Beskyttelse af EU-budgettet – Bedre anvendelse af sortlistning er nødvendig

Resumé

I EU og medlemsstaterne deler ansvaret for at beskytte EU's finansielle interesser inden for EU-midler. "Sortlistning" (eller udelukkelse) er et centralt værktøj, som internationale organer og nationale myndigheder anvender for at beskytte deres offentlige finanser. Formålet er at undgå, at finansielle aftaler indgås med upålidelige modparter såsom dem, der er involveret i svig, korruption, forsømmelser i forbindelse med udøvelsen af et erhverv, hvidvaskning af penge eller manglende betaling af skatter. I 2020 udbetalte EU ca. 150 milliarder euro under finansielle aftaler. Kommissionen har siden 2016 været ansvarlig for at drive systemet for tidlig opdagelse og udelukkelse (EDES) for den fjerdedel af EU's udgifter (39 milliarder euro), som den forvalter direkte eller indirekte via gennemførelsespartnere i overensstemmelse med EU's finansielle regler. Medlemsstaterne skal følge udelukkelsesrelaterede forpligtelser for så vidt angår de tre fjerdedele af EU's udgifter, som vedrører nationale myndigheder (111 milliarder euro), men de er ikke som sådan forpligtet til at oprette udelukkelsessystemer eller databaser.

II Formålet med denne revision var at vurdere, om udelukkelse anvendes effektivt til at beskytte EU's midler mod upålidelige modparter. Vi fokuserede hovedsageligt på at vurdere, om EDES har fungeret effektivt i direkte og indirekte forvaltning. Vi undersøgte især effektiviteten af EDES' udelukkelsessituationer, udelukkelsesprocedurer, sortliste over udelukkede modparter samt ordninger for identificering af modparter i udelukkelsessituationer. Inden for delt forvaltning udvalgte vi fire medlemsstater med henblik at gennemgå deres udelukkelsesordninger og identificere gode praksis. Vi udførte revisionen med henblik på at bidrage til Kommissionens forslag til ændring af EU's finansielle regler og dens planer om at øge anvendelsen af digitale værktøjer og data for at beskytte EU's finansielle interesser.

III Vi konkluderede, at udelukkelse ikke anvendes effektivt til at beskytte EU's midler mod upålidelige modparter. Selv om EDES omfatter en bred vifte af udelukkelsessituationer og solide beslutningsprocedurer, har Kommissionens tjenestegrene kun registreret få udelukkelser i systemet, fordi der er mangler i ordningerne for identificering af modparter i udelukkelsessituationer. Under delt forvaltning, hvor EDES ikke finder anvendelse, underminerer medlemsstaternes forskellige tilgange den samlede effektivitet, der opnås ved at anvende udelukkelse til at beskytte EU-budgettet.

IV For så vidt angår direkte forvaltning konstaterede vi, at EDES har et bredt anvendelsesområde og en solid udelukkelsesprocedure, som er baseret på et uafhængigt panels centrale vurdering af sager, hvilket sikrer konsekvent og retfærdig behandling af modparter. Mangler i ordningerne for identificering af modparter i udelukkelsessituationer har imidlertid bidraget til det lave antal udelukkelser. Navnlig er ansvaret for udelukkelse fragmenteret, og Kommissionens tjenestegrene oplever juridiske og tekniske vanskeligheder med at få adgang til medlemsstaternes data om udelukkelsessituationer, f.eks. via virksomhedsregistre og strafferegistre. Selv når der foreligger relevante data på EU-plan, f.eks. vedrørende efterforskninger af svig, bliver de ikke altid anvendt, eller er de ikke altid anvendelige. I praksis forlader Kommissionen sig i høj grad på erklæringer på tro og love fra EU's modparter med hensyn til manglende udelukkelsessituationer. I den forbindelse konstaterede vi, at den centrale overvågning af og det centrale tilsyn med identificeringen og registreringen af EDES-sager er begrænset, samt at der findes yderligere muligheder for at fremme anvendelsen af EDES og fremme dataudveksling og digitale værktøjer.

V For så vidt angår indirekte forvaltning konstaterede vi, at gennemførelsespartnerne kun har ydet et lille bidrag til det antal udelukkelsessager, der er registreret i EDES. Dette skyldes i vid udstrækning de samme faktorer som dem, der gør sig gældende inden for direkte forvaltning. Andre bidragende faktorer vedrører aftaler med gennemførelsespartnere, som ikke dækker alle udelukkelsessituationer, samt det forhold, at gennemførelsespartnere ikke har mulighed for at udelukke modparter, før der er afsagt en endelig dom eller truffet en endelig administrativ afgørelse. Vi konstaterede også, at Kommissionen har været længe om at færdiggøre sin vurdering af gennemførelsespartnernes udelukkelsesordninger.

VI For så vidt angår delt forvaltning, som hovedsagelig dækker landbrugs- og samhørighedsudgifter og ikke er omfattet af EDES, fremhævede vores besøg i fire medlemsstater betydelige forskelle i tilgangen til udelukkelse, hvilket bidrager til en uensartet beskyttelse af EU's midler. Vi konstaterede også, at visse medlemsstater kunne gøre bedre brug af data og værktøjer på EU-plan, bl.a. data vedrørende svig og uregelmæssigheder og datamining- og risikovurderingsværktøjet Arachne. Endelig konstaterede vi, at Kommissionen mangler et overblik over medlemsstaternes udelukkelsessystemer og de tilgængelige data for at kunne udarbejde en strategi for forbedring af dens egen evne samt evnen hos gennemførelsespartnerne og medlemsstaternes myndigheder til at identificere modparter, som befinder sig i - eller risikerer at befinde sig i - en udelukkelsessituation.

VII Vi anbefaler, at Kommissionen:

• udvider viften af udelukkelsessituationer yderligere
• styrker gennemførelsen af EDES
• forbedrer overvågningen af EDES i forbindelse med indirekte forvaltning
• udvider EDES til også at omfatte delt forvaltning
• gør bedre brug af data og digitale værktøjer til udelukkelsesformål.

Indledning

EU's og medlemsstaternes ansvar for at beskytte EU-budgettet

01 I 2020 udbetalte EU ca. 150 milliarder euro¹ under finansielle aftaler. Aftalerne dækker hovedsagelig tildelinger af tilskud, kontrakter om bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser og finansielle instrumenter såsom lån, garantier eller egenkapitalinvesteringer. Aftalernes modparter spænder fra privatpersoner såsom landbrugere og forskere til store enheder såsom erhvervsdrivende foretagender, kommuner og ikkestatslige organisationer.

02 Kommissionen har det overordnede ansvar for at forvalte EU-budgettet. I 2020 gennemførte Kommissionen ca. 19 % af de operationelle udgifter (28 milliarder euro) under aftaler direkte via sine egne generaldirektorater og andre tjenestegrene og yderligere 7 % indirekte (11 milliarder euro)² via udvalgte "gennemførelsespartnere" såsom Den Europæiske Investeringsbank-Gruppe (EIB-Gruppen). Medlemsstaternes myndigheder er involveret i gennemførelsen af de resterende 74 % (111 milliarder euro) af EU's årlige udgifter via den såkaldte "delte forvaltning", som hovedsagelig dækker landbrugs- og samhørighedsudgifter.

03 Kommissionen delegerer ansvaret for forvaltning af EU-budgettet på forskellige politikområder til "anvisningsberettigede" i sine tjenestegrene (generaldirektorater)³. Deres opgaver omfatter undertegnelse af finansielle aftaler med EU's modparter (under direkte forvaltning)⁴ eller med gennemførelsespartnere (under indirekte forvaltning), som bemyndiges til at undertegne aftaler med modparter på Kommissionens vegne. Under delt forvaltning er det medlemsstaternes forvaltningsmyndigheder og betalingsorganer, der er ansvarlige for at indgå aftaler med modparter.

04 Kommissionen, gennemførelsespartnerne og medlemsstaternes myndigheder skal i henhold til EU-retten beskytte EU-budgettet mod svig og uregelmæssigheder⁵. De skal derfor indføre effektive kontrolsystemer⁶. Medlemsstaterne skal træffe de samme foranstaltninger til bekæmpelse af svig, der skader EU's finansielle interesser, som til bekæmpelse af svig, der skader deres egne finansielle interesser⁷. Kommissionen er ansvarlig for at sikre samme beskyttelsesniveau inden for alle typer forvaltningsordninger, dvs. direkte, indirekte og delt forvaltning⁸.

Udelukkelse af upålidelige modparter fra at modtage midler

05 Udelukkelse er et vigtigt værktøj, som organisationer såsom internationale organer og nationale myndigheder anvender til at forhindre, at upålidelige modparter ansøger om og tildeles tilskud eller offentlige kontrakter. De centrale elementer i en organisations udelukkelsessystem⁹ omfatter:

• en "sortliste" over modparter, der er udelukket fra at indgå finansielle aftaler med organisationen
• en række grunde til at udelukke en modpart, såsom forsømmelser i forbindelse med udøvelsen af et erhverv, svig, korruption, hvidvaskning af penge eller manglende betaling af skatter ("udelukkelsessituationer")
• en procedure for tilføjelse og fjernelse af modparter til og fra sortlisten ("udelukkelsesprocedure")
• ordninger for at kontrollere, om modparter er i en udelukkelsessituation, herunder anvendelse af sortlisten.

06 Figur 1 viser forholdet mellem de centrale elementer i et udelukkelsessystem.

07 I praksis gør sortlisten det muligt for finansielle forvaltere i én del af en organisation at forlade sig på kontroller, der tidligere er foretaget hos modparter af finansielle forvaltere i andre dele af samme organisation. Hvis navnene på udelukkede modparter offentliggøres, kan finansielle forvaltere i andre organisationer drage fordel af dette, og det skaber en afskrækkende virkning. Den amerikanske forbundsregering og Verdensbankgruppen har længe anvendt sortlistning, og de har været en inspirationskilde til EU-budgettets udelukkelsessystem. Tekstboks 1 giver et overblik over den amerikanske forbundsregerings udelukkelsessystem, som implementeres af de amerikanske forbundsmyndigheder.

EU's retlige rammer for udelukkelse

08 Det er en forudsætning for beskyttelsen af EU's finansielle interesser, at tildeling af midler til modparter, der ikke er berettigede til at modtage dem, forhindres¹⁰. EU's finansielle regler (finansforordningen)¹¹ kræver, at Kommissionen opretter og anvender et system for tidlig opdagelse og udelukkelse (EDES) for EU-midler, som anvendes under direkte og indirekte forvaltning. Kommissionen oprettede EDES i 2016.

09 Finansforordningen giver mulighed for at udelukke og/eller på økonomisk vis at sanktionere modparter, der befinder sig i en udelukkelsessituation¹² (tekstboks 2). I alvorlige tilfælde kan navnet på en modpart offentliggøres med henblik på at opnå en afskrækkende¹³ virkning.

