælles fiskeripolitik. Medlemsstaterne havde endnu ikke gennemført EU’s fiskerikontrolforordning fuldt ud, og nogle af forordningens bestemmelser bør ændres for at give medlemsstaterne mulighed for at kontrollere fiskeriet effektivt.

IV

De medlemsstater, vi besøgte, kontrollerede ikke i tilstrækkelig grad nøjagtigheden af deres flåders kapacitet og af fartøjsoplysningerne i deres flåderegistre. Kontrolforordningen fastlægger specifikt regler for dokumentbaseret og fysisk kontrol af maskineffekt, men ikke for kontrol af bruttotonnage. Vi bemærkede, at de fire besøgte medlemsstater ikke kontrollerede deres fiskerfartøjers tonnage, og at to af dem endnu ikke havde foretaget den foreskrevne kontrol af maskineffekt. Vi konstaterede også et væsentligt antal uoverensstemmelser mellem fartøjsoplysningerne i flåderegistret og oplysningerne i de underliggende dokumenter.

V

Vi konstaterede, at medlemsstaterne samlet set gennemførte fiskeriforvaltningsforanstaltningerne tilfredsstillende. Medlemsstaternes fartøjsovervågningssystemer (FOS), som anvender satellitbaseret sporingsteknologi, gav nyttige oplysninger med henblik på fiskeriovervågning og -kontrol. Anvendelsen af kontrolforordningens regler betød imidlertid, at 89 % af EU-flåden ikke blev overvåget ved hjælp af FOS, hvilket hindrede en effektiv fiskeriforvaltning i nogle fiskerier og vedrørende nogle arter.

VI

De medlemsstater, vi besøgte, forvaltede forbruget af de fiskekvoter, de havde fået tildelt, på en god måde. Når medlemsstaternes myndigheder overlod det til producentorganisationer at forvalte kvoterne, vidste de imidlertid ikke altid, hvilke kriterier der var blevet brugt i forbindelse med fordelingen af kvoter på de enkelte modtagere. Denne mangel på gennemsigtighed gør det svært for medlemsstaterne at få overblik over de faktiske modtagere af fiskerimulighederne, og dermed bliver det svært at vurdere en potentielt negativ indvirkning på miljøet og den lokale økonomi og eventuelt træffe korrigerende foranstaltninger. Endvidere øger denne mangel på gennemsigtighed risikoen for, at bestemte økonomiske aktørers særlige interesser favoriseres på bekostning af andres. Det var svært at overvåge overholdelsen af fiskeriforvaltningsforanstaltningerne, især hvad angik fartøjer uden tilslutning til satellitbaserede fartøjsovervågningssystemer. Vi så imidlertid også eksempler på god praksis, hvor professionelle fiskeriorganisationer pålagde deres medlemmer at overholde supplerende og mere fokuserede foranstaltninger til bevarelse af bestandene, hvis krav var strengere end kravene i den fælles fiskeripolitik.

VII

De fiskeridata, der blev indsamlet i henhold til kontrolforordningen, var ikke fuldstændige og pålidelige nok. Fangsdataene for den betydelige andel af EU-flådens fartøjer, der indsender papirbaserede opgørelser, var ufuldstændige og ofte registreret forkert i medlemsstaternes databaser. Der var væsentlige uoverensstemmelser mellem landingsopgørelser og senere registreringer vedrørende første salg. To af de fire besøgte medlemsstater sørgede ikke i tilstrækkelig grad for at dele og spore oplysninger om det fiskeri, fartøjer foretager i en anden medlemsstat end flagmedlemsstaten. Medlemsstaternes datavalideringsprocedurer var utilstrækkelige. Desuden var der væsentlige forskelle mellem de samlede fangstdata, som medlemsstaterne havde registreret, og dem, som Kommissionen rådede over. Kontrolforordningen pålægger medlemsstaterne at indsende aggregerede fangstdata for hver enkelt art. Det forhold, at den ikke kræver rapportering med angivelse af fiskeområder, fartøjsstørrelser og fiskeredskaber, begrænser imidlertid mulighederne for en detaljeret analyse af EU-flådens aktivitet.

VIII

Generelt var planlægningen og gennemførelsen af fiskeriinspektioner god i de medlemsstater, vi besøgte. Det forhold, at inspektørerne ikke havde adgang til fartøjsoplysninger i realtid, reducerede imidlertid inspektionernes effektivitet. Medlemsstaterne havde indført standardiserede inspektionsprocedurer, men vi fandt tilfælde, hvor inspektørerne ikke havde brugt de disponible rapportskabeloner. Inspektionsresultaterne var ikke altid rapporteret korrekt i de nationale databaser. Vi konstaterede også, at de anvendte sanktioner ikke altid havde afskrækkende virkning. En af de vigtigste nyskabelser i den nuværende kontrolforordning er et pointsystem, der skal sikre, at fiskeoperatører behandles lige, men det blev anvendt i meget forskelligt omfang både mellem og inden for de medlemsstater, vi besøgte. For nærværende findes der ikke et EU-register over overtrædelser og sanktioner, der kan give mulighed for bedre opfølgning på tildelte point, mere effektiv risikoanalyse og større gennemsigtighed medlemsstaterne imellem.

IX

Vi fremsætter en række anbefalinger til Kommissionen og medlemsstaterne med henblik på at sikre mere pålidelige oplysninger om fiskerflåderne, bedre overvågning af fiskeriforvaltningsforanstaltninger, mere pålidelige fiskeridata samt bedre inspektioner og sanktioner.

Indledning

Den fælles fiskeripolitik

01

Den fælles fiskeripolitik blev senest ændret i 2013, og dens primære mål er at sikre, at fiskeri- og akvakultursektorerne er miljømæssigt, økonomisk og socialt bæredygtige på lang sigt. Dette har historisk været en udfordring, fordi der på grund af overfiskning har været nedgang i nogle fiskebestande i EU-farvande. Den fælles fiskeripolitik sigter derfor mod at mindske presset på fiskebestandene ved at anvende en forsigtighedstilgang² og fastsætte fangstbegrænsninger baseret på de bedste videnskabelige oplysninger om ressourcerne. Den sigter også mod at skabe ligevægt mellem flådekapaciteten og de disponible fiskeressourcer. Derfor har EU fastsat et loft for EU-flådens kapacitet, som over tid skal afbalanceres med de disponible fiskerimuligheder (jf. tekstboks 1), og indført fiskeriforvaltningsforanstaltninger for at sikre, at fiskerisektoren er bæredygtig.

02

Ikke desto mindre viser den seneste videnskabelige rådgivning, at mange bestande trods forbedringer stadig overfiskes, især i Middelhavet og Sortehavet. Figur 1 viser status for fiskebestandene i de forskellige havområder.

03

Den Europæiske Unions forvaltningsforanstaltninger kan inddeles i to hovedkategorier (jf. tekstboks 2):

• Foranstaltninger til outputstyring, som hovedsagelig begrænser fangstmængden for bestemte fiskerier, navnlig ved fastsættelse af samlede tilladte fangstmængder (TAC’er) og kvoter
• Foranstaltninger til inputstyring, som vedrører de anvendte fangstmetoder og fastsætter regler for flådens aktivitet, f.eks. begrænser fiskerfartøjers adgang til bestemte farvande. Andre sådanne foranstaltninger er kontroller af fiskeriindsatsen med henblik på at regulere fiskerikapaciteten og fartøjsanvendelsen samt tekniske foranstaltninger, som fastsætter regler for anvendelsen af fiskeredskaber og angiver, i hvilke tidsrum og geografiske områder fiskeri er tilladt.

Den fælles fiskeripolitiks kontrolsystem

04

Hvis den fælles fiskeripolitik skal sikre fiskebestandenes og fiskerisektorens bæredygtighed, er det afgørende, at der findes et effektivt system til at kontrollere politikkens flåde- og fiskeriforvaltningsforanstaltninger. Det skal bl.a. kontrollere flådens kapacitet og aktivitet samt overholdelsen af forvaltningsforanstaltningerne og sikre, at der i tilfælde af overtrædelser træffes håndhævelsesforanstaltninger og, hvor det er nødvendigt, sanktioner. Endvidere bør der være en ramme til at sikre pålidelige flåde- og fangstdata, både for at gøre det muligt at træffe hensigtsmæssige fiskeriforvaltningsforanstaltninger og for at sikre materiale til de videnskabelige rapporter.

05

Den fælles fiskeripolitik har været operationel siden 1970’erne, og de første kontrolsystemer blev indført i 1990’erne. De kunne imidlertid ikke sikre, at den fælles fiskeripolitik blev fulgt. Revisionsretten rapporterede om disse problemer i 2007³. Efter vores beretning blev der foretaget store reformer af den fælles fiskeripolitiks kontrolsystem i 2009⁴ ved Rådets kontrolforordning og i 2011 ved Kommissionens gennemførelsesforordning.

06

Kontrolforordningen fastsætter, at medlemsstaterne er ansvarlige for kontrollen og skal bevilge tilstrækkelige ressourcer og etablere de nødvendige strukturer til at sikre kontrol i hele produktionskæden. Der er fastsat specifikke krav vedrørende fiskerflådekontrol og overholdelse af forvaltningsforanstaltninger, rapporteringskrav og krav vedrørende inspektioner og sanktioner. De centrale flådeforvaltningsværktøjer omfatter flåderegistret (med oplysninger om alle fiskerfartøjers karakteristika, fiskerilicenser, fiskeritilladelser osv.) og satellitbaserede systemer til overvågning af fartøjspositioner.

07

Kravene vedrørende fartøjsrapportering afhænger af fartøjsstørrelsen og spænder fra ingen rapportering for fartøjer på under 10 meters længde til krav om elektronisk rapportering for større fartøjer (jf. bilag I for nærmere oplysninger). Figur 2 viser EU-flådens sammensætning.

• Fartøjer på under 10 meters længde skal ikke registrere deres fiskeri
• Fartøjer med en længde på mellem 10 og 12 meter skal indberette fangst- og landingsoplysninger i papirform
• Fartøjer med en længde på over 12 meter skal indberette fangst- og landingsoplysninger elektronisk. Fartøjer med en længde på mellem 12 og 15 meter kan imidlertid fritages fra kravet om elektronisk indberetning.

08

Kontrolsystemet bør omfatte overvågnings- og inspektionsaktiviteter med henblik på håndhævelse. Kontrolforordningen fastsætter, at medlemsstaterne i tilfælde af manglende overholdelse skal pålægge sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet vedtager hver enkelt medlemsstat, hvilke sanktioner den vil anvende. For at sikre en fair anvendelse af sanktioner har medlemsstaterne siden 2012 skullet indføre et system med strafpoint til indehavere af fiskerilicenser og til førere af fiskerfartøjer. Disse point gives i forbindelse med alvorlige brud på de gældende regler for anvendelsen af den fælles fiskeripolitik. Hvis der konstateres flere alvorlige overtrædelser, kan de kumulerede point føre til suspension og i sidste ende fratagelse af fiskerilicensen og tab af retten til finansiering fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond.

