Generaladvokatens forslag til afgørelse

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1. Med denne præjudicielle forelæggelse er Domstolen blevet anmodet om at udtale sig om rækkevidden af artikel 20 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (2) .

2. I henhold til denne bestemmelse kan retterne i en medlemsstat på disse områder og i hastetilfælde anvende foreløbige, herunder sikrende, retsmidler over for personer eller aktiver i denne medlemsstat, selv om en ret i en anden medlemsstat i medfør af forordning nr. 2201/2003 har kompetence til at påkende sagens realitet.

3. Den forelagte sag har følgende faktiske baggrund: Ægtefællerne Jasna Detiček, som er slovensk statsborger, og Maurizio Sgueglia, som er italiensk statsborger, har været bosat i Italien og har sammen en datter. I 2007 indgiver de skilsmissebegæring i Italien, og den italienske ret, som har kompetence til at påkende sagens realitet, træffer afgørelse om, at faderen midlertidigt tillægges forældremyndigheden over barnet. Samme dag, som det foreløbige retsmiddel anvendes af den italienske ret, rejser moderen til Slovenien, hvor hun bosætter sig med barnet. Herefter indgiver hun for den slovenske ret en begæring om anvendelse af et foreløbigt retsmiddel, hvorved hun tillægges forældremyndighed over sin datter. Den slovenske ret efterkommer begæringen.

4. Spørgsmålet er, om retten i den medlemsstat, på hvis område barnet befinder sig, under ovennævnte omstændigheder kunne anvende et sådant foreløbigt retsmiddel på grundlag af artikel 20 i forordning nr. 2201/2003.

5. Domstolen har den 27. oktober 2009 besluttet at behandle sagen efter hasteproceduren i overensstemmelse med artikel 23a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 104b i procesreglementet. Inden for rammerne af denne procedure har Jasna Detiček, sagsøgeren i hovedsagen, og Maurizio Sgueglia, sagsøgte i hovedsagen, den slovenske regering og Europa-Kommissionen, som er de eneste parter, som kan afgive skriftlige indlæg, afgivet sådanne. Desuden blev der afholdt et retsmøde den 7. december 2009.

6. I denne stillingtagen vil jeg foreslå Domstolen at fastslå, at artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at når en ret i en medlemsstat, som har kompetence til at påkende sagens realitet, har anvendt et retsmiddel, hvorved forældremyndigheden over et barn midlertidigt tildeles en af forældrene, er det i henhold til denne bestemmelse ikke muligt for en ret i en anden medlemsstat efter den første medlemsstats afgørelse at træffe en afgørelse, hvorved forældremyndigheden tildeles den anden forælder.

7. Jeg vil ligeledes angive, hvorledes de anvendelige retsforskrifter og den fælles referenceramme, som ligger bag disse, nemlig barnets tarv, efter min opfattelse tilrettelægger og opfordrer til et samarbejde mellem retterne i det samme fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

I – Retsforskrifter

A – Haagerkonventionen af 1980

8. Konventionen om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser blev indgået i Haag den 25. oktober 1980 (3) inden for rammerne af verdensorganisationen for grænseoverskridende samarbejde i civile sager og i handelssager.

9. Denne konvention indfører de processuelle regler, som finder anvendelse ved barnebortførelser med henblik på at sikre børnenes umiddelbare tilbagegivelse til den stat, hvor de har deres sædvanlige opholdssted, og sikre beskyttelsen af samværsretten (4) .

10. Artikel 12 i Haagerkonventionen af 1980 har følgende ordlyd:

»Hvis et barn er blevet ulovligt bortført eller tilbageholdt som angivet i artikel 3, og hvis der, da sagen blev indledt ved den judicielle eller administrative myndighed i den kontraherende stat, hvor barnet befinder sig, er gået mindre end ét år fra den dag, da den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse fandt sted, skal den pågældende myndighed bestemme, at barnet straks skal gives tilbage.

Også i de tilfælde, hvor sagen er blevet indledt efter udløbet af den periode på ét år, der er nævnt i foregående stykke, skal den judicielle eller administrative myndighed bestemme, at barnet skal gives tilbage, medmindre det godtgøres, at barnet er faldet til i sine nye omgivelser.

[…]«

11. Konventionens artikel 13 har følgende ordlyd:

»[…] den judicielle eller administrative myndighed i […]staten [, som barnet er blevet fjernet til] [har] ikke pligt til at bestemme, at barnet skal tilbagegives, hvis den person, institution eller anden myndighed, som modsætter sig tilbagegivelsen, godtgør, at

a) den person, institution eller anden myndighed, som drog omsorg for barnets person, ikke faktisk udøvede forældremyndigheden, da bortførelsen eller tilbageholdelsen fandt sted, eller havde samtykket i eller efterfølgende affundet sig med bortførelsen eller tilbageholdelsen, eller

b) der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil udsætte barnet for fysisk eller psykisk skade eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle.