10 Kommissionens anvisningsberettigede er ansvarlige for at identificere de modparter, der bør udelukkes, og registrere¹⁴ udelukkelsestilfælde i EDES-databasen ("sortlisten"). Hvilken udelukkelsesprocedure der skal følges, afhænger af den pågældende type udelukkelsessituation. Anvisningsberettigede bør - på grundlag af endelige domme eller endelige administrative afgørelser - direkte udelukke modparter i tilfælde af konkurs eller insolvens, og i tilfælde af manglende betaling af skatter eller bidrag til sociale sikringsordninger.

11 I andre udelukkelsessituationer bør den anvisningsberettigede sende en anmodning om udelukkelse til EDES-panelet. Panelet består af en uafhængig formand, to faste medlemmer udpeget af Generaldirektoratet for Budget og en repræsentant for den anvisningsberettigede, der anmoder om udelukkelse. Det har til opgave at vurdere de faktiske omstændigheder og forhold og, hvor der ikke foreligger en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse, foretage "en foreløbig juridisk vurdering"¹⁵.

12 EDES-panelet¹⁶ vurderer de tilfælde, som de anvisningsberettigede henviser til det, og vedtager henstillinger om, hvorvidt modparten skal udelukkes, pålægges en økonomisk sanktion og/eller have sit navn offentliggjort¹⁷. Panelet er også ansvarligt for at beskytte modparternes grundlæggende rettigheder, herunder retten til at blive hørt. Efter at have modtaget panelets henstilling træffer den anvisningsberettigede, der registrerede sagen, endelig afgørelse om sanktionering af modparten.

13 Formålet med tidlig opdagelse er at advare de anvisningsberettigede om risikable modparter¹⁸. Hvis de anvisningsberettigede formoder, at en modpart befinder sig i en udelukkelsessituation, bør de registrere denne under mekanismen for tidlig opdagelse, men de er nødt til at indsamle de nødvendige beviser for at kunne foretage en udelukkelse. De bør underrette modparten, medmindre dette vil kompromittere en igangværende efterforskning. En modpart, der registreres som et tilfælde af tidlig opdagelse, kan fortsat ansøge om og modtage EU-midler. Sager om tidlig opdagelse bør ikke være åbne i længere tid end et år. Den anvisningsberettigede skal for at forlænge perioden henvise sagen til panelet.

14 EDES er på nuværende tidspunkt det eneste udelukkelsessystem, der fungerer på EU-plan. Selv om medlemsstaterne i forbindelse med delt forvaltning skal oprette kontrolsystemer med henblik på at beskytte EU's finansielle interesser, forpligter EU-retten ikke i sig selv medlemsstaterne til at oprette udelukkelsessystemer¹⁹. Figur 2 fremhæver den del af EU-budgettet, der dækkes af EDES.

Revisionens omfang og revisionsmetoden

15 Formålet med denne revision var at vurdere, om udelukkelse anvendes effektivt til at beskytte EU's midler mod upålidelige modparter. Revisionen dækkede perioden 2016-2020.

16 Vi fokuserede hovedsageligt på at vurdere, om EDES fungerede effektivt i direkte og indirekte forvaltning. Vi undersøgte navnlig:

• om EDES' udelukkelsessituationer giver tilstrækkelig mulighed for at udelukke upålidelige modparter
• om EDES' udelukkelsesprocedure giver mulighed for solid beslutningstagning vedrørende modparter, for hvilke det konstateres, at de befinder sig i en udelukkelsessituation
• om EDES' database over udelukkede modparter ("sortlisten") indeholder tilstrækkeligt mange navne til at udgøre et væsentligt bidrag til at beskytte EU's finansielle interesser
• om EDES' ordninger for identificering af modparter i udelukkelsessituationer er hensigtsmæssige.

17 Vi indsamlede og analyserede oplysninger om driften af EDES fra:

• to af Kommissionens tjenestegrene med ansvar for godkendelse af aktionsudgifter i direkte forvaltning - Forvaltningsorganet for Forskning (REA) - og indirekte forvaltning - Generaldirektoratet for Internationale Partnerskaber (GD INTPA)
• to af Kommissionens tjenestegrene med ansvar på tværs af politikområder for at beskytte EU's finansielle interesser - Generaldirektorat for Budget (GD BUDG) og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)
• de vigtigste partnere inden for indirekte forvaltning med ansvar for gennemførelsen af EU's finansielle instrumenter, navnlig Den Europæiske Investeringsbank (EIB), Den Europæiske Investeringsfond (EIF) og et udvalg af dets finansielle formidlere i fire medlemsstater (Estland, Italien, Polen og Portugal).

18 Vi sammenlignede EDES med de udelukkelsessystemer, der anvendes af den amerikanske forbundsregering og Verdensbankgruppen, som vi besøgte i februar 2020. Endvidere analyserede og krydstjekkede vi oplysninger om modparter og udelukkelsessituationer i EDES, i EU's regnskabssystem og i databaser på EU-plan samt nationale datakilder og et kommercielt tilgængeligt værktøj til oplysninger om overholdelse²⁰.

19 For så vidt angår delt forvaltning gennemgik vi ordningerne i fire medlemsstater (Estland, Italien, Polen og Portugal), som vi udvalgte for at afspejle de forskellige tilgange med hensyn til forvaltningen af offentlige midler. For hver af disse medlemsstater udvalgte vi et betalingsorgan og en forvaltningsmyndighed med ansvar for landbrugs- og samhørighedsudgifter. På grund af covid-19-udbruddet forlod vi os på officielle dokumenter, skriftlige svar fra medlemsstaternes myndigheder på vores spørgsmål vedrørende deres anvendelse af udelukkelse samt interview på afstand med embedsmænd ved disse myndigheder. Vi indsamlede og analyserede også oplysninger om udelukkelse under delt forvaltning fra de centrale tjenestegrene i Kommissionen, der var involverede, navnlig generaldirektoraterne for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, for Regionalpolitik og Bypolitik samt for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion. Vi anvendte også værktøjet til oplysninger om overholdelse til i en stratificeret stikprøve af modparter inden for delt forvaltning at undersøge, om der forekom udelukkelsessituationer.

20 Vi udførte denne revision med henblik på at bidrage til Kommissionens forslag til ændring af finansforordningen i 2022 og dens planer om at øge brugen af digitale værktøjer og data for at beskytte EU's finansielle interesser gennem tilrådighedsstillelse af et integreret og interoperabelt informations- og overvågningssystem, som dækker alle modtagere af EU-midler²¹.

Bemærkninger

Direkte forvaltning: Udelukkelsessystemet har visse fordele, men mangler begrænser effektiviteten

Kommissionens udelukkelsessystem har et bredt anvendelsesområde og solide udelukkelsesprocedurer

EDES dækker en bred vifte af modparter, typer af finansielle aftaler og udelukkelsessituationer

21 For at et effektivt udelukkelsessystem kan opnå den størst mulige nytteværdi, skulle vi mene, at det må finde anvendelse på alle typer potentielle modparter, dække alle typer finansielle aftaler og indeholde en omfattende liste over udelukkelsessituationer.

22 Vi konstaterede, at udelukkelse gælder for alle typer EU-modparter, som kan ansøge om og modtage midler. Muligheden for at udelukke nærtstående parter såsom datterselskaber, reelle ejere og ansvarlige forvaltere (i tilfælde, hvor de ikke selv er modtagere af EU-midler) er imidlertid relativt begrænset i henhold til finansforordningen²².

23 Vi konstaterede også, at udelukkelsessituationer siden ændringen af finansforordningen i 2016 har fundet anvendelse på alle typer finansielle aftaler, navnlig kontrakter, tilskud, priser og finansielle instrumenter.

24 Endelig konstaterede vi, at finansforordningen indeholder en bred vifte af udelukkelsessituationer, der kan sammenlignes med dem, den amerikanske forbundsregering anvender. Vi bemærkede kun én væsentlig forskel: EU's finansielle regler giver ikke mulighed for at udelukke modparter, der har gæld til EU-budgettet; de anvisningsberettigede kan imidlertid afbøde risikoen ved at modregne eventuel gæld i fremtidige betalinger, så udelukkelse ikke er nødvendig.

EDES' procedurer giver mulighed for solid beslutningstagning om udelukkelse

25 Vi skulle mene, at en solid procedure for tilføjelse og fjernelse af modparter til og fra sortlisten skal sikre, at afgørelser om udelukkelse er gyldige, konsekvente, retfærdige og forholdsmæssige. Tabel 1 giver et overblik over vores sammenligning af EDES med det amerikanske udelukkelsessystem. Verdensbankgruppens udelukkelsessystem deler karakteristika med EDES og USA's udelukkelsessystem.

26 Vi konstaterede, at EDES har solide beslutningsprocedurer for udelukkelse. Beslutningsprocessens gyldighed sikres ved endelige domme eller administrative afgørelser. I manglen på en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse (som kan tage måneder eller endda år) kan modparter ifølge finansforordningen udelukkes, når EU's finansielle interesser er udsat for en betydelig risiko, og de tilgængelige faktiske omstændigheder eller forhold er tilstrækkelige til at understøtte en udelukkelsesafgørelse. Under sådanne omstændigheder skal den ansvarlige anvisningsberettigede henvise sagen til EDES-panelet.

27 Ligesom i det amerikanske system kræver finansforordningen, at modparter skal underrettes på forhånd og have mulighed for at fremsætte bemærkninger, inden der træffes en afgørelse om udelukkelse. EDES-panelet behandler modparternes bemærkninger sammen med de faktiske omstændigheder og forhold, som de anvisningsberettigede fremlægger, og fremsætter henstillinger. Panelets vurderingsprocedure beskytter modparternes grundlæggende rettigheder, såsom retten til at blive hørt²³.

28 Fra 2016 til 2020 henviste de anvisningsberettigede 98 sager til panelet. Panelet fremsatte 57 henstillinger - 43 om at udelukke og 14 om ikke at udelukke den pågældende modpart²⁴. De resterende 41 henvisninger omfattede sager, der blev trukket tilbage af den anvisningsberettigede på grund af ændrede omstændigheder, tilfælde, hvor panelet ikke var i stand til at fremsætte en henstilling, og igangværende sager. Siden 2016 har de anvisningsberettigede altid valgt at følge panelets henstillinger²⁵. Panelets sammensætning og erfaring med at foretage centrale vurderinger af udelukkelsessager bidrager til at sikre en konsekvent beslutningstagning. Det team af tjenestemænd i GD BUDG, som yder administrativ støtte til EDES-panelet, bidrager også til at sikre konsekvens ved at rådgive de anvisningsberettigede i andre tjenestegrene om, hvorvidt de skal henvise sager.

29 Når den ansvarlige anvisningsberettigede har truffet en afgørelse om udelukkelse, skal andre anvisningsberettigede overholde den, indtil modparten har afsluttet udelukkelsesperioden. Udover at have adgang til EDES-databasen kan tjenestegrenene kontrollere direkte i Kommissionens regnskabssystem, om en modpart er opført i EDES-databasen, inden der indgås en ny finansiel forpligtelse. Modparter forsvinder automatisk fra sortlisten i EDES ved afslutningen af deres udelukkelsesperiode. De anvisningsberettigede kan også anmode panelet om at revidere en henstilling om udelukkelse for at tage hensyn til nye forhold eller omstændigheder - f.eks. når den relevante myndighed har afsagt en endelig dom eller truffet en endelig administrativ afgørelse, eller modparten har truffet afhjælpende foranstaltninger.

EDES' "sortliste" indeholder kun få udelukkede modparter

30 Nytten af en "sortliste" afhænger i høj grad af dens størrelse og omfang, som hovedsagelig bestemmes af andre centrale elementer i udelukkelsessystemet (jf. figur 1 ovenfor):

• viften af omfattede modparter, typer af finansielle aftaler og omfattede udelukkelsessituationer
• forløbet af udelukkelsesproceduren
• de foranstaltninger, der er truffet for at kontrollere, om modparterne befinder sig i en udelukkelsessituation, hvilket udgør det vigtigste input til udelukkelsesproceduren.

31 Vi analyserede de data om udelukkelsessager, der var registreret i EDES-databasen i perioden 2016-2020. Alt i alt satte EU's sortliste navn på 448 udelukkede modparter pr. 31. december 2020, 430 på grund af insolvens og konkurs og 18 af andre årsager. Insolvente og konkursramte modparter udgør kun en lille yderligere risiko for EU's finansielle interesser, da de sandsynligvis ikke vil ansøge om yderligere EU-midler²⁶. Kun to tilfælde vedrørte svig og korruption. Figur 3 viser en oversigt over udelukkelser pr. type situation.

32 EU udelukker meget få modparter sammenlignet med den amerikanske forbundsregering og Verdensbanken. Hvis man justerer for størrelsen af de involverede midler, anslår vi, at den amerikanske forbundsregering udelukker mere end halvtreds gange flere modparter, end EU gør under EDES (tabel 2). Der er betydelige forskelle i den amerikanske forbundsregerings og Verdensbankens budgetter og modparter sammenlignet med EU, men den relativt lave andel udelukkelser i EDES tyder på, at der kan være mangler i EU's ordninger for identificering af modparter i udelukkelsessituationer.

33 Den amerikanske forbundsregering offentliggør alle udelukkelser. I henhold til finansforordningen anses offentliggørelse som en yderligere sanktion, der skal anvendes forholdsmæssigt. Pr. 31. december 2021 var syv modparter angivet i EDES-onlinedatabasen²⁷.

34 Vi konstaterede, at modparter, når de først er udelukket, sandsynligvis ikke vil modtage yderligere EU-midler under direkte forvaltning. Vi sammenlignede listen over udelukkede modparter i EDES med listen over alle de åbne finansielle forpligtelser, der er registreret i Kommissionens regnskabssystem. Vi konstaterede ingen tilfælde, hvor anvisningsberettigede indgik nye finansielle forpligtelser med udelukkede modparter.

Mangler i ordningerne for kontrol af udelukkelsessituationer begrænser EDES' effektivitet

35 Selv om EDES har et bredt anvendelsesområde og en solid udelukkelsesprocedure, er der en række mangler i ordningerne for identifikation af modparter i udelukkelsessituationer, og det har bidraget væsentligt til den relativt lave udelukkelsesprocent (jf. punkt 36-63 i nedenstående underafsnit).

Ansvaret for at identificere modparter, der bør udelukkes, er fragmenteret inden for Kommissionen

36 I overensstemmelse med sin decentraliserede forvaltningsmodel for finansiel forvaltning har Kommissionen delegeret beføjelsen til at træffe afgørelser om udelukkelse til sine anvisningsberettigede. Den egentlige opgave med at kontrollere, om modparter befinder sig i en udelukkelsessituation, udføres imidlertid normalt af "anvisningsberettigede, der er bemyndiget ved delegation", som der er flere af i hver tjenestegren, og som er ansvarlige for at indgå budgetmæssige og retlige forpligtelser og godkende betalinger.

37 Det store antal tjenestemænd, der potentielt er involveret, øger risikoen for, at der anvendes inkonsekvente tilgange for at fastslå, om modparter befinder sig i en udelukkelsessituation. Fem tjenestegrene, som er ansvarlige for forvaltningen af ca. 50 % af midlerne under direkte forvaltning, tegnede sig for ca. 80 % af alle tilfælde (herunder konkurssager), hvoraf næsten halvdelen blev registreret af den tjenestegren og det forvaltningsorgan, der var ansvarlig for udgifter til forskning og innovation (GD RTD og REA). Figur 4 viser EDES-sager fordelt på Kommissionens tjenestegrene. Når vi kun så på situationer, hvor der ikke var tale om konkurs eller insolvens, konstaterede vi, at 17 af Kommissionens 56 tjenestegrene og forvaltningsorganer registrerede udelukkelsessager fra 2016 til 2020. 39 af Kommissionens tjenestegrene og forvaltningsorganer har aldrig registreret en ikkekonkursrelateret sag om udelukkelse i EDES.

38 I den forbindelse bemærker vi, at Kommissionens Interne Revisionstjeneste (IAS) i 2019 rapporterede²⁸, at Kommissionen manglede en systematisk tilgang til at kontrollere, om modparter befinder sig i en udelukkelsessituation og bør underlægges udelukkelsesproceduren. Vi konstaterede, at de tjenestegrene, vi reviderede, ikke har personale, der er specialiseret i eller udelukkende har til opgave at kontrollere, om modparter befinder sig i udelukkelsessituationer, og registrere sager i EDES. IAS rapporterede også om en generel mangel på kendskab til EDES i hele Kommissionen. Som svar på rapporten har Kommissionen gennemført uddannelses- og oplysningsaktiviteter, herunder om de værktøjer, som de anvisningsberettigede skal bruge til at identificere og indberette modparter i udelukkelsessituationer.

39 Fragmenteringen af ansvaret for at identificere modparter i udelukkelsessituationer er også tydelig, når det gælder mistanke om svig mod EU-budgettet. I sådanne tilfælde skal den ansvarlige anvisningsberettigede underrette OLAF om mistanken om svig og bør kontrollere, om en sag om tidlig opdagelse skal registreres i EDES. OLAF er ansvarlig for at foretage undersøgelser og formidle resultaterne i en rapport med henstillinger. OLAF er imidlertid ikke udtrykkeligt forpligtet til at henstille til registrering af en sag om tidlig opdagelse eller udelukkelse. Den ansvarlige anvisningsberettigede bør tage hensyn til OLAF's henstillinger generelt²⁹ og bør kontrollere, om sagen skal henvises til panelet, hvis OLAF's undersøgelse bekræfter svig.

40 Vi konstaterede, at der ikke var nogen klare retningslinjer eller procedurer for OLAF's fremsættelse af henstillinger til de anvisningsberettigede om registrering af sager i EDES. På tidspunktet for revisionen var OLAF i færd med at revidere sine procedurer for fremsættelse af henstillinger og overvågning af deres gennemførelse. OLAF samarbejdede også med GD BUDG om nye instrukser for udarbejdelse af EDES-relaterede henstillinger. Hertil kommer, at selv om OLAF i sin rapport præciserer den foreløbige juridiske vurdering af de faktiske omstændigheder som krævet³⁰, kræver dets beskrivelser af de faktiske omstændigheder yderligere analyse og flere detaljer, før de anvisningsberettigede kan henvise en udelukkelsessag til EDES-panelet.

Kommissionens tjenestegrene har vanskeligt ved at få adgang til medlemsstaternes data om modparter

41 Kommissionens ordninger for at fastslå, om modparter befinder sig i en udelukkelsessituation, er ofte afhængige af adgang til medlemsstaternes data, da der ikke findes registre, der dækker hele EU. Figur 5 fremhæver de vigtigste typer nationale datakilder for en række EDES-udelukkelsessituationer³¹.

42 Under direkte forvaltning kan de anvisningsberettigede have at gøre med modparter fra en bred vifte af medlemsstater og andre lande. I den forbindelse oplever de store praktiske, retlige og tekniske forhindringer i adgangen til data. Generelt har tjenestegrene med ansvar for direkte forvaltning ikke privilegeret adgang til medlemsstaternes data og må derfor forlade sig på offentligt tilgængelige databaser, som kan være gebyrbaserede og udelukkende tilgængelige på medlemsstatens sprog.

43 Vi konstaterede, at dataadgangen varierer afhængigt af udelukkelsessituationen og den berørte medlemsstat. For eksempel er adgangen til data om konkursramte og insolvente virksomheder generelt god. Estland, Italien, Polen og Portugal leverede alle offentligt tilgængelige oplysninger om virksomhedernes solvensstatus, men oplysningernes nøjagtige karakter varierer imidlertid fra den ene medlemsstat til den anden.

44 Reglerne for kontrol af ubetalte skatter og socialsikringsbidrag varierer også mellem de fire medlemsstater. Estland giver f.eks. gratis offentlig adgang til sit onlinevirksomhedsregister over ubetalt skat og gæld vedrørende sociale bidrag på over 100 euro. Polens virksomhedsregister giver også gratis offentlige oplysninger om sådan gæld, hvis den stadig ikke er betalt 60 dage efter indledningen af en inddrivelsesprocedure. I Italien udsteder en særlig myndighed et certifikat om ubetalte skatter og socialsikringsbidrag via et særligt websted, men kun hvis den anmodende part registrerer sin identitet. I Portugal er oplysninger om ubetalte skatter og socialsikringsbidrag begrænset til autoriserede brugere af regeringens IT-platform.

45 Der er desuden retlige begrænsninger for adgang til relevante strafferegistre. Det bør især nævnes, at oplysninger vedrørende en modpart kan kræve tilladelse fra medlemsstatens myndigheder eller endog den pågældende person. I nogle tilfælde er en persons straffeattest kun tilgængelig i form af et certifikat, hvis ægthed Kommissionen ikke umiddelbart kan kontrollere.

46 Et andet problem for Kommissionen er at identificere modparten i de forskellige registre. Manglen på en unik EU-identifikator for en given virksomhed eller person gør det vanskeligt at matche registreringer fra forskellige datasæt. Sådanne unikke identifikatorer anvendes i visse jurisdiktioner, f.eks. i USA. I de fire medlemsstater, vi reviderede, var en virksomheds eller en persons skatteregistreringsnummer tilgængeligt til brug for de nationale offentlige myndigheder. Disse identifikatorer blev imidlertid ikke offentliggjort i alle de relevante offentlige registre og var derfor ikke tilgængelige for Kommissionen.