Kommissionens og EU-Fiskerikontrolagenturets respektive roller

09

Kommissionen overvåger medlemsstaternes samlede gennemførelse af den fælles fiskeripolitik. Den modtager relevante data fra medlemsstaterne, navnlig om fangster, kvoteforbrug, fiskeriindsats og fiskerflådekapacitet. Den kan også foretage revisioner og inspektioner og deltage i nationale inspektioner.

10

Når Kommissionen konstaterer, at de nationale myndigheder ikke håndhæver fiskerireglerne korrekt, prøver den først at løse problemerne ved hjælp af høring. Den kan vælge at lukke et fiskeri, indtil problemet er løst. Den kan også sammen med de nationale myndigheder fastlægge en handlingsplan til forbedring af situationen. Når medlemsstaten ikke træffer tilstrækkelige foranstaltninger, kan Kommissionen indlede en traktatbrudsprocedure mod den.

11

EU-Fiskerikontrolagenturet (EFCA) bidrager gennem operationel koordinering af medlemsstaternes kontrol- og inspektionsaktiviteter til at sikre, at den fælles fiskeripolitiks regler anvendes effektivt og ensartet. EFCA er også ansvarligt for at koordinere medlemsstaternes fælles kontroller og inspektioner⁵. Disse specifikke aspekter blev dog ikke analyseret i forbindelse med denne revision.

Revisionens omfang og revisionsmetoden

12

Vi fokuserede på at undersøge de vigtigste krav i fiskerikontrolforordningen og deres gennemførelse i de medlemsstater, vi besøgte. Vi søgte svar på følgende overordnede revisionsspørgsmål: »Har EU et effektivt fiskerikontrolsystem?« Det overordnede revisionsspørgsmål blev opdelt i følgende underspørgsmål:

1. Har medlemsstaterne pålidelige oplysninger om deres flåders karakteristika? Med henblik på at besvare dette spørgsmål undersøgte vi, hvordan medlemsstaterne kontrollerede flådekapaciteten (kW og GT), og om de holdt deres flåderegistre ajour.
2. Er fiskeriforvaltningsforanstaltningerne gennemført hensigtsmæssigt? Med henblik på at besvare dette spørgsmål gennemgik vi, hvordan medlemsstaterne brugte fartøjsovervågningssystemer, og hvordan de forvaltede fiskekvoter, fiskeriindsatsordninger og tekniske foranstaltninger. Ved vores gennemgang undersøgte vi overordnede spørgsmål i stedet for at fokusere på bestemte fiskerier.
3. Er de data, der skal bruges i fiskeriforvaltningen, fuldstændige og pålidelige? Med henblik på at besvare dette spørgsmål undersøgte vi, hvordan medlemsstaterne sikrede, at fangstdata og landingsopgørelser var fuldstændige, ensartede og validerede. Vi gennemgik, hvordan medlemsstaterne delte forvaltningsoplysninger, navnlig når fartøjer fra én flagmedlemsstat⁶ fiskede i en andens farvande. Vi undersøgte også, hvordan Kommissionen konsoliderede medlemsstaternes data.
4. Er planlægningen og udførelsen af inspektioner hensigtsmæssig, og anvendes der hensigtsmæssige sanktioner? Vi undersøgte, hvordan medlemsstaterne planlagde, udførte og rapporterede om deres fiskeriinspektioner. Vi undersøgte også, om medlemsstaterne fulgte op på deres inspektioner med effektive sanktioner. I den forbindelse vurderede vi navnlig, om sanktionerne havde afskrækkende virkning, og hvordan strafpointsystemet blev gennemført i praksis.

13

Vi udførte revisionen mellem april og oktober 2016. Den omfattede besøg hos Europa-Kommissionen og i fire medlemsstater (Spanien, Frankrig, Italien og Det Forenede Kongerige (med fokus på Skotland⁷)). Disse medlemsstater blev udvalgt, fordi de tegnede sig for over halvdelen af EU’s flådekapacitet og næsten halvdelen af fangsterne i EU, og fordi deres flåder var aktive i Atlanterhavet og Middelhavet, hvor der var væsentlige forskelle med hensyn til fiskeri- og flådeforvaltningsforanstaltninger.

Bemærkninger

Registeroplysningerne om flådernes karakteristika var ikke altid nøjagtige og verificerede

14

For at mindske presset på bestandene fastsætter den fælles fiskeripolitik obligatoriske lofter for medlemsstaternes flådekapacitet og forvaltningsforanstaltninger vedrørende bestemte fiskebestande eller fiskerier. For at kunne sikre, at de respekterer både kapacitetsloftet og de relevante forvaltningsforanstaltninger, skal medlemsstaterne have pålidelige og ajourførte oplysninger om deres fiskerfartøjers kapacitet og tekniske karakteristika. Vi undersøgte derfor, hvordan medlemsstaterne verificerede deres fartøjers kilowatt (kW) og bruttotonnage (GT), og efterprøvede pålideligheden af deres flåderegistre.

Kontrollen af fiskerikapaciteten var ufuldstændig

15

Ifølge kontrolforordningen skal medlemsstaterne kontrollere, at deres godkendte kapacitetsloft respekteres med hensyn til kilowatt (kW) og bruttotonnage (GT), der i den fælles fiskeripolitik bruges som indikatorer for et fartøjs kapacitet til at fange fisk. Fartøjernes godkendte kapacitet er registreret i flåderegistret.

16

Trods bestemmelsen i kontrolforordningen var der imidlertid endnu ikke fastlagt detaljerede regler for kontrol af flådernes bruttotonnage. Derfor foretog medlemsstaterne ikke fulde målinger af deres fartøjer. Til gengæld fastlægger kontrolforordningen procedurer for kontrol af maskineffekt. Den fastsætter, at medlemsstaterne fra januar 2012 skal foretage en risikoanalyse og udvælge en repræsentativ stikprøve til dybtgående dokumentkontrol, men den fastsætter ikke, hvor ofte denne kontrol skal finde sted. Hvis kontrollen indikerer, at oplysningerne om et fartøj er unøjagtige, skal der foretages fysisk kontrol af maskineffekten⁸. En fysisk kontrol kræver betydelige ressourcer, men gør det muligt at konstatere, om der er foretaget ændringer i maskineffekten efter kommissioneringen af et fartøj og dets maskine. Ifølge Kommissionens rapport fra 2016 til Europa-Parlamentet og Rådet om medlemsstaternes bestræbelser i 2014 på at opnå en bæredygtig ligevægt mellem fiskerikapacitet og fiskerimuligheder⁹, havde 17 af de 23 kystmedlemsstater ved udgangen af december 2015 vedtaget prøvetagningsplaner for kontrol af maskineffekt.

17

Af de fire lande, vi besøgte, havde kun Spanien og Det Forenede Kongerige (Skotland) som fastsat foretaget denne kontrol på grundlag af en prøvetagningsplan. De nærmere oplysninger fremgår af tekstboks 3.

18

Frankrig havde udført risikoanalysen og påbegyndt dokumentkontrollen vedrørende maskineffekt. Resultaterne forelå ikke, da vores revision fandt sted. Ifølge de oplysninger, vi modtog under revisionen, var Italien ikke begyndt på processen.

19

Ifølge Kommissionens rapport fra 2016 om flådekapaciteten overholdt alle kystmedlemsstaterne deres respektive kapacitetslofter (jf. figur 3). Seks stater (Bulgarien, Grækenland, Kroatien, Italien, Rumænien og Slovenien) var imidlertid oppe på næsten 95 % af kapacitetslofterne målt i kW og var derfor i større risiko for at overskride dem. Ved udgangen af 2015 havde kun Kroatien og Bulgarien vedtaget prøvetagningsplaner med henblik på kontrol af maskineffekt.

20

Resultaterne af de spanske myndigheders kontrol (jf. tekstboks 3) kan ikke ekstrapoleres til resten af flåden, men de viser vigtigheden af en systematisk tilgang til den fysiske kontrol af maskineffekt, især i medlemsstater, som er tæt på at nå deres flådekapacitetslofter.

De nationale flåderegistres oplysninger var ikke altid nøjagtige

21

Hver medlemsstat har et nationalt register, dvs. en database, hvor alle de fiskerfartøjer, der fører medlemsstatens flag, skal registreres i henhold til EU-lovgivningen. Europa-Kommissionen har et register over EU-flåden med relevante fartøjsoplysninger, som medlemsstaterne regelmæssigt indsender fra deres nationale registre. Det er oplysninger såsom fartøjsnavn og registreringsnummer, primære og sekundære fiskeredskaber, samlet længde overalt, bruttotonnage (GT) og maskineffekt (kW).

22

Fiskerflåderegistret er et centralt værktøj i forbindelse med den fælles fiskeripolitik. Det gør det muligt at overvåge overholdelsen af kapacitetslofterne, og det leverer basale data til forvaltningsforanstaltninger, f.eks. begrænsninger vedrørende fiskeredskaber, rapporteringsforpligtelser for fartøjer og fartøjsovervågningssystemer.

23

Vi kontrollerede nøjagtigheden af de nationale registre og konstaterede i tre af de fire medlemsstater et betydeligt antal uoverensstemmelser mellem register og kildedokumenter vedrørende en stikprøve¹⁰ af fartøjer (jf. tekstboks 4). Upålidelige registeroplysninger reducerer den tillid, der kan fæstes til EU-registret som et centralt værktøj til forvaltning af den fælles fiskeripolitik.

24

Medlemsstaterne skal ajourføre EU-registret hver tredje måned og foretage yderligere ajourføringer, når der sker væsentlige ændringer. På grundlag af en sammenligning af data fra de nationale registre med EU-registret ved udgangen af 2015 konstaterede vi, at EU-registret generelt var ajour og afspejlede oplysningerne i de nationale registre, med Italien som den eneste undtagelse blandt de besøgte medlemsstater.

Fiskeriforvaltningsforanstaltningerne blev gennemført korrekt, men der var væsentlige huller i kontrolkravene vedrørende små fartøjer

25

I ethvert fiskeris bæredygtighedspolitik er fiskeriovervågning et centralt element, som gør det muligt at indsamle oplysninger, der kan bruges til at udvikle og vurdere fiskeriforvaltningsforanstaltninger¹¹. Overvågningens kvalitet har betydning for forvaltningsforanstaltningernes effektivitet.