Den judicielle eller administrative myndighed kan også nægte at tilbagegive barnet, hvis den finder, at barnet modsætter sig tilbagegivelsen, og at barnet har nået en sådan alder og modenhedsgrad, at der bør tages hensyn til barnets mening.

[…]«

B – Fællesskabsbestemmelser

12. Forordning nr. 2201/2003, som erstatter forordning nr. 1347/2000, har til formål på området med frihed, sikkerhed og retfærdighed at ensarte de internationale værnetingsregler på området for skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab samt på området for forældreansvar.

13. Mens forordning nr. 1347/2000 begrænsede sig til tvister om forældreansvar, som var omfattet af proceduren om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskabet, udstrækker forordning nr. 2201/2003 værnetingsreglerne til at omfatte alle retsafgørelser om forældreansvar, herunder også foranstaltninger til beskyttelse af et barn, uanset om sådanne afgørelser træffes i forbindelse med en ægteskabssag (5) .

14. I medfør af artikel 1, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2201/2003 finder forordningen anvendelse på det civilretlige område, uanset domsmyndighedens art, for spørgsmål vedrørende tilkendelse, udøvelse, delegation samt hel eller delvis frakendelse af forældreansvar.

1. Den almindelige kompetenceregel og undtagelserne

15. Under henvisning til barnets tarv opstiller forordning nr. 2201/2003 et nærhedskriterium som retternes almindelige territorielle kompetenceregel, men opstiller også en undtagelse til denne regel, navnlig i visse tilfælde af ændring af bopæl, som det fremgår af forordningens artikel 8, 9, 10 og 12.

16. Således bestemmer forordningens artikel 8, stk. 1, at kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar ligger hos retten i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, hvorved barnets opholdssted, som begrebsmæssigt eventuelt adskiller sig fra barnets sædvanlige opholdssted, bliver selve begrundelsen for den kompetence, som gælder, dersom der ikke er andre kompetencegrundlag (6) .

17. Dette princip kan kun fraviges i nærmere afgrænsede tilfælde, hvor den ret, for hvilken sagen først er blevet indbragt, forbliver kompetent enten for at undgå risikoen for konkurrerende værneting eller for at sikre, at en procedure, som lovligt er indledt i henhold til et kriterium baseret på territorial kompetence i overensstemmelse med forordning nr. 2201/2003, og som ikke bestrides af en af parterne, kan fortsætte.

18. Dette er således tilfældet med hensyn til samværsretten, når et barn lovligt flytter fra én medlemsstat til en anden og får nyt sædvanligt opholdssted dér. I sådanne tilfælde bevarer retterne i den medlemsstat, hvor barnet tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, i et tidsrum af tre måneder efter flytningen kompetencen til at ændre en retsafgørelse om samværsret, der er truffet i den pågældende medlemsstat, inden barnet flyttede (7) .

19. Ligeledes indeholder artikel 12, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 2201/2003 en fravigelse af kompetencen til fordel for den ret, for hvilken begæringen om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskabet er indbragt. I henhold til denne bestemmelse bevarer denne ret sin kompetence i ethvert spørgsmål vedrørende forældreansvar, der har tilknytning til den pågældende begæring om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskabet, hvis mindst én af ægtefællerne har forældreansvar over for barnet, og hvis denne rets kompetence udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde er accepteret af ægtefællerne og af indehaverne af forældreansvar. Denne kompetence skal i øvrigt være til barnets bedste. Den ophører, så snart der er truffet endelig afgørelse om imødekommelse eller afvisning af begæringen om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskabet eller om forældreansvar (8) .

20. Hvis ingen ret i en medlemsstat har kompetence i medfør af artikel 8-13 i forordning nr. 2201/2003, afgøres spørgsmålet om kompetencen i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens egen lovgivning (9) .

21. Barnets bedste kan også begrunde en særlig fravigelse i form af, at en ret i en medlemsstat fratages kompetencen til fordel for en ret i en anden medlemsstat.

22. Således bestemmer artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 som følger:

»[…] en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet, [kan], hvis den finder, at en ret i en anden medlemsstat, som barnet har en særlig tilknytning til, er bedre egnet til at behandle sagen eller en specifik del af sagen, såfremt dette er til barnets bedste:

a) udsætte behandlingen af sagen eller den specifikke del heraf og opfordre parterne til at anlægge sag ved retten i den pågældende anden medlemsstat i […] eller

b) anmode en ret i en anden medlemsstat om at erklære sig kompetent […]«

23. I henhold til forordningens artikel 15, stk. 2, finder stk. 1 anvendelse på anmodning af en af parterne, af rettens egen drift, eller på anmodning af en ret i en anden medlemsstat, som barnet har en særlig tilknytning til (10), idet det i de to sidstnævnte tilfælde forudsættes, at der kun sker henvisning, hvis mindst én af parterne er indforstået hermed.

2. