26.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 63/15


Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 28. oktober 2010 — Frăsina Bejan mod Tudorel Mușat (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Judecătoria Focșani — Rumænien)

(Sag C-102/10) (1)

(Procesreglementet - artikel 92, stk. 1, artikel 103, stk. 1, og artikel 104, stk. 3, første og andet afsnit - tilnærmelse af lovgivningerne - ordning med lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer - frivillig forsikringsaftale - anerkendes ikke)

2011/C 63/28

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Judecătoria Focșani

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Frăsina Bejan

Sagsøgt: Tudorel Mușat

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Judecătoria Focșani — fortolkning af artikel 49 TEUF, 56 TEUF, 57 TEUF, artikel 59, stk. 1, TEUF, artikel 169 TEUF og direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT L 8, s. 17), direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (EFT L 228, s. 12), direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29), direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 14), og direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EUT L 263, s. 11) — ansvarsforsikring for motorkøretøjer — skader forårsaget af forsikrede køretøjer — national lovgivning, som indeholder udelukkelsesbestemmelser, der er til skade for forbrugerne — udelukkelsesbetingelser, som går videre end dem, der er fastsat ved direktiverne — den nationale rets mulighed for at erklære en bestemmelse om udelukkelse af den forsikrede risiko for ugyldig

Konklusion

1)

Den ordning med lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som forskrives i

Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse

Rådets direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer

Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer

er ikke til hinder for en national lovgivning, hvorefter forsikringsgiver i aftaler om frivillig ansvarsforsikring for motorkøretøjer kan udelukke skader, som forvoldes, når motorkøretøjet føres af en alkoholpåvirket person.

2)

Den ordning med lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som foreskrives i direktiv 72/166, 84/5, 90/232, 2000/26 og 2005/14 er ikke til hinder for en national lovgivning, hvorefter en forsikringsgiver i henhold til en aftale om frivillig forsikring af et motorkøretøj ikke er forpligtet til umiddelbart at udbetale erstatning til en forsikringstager, som har lidt skade som følge af en ulykke og kræve erstatning af den person, som har forårsaget ulykken for det beløb, som udbetales til den forsikrede, når forsikringen ikke dækker denne risiko i henhold til en udelukkelsesbestemmelse.

3)

En national lovgivning, hvorefter forsikringsgiver i en aftale om frivillig ansvarsforsikring for motorkøretøjer kan udelukke skader, som forårsages, når køretøjet føres af en alkoholpåvirket person, udgør en restriktion både for etableringsfriheden og for den frie udveksling af tjenesteydelser. Det tilkommer den nationale ret at vurdere, om en sådan restriktion i givet fald kan tillades som en undtagelsesforanstaltning, der er udtrykkeligt fastsat i EUF-traktaten, eller er berettiget i overensstemmelse med Domstolens praksis på grund af tvingende almene hensyn.


(1)  EUT C 113 af 1.5.2010.