26

Den fælles fiskeripolitik omfatter en pakke af fiskeriforvaltningsforanstaltninger (jf. punkt 3 og tekstboks 2) såsom kvoter, begrænsninger af fiskeriindsatsen og tekniske foranstaltninger vedrørende bestemte fiskerier. Desuden skal medlemsstaterne gennemføre og overvåge de fiskeriforvaltningsforanstaltninger, der er fastsat i national og international lovgivning (herunder beslutninger truffet af regionale fiskeriforvaltningsorganisationer), og sikre, at både EU-fartøjer og udenlandske fartøjer, der fisker i EU-farvande, overholder de gældende regler og begrænsninger.

Fartøjsovervågningssystemerne giver nyttige overvågningsoplysninger, men en stor del af fiskerflåden er ikke dækket

27

Kontrolforordningen fastsætter, at hver medlemsstat skal have et fiskeriovervågningscenter (FOC), som automatisk behandler data, der indsendes til et fartøjsovervågningssystem (FOS) fra fiskerfartøjer, som fører medlemsstatens flag. Data om fartøjsidentifikation, position, dato, tid, kurs og fart sendes af satellitsporingsudstyr installeret om bord på fartøjerne (jf. figur 4). Dette giver realtidsoplysninger, som er meget nyttige i forbindelse med fiskeriovervågning og planlægning af inspektioner. Ved hjælp af et fiskerfartøjs oplysninger om fart og position kan FOC f.eks. se, om fartøjet fisker i et område med fiskeribegrænsning. FOC kan så kontrollere, om fartøjet har den nødvendige tilladelse eller de karakteristika, der giver mulighed for at fiske i det pågældende område.

28

I de besøgte medlemsstater blev FOS-systemerne generelt anvendt korrekt til at planlægge inspektioner og overvåge de tilsluttede fartøjers fiskeri. Til forskel fra systemerne i de andre besøgte medlemsstater gav systemet i Italien imidlertid ikke automatiske advarsler, når fiskerfartøjer sejlede ind i områder med fiskeribegrænsning, for på denne måde at give myndighederne mulighed for at kontrollere, om fartøjerne havde tilladelse til at fiske. Medlemsstaterne fastsætter somme tider betingelser, der er strengere end kontrolforordningens krav. For bedre at kunne kontrollere fartøjsaktiviteter under den nationale forvaltningsplan for Middelhavet¹² stillede Spanien f.eks. krav om, at alle notfartøjer¹³ og trawlere¹⁴ uanset størrelse skulle tilsluttes FOS. Endvidere stillede nogle regionale myndigheder i Spanien krav om, at alle fartøjer, der fiskede i bestemte beskyttede områder, skulle udstyres med enklere positionssystemer (ikke FOS).

29

Kontrolforordningen fastsætter, at FOS-udstyr skal installeres på alle fiskerfartøjer på mindst 12 meters længde. En medlemsstat kan fritage fartøjer med en længde på under 15 meter, hvis de kun fisker i deres flagmedlemsstats farvande, eller hvis de aldrig opholder sig mere end 24 timer på havet fra afsejlingen til hjemkomsten i havn.

30

Ved vores analyse af oplysningerne i EU-flåderegistret konstaterede vi, at 2 % af de fartøjer, der var over 15 meter lange og havde tilladelse til at fiske, ikke havde FOS, hvilket er i strid med kontrolforordningens krav. Kommissionen havde opdaget denne uregelmæssighed, men den var ikke blevet korrigeret, da revisionen fandt sted.

31

På grund af kontrolforordningens begrænsede krav havde 89 % af EU-fiskerfartøjerne i EU-registret ikke FOS-udstyr om bord pr. 31. december 2015 (jf. figur 5). 95 % af disse fartøjer havde en længde på under 12 meter og var derfor ikke omfattet af kontrolforordningens krav om installering af FOS-udstyr. De fleste af fartøjerne med en længde på mellem 12 og 15 meter (79 %) havde medlemsstaterne fritaget for FOS-kravet. Vi anerkender behovet for ikke at overbebyrde små fartøjers operatører med dyre og komplekse positionssystemer. Det forhold, at en stor del af fiskerflåden ikke er udstyret med FOS, udgør imidlertid et væsentligt hul i fiskeriforvaltningssystemet af følgende årsager:

• Når fartøjer ikke er udstyret med FOS (eller andre telemålingssystemer til registrering af deres position, kurs og fart), kan det kun opdages ved hjælp af overvågning fra luften eller fra havet (kontrolskibe), hvis de sejler ind i områder med fiskeribegrænsning, eller hvis de fisker på tidspunkter, hvor det ikke er tilladt. Områder med fiskeribegrænsning og lukkede perioder er vigtige tekniske foranstaltninger til at sikre genopretning af bestandene
• Fartøjer med en længde på mellem 12 og 15 meter kan fritages fra kravet om installering af FOS og fra kravet om elektronisk indberetning, hvis de opholder sig mindre end 24 timer på havet eller kun fisker i deres territorialfarvande. Uden FOS er det imidlertid svært at kontrollere opfyldelsen af disse betingelser, medmindre havnemyndighederne forlanger at blive underrettet, når fartøjerne forlader og ankommer til havnen, sådan som det er tilfældet i Italien
• Fartøjer, som har tilladelse til at fiske under en fiskeriindsatsordning, kan kun kontrolleres effektivt, hvis de er udstyret med FOS, medmindre de hurtigt nok kan fremlægge andre oplysninger (fiskerilogbøger¹⁵ i elektronisk form eller på papir eller salgsnotaer med angivelse af tidspunkt og område), hvilket de imidlertid ofte ikke kan (jf. tekstboks 5)
• Det er ikke muligt at foretage krydskontrol af fiskeridataene (dvs. krydskontrollere dataene om fangede arter og mængder med FOS-dataene om fangstområdet). Dette forhindrer også en automatisk kontrol af kvoteforbruget.

32

De fartøjer, der ikke har FOS installeret, er generelt under 15 meter lange. Selv om de hver for sig ikke fanger store mængder fisk, kan deres samlede fangstmængde i nogle fiskerier og navnlig deres indvirkning på bestemte arter være betydelig. Det gælder især i Middelhavsområdet, hvor hovedparten af fartøjerne var under 15 meter lange, og tilstanden i mange bestande var alvorlig (jf. figur 1).

Forvaltningen af samlede tilladte fangstmængder, kvoter og fiskeriindsatsordninger var generelt hensigtsmæssig, men det var somme tider svært at overvåge tekniske bevarelsesforanstaltninger

33

Som beskrevet i indledningen (punkt 3 og tekstboks 2) er EU’s forvaltning af fiskeressourcer hovedsagelig baseret på samlede tilladte fangstmængder (TAC’er) eller fiskerimuligheder vedrørende bestemte bestande, som så fordeles mellem EU-landene ved hjælp af nationale kvoter, fiskeriindsatsordninger og tekniske foranstaltninger. Bilag II giver nærmere oplysninger om, hvordan kvote- og indsatsordninger var blevet gennemført i de medlemsstater, vi besøgte. Den fælles fiskeripolitik fastsætter, at hver medlemsstat skal fordele sin nationale kvote på grundlag af gennemsigtige og objektive kriterier. Disse kriterier kan omfatte fiskeriets indvirkning på miljøet (f.eks. den type fiskeredskab eller -teknik, der anvendes af fartøjerne), hidtidig overholdelse af krav og bestemmelser, bidrag til den lokale økonomi og historiske fangstniveauer.

34

Medlemsstaterne anvendte forskellige praksis, der ikke fuldt ud blev meddelt Kommissionen. Nogle tildelte kvoter direkte til fiskerfartøjer, og nogle overlod det til producentorganisationer at forvalte kvoterne. I sidstnævnte tilfælde vidste medlemsstaterne ikke altid, hvilke kriterier der var blevet brugt i forbindelse med fordelingen af kvoterne, eller hvor store mængder de enkelte modtagere havde fået tildelt. I Skotland og Frankrig gjorde dette sig gældende med hensyn til de fleste arter. Denne mangel på gennemsigtighed gør det svært for medlemsstaterne at få overblik over de faktiske modtagere af fiskerimulighederne samt deres fiskeredskaber og fartøjskarakteristika, og dermed bliver det svært at vurdere en potentielt negativ indvirkning på f.eks. miljøet eller den lokale økonomi og eventuelt træffe korrigerende foranstaltninger. Manglende gennemsigtighed i fordelingen af kvoter øger risikoen for, at bestemte økonomiske aktørers særlige interesser favoriseres på bekostning af andres.

35

Medlemsstaterne er ansvarlige for at sikre, at kvoterne ikke overskrides. Når den disponible kvote af en bestemt art er opbrugt, skal medlemsstaten lukke fiskeriet og underrette Kommissionen. Kommissionen stiller et informationsudvekslingssystem til rådighed for medlemsstaterne, som også kan bruge det til at forvalte og overføre kvoter indbyrdes. Ved årets udgang sammenholder Kommissionen den enkelte medlemsstats tildeling (inklusive overførsler fra andre medlemsstater) med dens kvoteforbrug. Hvis forbruget vedrørende én eller flere arter er højere end tildelingen, trækkes det fra i det følgende års kvotetildeling til medlemsstaten vedrørende de pågældende arter.

36

Vi undersøgte systemet til overvågning af kvoteforbruget i de fire besøgte medlemsstater. Vi konstaterede, at forbruget blev overvåget nøje efter specifikke procedurer, som krævede en betydelig administrativ indsats af medlemsstaterne (jf. bilag II). For de arter, der er omfattet af kvoter, burde disse procedurer kompensere for svaghederne i den generelle forvaltning af fangstdata (jf. punkt 42-71). Vi sammenholdt medlemsstaternes erklæringer til Kommissionen om kvoteforbruget i 2015 med de fangstdata, vi fik udleveret af medlemsstaterne (for Spaniens, Italiens og Det Forenede Kongeriges vedkommende baseret på data for individuelle fartøjer). Vi konstaterede ingen væsentlige forskelle.

37

Medlemsstaterne forvaltede de fastsatte grænser for fiskeriindsatsordningerne (jf. tekstboks 2) ved at give fiskeritilladelser til fartøjer, der opfyldte de gældende betingelser (f.eks. vedrørende fartøjskarakteristika eller fiskeredskaber). Det maksimale antal fiskedage blev fastsat under hensyntagen til de godkendte fartøjers samlede kapacitet. Med henblik på at overvåge denne fiskeriindsats foretog medlemsstaterne generelt en manuel beregning af, hvor mange dage fartøjerne havde været på havet. Disse oplysninger var somme tider svære at indhente, hvis fartøjerne ikke var udstyret med FOS, da medlemsstaterne i så fald måtte bruge andre former for dokumentation til at fastslå eller anslå varigheden (logbøger, salgsnotaer). Medlemsstaterne anvendte forskellige metoder til at beregne antallet af havdage¹⁶. Når en ordning omfatter flere medlemsstater, kan dette føre til forskelle med hensyn til, hvor meget tid til fiskeri de enkelte medlemsstater faktisk tildeler fartøjerne, og føre til unøjagtigheder i beregningen af det konsoliderede indsatsforbrug.

38

Der findes på nuværende tidspunkt over 30 forordninger med tekniske fiskeriforanstaltninger (jf. tekstboks 2), som finder anvendelse både i EU-farvande og i ikke-EU-farvande, hvor EU-fartøjer fisker. I marts 2016 fremsatte Kommissionen et forslag til en forordning om tekniske foranstaltninger med vægt på regionalisering og forenkling¹⁷.

39

Tekniske foranstaltninger er særlig vigtige i Middelhavet, hvor fiskeriforvaltningssystemet til forskel fra i Atlanterhavet ikke er kvotebaseret, og fiskebestandene ikke er i en god miljøtilstand (jf. figur 1). Ifølge Kommissionen¹⁸ overfiskes ca. 95 % af de vurderede fiskebestande i Middelhavet.

40

Vi konstaterede, at det var kompliceret for fiskerne at anvende og for inspektørerne at kontrollere de tekniske foranstaltninger, fordi så mange af dem fandt anvendelse i Middelhavet¹⁹. Dette blev bekræftet af de interessenter²⁰, vi talte med. Hertil kommer, at de fleste af de fiskerfartøjer, der fiskede i Middelhavet, var små²¹ og dermed fritaget fra kravene om fartøjsovervågningssystemer og elektroniske kommunikationssystemer. Dette er endnu en faktor, der besværliggør fiskeriforvaltningen ved at begrænse mulighederne for at kontrollere flådens fiskeri og fangster.

41

Vi bemærkede navnlig i Spanien og Frankrig, at de professionelle fiskeriorganisationer pålagde deres medlemmer at overholde supplerende tekniske foranstaltninger og kontrolforanstaltninger, hvis krav var strengere end kravene i EU’s lovgivningsmæssige ramme (og f.eks. fastsatte flere fiskeristop end myndighederne, større minimumsstørrelser for fangede fisk, FOS-krav til mindre fartøjer og yderligere peerkontrol). Disse foranstaltninger var mere skræddersyet til de pågældende regioners særlige forhold og derfor lettere for fiskerne at forstå og anvende. Der er muligheder for at udnytte denne bevidsthed og dette engagement på regionalt plan, især i forbindelse med den fremtidige regionale beslutningsproces (jf. punkt 38).

De fiskeridata, der blev indsamlet som fastsat i kontrolforordningen, var ufuldstændige og upålidelige

42

For at opfylde målet om en bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne skal der findes en ligevægt mellem de eksisterende fiskebestande og fiskeriintensiteten. Pålidelige og fuldstændige fangstdata er meget vigtige, både med henblik på at vurdere bestandene videnskabeligt og med henblik på at træffe hensigtsmæssige forvaltningsforanstaltninger til at bevare eller genoprette bestande. Når foranstaltningerne er godkendt, skal de anvendes korrekt, og flådeaktiviteten skal kontrolleres.

43

Kontrolforordningen fastsætter, at der for alle fiskerfartøjer med en længde overalt på 10 meter eller derover skal indsendes et sæt dokumenter, enten elektronisk (via det elektroniske indberetningssystem (EIS²²)) eller i papirform. Det drejer sig om logbøger, landingsopgørelser og salgsnotaer for mængder fanget over den fastsatte tærskel. Bilag I viser bestemmelserne i kontrolforordningen og de procedurer, der anvendes i de enkelte reviderede medlemsstater.

44

Kontrolforordningen fastsætter, at medlemsstaterne skal foretage krydskontrol for at sikre, at deres data har en tilstrækkelig kvalitet. Krydskontrollen omfatter FOS-data, fiskeridata, salgsoplysninger, detaljer om fiskeritilladelser og fiskerilicenser samt data fra inspektionsrapporter.

45

De fiskerioplysninger, medlemsstaterne indberetter som fastsat i kontrolforordningen (om landinger, fangster og indsats) bruges også til andre formål. De udgør hovedkilden til de data, medlemsstaterne indsender for at opfylde deres lovgivningsmæssige forpligtelse til at levere statistiske data vedrørende landinger²³. De udgør også en datakilde i rammen for dataindsamling (jf. bilag III), som blev fastlagt for at understøtte den videnskabelige rådgivning i forbindelse med den fælles fiskeripolitik.

46

Vi undersøgte pålideligheden af de relevante fangstdata, som Kommissionen rådede over, og som var indhentet fra følgende kilder:

• fiskerilogbøger eller tilsvarende dokumenter til registrering af fangster
• landingsopgørelser med registrering af faktisk landede mængder
• salgsnotaer med registrering af mængder solgt til den første køber.

Medlemsstaternes fangstdata for mindre fartøjer uden elektroniske opgørelser var ufuldstændige og somme tider ukorrekte

47

Pålidelige og fuldstændige fiskeridata er afgørende for en effektiv fiskeriforvaltning. Hvis dataene skal kunne konsolideres og bruges på EU-niveau, skal de være sammenlignelige på tværs af medlemsstaterne og forelægges rettidigt.

48

Kontrolforordningen stiller ikke krav om, at fartøjer på under 10 meters længde skal indberette fangster og landinger. Medlemsstaterne skal for at sikre, at disse fartøjer overholder reglerne for den fælles fiskeripolitik, overvåge deres aktiviteter på grundlag af prøvetagningsplaner eller kræve fremlæggelse af salgsnotaer eller en månedlig opgørelse over deres fangster. Endvidere kan medlemsstaterne pålægge førerne af disse fartøjer at føre en logbog.

49

Vi bemærkede, at Frankrig og Skotland for fartøjer på under 10 meters længde krævede forelæggelse af en forenklet fiskerilogbog. I Spanien skulle alt salg foregå via et auktionscenter, og alle salgsnotaer forelå.

50

Italien indsamlede ikke fangst- eller landingsdata for fartøjer på under 10 meters længde. Endvidere havde disse fartøjer, i overensstemmelse med kontrolforordningen (jf. bilag I), fået tilladelse til at sælge direkte til forbrugerne uden at oplyse om deres salg. Italien havde imidlertid ikke gennemført en prøvetagningsplan med henblik på at indsamle fiskeridata for denne fartøjskategori, og dette var i strid med kontrolforordningen. I stedet brugte Italien oplysninger, som var indsamlet til andre formål²⁴ ved hjælp af andre indsamlingsmetoder og med andre mål end kontrolforordningens. Disse oplysninger var ikke indsamlet på grundlag af en risikoanalyse, og de blev indhentet flere måneder efter, at fiskeriet fandt sted.

51

Figur 6 viser andelen af fartøjer i de besøgte medlemsstater²⁵, der indberettede data henholdsvis på papir og elektronisk. Det fremgår, at forholdsvis få fartøjer indberettede elektronisk. I Spanien og Italien var de fleste fartøjer med en længde på mellem 12 og 15 meter (henholdsvis 85 % og 90 % af disse fartøjer) fritaget fra elektronisk indberetning.

52

Papirbaserede indberetninger øger pr. definition risikoen for, at der sker fejlregistreringer i medlemsstaternes fangstdatabaser. Vi sammenholdt derfor en stikprøve af fangst- og landingsopgørelser i papirform med medlemsstaternes fangstdatabaser. Vi kontrollerede også, om fartøjerne var opført som aktive i flåderegistret.

53

Revisionsarbejdet afslørede, at oplysningerne var ufuldstændige, at der var sket indskrivningsfejl, og at der i nogle tilfælde var registreret fangster for fartøjer, der i flåderegistrene var opført som inaktive. Tekstboks 5 illustrerer de væsentligste konstaterede svagheder.

54

Fangstdata er en vigtig kilde til oplysninger, der kan bruges i videnskabelige analyser og rådgivning²⁷ samt til at anslå presset på fiskebestandene. Disse oplysningers pålidelighed undergraves af hullerne i fangstdataene for fartøjer på under 10 meters længde og de konstaterede svagheder i behandlingen af papirbaserede fangstopgørelser. Kommissionen har selv fremhævet²⁸ behovet for nøjagtige fangstdata og betydningen af, at sådanne oplysninger mangler for små fartøjer, som ikke er omfattet af krav om indberetning af fangstdata.

Salgsdataenes omfang og overensstemmelse med landingsopgørelserne var utilfredsstillende

55

Kontrolforordningen forpligter medlemsstaterne til at krydskontrollere oplysninger vedrørende fiskeri (f.eks. fangst- og landingsdata samt salgsnotaer). Disse foranstaltninger bør sikre mere pålidelige fangstdata.

56

Vi krydskontrollerede landingsopgørelser med salgsnotaer for en stikprøve af fartøjer (jf. fodnote 11). Vi konstaterede, at salgsnotaerne ikke altid forelå, og at der var betydelige uforklarede forskelle mellem landingsopgørelserne og de mængder, der var registreret som solgt. I betragtning af, at medlemsstaterne efterfølgende bruger disse informationskilder til datavalidering, viser de store forskelle, som vi konstaterede i vores stikprøve, at der er brug for væsentlige forbedringer. De nærmere oplysninger fremgår af tekstboks 6.

Systemet til udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne var ineffektivt

57

Kontrolforordningen fastsætter, at medlemsstaterne skal udveksle oplysninger med hinanden, hvilket er vigtigt med henblik på at håndtere de hyppige tilfælde, hvor fartøjer fanger, lander eller sælger deres fangster i andre medlemsstater end deres egne. Kommissionen har stillet en onlineplatform til rådighed, men overvåger ikke udvekslingen af sådanne oplysninger mellem medlemsstaterne.

58

For de medlemsstater, vi reviderede, krydskontrollerede vi landingsdataene for hver enkelt medlemsstats fartøjer med data i de andre medlemsstater, der var omfattet af revisionen. Vi konstaterede, at fangster fra spanske fartøjer, som var landet i Det Forenede Kongerige og solgt i Frankrig, fejlagtigt var blevet indberettet af Frankrig som »landet i Frankrig«. Vi konstaterede også, at ingen af de fangster, som spanske fartøjer havde landet i italienske havne i 2015, var blevet indberettet af Italien som »landet i Italien«. Spanien havde derimod sendt landingsmeddelelser om sine fiskerifartøjer til de italienske myndigheder, som derfor burde have haft kendskab til de fangster, der blev landet af spanske fartøjer.

59

Kommissionen er klar over, at medlemsstaternes udvekslingssystemer ikke er pålidelige og fører til denne type overførselsfejl. Den har bemærket, at den interne organisering i medlemsstaternes systemer for datalagring og -overførsel ofte er for kompleks, og at IT-systemerne ofte er inkompatible både mellem og inden for medlemsstaterne.