47 En måde at afbøde virkningen af datafragmenteringen og manglen på klare identifikatorer på er at anvende dataminingværktøjer. Sådanne værktøjer anvendes i vid udstrækning i den finansielle sektor til at identificere risikable modparter. De nuværende kommercielle dataminingværktøjer er imidlertid ikke godt tilpasset Kommissionens behov, da de ikke dækker alle EU's udelukkelsesgrunde og hviler på offentlige data af uvis kvalitet og fuldstændighed. Selv om sådanne værktøjer kan samle oplysninger, der er relevante for sager om tidlig opdagelse, kan de ikke levere de oplysninger om faktiske omstændigheder og forhold, som er nødvendige for udelukkelse i EDES.

48 Kommissionen har udviklet et datamining- og risikovurderingsværktøj, som primært anvendes til revision og kontrol inden for delt forvaltning (punkt 84). Dette værktøj kan også være brugbart i forbindelse med direkte og indirekte forvaltning. Hvis det skal være brugbart til at identificere modparter i en udelukkelsessituation, vil det imidlertid være nødvendigt at finde løsninger på de praktiske, tekniske og retlige hindringer, der er beskrevet ovenfor. Dette vil kræve, at EU-lovgivningen åbner op for adgangen til eksisterende data fra medlemsstaterne og for yderligere digitalisering, dataudveksling og analyse med hensyn til forvaltningen af EU-midler.

Datakilder på EU-plan udnyttes ikke nok til at identificere modparter, der bør udelukkes

49 Finansforordningen giver de anvisningsberettigede mulighed for at gøre brug af en række datakilder på EU-plan for at identificere modparter i visse udelukkelsessituationer³². Figur 6 viser de vigtigste udelukkelsessituationer, for hvilke der er datakilder på EU-plan. Hvis oplysninger fra disse datakilder indikerer en risiko for, at modparten befinder sig i en udelukkelsessituation, bør den ansvarlige anvisningsberettigede registrere en sag om tidlig opdagelse eller udelukkelse³³. Kilderne overlapper til en vis grad hinanden, idet tidlig opdagelse og udelukkelse kan være et resultat af OLAF-undersøgelser, der oprindeligt blev indledt på grundlag af dokumentation indsamlet under revisioner på EU-plan eller andre kontroller. Vi undersøgte, hvordan tidlig opdagelse og andre kilder til data på EU-plan blev anvendt, når det blev undersøgt, om nogen befandt sig i en udelukkelsessituation.

Tidlig opdagelse

50 Eftersom tidlig opdagelse vedrører modparter, der formodes at befinde sig i en udelukkelsessituation, ville vi have forventet, at den ofte ville føre til udelukkelse. Alt i alt blev der kun afsluttet 90 sager om tidlig opdagelse fra 2016 til 2020. Af de 90 sager førte kun 15 til udelukkelse, hvoraf 8 skyldtes konkurs og 7 skyldtes andre årsager. Af de resterende 75 sager blev 13 afsluttet inden den etårige udløbsdato, uden at der var registreret nogen grund i EDES-databasen, og 62 udløb automatisk ved udløbet af etårsperioden. Pr. 31. december 2020 var 11 sager om tidlig opdagelse åbne i EDES-databasen. Antallet af sager forekommer lavt i betragtning af de datakilder, som de anvisningsberettigede skal anvende.

51 Det kan underminere den rolle, som tidlig opdagelse spiller i overvågningen af risikable modparter, at sagerne udløber automatisk efter et år³⁴, hvis det tager mere end et år at modtage en endelig retsafgørelse eller administrativ afgørelse. De anvisningsberettigede kan imidlertid kun forlænge udløbsdatoen i sager, der er forelagt for EDES-panelet med henblik på udelukkelse³⁵.

OLAF-data om undersøgelser af svig

52 Vi ville have forventet, at en betydelig del af OLAF's undersøgelser medførte, at involverede modparter registreres som sager om tidlig opdagelse. Vi konstaterede, at de anvisningsberettigede kun registrerer få sager i EDES som reaktion på OLAF-undersøgelser. Af de 257 undersøgelser vedrørende udgifter til direkte forvaltning, som OLAF afsluttede fra 2016 til medio 2020³⁶, var der i 143 sager enten mistanke om svig (76 sager) eller uregelmæssigheder (67 sager). Ti af de pågældende modparter blev udelukket - fem på grund af konkurs og fem af andre årsager. Desuden blev seks modparter registreret som sager om tidlig opdagelse.

53 Som beskrevet ovenfor (punkt 39 og 40) modtager de anvisningsberettigede oplysninger om resultaterne af OLAF's undersøgelser i form af rapporter. Rapporterne er baseret på data i OLAF's sagsstyringssystem. Det er også vigtigt, at de anvisningsberettigede er opmærksomme på relevante igangværende undersøgelser. Data, der er relevante for tidlig opdagelse og udelukkelse, er imidlertid ikke direkte tilgængelige for Kommissionen.

54 Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) blev operationel i juni 2021 og har siden været ansvarlig for efterforskning, retsforfølgning og domfældelse i sager om svig rettet mod EU's finansielle interesser. På tidspunktet for revisionen var EPPO i færd med at etablere sit eget sagsstyringssystem³⁷. I overensstemmelse med EPPO-forordningen er det muligt at udveksle oplysninger mellem OLAF's og EPPO's sagsstyringssystemer om, hvorvidt en modpart er genstand for efterforskning. EPPO underretter desuden Kommissionen om sin opfølgning på de sager, den forelægges³⁸.

Systemet til indberetning af uregelmæssigheder

55 Finansforordningen fastsætter, at anvisningsberettigede i forbindelse med direkte forvaltning skal gøre brug af de data, som medlemsstaterne skal indberette om svig og uregelmæssigheder i forbindelse med delt forvaltning³⁹. Indberetningen sker via systemet til indberetning af uregelmæssigheder (IMS), som er tilgængeligt for alle anvisningsberettigede. De er ansvarlige for at kontrollere, om nogle af "deres" modparter er opført i systemet⁴⁰. I 2019 rapporterede IAS, at de ansvarlige tjenestegrene ikke systematisk konsulterer systemet for at indhente disse oplysninger⁴¹. Vores analyse frembragte ingen dokumentation for, at nogen af de 2 473 tilfælde, medlemsstaterne indberettede fra 2016-2020, var registreret i EDES. Vi konstaterede imidlertid syv tilfælde inden for direkte forvaltning, hvor Kommissionen indgik yderligere forpligtelser med modparter, der var registreret i systemet, men her fandt vi ingen forudgående udelukkelsesvurderinger. Disse revisionsresultater tyder på, at IMS' data kan udnyttes bedre til udelukkelsesformål inden for direkte forvaltning.

Revisioner og efterfølgende kontrol

56 Finansforordningen anerkender også revisioner og efterfølgende kontrol foretaget af Revisionsretten, IAS og Kommissionens tjenestegrene som potentielle kilder i EDES-sager. Revisionsretten fremsender nærmere oplysninger om de uregelmæssigheder, den finder, til Kommissionen og ligeledes, i tilfælde af mistanke om svig, til OLAF og EPPO⁴². Tilsvarende skal de anvisningsberettigede fremsende oplysninger til OLAF med henblik på undersøgelse, når der i forbindelse med Kommissionens revisioner eller efterfølgende kontrol opstår mistanke om svig. De anvisningsberettigede er ansvarlige for at anvende disse datakilder som grundlag for sager om tidlig opdagelse og udelukkelse. Kommissionen har ikke foretaget nogen udelukkelser på grund af uregelmæssigheder, selv om den i perioden 2016-2020 indberettede næsten 8 000 uregelmæssigheder inden for direkte forvaltning⁴³ i forbindelse med efterfølgende kontrol og revisioner.

Kommissionen forlader sig for meget på modparternes erklæringer om, at der ikke foreligger en udelukkelsessituation

57 På grund af problemer med at kontrollere modparten i de vigtigste datakilder på nationalt plan og på EU-plan (punkt 41–56), kontrollerer Kommissionens ansvarlige tjenestegrene i praksis ikke hver enkelt modpart for hver enkelt udelukkelsessituation, inden den indgår finansielle aftaler. I henhold til finansforordningen skal modparter erklære, om de befinder sig i en udelukkelsessituation⁴⁴. F.eks. kan de være pålagt at anmelde alle faktiske omstændigheder, der konstateres i forbindelse med revisioner eller undersøgelser foretaget af EPPO, Revisionsretten, OLAF eller den interne revisor, eller som konstateres ved andre inspektioner, revisioner eller kontroller foretaget under den anvisningsberettigedes ansvar⁴⁵.

58 I de fleste tilfælde kræves der erklæringer på tro og love om, at modparten ikke befinder sig i en udelukkelsessituation. De anvisningsberettigede kan beslutte ikke at kræve, at modparter skal fremlægge dokumentation som belæg for erklæringen på tro og love. GD INTPA kræver for eksempel ikke en erklæring på tro og love for tilskud under 15 000 euro eller indgivelse af dokumentation for en erklæring for tilskud under 60 000 euro⁴⁶. I forbindelse med indkøbsaftaler kræver de anvisningsberettigede ofte, at modparter fremlægger dokumentation for, at de ikke befinder sig i en udelukkelsessituation, eller tilsvarende erklæringer i henhold til lovgivningen i deres land.

59 Kommissionens tillid til erklæringer på tro og love i forbindelse med sin tildeling af tilskud og udbudsprocedurer mindsker sandsynligheden for at identificere, om en modpart befinder sig i en udelukkelsessituation, inden en finansieringsaftale undertegnes. Dette strider også mod hovedbaggrunden for at indføre et udelukkelsessystem, nemlig at gå væk fra en model for beskyttelse af finanser, der beror på opdagelse og korrektion, og hen imod en forebyggelsesbaseret model.

Ansvaret for central overvågning af og centralt tilsyn med identifikationen af modparter, der bør udelukkes, er begrænset

60 Eftersom flere anvisningsberettigede i Kommissionen er ansvarlige for at identificere modparter i udelukkelsessituationer, er det afgørende at overvåge og føre tilsyn med deres aktiviteter for at sikre, at EDES fungerer effektivt. Finansforordningen fastsætter, at der bør udføres en central vurdering af registrerede udelukkelsessager, men den giver ikke mulighed for central overvågning og rapportering om de enkelte tjenestegrenes effektivitet med hensyn til at identificere sådanne sager.

61 I praksis konstaterede vi begrænset central overvågning af og tilsyn med identificeringen og registreringen af EDES-sager fra 2016 til 2020. I januar 2021 rapporterede OLAF og GD BUDG om opfølgning på de henstillinger, som var fremsat mellem 2012 og midten af 2019 til Kommissionens administrationsråd⁴⁷. Dette var en reaktion på en bemærkning fra IAS om manglen på tilstrækkelig intern overvågning af opfølgningen på OLAF's henstillinger⁴⁸. På tidspunktet for vores revision var der ikke foretaget nogen central overvågning af anvisningsberettigedes brug af andre datakilder, såsom IMS-sager og revisioner udført af Revisionsretten og IAS, eller af efterfølgende kontrol foretaget af Kommissionens tjenestegrene.

62 IAS fremsatte også bemærkninger om behovet for at styrke retningslinjerne og anvende EDES i praksis⁴⁹. IAS konstaterede navnlig, at tjenestegrenenes ordninger for identificering af sager, der bør udløse en EDES-procedure, skulle forbedres og blive en mere integreret del af det interne kontrolsystem. Vi bemærker, at der i oktober 2018 blev udsendt en overordnet vejledning for EDES. Vejledningen indeholder klare oplysninger om, hvornår EDES-sager skal registreres, samt om hvad udelukkelsesproceduren skal omfatte, og hvordan den skal gennemføres. Der mangler imidlertid vejledning om, hvordan de anvisningsberettigede skal anvende de forskellige datakilder til at identificere modparter i udelukkelsessituationer.

63 Manglen på central overvågning underminerer Kommissionens evne til at forbedre EDES' effektivitet. Bedre overvågning vil danne grundlag for identificering af god praksis og udvikling af vejledning til anvisningsberettigede. En sådan vejledning kan bidrage til at fremme en mere systematisk tilgang til anvendelse af tilgængelige datakilder for at identificere modparter i en udelukkelsessituation og registrere dem i EDES-databasen. Desuden vil den tjenestegren, der er ansvarlig for at udføre denne centrale overvågning, have gode forudsætninger for at fremme forbedringer i datatilgængeligheden på EU-plan og på nationalt plan.

Indirekte forvaltning: Gennemførelsen af systemet for tidlig opdagelse og udelukkelse har taget længere tid end planlagt

Gennemførelsespartnerne har kun ydet et lille bidrag til antallet af sager om tidlig opdagelse og udelukkelse

64 Siden 2016 har EDES fundet anvendelse på EU-midler, som Kommissionen forvalter indirekte i henhold til aftaler med gennemførelsespartnere. Vi undersøgte, hvordan nøgleelementerne i EDES (EDES-databasen over sortlistede modparter, udelukkelsessituationer og -procedurer samt ordninger for kontrol af modparter) blev gennemført under indirekte forvaltning.

65 I henhold til finansforordningen kan Kommissionen forlade sig på gennemførelsespartnere, hvis de er i stand til at beskytte EU's finansielle interesser i tilstrækkeligt omfang. Finansforordningen⁵⁰ kræver, at de anvisningsberettigede skal foretage en "søjlevurdering" af de finansielle forvaltningsordninger for Kommissionens vigtigste gennemførelsespartnere.

66 Ifølge deres aftaler med Kommissionen bør gennemførelsespartnerne ikke yde finansiel EU-støtte til en modpart i en udelukkelsessituation og bør underrette Kommissionen, hvis de konstaterer, at modparter befinder sig i en sådan situation. Dette gør det muligt for de anvisningsberettigede at vurdere, om modparten bør være omfattet af en udelukkelsesprocedure, der dækker alle direkte og indirekte forvaltede midler. Fra 2016 til 2020 fandt vi imidlertid ingen dokumentation i EDES for udelukkelsessager, som hidrørte fra underretninger fra gennemførelsespartnere. F.eks. identificerede GD INTPA, Kommissionens tjenestegren med de fleste gennemførelsespartnere, kun ét tilfælde.

67 Manglen på EDES-sager hidrørende fra gennemførelsespartnere skyldes i vid udstrækning de samme faktorer som dem, der gør sig gældende inden for direkte forvaltning:

• Fragmentering af ansvaret for udelukkelse - Kommissionen har aftaler med ca. 200 gennemførelsespartnere, som igen kan forlade sig på underleverandører eller andre formidlere til at gennemføre EU-foranstaltninger. EIF yder f.eks. finansiering til små og mellemstore virksomheder via finansielle formidlere. Figur 7 viser de mange aktører og aftaleniveauer inden for indirekte forvaltning.
• Vanskeligheder med at få adgang til nationale data - Gennemførelsespartnernes kontrol af modparter er begrænset af tilgængeligheden af relevante nationale data om visse udelukkelsessituationer. Mange af de vigtigste gennemførelsespartnere, f.eks. EIB-Gruppen, arbejder med modparter, der er etableret i en bred vifte af jurisdiktioner.
• Datakilder på EU-plan - Gennemførelsespartnerne står over for samme (eller endda øgede) begrænsninger som Kommissionen med hensyn til at anvende datakilder på EU-plan. I modsætning til Kommissionens tjenestegrene har formidlere f.eks. ikke adgang til den ikkeoffentlige del af EDES-databasen eller IMS.
• Tillid til erklæringer på tro og love - Gennemførelsespartnerne kan (og skal ofte) basere sig på erklæringer på tro og love om, at der ikke foreligger udelukkelsessituationer, når de indgår aftaler med modparter.
• Svagt centralt ansvar for overvågning og tilsyn - Kommissionen har endnu ikke undersøgt, hvorfor gennemførelsespartnerne har indberettet så få tilfælde af modparter i udelukkelsessituationer.

68 Vi konstaterede en række andre faktorer, som også kan bidrage til det lave niveau af underretninger fra gennemførelsespartnere om modparter, der befinder sig i udelukkelsessituationer for så vidt angår tilskud og kontrakter:

• Aftaler med gennemførelsespartnere dækker muligvis ikke alle udelukkelsessituationer, eftersom der indrømmes afvigelser med henblik på at afspejle nærmere detaljer i gennemførelsespartnernes ordninger. F.eks. dækker de finansielle og administrative rammeaftaler med EIB⁵¹ og EIF⁵² fem af de syv udelukkelsessituationer under EDES.
• Gennemførelsespartnerne er muligvis ikke i stand til at udelukke modparter, før der foreligger en endelig dom eller administrativ afgørelse.

69 Med hensyn til finansielle instrumenter mindsker effektive systemer til screening af modparter sandsynligheden for, at modparter i udelukkelsessituationer modtager finansiel støtte fra EU. EIB kontrollerer f.eks. sine modparters pålidelighed, før den vurderer, om de er berettigede til EU-støtte. EIF's finansielle formidlere anvender lignende procedurer.

Der har været betydelige forsinkelser i afslutningen af vurderingerne af gennemførelsespartnernes udelukkelsessystemer

70 På tidspunktet for revisionen havde Kommissionen ikke et samlet overblik over de specifikke udelukkelsessituationer, som gennemførelsespartnerne anvendte, eller deres udelukkelsesordninger. Dette skyldtes til dels forsinkelser i søjlevurderingerne af gennemførelsespartnernes ordninger for finansiel forvaltning af EU-udgifter i perioden 2021-2027.

71 Vurderingerne kræver, at gennemførelsespartnerne inddrager eksterne revisorer til at undersøge og rapportere om deres systemer. Før 2019 omfattede søjlevurderinger ikke specifikt gennemførelsespartnernes udelukkelsesordninger. I 2019 tilføjede Kommissionen en ny søjle om udelukkelse i gennemførelsespartneres vurderinger for perioden 2021-2027⁵³. Bestemmelserne vedrørende EDES er afspejlet i retningslinjerne for søjlevurderingen.

72 Pr. 31. december 2020 var kun 5 % af søjlevurderingerne blevet ajourført på grund af forsinkelser som følge af covid-19-pandemien. Kommissionen forlængede fristen for færdiggørelse af vurderingerne til udgangen af 2021. Ved udgangen af 2021 var ca. 42 % af søjlevurderingerne blevet ajourført. De ajourførte søjlevurderinger forventes at forbedre Kommissionens forståelse af gennemførelsespartnernes anvendelse af specifikke udelukkelsessituationer og deres ordninger for identificering af modparter, der bør udelukkes. Hvis Kommissionen ikke overvåger, hvordan gennemførelsespartnerne agerer efterfølgende, kan den imidlertid ikke være fuldstændig sikker på, at dens overblik over anvendelsen af udelukkelsessystemerne er nøjagtigt.

Delt forvaltning: Forskellige tilgange underminerer udelukkelsens samlede effektivitet

Medlemsstaternes forskellige tilgange til udelukkelse bidrager til uensartet beskyttelse af EU's finansielle interesser

73 Udelukkelsessystemer såsom EDES kan bidrage til at sikre en ensartet beskyttelse af EU's finansielle interesser for så vidt angår EU-midler under delt forvaltning. Vi undersøgte medlemsstaternes forpligtelser i henhold til EU-retten i forbindelse med udelukkelse og gennemgik de ordninger, der gælder for samhørigheds- og landbrugsudgifter i fire medlemsstater (Estland, Italien, Polen og Portugal).

74 EU-retten kræver ikke, at medlemsstaterne etablerer udelukkelsesordninger svarende til EDES, hverken for EU-midler eller for deres egne offentlige midler. Finansforordningen, sektorlovgivningen for udgifter under delt forvaltning og EU's direktiver om offentlige udbud fastsætter imidlertid en række udelukkelsesrelaterede forpligtelser for medlemsstaterne med henblik på at beskytte EU's finansielle interesser.

75 I henhold til finansforordningen skal medlemsstaternes myndigheder indføre effektive interne kontrolsystemer for at forebygge eller opdage og korrigere uregelmæssigheder og svig⁵⁴, men det kræves ikke, at de fører en sortliste og anvender udelukkelsessituationer og -procedurer svarende til EDES, som kun dækker direkte og indirekte forvaltede udgifter. Finansforordningen og sektorlovgivningen⁵⁵ giver også medlemsstaterne mulighed for at anvende IMS til at indberette tilfælde af svig og uregelmæssigheder i forbindelse med EU-midler under delt forvaltning⁵⁶. Kommissionen skal dog høre medlemsstaterne, inden den anvender data, der indberettes på denne måde⁵⁷, og den kan kun anvende dataene til at udelukke modparter fra at modtage direkte eller indirekte forvaltede midler.

76 Den sektorspecifikke lovgivning, der dækker udgifter under delt forvaltning, kræver ikke, at medlemsstaterne indfører udelukkelsessystemer på de tilsvarende områder, selv om visse bestemmelser vedrørende udgifter til samhørighed og udvikling af landdistrikter er relevante for udelukkelse. Forordningerne om samhørighedspolitikken giver f.eks. ikke virksomheder i finansielle vanskeligheder mulighed for at modtage EU-midler⁵⁸, hvilket er sammenligneligt med EDES-udelukkelsessituationen med hensyn til konkurs og insolvens⁵⁹. På landbrugsområdet er der, med undtagelse af muligheden for udelukkelse fra samme foranstaltning i to år⁶⁰, ingen lovkrav om anvendelse af udelukkelsessituationer på modparter, der ansøger om tildeling af rettighedsbaserede betalinger - som udgør størstedelen af EU's udgifter på området - selv om modtagerne kan være betydelige virksomheder eller privatpersoner med store nettoformuer.

