11.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 143/21


Sag anlagt den 22. marts 2005 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik

(Sag C-134/05)

(2005/C 143/30)

Processprog: italiensk

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 22. marts 2005 anlagt sag mod Den Italienske Republik af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved E. Traversa, Kommissionens Juridiske Tjeneste.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande: Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 43 og 49 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, idet den:

1.

Kræver en tilladelse, der er udstedt af den lokale politimyndighed (Questore) for udøvelse af den erhvervsvirksomhed, der består i udenretlig inddrivelse af fordringer.

2.

Begrænser gyldigheden af tilladelsen til den provins, hvori tilladelsen er udstedt.

3.

Knytter udførelsen af den udenretlige inddrivelse af fordringer til de i tilladelsen særligt opregnede lokaler.

4.

Betinger udøvelsen af erhvervsvirksomheden i en provins, hvori den erhvervsdrivende ikke råder over en tilladelse, af tildeling af en fuldmagt til en godkendt repræsentant.

5.

Forpligter de erhvervsdrivende til på synlig vis at fremvise en oversigt over samtlige de tjenester, som kan tilbydes kunderne.

6.

Bestemmer, at den lokale politimyndighed (Questore) kan betinge tildeling af en tilladelse af opfyldelsen af supplerende krav.

7.

Begrænser de erhvervsdrivendes frihed til prisfastsættelse.

8.

Erklærer den virksomhed, der består i inddrivelsen af fordringer for uforenelig med den bank-og kreditvirksomhed, som er omhandlet i lovdekret nr. 385/93.

Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentlige argumenter:

1.

Kravet om en tilladelse, udstedt af politimyndigheden, er ikke foreneligt med traktatens artikel 49, idet det finder anvendelse uden forskel på samtlige tjenesteydere, der er etableret i en medlemsstat, uden at der tages hensyn til disse tjenesteyderes opfyldelse af de forpligtelser, der er fastsat i deres hjemlands lovgivning til beskyttelse af almenvellets interesser.

2.

Italien er inddelt i 103 provinser. Dette betyder, at en erhvervsdrivende, der har til hensigt at etablere sig i Italien og udvide sin erhvervsmæssige aktivitet til en betydelig del af Italien, skal indsende lige så mange ansøgninger, som der er provinser i den del af landet, som han ønsker at dække, og i alt 103 ansøgninger, såfremt vedkommende ønsker at etablerer sig og udøve sin erhvervsmæssige aktivitet i hele landet.

3.

Et selskab, der ønsker at etablere sig i Italien og agere på et område af en vis rækkevidde, skal, ud over at opnå diverse tilladelser, tillige anskaffe forretningslokaler svarende til antallet af tilladelser og antallet af provinser, som er omfattet af selskabets virksomhed. Et sådant krav står med sikkerhed ikke i et rimeligt forhold til de omkostninger dette medfører, og desuden er det ikke i sig selv nødvendigt for udøvelsen af denne virksomhed. Desuden er kravet om rådighed over lokaler at sidestille med et etableringskrav til den erhvervsdrivende, der leverer grænseoverskridende tjenesteydelser.

4.

En erhvervsdrivende, der lovligt udøver sin virksomhed, skal kunne udøve denne i hele Italien, uden at skulle tildele en fuldmagt til en mellemhandler, såfremt han måtte have til hensigt at udøve sin virksomhed uden for den provins, som han har opnået tilladelse til at udøve sin virksomhed i. Eftersom mellemhandleren agerer inden for samme erhvervsområde, er denne en potentiel konkurrent til fuldmagtsgiveren, og derudover er anvendelsen af en mellemhandler tidskrævende og medfører tillige yderligere omkostninger for fuldmagtsgiveren.

5.

Kravet om, på synlig vis, at fremvise en oversigt over selskabets tjenester, forudsætter nødvendigvis, at den erhvervsdrivende råder over forretningslokaler til den omhandlede aktivitet. Det følger af Domstolens faste praksis, at kravet om rådighed over forretningslokaler i den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen skal leveres, svarer til et etableringskrav til den erhvervsdrivende, der leverer grænseoverskridende tjenesteydelser.

6.

Det forhold, at enhver lokal politimyndigheder (Questore) kan betinge tilladelsen til at gøre inddrivelse af fordringer afhængig af udefinerede »yderligere krav«, opfylder ikke kravene om gennemsigtighed og objektivitet i henhold til Domstolens praksis, selvom politimesterens beføjelser er begrænsede i henhold til loven og til det formål denne forfølger.

7.

Begrænsningen i den erhvervsdrivendes frihed til at fastsætter priser er en hindring af såvel etableringsfriheden som den fri udveksling af tjenesteydelser. Det er nemlig afgørende for en erhvervsdrivende, der forsøger at komme ind på et givet marked, og som skal erhverve nye kunder, at dette sker under hensyn til konkurrenterne og til prisen på tjenesteydelser.

8.

Den italienske lovgivnings uforenelighed med udøvelsen af den virksomhed, der består i inddrivelsen af fordringer, der foretages af erhvervsdrivende fra andre medlemsstater, som driver bank-og kreditvirksomhed, skal fastslås enten på baggrund af den i traktaten sikrede etableringsfrihed eller friheden til udveksling af tjenesteydelser.