60

De skotske inspektører brugte et andet onlinesystem til dokumentudveksling, så de kunne fremsende transportdokumenter vedrørende fangster, der var landet i deres havne af fartøjer under andre medlemsstaters flag. Når fangsterne blev transporteret ud af Skotland, havde destinationsmedlemsstaterne således mulighed for om nødvendigt at inspicere de lastvogne, der transporterede varerne, og krydskontrollere oplysningerne med andre data. Dette var et positivt eksempel på samarbejde, men det viste også, at udvekslingen af data og oplysninger på de eksisterende platforme kunne fungere mere effektivt.

Der var svagheder i datavalideringssystemerne og -procedurerne

61

Efter at have sikret, at de nødvendige data er registreret i overensstemmelse med kontrolforordningen, skal hver medlemsstat etablere sit eget datavalideringssystem med henblik på at fastslå uoverensstemmelser, fejl og manglende data.

62

Vi undersøgte, om de besøgte medlemsstater havde indført hensigtsmæssige valideringssystemer. De vigtigste valideringssvagheder vedrørte upålidelige valideringsalgoritmer og manglende krydskontrol mellem forskellige informationskilder og databaser. Dette er illustreret i tekstboks 7.

63

Ud over at opfylde kontrolforordningens krav havde nogle af de besøgte medlemsstater foretaget yderligere kontrol af dataene for at forbedre deres kvalitet, f.eks.:

1. krydskontrol af fartøjets identifikationsnummer med registret for at sikre, at fartøjet var aktivt. I Italien, som var det eneste land, hvor vi konstaterede, at denne kontrol ikke var foretaget, var der indberettet fangster for fartøjer, som ikke længere var opført i flåderegistret (jf. tekstboks 5)
2. kontrol af, om fangst- og landingsopgørelserne angav fiskeområderne. I Italien, som var det eneste land, hvor vi konstaterede, at denne kontrol ikke var foretaget, var der i 2015 indberettet landinger af i alt 50 576 ton fisk uden angivelse af fiskeområderne og indberettet fangster af 2 774 ton fisk uden angivelse af fiskeområderne
3. kontrol af, om tolerancen²⁹ på 10 % pr. art mellem fangstopgørelse og landingsopgørelse var overholdt. Af de fire lande, vi besøgte under revisionen, var det kun Skotland, der havde etableret et system til at foretage denne sammenligning automatisk.

64

Trods deres bestræbelser opfyldte tre af de fire besøgte medlemsstater ikke alle kravene, da revisionen fandt sted. Især Frankrig og Italien havde behov for at gøre betydelige fremskridt.

Kommissionen modtog ikke fuldstændige sæt af validerede data fra medlemsstaterne

65

Kontrolforordningen fastsætter, at hver flagmedlemsstat elektronisk skal meddele Kommissionen de aggregerede fangstdata for alle de bestande eller grupper af bestande, der er undergivet TAC’er eller kvoter, før den 15. i den følgende måned. Medlemsstaterne skal også på kvartalsbasis meddele Kommissionen de aggregerede mængder af andre bestande end dem, der er omfattet af kravet om månedlig rapportering. Disse oplysninger er Kommissionens vigtigste kilde til data om EU-flådens kvoteforbrug og fiskeri. Kommissionen videregiver oplysningerne til de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer. Det er derfor vigtigt, at dataene er pålidelige, så de rigtige fiskeriforvaltningsbeslutninger kan blive truffet.

66

Medlemsstaterne rapporterer også fangstoplysninger til Eurostat, som udarbejder fiskeristatistikker for EU.

67

Vi krydskontrollerede de aggregerede fangstdata, som Kommissionen (GD MARE og Eurostat) rådede over for de fire besøgte lande, med de data, vi fik udleveret direkte af de nationale myndigheder. Vi konstaterede væsentlige uoverensstemmelser som angivet i tabel 1.

Tabel 1

Forskelle mellem medlemsstaternes, GD MARE’s og Eurostats data

Fangster pr. medlemsstat (1 000 ton)	Datakilde	2013	2014	2015
Spanien	Medlemsstatens data	878	910	870
	GD MARE	483	942	926
	Eurostat	904	1 237	902
	MARE vs. medlemsstat	-45 %	3 %	6 %
	MARE vs. Eurostat	-47 %	-24 %	3 %
Frankrig	Medlemsstatens data	542	537	477
	GD MARE	574	536	436
	Eurostat	529	544	497
	MARE vs. medlemsstat	6 %	0 %	-8 %
	MARE vs. Eurostat	9 %	-1 %	-12 %
Italien	Medlemsstatens data	76	76	80
	GD MARE	38	28	23
	Eurostat	173	177	191
	MARE vs. medlemsstat	-50 %	-63 %	-72 %
	MARE vs. Eurostat	-78 %	-84 %	-88 %
Det Forenede Kongerige	Medlemsstatens data	628	759	708
	GD MARE	911	752	707
	Eurostat	618	752	702
	MARE vs. medlemsstat	45 %	-1 %	0 %
	MARE vs. Eurostat	47 %	0 %	1 %

Kilde: Medlemsstaterne, GD MARE og Eurostat.

68

Der var forskellige forklaringer på disse forskelle: manglende oplysninger om bestemte flådesegmenter eller bestemte bestande, ændringer af medlemsstaternes data og dataduplikering (jf. tekstboks 8).

69

Forskellene mellem GD MARE’s og Eurostats aggregerede tal var faldet lidt, men test foretaget af GD MARE på en stikprøve af arter viste, at der stadig var betydelige uoverensstemmelser med hensyn til visse arter. Da tallene kan være højere eller lavere for forskellige arter, kan forbedringer i de aggregerede data give et forkert indtryk. De to tjenester havde nedsat en arbejdsgruppe til at forbedre datakvaliteten og afhjælpe uoverensstemmelserne.

70

Forskellenes samlede omfang rejser tvivl om pålideligheden, fuldstændigheden og sammenligneligheden af de fangstdata, Kommissionen råder over. Disse data bruges også i rammen for dataindsamling til at understøtte videnskabelige udtalelser og fiskeriforvaltningsbeslutninger. Dataenes manglende pålidelighed vanskeliggør derfor fiskeriforvaltningen og skaber en risiko for, at det ikke altid er de rigtige valg, der bliver truffet (f.eks. vedrørende TAC’er, kvoter, fiskeriindsatsen eller tekniske foranstaltninger).

71

Det skal endvidere bemærkes, at kontrolforordningen pålægger medlemsstaterne at indsende aggregerede fangstdata for hver enkelt art. Det forhold, at den ikke kræver rapportering med angivelse af fiskeområder, fartøjsstørrelser og fiskeredskaber, begrænser imidlertid muligheden for at foretage dybtgående analyser af fangstdataene (f.eks. vedrørende et bestemt flådesegments indvirkning på en bestemt bestand).

Inspektionssystemet var operationelt, men svagheder i anvendelsen af sanktioner gjorde håndhævelsen mindre effektiv

72

Et effektivt inspektionssystem er centralt for at sikre fiskeriets fortsatte bæredygtighed og sektorens fremtid på lang sigt. Systemet skal kontrollere overholdelsen af de fiskeriforvaltningsregler (om f.eks. anvendelse af FOS, indsendelse af opgørelser, overholdelse af redskabsspecifikationer og fiskestørrelser), som gælder for alle operatører i fiskerisektoren, og fastlægge sanktioner i tilfælde af overtrædelser. Medlemsstaterne er ansvarlige for at etablere de nødvendige strukturer og sørge for finansiering, udstyr og personale til at gennemføre inspektioner og sanktioner. Under udførelsen af opgaverne skal der som fastsat i kontrolforordningen tages hensyn til principperne om ikke-forskelsbehandling og undgåelse af konkurrenceforvridning mellem sektorer, fartøjer og personer. Disse principper er særlig vigtige, fordi fiskeri i sagens natur er en grænseoverskridende aktivitet, hvor fartøjer kan operere i andre medlemsstaters farvande.

Generelt planlagde medlemsstaterne deres inspektioner godt, men inspektionsrapporterne bør standardiseres yderligere og registreres bedre

73

Hvis inspektionssystemet skal fungere korrekt³⁰, skal medlemsstaterne have etableret hensigtsmæssige strukturer og foretage risikoanalyser for at bestemme risikoniveauerne for de forskellige flåder, aktiviteter og operatører. På grundlag af de fastslåede risici bør de udarbejde en årlig inspektionsplan og bevilge finansiering, udstyr og personale nok til at gennemføre den. Medlemsstaterne bør oprette en elektronisk database, som gør det muligt for dem at overvåge gennemførelsen af planen og derefter analysere og gøre brug af inspektionsresultaterne. Databasen bør holdes ajour og indeholde alle de inspektions- og overvågningsrapporter, personalet har udarbejdet. Når et inspiceret fiskerfartøj fører en anden medlemsstats flag, skal en kopi af inspektionsrapporten straks sendes til det pågældende land, hvis der under inspektionen konstateres en overtrædelse af reglerne.

Inspektionsaktiviteterne var generelt godt planlagt

74

Vi gennemgik de reviderede medlemsstaters³¹tilrettelæggelse af inspektionsaktiviteter og procedurerne for udførelse af risikoanalyser samt udarbejdelse og gennemførelse af inspektionsplaner. Bilag IV forklarer, hvordan inspektioner tilrettelægges i de besøgte medlemsstater.

75

Under revisionen bemærkede vi, at der blev foretaget risikoanalyser i de fire medlemsstater, vi besøgte, og at disse medlemsstater, med undtagelse af Frankrig, koordinerede analyserne på nationalt niveau under hensyntagen til både nationale og lokale risici. På grundlag af disse risikoanalyser blev der udarbejdet inspektionsplaner. I Frankrig blev koordineringen mellem det nationale, det regionale og det lokale niveau undergravet af den administrative kompleksitet.

76

Vi konstaterede, at der somme tider var hindringer for medlemsstaternes gennemførelse af inspektionsplanerne. I Frankrig og Spanien blev inspektionsprioriteterne ikke fastsat af den myndighed, der bevilgede ressourcerne. I Frankrig var der somme tider ikke overensstemmelse mellem de tildelte opgaver og de bevilgede ressourcer, hvilket betød, at kontrolholdene ikke kunne dække alle de landinger, der skulle kontrolleres, og at antallet af inspektioner var faldet i de seneste år. Ifølge medlemsstaternes myndigheder kunne eksterne faktorer sænke prioriteringen af fiskeriinspektioner (f.eks. krævede migrantkrisen i Middelhavet anvendelse af flåderessourcer).