77 I henhold til EU's direktiv om offentlige udbud⁶¹ skal medlemsstaternes myndigheder udelukke modparter i visse situationer. Kravet gælder for alle offentlige udbud i medlemsstaterne, herunder offentlige udbud, der involverer EU-midler. Direktivet anfører obligatoriske og valgfrie udelukkelsessituationer, som medlemsstaterne skal gennemføre i deres nationale lovgivning. De valgfrie situationer omfatter dem, der er obligatoriske for EDES, såsom konkurs, insolvens og lignende situationer. I praksis kan medlemsstaternes myndigheder i nogle jurisdiktioner udøve betydelige skønsbeføjelser med hensyn til, hvilke udelukkelsessituationer der skal anvendes i specifikke udbudsprocedurer.

78 Dette kludetæppe af udelukkelsesrelaterede forpligtelser er ikke et effektivt grundlag for at anvende udelukkelse til at beskytte EU-budgettet under delt forvaltning. Det betyder navnlig, at der ikke findes nogen fælles juridisk definition af, hvad der udgør en udelukkelsessituation for modparter, der modtager EU-midler under delt forvaltning. Det indeholder heller ikke bestemmelser om, at modparter, der er udelukket fra at modtage EU-midler i én medlemsstat, ligeledes udelukkes fra at modtage EU-midler i andre medlemsstater. Endvidere er medlemsstaternes myndigheder ikke forpligtet til at konsultere eller anvende EDES-udelukkelseslisten (punkt 83)⁶².

79 Da der ikke findes et sammenhængende sæt forpligtelser på EU-plan, konstaterede vi betydelige forskelle i medlemsstaternes tilgang til udelukkelse. I hvilket omfang medlemsstaterne anvender udelukkelse til at forhindre, at upålidelige modparter modtager midler under delt forvaltning, afhænger af deres nationale lovgivning. Ingen af de fire medlemsstater, der var omfattet af vores revision, havde etableret et fuldt udbygget udelukkelsessystem, der omfattede alle de forskellige typer EU-midler, de forvalter.

80 Den manglende konsekvens inden for delt forvaltning betyder, at modparter i lignende situationer kan behandles forskelligt. Polens nationale lovgivning etablerer f.eks. et begrænset udelukkelsessystem, som omfatter modtagere af midler fra EU's strukturfonde, som har gæld eller er dømt for svig, korruption eller andre strafbare handlinger, der skader EU-budgettet. I Estland kan modparter forhindres i at modtage EU-midler, hvis de er dømt for svig, korruption eller andre kriminelle aktiviteter, der ikke er relateret til EU-midler. I Italien kræver den nationale lovgivning, at endelige støttemodtagere underlægges antimafiaundersøgelser og opnår et certifikat, før de modtager midler fra EU's landbrugs- eller samhørighedsfonde. I Portugal er modparter med gæld til Samhørighedsfonden ikke berettigede til at modtage yderligere EU-finansiering.

81 Modparter i lignende situationer vil også blive behandlet anderledes under delt forvaltning end under direkte forvaltning. Der er nemlig ikke noget EU-retsgrundlag under delt forvaltning for at anvende begrebet foreløbig juridisk vurdering til at udelukke modparter. I de fire medlemsstater, der var omfattet af vores revision, konstaterede vi forskelle med hensyn til, i hvilket omfang endelige domme eller administrative afgørelser var nødvendige i de forskellige udelukkelsessituationer, for at myndighederne kunne udelukke en modpart fra at ansøge om eller modtage EU-midler. Faktisk giver EU's nuværende finansielle regler færre muligheder for at anvende udelukkelse til at beskytte EU's finansielle interesser under delt forvaltning end under direkte forvaltning.

Medlemsstaterne kunne gøre bedre brug af data og værktøjer på EU-plan

82 Medlemsstaternes myndigheder har tre primære datakilder på EU-plan til rådighed med henblik på udelukkelse: EDES; OLAF-data vedrørende svig og uregelmæssigheder; og Arachne, et datamining- og risikovurderingsværktøj. Vi undersøgte, hvordan medlemsstaterne anvender de tilgængelige datakilder og værktøjer.

83 Selv om medlemsstaternes myndigheder kan konsultere EDES, forpligter EU's finansielle regler dem ikke til at gøre det. Som det fremgår af IAS' 2019-rapport om EDES, havde kun 16 medlemsstater udpeget en national brugeradministrator for EDES, og kun fire af dem havde benyttet EDES regelmæssigt. På samme måde konstaterede IAS, at forvaltningsmyndighederne ikke er bekendt med OLAF's undersøgelser og IMS-sager vedrørende modparterne til forvaltningsmyndighederne i andre medlemsstater.

84 Arachne er EU's datamineringsværktøj til beskyttelse af EU's finansielle interesser. Det er udformet til at identificere risikable modparter, men ikke specifikt modparter i udelukkelsessituationer. Kommissionen udviklede oprindeligt Arachne for at bistå medlemsstaternes forvaltningsmyndigheder på samhørighedsområdet med at foretage revisioner og kontroller. Under pilotprojektet for landbrug anvender syv betalingsorganer Arachne, og yderligere fire betalingsorganer er i en testfase.

85 Anvendeligheden af et dataminingværktøj afhænger i høj grad af kvantiteten og kvaliteten af de tilgængelige underliggende data. Vi konstaterede, at Arachnes anvendelighed til udelukkelsesformål var begrænset af det begrænsede anvendelsesområde inden for delt forvaltning (samhørighed og et pilotprojekt inden for landbrug) og manglen på:

• EU-data fra OLAF, IMS og EDES
• kontrol af projekternes fuldstændighed og nøjagtighed fra medlemsstaternes side
• klart definerede indikatorer, der dækker situationer med udelukkelse fra EDES.

86 Vi konstaterer, at Kommissionen har forpligtet sig til at undersøge mulighederne for at udvide anvendelsen af Arachne til alle forvaltningstyper (direkte, indirekte og delt) som led i dens strategi til bekæmpelse af svig⁶³.

87 Den sektorspecifikke lovgivning for perioden 2021-2027, der omfatter fondene under forordningen om fælles bestemmelser og den fælles landbrugspolitik samt genopretnings- og resiliensfaciliteten, Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen og brexittilpasningsreserven, giver mulighed for at anvende Kommissionens fælles datamining- og risikovurderingsværktøj (dvs. Arachne). Værktøjet vil fortsat være frivilligt for medlemsstaterne, men Kommissionen er ifølge den interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin for perioden forpligtet til at stille værktøjet til rådighed med henblik på, at det i sidste ende kan anvendes af alle medlemsstater⁶⁴.

Kommissionen mangler det nødvendige overblik over medlemsstaternes udelukkelsesordninger og data

88 Vores interview med de vigtigste generaldirektorater med ansvar for delt forvaltning viste, at de ikke har et overblik over medlemsstaternes udelukkelsesordninger. Et sådant overblik vil kunne bidrage til en direkte indsats for at forbedre anvendelsen af udelukkelse for at beskytte EU's finansielle interesser i alle forvaltningstyper. Det vil også kunne anvendes til at informere de finansielle aktører, der er involveret i gennemførelsen af EU-budgettet, om tilgængeligheden af nationale datakilder, der er relevante for udelukkelse. Bedre anvendelse og videreanvendelse af data, der er tilgængelige på nationalt plan og på EU-plan, er en forudsætning for at skabe et effektivt dataminingværktøj, som kan hjælpe Kommissionens anvisningsberettigede med at identificere modparter, der befinder sig i - eller er i risiko for at befinde sig i - udelukkelsessituationer.

Konklusioner og anbefalinger

89 Formålet med denne revision var at vurdere, om udelukkelse anvendes effektivt til at beskytte EU's midler mod upålidelige modparter. Vi konkluderede, at dette ikke er tilfældet. Selv om EDES har et bredt anvendelsesområde og solide beslutningsprocedurer, havde Kommissionen kun registreret 18 ikkekonkursrelaterede udelukkelser i systemet ved udgangen af 2020, fordi der er mangler i ordningerne for identificering af modparter i udelukkelsessituationer. Dette skyldes hovedsagelig fragmenterede ansvar for udelukkelse, vanskeligheder med at få adgang til medlemsstaternes data, underudnyttelse af EU-data, overdreven tillid til modpartens egenerklæringer og begrænset central overvågning og centralt tilsyn. I forbindelse med delt forvaltning, hvor EDES ikke finder anvendelse, underminerer forskellene mellem medlemsstaternes tilgange den samlede effektivitet af anvendelsen af udelukkelse for at beskytte EU-budgettet.

90 For så vidt angår direkte forvaltning konstaterede vi, at EDES dækker en bred vifte af modparter, typer af finansielle aftaler og udelukkelsessituationer. Der er dog mulighed for at udvide viften af udelukkelsessituationer (punkt 21-24).

Anbefaling 1 - Udvide viften af udelukkelsessituationer

Kommissionen bør tage følgende spørgsmål op, når den udarbejder sit forslag til lovgiveren om ændring af finansforordningen: muligheden for at udelukke datterselskaber, reelle ejere og ansvarlige forvaltere af EU-modparter, selv om de ikke selv er EU-modparter.

Måldato for gennemførelsen: 2022

91 Vi konstaterede også, at EDES-udelukkelsesprocedurerne giver mulighed for en solid beslutningstagning vedrørende modparter i udelukkelsessituationer. De tillader navnlig, at modparter udelukkes, uden at det er nødvendigt at vente i årevis på en endelig dom eller administrativ afgørelse. Et uafhængigt panels centrale vurdering af sager bidrager til at sikre en konsekvent og retfærdig behandling af modparter (punkt 25-29).

92 Vi konstaterede imidlertid en række mangler i ordningerne for identificering af, om modparter befinder sig i udelukkelsessituationer. Disse mangler har bidraget til det lave antal udelukkelser:

• Fragmenteret ansvar for at identificere modparter, som bør udelukkes, underminerer den systemiske vurdering af modparter
• Kommissionen gør ikke tilstrækkelig brug af nogle af de vigtigste datakilder på EU-plan
• Kommissionen har vanskeligt ved at få adgang til nationale data om visse udelukkelsessituationer på grund af retlige begrænsninger og tekniske hindringer
• Kommissionen forlader sig ofte på modparternes erklæringer om, at der ikke foreligger en udelukkelsessituation, uden yderligere kontrol (punkt 30-59).

93 Begrænset central overvågning af og centralt tilsyn med Kommissionens tjenestegrenes identificering af de modparter, der bør udelukkes, har bidraget til at fastholde disse mangler. Det er vores opfattelse, at stærkere overvågnings- og tilsynsordninger vil være afgørende for bedre at kunne udnytte muligheden for udelukkelse. En sådan overvågning ville drage fordel af et sagsstyringssystem, der kan give et overblik over igangværende og afsluttede sager. Den ville også drage fordel af bedre efterfølgende kontrol af, om modparterne befinder sig i en udelukkelsessituation, vejledning af de anvisningsberettigede om anvendelsen af de tilgængelige data og yderligere fremme af anvendelsen af EDES (punkt 60-63).