77

Medlemsstaterne gav inspektørerne en række IT-værktøjer og databaser som hjælp til at udføre og rapportere om deres arbejde. Inspektørerne havde imidlertid ikke adgang til oplysningerne, når de udførte kontrol på stedet (f.eks. via mobile terminaler), undtagen i Spanien og i ét fransk departement. I stedet måtte de ringe til FOC for at få oplysninger. Dette er et problem, især i de tilfælde, hvor en inspektion ikke kan planlægges i forvejen, men skal foretages ad hoc ved ankomsten til en havn. I disse tilfælde ville hurtig adgang til oplysninger gøre det muligt at udvælge fartøjer til inspektion mere effektivt. Fordi inspektørerne under inspektionen ikke har adgang til oplysninger i realtid, kan de desuden ikke krydskontrollere fartøjets identitet, tilladelser og karakteristika med dokumenterne om bord. Det gør det sværere at identificere databasefejl som dem, vi konstaterede under vores revision (jf. tekstboks 4), og ændringer af fartøjskarakteristika, der ikke er godkendt. I nogle franske havne var det endda meget svært for inspektørerne at få adgang til IT-programmer fra havnekontoret, hvilket gjorde det umuligt for dem at forberede sig effektivt på inspektionerne.

Inspektionspraksis bør standardiseres yderligere

78

For at sikre, at fiskeriinspektionerne kontrollerer regeloverholdelsen effektivt og behandler fiskerioperatørerne retfærdigt, bør medlemsstaternes myndigheder foretage hver type inspektion på en standardiseret måde og udarbejde passende inspektionsprotokoller og vejledninger. Vi undersøgte, hvordan landingsinspektioner blev foretaget i de besøgte medlemsstater. Inspektørerne brugte en enkelt national rapportskabelon (Italien og Frankrig) eller flere forskellige inspektionshåndbøger og -skabeloner (Spanien og Skotland), undtagen i Frankrigs Middelhavsområde, hvor inspektørerne under deres inspektioner brugte forskellige tjeklister eller slet ingen. De udviklede standardiseringsværktøjer udgjorde en god ramme for at sikre overholdelse af princippet om ikke-forskelsbehandling i forbindelse med kontrolaktiviteter, men de blev ikke altid brugt.

79

EU-Fiskerikontrolagenturet (EFCA) er ansvarligt for at tilrettelægge den operative samordning af medlemsstaternes kontrolaktiviteter. Det yder bistand til medlemsstaterne og Kommissionen, primært ved hjælp af fælles ressourceanvendelsesplaner³². Vi bemærkede, at der i forbindelse med den fælles ressourceanvendelsesplan for fiskeri efter almindelig tun og sværdfisk i Middelhavet forelå meget omfattende tjeklister for landingsinspektioner. De er imidlertid ikke obligatoriske men kun beregnet som pædagogisk støtte, og i praksis blev de ikke anvendt til de nationale inspektioner i Italien og Frankrig, selv om de er et godt værktøj til standardisering af inspektionsmetoder.

Ikke alle inspektionsaktiviteter var rapporteret i den nationale database

80

Kontrolforordningen fastsætter, at medlemsstaterne skal føre en database over alle fiskerirelaterede inspektions- og overvågningsaktiviteter (herunder transportinspektioner og inspektioner af afsætningssteder)³³. Når de ajourføres korrekt, er sådanne databaser et effektivt værktøj til at sikre bedre planlægning, gennemførelse og rapportering af inspektioner. Vi konstaterede, at inspektionsdatabaserne ikke altid var fuldt operationelle og ikke systematisk inkluderede inspektionsrapporter fra alle de myndigheder, der har berøring med fiskeri (f.eks. transport og første salg på nationalt eller regionalt niveau), jf. tekstboks 9.

Det var ikke altid, de anvendte sanktioner havde afskrækkende virkning, stod i rimeligt forhold til overtrædelsen og var effektive

81

Hvis inspektionerne skal være effektive og nedbringe overtrædelserne af den fælles fiskeripolitik, skal de følges op med sanktioner i relevante tilfælde. Disse sanktioner fastsættes af medlemsstaterne, og de skal have afskrækkende virkning, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og være effektive³⁴. Der skal også tages hensyn til overtrædelsens alvor og den potentielle økonomiske gevinst.

82

For at sikre, at operatører behandles lige, uanset i hvilke farvande deres overtrædelser er begået, fastsætter kontrolforordningen et pointsystem for alvorlige overtrædelser vedrørende fiskerilicenser og fartøjsførere, samtidig med at medlemsstaternes ret til at indføre deres eget sanktionssystem bevares i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Pointsystemet trådte i kraft 1. januar 2012. Hvis det samlede antal point er lig med eller overstiger et bestemt niveau, skal fiskerilicensen suspenderes eller inddrages permanent.

De anvendte sanktioner forhindrede ikke altid, at overtrædelser gentog sig

83

Medlemsstaterne brugte forskellige sanktionssystemer i forbindelse med overtrædelser af den fælles fiskeripolitik, jf. tabel 2.

Tabel 2

Medlemsstaternes sanktionsprocedurer

Medlemsstat	Sanktionstype
Spanien	Der blev brugt en administrativ procedure. Bødens størrelse afhang af overtrædelseskategorien, overtrædelsens miljøindvirkning og alvor samt af, om det var en gentagelse. Fangstens værdi kunne lægges til det samlede sanktionsbeløb. Pointsystemet blev kun brugt delvis.
Frankrig	Inspektionsmyndigheden kunne vælge mellem en administrativ og en strafferetlig procedure. Der forelå på nationalt niveau ingen oplysninger om de anvendte strafferetlige sanktioner. Selv om der ifølge den nationale lovgivning skulle anvendes faste beløb eller sanktioner, der stod i rimeligt forhold til den økonomiske gevinst, fastlagde de enkelte offentlige myndigheder i praksis selv sanktionerne uden hensyntagen til de lovgivningsmæssige bestemmelser. Pointsystemet blev ikke brugt.
Italien	Inspektionsmyndighederne brugte en administrativ og en strafferetlig procedure. Den offentlige myndighed fastlagde bødens størrelse inden for det interval, der var angivet i lovgivningen. Undtagen i nogle få tilfælde var der ingen sammenhæng mellem sanktionerne og den økonomiske gevinst. Af hensyn til en hurtig sagsbehandling gav myndighederne overtræderen valget mellem at betale det dobbelte af minimumsbøden eller betale en tredjedel af maksimumsbøden, der var beregnet ud fra overtrædelseskategorien med tillæg af et beløb fastlagt af en dommer. Pointsystemet blev brugt for alvorlige overtrædelser.
Det Forenede Kongerige (Skotland)	Der blev brugt en administrativ og en strafferetlig procedure. Der blev sjældent givet bøder, og der blev oftere gennemført forebyggende foranstaltninger end egentlige sanktioner. Når der blev anvendt finansielle sanktioner, blev de fastlagt af de offentlige myndigheder inden for det interval, der var angivet i den nationale lovgivning, under hensyntagen til den økonomiske gevinst. Pointsystemet blev brugt i begrænset omfang (ikke konsekvent og ikke i alle tilfælde af alvorlige overtrædelser).

Kilde: Lovgivning, oplysninger indhentet på stedet samt databaser over overtrædelser og sanktioner.

84

Vi konstaterede, at kravet om sammenhæng mellem sanktionen og den økonomiske gevinst ved overtrædelsen blev overholdt systematisk i Spanien. I Skotland blev det overholdt i de få tilfælde, hvor der blev givet bøder. I Italien³⁵ og Frankrig fastsatte lovgivningen, at der i nogle tilfælde skulle være en sådan sammenhæng, men i praksis blev kravet generelt ikke overholdt.

85

Med henblik på at anslå sanktionernes afskrækkende virkning analyserede vi listen over sanktioner i de besøgte medlemsstater for at identificere fartøjer, der havde fået sanktioner flere gange. Antallet af fartøjer med mere end fem overtrædelser er vist i tabel 3.

Tabel 3

Flåde, inspektioner, overtrædelser og gentagelsestilfælde i de besøgte medlemsstater i perioden 2013-2015

Medlemsstat	Samlet flåde pr. 31.12.2015	Samlet antal inspektioner på havet og ved landing	Samlet antal inspektioner, hvor der blev konstateret overtrædelser	% overtrædelser konstateret ved inspektioner	Samlet antal fartøjer med mere end fem overtrædelser i løbet af de tre år	% af flåden med mere end fem overtrædelser
Spanien	9 396	23 146	4 703	20 %	25	0 %
Frankrig1	6 910	39 515	1 585	4 %	43	1 %
Italien2	12 316	18 038	3 536	20 %	72	1 %
Det Forenede Kongerige (Skotland)3	2 015	16 990	5 150	30 %	169	8 %

1 De franske data omfatter inspektioner foretaget af de mange involverede myndigheder og i afsætningskæden. For 2014-2015 modtog vi kun ufuldstændige data (jf. tekstboks 9).

2 De italienske myndigheder, der er ansvarlige for disse inspektioner, er også ansvarlige for inspektionerne efter det første salg og har desuden andre ansvarsområder, der falder uden for kontrolforordningen.

3 Den samlede britiske flåde var på 6 232 fartøjer. Ved udgangen af 2015 var der ifølge Marine Scotlands statistik 2 015 fartøjer i Skotland.

Kilde: Data fra medlemsstaterne.

86

I Spanien havde kun en ubetydelig andel af fartøjerne i flåden mere end fem overtrædelser i årene 2013-2015. Forklaringen på dette kan være, at bøder lovligt kunne fordobles, hvis føreren af et fartøj begik den samme overtrædelse inden for 18 måneder, eller hvis en hvilken som helst overtrædelse blev begået inden for tre år efter den seneste overtrædelse.

87

Skotland havde langt den højeste andel af fartøjer med mere end fem overtrædelser, idet 169 operatører havde begået mere end fem overtrædelser i årene 2013-2015. Bøden fordobles, når en operatør gentager en overtrædelse, der tidligere er blevet straffet med bøde, men antallet af bøder var meget lavt. I praksis blev der hovedsagelig fulgt op på overtrædelser med vejledningsbreve samt mundtlige og skriftlige advarsler. Disse »bløde foranstaltninger« blev endog anvendt i forbindelse med alvorlige overtrædelser (f.eks. når der blev fanget fisk, efter at det pågældende fiskeri var lukket), og foranstaltningerne lod ikke til at forhindre, at overtrædelserne gentog sig. Selv om inspektionsindsatsen og -dækningen var større end i andre medlemsstater, var forekomsten af gentagne overtrædelser større, hvilket indikerer, at sanktionerne har mindre afskrækkende virkning.

88

I Italien vedrørte den største andel af de gentagne overtrædelser søfartsloven (mærkning af fartøjer, regler vedrørende besætningen), som ikke er del af den fælles fiskeripolitik. I Frankrig kunne revisorerne ikke danne sig et overblik over samtlige sanktioner, fordi myndighederne med ansvar for maritime anliggender (departementernes direktorater for fysisk planlægning og havområder, de interregionale direktorater for havområder og Direktoratet for Havfiskeri og Akvakultur under Ministeriet for Miljø, Energi og Havspørgsmål) ikke modtog nogen oplysninger om sanktioner pålagt af domstole efter den strafferetlige procedure. Analysen er således ufuldstændig.

Pointsystemet blev ikke brugt konsekvent

89

Vi konstaterede, at det pointsystem for alvorlige overtrædelser, der er fastsat i kontrolforordningen³⁶, var gennemført i Italien og fungerede godt. I Spanien blev systemet brugt delvis, i Skotland blev det brugt inkonsekvent, og i Frankrig blev det slet ikke brugt. Der gives nærmere oplysninger i tekstboks 10.

90

Fordi medlemsstaterne ikke brugte pointsystemet konsekvent, havde fiskerioperatørerne ikke lige vilkår. En EU-operatør, der begik en alvorlig overtrædelse og fik tildelt point, ville måske ikke have fået point i en anden medlemsstat eller i en anden region inden for samme medlemsstat.

91

Når en EU-operatør begår en overtrædelse i en anden medlemsstats farvande, er flagmedlemsstaten ansvarlig for at tildele point. Medlemsstaterne udveksler data om overtrædelsen. For nærværende findes der imidlertid ikke et EU-register over overtrædelser og sanktioner, der kan give mulighed for bedre opfølgning på tildelte point, mere effektiv risikoanalyse og større gennemsigtighed medlemsstaterne imellem.

92

EFCA har udviklet systemet for elektronisk inspektionsrapportering (EIR), som medlemsstaterne kan bruge som deres nationale database over inspektionsrapporter. Dette værktøj kunne også bruges af medlemsstaterne til at dele oplysninger om inspektioner og point.

Konklusioner

93

Den fælles fiskeripolitik har brug for et effektivt kontrolsystem, hvis den skal kunne sikre fiskebestandenes og fiskerisektorens bæredygtighed på lang sigt. EU’s ramme for fiskerikontrol blev senest ændret i 2009 ved en rådsforordning for at afhælpe kendte svagheder, der var blevet beskrevet i Revisionsrettens særberetning nr. 7/2007. Den fastsætter principper og regler vedrørende fiskerikontrol, fiskeriforvaltningsforanstaltninger, datakrav, inspektioner og sanktioner.

94

Med henblik på at vurdere, om EU har et effektivt fiskerikontrolsystem, undersøgte vi de vigtigste krav i EU’s fiskerikontrolforordning og deres gennemførelse i medlemsstaterne. Vi undersøgte, hvordan medlemsstaterne kontrollerede flådekapaciteten (i bruttotonnage og maskineffekt), og om de holdt deres flåderegistre ajour; vi undersøgte, om fiskeriforvaltningsforanstaltningerne var gennemført hensigtsmæssigt; vi undersøgte, om de data, der skal bruges i fiskeriforvaltningen, var fuldstændige og pålidelige; og vi undersøgte, om planlægningen og udførelsen af inspektioner var hensigtsmæssig, og om der blev anvendt hensigtsmæssige sanktioner.

95

Siden vores 2007-revision og reformen af kontrolforordningen har medlemsstaterne og Kommissionen gjort fremskridt på flere områder. Vi konstaterede imidlertid, at EU som følge af væsentlige svagheder på de fleste af de områder, vi reviderede, endnu ikke har et fiskerikontrolsystem, som er tilstrækkelig effektivt til at sikre en vellykket gennemførelse af den fælles fiskeripolitik. Medlemsstaterne havde endnu ikke gennemført EU’s fiskerikontrolforordning fuldt ud, og nogle af forordningens bestemmelser bør ændres for at give medlemsstaterne mulighed for at kontrollere fiskeriet effektivt.

96

De medlemsstater, vi besøgte, kontrollerede ikke i tilstrækkelig grad nøjagtigheden af deres flåders kapacitet med hensyn til bruttotonnage og maskineffekt. Kontrolforordningen fastlægger specifikt procedurer for dokumentbaseret og fysisk kontrol af maskineffekt, men ikke for kontrol af bruttotonnage. Vi bemærkede netop, at de besøgte medlemsstater ikke kontrollerede deres fiskerfartøjers tonnage, og at to af dem endnu ikke havde foretaget den foreskrevne kontrol af maskineffekt. I de tilfælde, hvor denne kontrol var blevet foretaget, var der konstateret forskelle mellem den faktiske og den registrerede maskineffekt. Det viser, at denne kontrol er nødvendig, især fordi nogle medlemsstater er tæt på at nå deres flådekapacitetslofter (punkt 14-20) Under revisionen konstaterede vi også et væsentligt antal uoverensstemmelser mellem fartøjsoplysningerne i flåderegistret og oplysningerne i de underliggende dokumenter (punkt 21-24).

Anbefaling 1 - Mere pålidelige oplysninger om fiskerflåderne

For at gøre oplysningerne om fiskerikapaciteten mere nøjagtige bør medlemsstaterne senest i 2018

1. fastlægge procedurer for kontrol af deres nationale flåderegistres nøjagtighed.

For at forbedre nøjagtigheden af oplysningerne om fiskerikapaciteten bør Kommissionen i forbindelse med en eventuel fremtidig ændring af kontrolforordningen lade sit lovgivningsforslag omfatte

1. detaljerede regler for regelmæssig dokumentbaseret kontrol og kontrol på stedet af både bruttotonnage (GT) og maskineffekt (kW), der bruges som indikatorer til beregning af fiskerikapacitet.

97

Medlemsstaterne skal gennemføre de fiskeriforvaltningsforanstaltninger, der er fastsat i national lovgivning, EU-lovgivning og international lovgivning (punkt 25 og 26). Fiskeriovervågning og -kontrol er afgørende for at sikre fiskeriets bæredygtighed. Vi konstaterede, at medlemsstaternes fartøjsovervågningssystemer (FOS), som anvender satellitbaseret sporingsteknologi, gav nyttige oplysninger med henblik på sådanne aktiviteter, og at medlemsstaterne samlet set gennemførte fiskeriforvaltningsforanstaltningerne tilfredsstillende. Anvendelsen af kontrolforordningens regler betød imidlertid, at 89 % af EU-flåden ikke blev overvåget ved hjælp af FOS. Dette hindrede en effektiv fiskeriforvaltning (punkt 25-32).

98

De medlemsstater, vi besøgte, brugte betydelige ressourcer på at forvalte forbruget af de fiskekvoter, de havde fået tildelt, og gjorde det godt. Når medlemsstaternes myndigheder overlod det til producentorganisationer at forvalte kvoterne, vidste de imidlertid ikke altid, hvilke kriterier der var blevet brugt i forbindelse med fordelingen af kvoter på de enkelte modtagere. Denne mangel på gennemsigtighed gør det svært for medlemsstaterne at få overblik over de faktiske modtagere af fiskerimulighederne, og dermed bliver det svært at vurdere deres potentielt negative indvirkning på miljøet og den lokale økonomi og eventuelt træffe korrigerende foranstaltninger. Endvidere øger denne mangel på gennemsigtighed risikoen for, at bestemte økonomiske aktørers særlige interesser favoriseres på bekostning af andres (punkt 33-36). Fiskeriindsatsordningerne var svære at overvåge, især hvad angik fartøjer uden FOS-tilslutning, og medlemsstaterne anvendte forskellige metoder til at beregne antallet af havdage, som er et af de centrale elementer i disse ordninger (punkt 37). Der var for mange tekniske foranstaltninger, og de var somme tider for komplicerede for fiskerne at anvende og for inspektørerne at kontrollere. Vi så imidlertid også eksempler på god praksis, hvor professionelle fiskeriorganisationer pålagde deres medlemmer at overholde supplerende og mere fokuserede foranstaltninger til bevarelse af bestandene, hvis krav var strengere end kravene i den fælles fiskeripolitik (punkt 38-41).

Anbefaling 2 - Bedre overvågning af fiskeriforvaltningsforanstaltninger

For at forbedre overvågningen af små fiskerfartøjers aktiviteter bør Kommissionen i forbindelse med en eventuel fremtidig ændring af kontrolforordningen lade sit lovgivningsforslag omfatte

1. en fjernelse af FOS-fritagelserne for fartøjer med en længde på mellem 12 og 15 meter
2. krav om installering af mindre og billigere positionssystemer på fartøjer med en længde på under 12 meter.

For at sikre gennemsigtighed med hensyn til fordelingen af fiskekvoter bør medlemsstaterne senest i 2019

2. som fastsat i artikel 16 i forordningen om den fælles fiskeripolitik underrette Kommissionen om deres kvotefordelingssystemer, herunder om, hvordan gennemsigtige og objektive kriterier er blevet inkorporeret i metoden til fordeling af fiskekvoterne på interessenterne.

99

De fiskeridata, der blev indsamlet i henhold til kontrolforordningen, var ikke fuldstændige og pålidelige nok. Fangsdataene for den betydelige andel af EU-flådens fartøjer, der indsender papirbaserede opgørelser, var ufuldstændige. Desuden konstaterede vi en væsentlig forekomst af fejl og systemsvagheder i forbindelse med registreringen af papirbaserede opgørelser i medlemsstaternes databaser (punkt 47-54). Vi konstaterede væsentlige uoverensstemmelser mellem landingsopgørelser og senere registreringer vedrørende første salg (punkt 55 og 56). To af de fire besøgte medlemsstater sørgede ikke i tilstrækkelig grad for at dele og spore oplysninger om det fiskeri, fartøjer foretager i en anden medlemsstat end flagmedlemsstaten, men vi så også nogle gode bilaterale initiativer (punkt 57-60). I medlemsstaternes procedurer for datavalidering og krydskontrol konstaterede vi svagheder, som betyder, at uoverensstemmelser, fejl og mangelfulde oplysninger ikke opdages (punkt 61-64). Endvidere var der væsentlige forskelle mellem de samlede fangstdata, som medlemsstaterne havde registreret, og dem, som de forskellige tjenester i Kommissionen rådede over (punkt 65-70). Endelig pålægger kontrolforordningen ikke medlemsstaterne at indsende fangstdata med angivelse af fiskeområder, fartøjsstørrelser og fiskeredskaber, og dette begrænser mulighederne for en detaljeret analyse af EU-flådens aktivitet (punkt 71).