Anbefaling 2 - Styrke gennemførelsen af systemet for tidlig opdagelse og udelukkelse i direkte og indirekte forvaltning

Kommissionen bør:

1. udvikle et sagsstyringssystem, der kan give et overblik over igangværende og afsluttede sager
2. styrke det overordnede tilsyn med, at EDES fungerer effektivt, herunder ved at overvåge følgende:
   1. de anvisningsberettigedes opfølgning på OLAF's og EPPO's henstillinger vedrørende tidlig opdagelse eller udelukkelse
   2. de anvisningsberettigedes aktiviteter og brug af tilgængelige datakilder til at identificere udelukkelsessager, såsom sager om tidlig opdagelse, registreringer i systemet til indberetning af uregelmæssigheder, OLAF's og EPPO's igangværende undersøgelser om svig, endelige revisionsresultater, konkurrenceafgørelser og underretninger fra gennemførelsespartnere
   3. de anvisningsberettigedes gennemførelse af EDES-panelets henstillinger
3. foretage efterfølgende kontrol for at fastslå, om modparterne befinder sig i en udelukkelsessituation, navnlig når de anvisningsberettigede forlader sig på erklæringer på tro og love
4. udvikle standardprocedurer og retningslinjer for anvisningsberettigede vedrørende anvendelsen af datakilder på EU-plan, såsom sager om tidlig opdagelse, registreringer i systemet til indberetning af uregelmæssigheder, OLAF's og EPPO's undersøgelser af svig, revisionsresultater, konkurrencesager og underretninger fra gennemførelsespartnere
5. fremme kendskabet til tidlig opdagelse og udelukkelse i Kommissionens tjenestegrene, hos gennemførelsespartnerne og hos de myndigheder i medlemsstaterne, der er involverede i forvaltningen af EU-midler.

Måldato for gennemførelsen: 2023

94 For så vidt angår indirekte forvaltning konstaterede vi, at gennemførelsespartnerne kun har bidraget ubetydeligt til det antal udelukkelsessager, der er registreret i EDES. Dette skyldes i vid udstrækning de samme faktorer som dem, der gør sig gældende inden for direkte forvaltning. Vi konstaterede også tre andre medvirkende faktorer: aftaler med gennemførelsespartnere, som ikke dækker alle udelukkelsessituationer; det forhold, at gennemførelsespartnere ikke kan udelukke modparter, før der er afsagt en endelig dom eller truffet en endelig administrativ afgørelse; samt praksis med at screene upålidelige modparter, før de tages i betragtning til finansiel støtte fra EU (punkt 64-69).

95 Kommissionen har været langsom til at vurdere gennemførelsespartnernes udelukkelsessystemer. Når dette er afsluttet, vil Kommissionen være bedre i stand til at undersøge og behandle de underliggende årsager til, at kun et lavt antal modparter udelukkes under indirekte forvaltning. Det vil også være vigtigt for Kommissionen at overvåge, hvordan de udelukkelsessystemer, som gennemførelsespartnerne har indført, fungerer (punkt 70-72).

Anbefaling 3 - Forbedre overvågningen af tidlig opdagelse og udelukkelse under den indirekte forvaltning

Kommissionen bør med henblik på at nå et ensartet beskyttelsesniveau for EU-midler under indirekte forvaltning sikre, at dens partnere opfylder deres forpligtelse til at underrette Kommissionen, når modparter vurderes at befinde sig i en udelukkelsessituation.

Måldato for gennemførelsen: fra 2023

96 For så vidt angår delt forvaltning, som hovedsagelig dækker landbrugs- og samhørighedsudgifter, konstaterede vi, at der ikke findes nogen mekanisme på EU-plan til udelukkelse af modparter. I manglen på et sammenhængende sæt forpligtelser til at anvende udelukkelse fremhævede vores gennemgang af fire medlemsstater betydelige forskelle i tilgangen, som bidrager til en uensartet beskyttelse af EU's midler. Vi konstaterede også, at visse medlemsstater kunne gøre bedre brug af data og værktøjer på EU-plan, især EDES-databasen, OLAF-data om svig og uregelmæssigheder og datamining- og risikovurderingsværktøjet Arachne, for at beskytte EU's finansielle interesser (punkt 73-87).

Anbefaling 4 - Udvide systemet for tidlig opdagelse og udelukkelse til også at omfatte delt forvaltning

Kommissionen bør tage følgende spørgsmål op, når den udarbejder sit forslag til lovgiveren om ændring af finansforordningen: anvendelse af centrale elementer i EDES på midler under delt forvaltning, således at de modparter, der vurderes at befinde sig i en udelukkelsessituation, behandles ensartet inden for alle former for forvaltning.

Måldato for gennemførelsen: 2022

97 Endelig konstaterede vi, at Kommissionen mangler et overblik over udelukkelsessystemer og data i medlemsstaterne. Et sådant overblik kan bidrage til den direkte indsats for at forbedre anvendelsen af udelukkelse og data med henblik på at beskytte EU's finansielle interesser inden for alle former for forvaltning og til den direkte indsats for at skabe et dataminingværktøj, der kan hjælpe med at identificere modparter i - og modparter, der er i risiko for at befinde sig i - udelukkelsessituationer (punkt 88).

Anbefaling 5 - Gøre bedre brug af eksisterende data og digitale værktøjer

Kommissionen bør inden for rammerne af sin bredere indsats for at anvende data og digitale værktøjer til at beskytte EU's budget træffe foranstaltninger til at forbedre anvendelsen af data, der er relevante for udelukkelse, navnlig ved:

1. at foretage en kortlægning med henblik på at identificere de kilder til data, som er relevante for at beskytte EU-budgettet, herunder nationale data, og fastslå, hvordan de kan tilgås
2. at foreslå et hensigtsmæssigt retsgrundlag for adgang til og anvendelse af data om EU-modparter, herunder nationale data, til revisions- og kontrolformål
3. at udvikle et fælles datamining- og risikovurderingsværktøj med adgang til alle relevante EU-data og nationale data med ejerskab på organisationsplan
4. at sikre dataenes tilgængelighed og fremme deres udveksling på organisationsplan
5. at udvikle en strategi med henblik på at sikre, at nationale data og EU-data om EU's modparter er digitale, tilgængelige, standardiserede og interoperable.

Måldato for gennemførelsen: for anbefaling 5.1 og 5.2 senest i 2023, for anbefaling 5.3 senest i 2025, for anbefaling 5.4 begyndelsen af næste flerårige finansielle ramme og for anbefaling 5.5 senest i 2023 for så vidt angår EU-data og senest den dag, hvor den ændrede finansforordning finder anvendelse, for så vidt angår de nationale data.

Vedtaget af Afdeling V, der ledes af Tony Murphy, medlem af Revisionsretten, i Luxembourg på mødet den 26. april 2022.

Akronymer og forkortelser

Arachne: Værktøj til datamining og risikovurdering udviklet af Europa-Kommissionen

EDES: System for tidlig opdagelse og udelukkelse

EIB: Den Europæiske Investeringsbank

EIF: Den Europæiske Investeringsfond

EPPO: Den Europæiske Anklagemyndighed

GD BUDG: Generaldirektoratet for Budget

GD INTPA: Generaldirektoratet for Internationale Partnerskaber

IAS: Kommissionens Interne Revisionstjeneste

IMS: Systemet til indberetning af uregelmæssigheder

OLAF: Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig

REA: Forvaltningsorganet for Forskning

Glossar

Anvisningsberettiget: En person med ansvar for et EU-organs modtagelse af indtægter og afholdelse af udgifter.

Betalingsorgan: Et organ, som er udpeget af en medlemsstat til at forvalte EU-landbrugsudgifter.

Delt forvaltning: En metode til gennemførelse af EU-budgettet, hvor Kommissionen - modsat ved direkte forvaltning - uddelegerer gennemførelsen til medlemsstaterne, men stadig har det endelige ansvar.

Den Europæiske Investeringsbank: EU-bank, som ejes af medlemsstaterne, og som yder finansiering til projekter til støtte for EU's politikker, hovedsagelig i EU, men også uden for EU.

Den Europæiske Investeringsfond: Er specialiseret i at yde risikofinansiering til små og mellemstore virksomheder i EU og visse ikke-EU-lande. Del af Den Europæiske Investeringsbank-Gruppe.

Digitalisering: Overgangen til indførelse og anvendelse af digital teknologi og digitaliserede oplysninger med henblik på at gøre processer og opgaver enklere, hurtigere, mere effektive og/eller mere økonomiske.

Direkte forvaltning: Når Kommissionen forvalter en EU-fond eller et EU-program alene - i modsætning til delt forvaltning eller indirekte forvaltning.

EIB-Gruppen: Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Investeringsfond.

Finansielt instrument: Finansiel støtte fra EU-budgettet i form af egenkapital- eller kvasiegenkapitalinvesteringer, lån eller garantier eller andre risikodelingsinstrumenter.

Foreløbig juridisk vurdering: En retlig vurdering af faktiske omstændigheder og forhold vedrørende et specifikt spørgsmål, som foretages, inden den kompetente myndighed har afsagt en endelig dom eller truffet en endelig administrativ afgørelse.

Forordningen om fælles bestemmelser: Den forordning, som fastsætter de regler, der gælder for alle fem europæiske struktur- og investeringsfonde i perioden 2014-2020.

Forvaltningsmyndighed: En national, regional eller lokal myndighed (offentlig eller privat), som en medlemsstat har udpeget til at forvalte et EU-finansieret program.

Offentlige udbud: En proces, hvor et offentligt organ eller en anden myndighed foretager indkøb af bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenester ved hjælp af åbne og konkurrencebaserede procedurer for at opnå kvalitet og valuta for pengene.

Små og mellemstore virksomheder: En størrelsesbetegnelse for virksomheder og andre organisationer, baseret på antallet af ansatte og bestemte finansielle kriterier. Små virksomheder har under 50 ansatte og en årlig omsætning eller en samlet årlig balance på højst 10 millioner euro. Mellemstore virksomheder har under 250 ansatte og en årlig omsætning på højst 50 millioner euro eller en samlet årlig balance på højst 43 millioner euro.

Svig: Forsætlig og ulovlig brug af vildledning med henblik på at opnå materielle fordele ved at frarøve en anden part ejendom eller penge.

Søjlevurdering: En vurdering fra Kommissionen af en gennemførelsespartners finansielle forvaltningsordninger.

Kommissionens svar

https://www.eca.europa.eu/da/Pages/DocItem.aspx?did=61175

Tidslinje

https://www.eca.europa.eu/da/Pages/DocItem.aspx?did=61175

Revisionshold

Revisionsrettens særberetninger præsenterer resultaterne af dens revisioner vedrørende EU-politikker og -programmer eller forvaltningsspørgsmål i forbindelse med specifikke budgetområder. Med henblik på at opnå maksimal effekt udvælger og udarbejder Revisionsretten sine revisionsopgaver under hensyntagen til de risici, der knytter sig til forvaltningens resultatopnåelse eller regeloverholdelsen, de pågældende indtægters eller udgifters omfang, den fremtidige udvikling samt den politiske og offentlige interesse.

Denne forvaltningsrevision blev udført af Afdeling V - Finansiering og forvaltning af Unionen, der ledes af Tony Murphy, medlem af Revisionsretten. Revisionsarbejdet blev udført under ledelse af Helga Berger, medlem af Revisionsretten, med støtte fra kabinetschef Silvia Janik og attaché Franz Ebermann, ledende administrator Judit Oroszki, opgaveansvarlig James McQuade samt revisorerne Tomasz Kokot og Attila Horvay-Kovacs. Thomas Everett ydede sproglig støtte.

Første række, fra venstre mod højre: Judit Oroszki, James McQuade, Helga Berger, Silvia Janik, Attila Horvay-Kovács. Anden række, fra venstre mod højre: Thomas Everett, Tomasz Kokot, Franz Ebermann.

Slutnoter

¹ Afsnit 2.1.1 i den årlige forvaltnings- og effektivitetsrapport for EU's budget 2020, ekskl. "Øvrige tjenester og administration".

² Ibid.

³ Artikel 73 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (finansforordningen).

⁴ Artikel 74 i finansforordningen.

⁵ Finansforordningens artikel 36 og 63.

⁶ Betragtning 5 i direktiv (EU) 2017/1371 om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (BFI-direktivet).

⁷ Artikel 325 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

⁸ Betragtning 5 i BFI-direktivet.

⁹ Identificeret af Revisionsretten på basis af analyser fra Verdensbankgruppen og den amerikanske forbundsregering.

¹⁰ Artikel 135 i finansforordningen.

¹¹ Ibid.

¹² Ibid.

¹³ EDES-databasen: Liste over økonomiske aktører, som er udelukket eller underlagt økonomiske sanktioner.

¹⁴ Artikel 153, stk. 3, i finansforordningen.

¹⁵ Artikel 143 i finansforordningen.

¹⁶ Kommissionens afgørelse (EU) 2018/1220.

¹⁷ Artikel 143 i finansforordningen.

¹⁸ Artikel 135 i finansforordningen.

¹⁹ Artikel 142, stk. 5, i finansforordningen.

²⁰ LexisNexis Bridger Insight.

²¹ Punkt 32 i den interinstitutionelle aftale af 16. december 2020 om budgetdisciplin.

²² Artikel 136, stk. 4, i finansforordningen.

²³ Artikel 143 i finansforordningen.

²⁴ Årsberetninger om beskyttelse af EU's finansielle interesser fra 2016 til 2020: SWD(2017) 268, SWD(2018) 382, SWD(2020) 157, SWD(2021) 256.

²⁵ Punkt 7 i SWD(2020) 157.

²⁶ Artikel 167, stk. 2, og artikel 198, stk. 2, i finansforordningen.

²⁷ EDES-databasen: Liste over økonomiske aktører, som er udelukket eller underlagt økonomiske sanktioner.

²⁸ IAS-revisionsrapport: IAS.B4-2017-BUDG-001 af 25. januar 2019.

²⁹ Artikel 136, stk. 2, i finansforordningen.

³⁰ Artikel 11 i forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 om undersøgelser, der foretages af OLAF.

³¹ Artikel 136, stk. 1, litra a)-d), i finansforordningen.

³² Artikel 136, stk. 1, litra d), e) og f), i finansforordningen.

³³ Artikel 142, stk. 2, i finansforordningen.

³⁴ Artikel 142, stk. 4, i finansforordningen.

³⁵ Ibid.

³⁶ Data leveret af OLAF efter anmodning fra Revisionsretten.

³⁷ Artikel 44 i forordning (EU) 2017/1939.

³⁸ Artikel 6 i aftalen med de nærmere bestemmelser for samarbejde mellem Europa-Kommissionen og Den Europæiske Anklagemyndighed.

³⁹ Artikel 142, stk. 2, litra d), i finansforordningen.

⁴⁰ Artikel 136, stk. 2, litra d), i finansforordningen.

⁴¹ IAS-revisionsrapport: IAS.B4-2017-BUDG-001 af 25. januar 2019.

⁴² Administrativ ordning mellem Den Europæiske Revisionsret og Den Europæiske Anklagemyndighed.

⁴³ Tabel DM3 på s. 133 i del 2 i den statistiske evaluering af uregelmæssigheder indberettet for 2020 - SWD(2021) 258 final.

⁴⁴ Artikel 137, stk. 1, i finansforordningen.

⁴⁵ Jf. en model fra Kommissionen for en erklæring på tro og love.

⁴⁶ "Contract Procedures for European Union External Action - A practical guide".

⁴⁷ Referat af administrationsrådets møde den 27. januar 2021.

⁴⁸ IAS-revisionsrapport: IAS.B4-2017-BUDG-001 af 25. januar 2019.

⁴⁹ Ibid.

⁵⁰ Artikel 154 i finansforordningen.

⁵¹ Finansiel og administrativ rammeaftale af 8. oktober 2019.

⁵² Finansiel og administrativ rammeaftale af 14. februar 2020.

⁵³ Kommissionens afgørelse 2019/C 191/02 af 17. april 2019.

⁵⁴ Artikel 36, stk. 2, litra d), i finansforordningen.

⁵⁵ Artikel 144 i finansforordningen, artikel 5 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1971 og artikel 5 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1970.

⁵⁶ Artikel 122, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1303/2013; artikel 50, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1306/2013, artikel 30, stk. 2 i forordning (EU) nr. 223/2014; artikel 5, stk. 5, i forordning (EU) nr. 514/2014; artikel 21, stk. 1, litra d), i forordning (EU) nr. 1309/2013.

⁵⁷ Artikel 144 i finansforordningen.

⁵⁸ Forordning (EU) nr. 1301/2013 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og forordning (EU) nr. 1300/2013 om Samhørighedsfonden.

⁵⁹ Artikel 136, stk. 1, litra a), i finansforordningen.

⁶⁰ Artikel 19 og artikel 35, stk. 5, i forordning nr. 640/2014.

⁶¹ Artikel 57 i direktiv 2014/24/EU om offentlige udbud.

⁶² Artikel 142, stk. 5, i finansforordningen.

⁶³ Kommissionens strategi til bekæmpelse af svig: en øget indsats for at beskytte EU's budget, COM/2019/196 final.

⁶⁴ Punkt 32 i den interinstitutionelle aftale af 16. december 2020 om budgetdisciplin.

Kontakt

DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET
12, rue Alcide De Gasperi
1615 Luxembourg
LUXEMBOURG

Tlf. +352 4398-1
Kontakt: eca.europa.eu/da/Pages/ContactForm.aspx
Websted: eca.europa.eu
Twitter: @EUAuditors

Yderligere oplysninger om EU fås på internet via Europaserveren (https://europa.eu)

Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2022

PDF	ISBN 978-92-847-7776-1	ISSN 1977-5636	doi:10.2865/50351	QJ-AB-22-006-DA-N
HTML	ISBN 978-92-847-7746-4	ISSN 1977-5636	doi:10.2865/278446	QJ-AB-22-006-DA-Q

MEDDELELSE OM OPHAVSRET

© Den Europæiske Union, 2022

Den Europæiske Revisionsrets politik for videreanvendelse er fastsat i Revisionsrettens afgørelse nr. 6-2019 om den åbne datapolitik og videreanvendelse af dokumenter.

Medmindre andet er oplyst (f.eks. i individuelle meddelelser om ophavsret), er det af Revisionsrettens indhold, der ejes af EU, licenseret i henhold til Creative Commons Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Det betyder, at videreanvendelse generelt er tilladt med korrekt angivelse af kilde og eventuelle ændringer. Ved videreanvendelse af Revisionsrettens indhold må den oprindelige betydning eller det oprindelige budskab ikke fordrejes. Revisionsretten er ikke ansvarlig for eventuelle konsekvenser af videreanvendelsen.

Yderligere tilladelse skal indhentes, hvis specifikt indhold afbilder identificerbare privatpersoner, f.eks. på billeder af ansatte i Revisionsretten, eller omfatter tredjeparts værker.

Hvis en sådan tilladelse opnås, erstatter denne tilladelse ovenstående generelle tilladelse, og den skal klart anføre eventuelle begrænsninger i anvendelsen.

Tilladelse til at anvende eller gengive indhold, der ikke ejes af EU, skal eventuelt indhentes direkte hos indehaveren af ophavsretten:

Figur 7: Ikoner lavet af Pixel Perfect fra https://flaticon.com

Software og dokumenter, der er omfattet af industriel ejendomsret, såsom patenter, varemærker, registrerede design, logoer og navne, er ikke omfattet af Revisionsrettens videreanvendelsespolitik.

EU-institutionernes websteder på europa.eu-domænet har links til websteder uden for europa.eu-domænet. Da Revisionsretten ikke har kontrol over disse websteder, anbefales det at gennemse deres privatlivspolitik og ophavsretspolitik.

Anvendelse af Revisionsrettens logo

Revisionsrettens logo må ikke anvendes uden Revisionsrettens forudgående samtykke.

Sådan kontakter du EU

Personligt
Der findes flere hundrede Europe Direct-informationscentre i hele EU. Find dit nærmeste center på: https://europa.eu/european-union/contact_da

Pr. telefon eller e-mail
Europe Direct er en tjeneste, der besvarer spørgsmål om EU. Kontakt Europe Direct:

• på gratisnummer: 00 800 6 7 8 9 10 11 (visse operatører tager betaling for disse opkald)
• på følgende nummer: +32 22999696 eller
• pr. e-mail: https://europa.eu/european-union/contact_da

Sådan finder du oplysninger om EU

Online
Oplysninger om EU er tilgængelige på alle EU’s officielle sprog på Europawebstedet: https://europa.eu/european-union/index_da

EU-publikationer
Du kan downloade eller bestille EU-publikationer gratis eller mod betaling på: https://op.europa.eu/da/publications.
Du kan bestille flere eksemplarer af de gratis publikationer ved at kontakte Europe Direct eller dit lokale informationscenter (se https://europa.eu/european-union/contact_da).

EU-ret og relaterede dokumenter
Du kan nemt få adgang til EU’s juridiske oplysninger (herunder al EU-ret siden 1951) på alle officielle EU-sprog på EUR-Lex: https://eur-lex.europa.eu

Åbne data fra EU
EU’s portal for åbne data (https://data.europa.eu/da) giver adgang til datasæt fra EU. Dataene kan downloades og genanvendes gratis til både kommercielle og ikkekommercielle formål.