Anbefaling 3 - Mere pålidelige fiskeridata

1. Med henblik på at gøre fiskeridataene mere fuldstændige og pålidelige

bør medlemsstaterne senest i 2019

1. gennemgå og forbedre proceduren for registrering og kontrol af papirbaserede fiskeridata
2. sikre, at de har pålidelige data om fiskeri foretaget af fartøjer på under 10 meters længde, og at de i forbindelse med indsamlingen af disse data anvender reglerne i fiskerikontrolforordningen
3. afslutte deres validering og krydskontrol af fiskeridata

bør Kommissionen senest i 2020

3. oprette en platform for udveksling af oplysninger, som medlemsstaterne skal bruge til at fremsende validerede data i et standardiseret format og med et standardiseret indhold, så de oplysninger, Kommissionens tjenester råder over, svarer til medlemsstaternes data
4. fremme udviklingen af et billigt, enkelt og brugervenligt system, der muliggør elektronisk indberetning af fiskeri for fartøjer på under 12 meters længde
5. analysere de resterende problemer med hensyn til fuldstændigheden og pålideligheden af dataene på medlemsstatsniveau og aftale hensigtsmæssige foranstaltninger med medlemsstaterne, hvor det er nødvendigt.

2. For at gøre fiskeridataene mere fuldstændige og pålidelige bør Kommissionen i forbindelse med en eventuel fremtidig ændring af kontrolforordningen lade sit lovgivningsforslag omfatte

6. en fjernelse af de fritagelser for anvendelse af det elektroniske indberetningssystem og for indsendelse af elektroniske opgørelser, der gælder for fartøjer med en længde på mellem 12 og 15 meter, eller en overvejelse af alternative løsninger
7. en udvidelse af de forpligtelser vedrørende rapportering af fangstdata, der påhviler medlemsstaterne i henhold til kontrolforordningen, så de kommer til at omfatte angivelse af fiskeområder, fartøjsstørrelser og fiskeredskaber.

100

Et effektivt fiskerinspektionssystem er afgørende for at sikre, at den fælles fiskeripolitiks regler overholdes, og at fiskeriet forbliver bæredygtigt (punkt 72). Vi konstaterede, at inspektionerne generelt var godt planlagt. Det forhold, at inspektørerne ikke havde adgang til fartøjsoplysninger i realtid, reducerede imidlertid inspektionernes effektivitet (punkt 73-77). De besøgte medlemsstater havde indført standardiserede inspektionsprocedurer, men vi fandt tilfælde, hvor inspektørerne ikke havde brugt de disponible rapportskabeloner (punkt 78 og 79). Endvidere var inspektionsresultaterne ikke altid rapporteret korrekt i de nationale databaser (punkt 80).

101

Hvis inspektionerne skal være effektive, skal de følges op med sanktioner, som har afskrækkende virkning, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og er effektive. Sanktionsordningen omfatter et pointsystem for alvorlige sager, som skal sikre, at fiskerioperatørerne behandles lige (punkt 81 og 82). Vi konstaterede, at de anvendte sanktioner ikke altid havde afskrækkende virkning (punkt 83-88). Både mellem og inden for de medlemsstater, vi besøgte, blev pointsystemet anvendt i meget forskelligt omfang, og operatørerne var således ikke sikret ligebehandling. Endelig findes der for nærværende ikke et EU-register over overtrædelser og sanktioner, der kan give mulighed for bedre opfølgning på tildelte point, mere effektiv risikoanalyse og større gennemsigtighed medlemsstaterne imellem (punkt 89-92).

Anbefaling 4 - Bedre inspektioner og sanktioner

1. For at forbedre inspektionerne

bør medlemsstaterne senest i 2019

1. når den nye forordning om tekniske foranstaltninger træder i kraft, i samråd med EU-Fiskerikontrolagenturet (EFCA) udvikle og anvende standardiserede inspektionsprotokoller og -rapporter, som er tilpasset fiskeriernes specifikke regionale og tekniske forhold i højere grad end dem, der er fastsat i bilag XXVII til forordning nr. 404/2011

bør Kommissionen i forbindelse med en eventuel fremtidig ændring af kontrolforordningen lade sit lovgivningsforslag omfatte

1. et obligatorisk krav til medlemsstaterne om at anvende systemet for elektronisk inspektionsrapportering med henblik på at sikre, at resultaterne af deres nationale inspektioner er udtømmende og ajour, og at de deler disse resultater med andre berørte medlemsstater.

2. For at sikre sanktionssystemets effektivitet bør medlemsstaterne senest i 2019

2. tage behørigt hensyn til gentagne overtrædelser og vedholdende overtrædere, når de fastlægger sanktioner
3. for at give operatørerne lige vilkår gennemføre pointsystemet fuldt ud og sikre, at det bruges konsekvent i de forskellige områder.

Kommissionen bør i forbindelse med en eventuel fremtidig ændring af kontrolforordningen lade sit lovgivningsforslag omfatte

4. en bestemmelse om et system, der gør det muligt i samarbejde med EFCA og medlemsstaterne at udveksle data om overtrædelser og sanktioner.

Vedtaget af Afdeling I, der ledes af Phil Wynn Owen, medlem af Revisionsretten, i Luxembourg på mødet den 5. april 2017.

Forkortelser

EFCA: EU-Fiskerikontrolagenturet

EIS: Det elektroniske indberetningssystem for fiskeri

EU: Den Europæiske Union

FAO: FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation

FFP: Den fælles fiskeripolitik

FIDES: Fisheries Information Data Exchange System

FOC: Fiskeriovervågningscenter

FOS: Fartøjsovervågningssystem

GFCM: Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet

GT: Bruttotonnage

kW: Kilowatt maskineffekt

RFFO: Regional fiskeriforvaltningsorganisation

TAC: Samlet tilladt fangstmængde

Glossar

EU-flåderegister: Et register, der føres af Kommissionen og indeholder oplysninger om alle EU-fiskerfartøjer.

Eurostat: Den Europæiske Unions Statistiske Kontor.

Fartøjsovervågningssystem: Et satellitbaseret overvågningssystem for fiskerfartøjer, der regelmæssigt sender data til fiskerimyndighederne (fiskeriovervågningscentret) om fartøjers position, kurs og fart.

Fiskeriindsats: Produktet af et fiskerfartøjs kapacitet og aktivitet; for en fartøjsgruppe er det summen af fiskeriindsatsen for alle fartøjer i gruppen.

Fiskerikapacitet: Den mængde fisk, der i en given tidsperiode og ved givne ressourceforhold kan fanges ved fuld udnyttelse af et fartøj eller en flåde. I forbindelse med den fælles fiskeripolitik måles kapaciteten ud fra fartøjets tonnage i GT (bruttotonnage) og dets effekt i kW (kilowatt), som defineret artikel 4 og 5 i Rådets forordning (EØF) nr. 2930/86¹.

Fiskerilicens: Et officielt dokument, der i henhold til nationale regler giver indehaveren ret til at bruge en bestemt fiskerikapacitet til kommerciel udnyttelse af levende akvatiske ressourcer. Det indeholder minimumskrav til identifikation, tekniske specifikationer og udrustning af et EU-fiskerfartøj.

Fiskeriovervågningscenter: Et operationelt center oprettet af en flagmedlemsstat, der er udstyret med hardware og software, der gør det muligt at foretage automatisk databehandling og elektronisk dataoverførsel.

Fiskeritilladelse: Et officielt dokument, der sammen med en fiskerilicens giver et EU-fiskerfartøj ret til specifikt fiskeri i en specifik periode, i et bestemt område eller til et bestemt fiskeri på særlige betingelser.

Flagstat: Den stat, hvor et fartøj er registreret.

GD MARE: Generaldirektoratet for Maritime Anliggender og Fiskeri.

Nationalt flåderegister: Det register, som hver medlemsstat fører over alle de fiskerfartøjer, der fører dens flag.

Regional fiskeriforvaltningsorganisation: En subregional, regional eller lignende organisation med kompetence efter folkeretten til at træffe bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger for levende marine ressourcer, som efter konventionen eller aftalen om den pågældende organisations oprettelse hører under dens ansvar.

Små fartøjer: I denne beretning bruges denne betegnelse om fartøjer med en længde på under 15 meter.

Systemet for elektronisk inspektionsrapportering: System udviklet af EFCA, som gør det muligt for medlemsstaterne at dele data fra deres inspektionsrapporter.

Revisionsholdet

Revisionsrettens særberetninger præsenterer resultaterne af forvaltningsrevisioner og juridisk-kritiske revisioner vedrørende specifikke EU-budgetområder eller forvaltningsspørgsmål. Med henblik på at opnå maksimal effekt udvælger og udformer Revisionsretten sine revisionsopgaver under hensyntagen til de risici, der knytter sig til forvaltningens resultatopnåelse eller regeloverholdelsen, de pågældende indtægters eller udgifters omfang, den fremtidige udvikling samt den politiske og offentlige interesse.

Denne beretning blev vedtaget af Revisionsafdeling I - der ledes af Phil Wynn Owen, medlem af Revisionsretten - hvis speciale er bæredygtig anvendelse af naturressourcer. Revisionsarbejdet blev ledet af Janusz Wojciechowski, medlem af Revisionsretten, med støtte fra kabinetschef Kinga Wiśniewska-Danek, attaché Katarzyna Radecka-Moroz, ledende administrator Colm Friel og opgaveansvarlig Maria Luisa Gómez-Valcárcel. Revisionsholdet bestod af Oana Dumitrescu, Armando do Jogo, Aris Konstantinidis, Bernard Moya, Mihaela Pavel og Frédéric Soblet.

Kontakt

DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET
12, rue Alcide De Gasperi
1615 Luxembourg
LUXEMBOURG

Yderligere oplysninger om EU fås på internet via Europaserveren (http://europa.eu)

EU’s fiskerikontrol: Der er brug for en yderligere indsats
(artikel 287, stk. 4, andet afsnit, TEUF)

Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2017

PDF	978-92-872-7394-9	1977-5636	10.2865/68908	QJAB17008DAN
HTML	978-92-872-7428-1	1977-5636	10.2865/01696	QJAB17008DAQ

© Den Europæiske Union, 2017

SÅDAN FÅR MAN FAT I PUBLIKATIONER FRA EU

Gratis publikationer:

• et eksemplar:
  • via EU Bookshop (http://bookshop.europa.eu)
• flere eksemplarer eller plakater/kort:
  • hos Den Europæiske Unions repræsentationer (http://ec.europa.eu/represent_da.htm)
  • hos delegationerne i ikke-EU-lande (http://eeas.europa.eu/delegations/index_da.htm)
  • ved at kontakte Europe Direct (http://europa.eu/europedirect/index_da.htm)
  • eller ringe på 00 800 6 7 8 9 10 11 (frikaldsnummer fra overalt i EU) (*).

(*) Oplysningerne er gratis ligesom de fleste opkald (nogle operatører, telefonbokse eller hoteller kan dog kræve penge for opkaldet).

Betalingspublikationer:

• via EU Bookshop (http://bookshop.europa.eu).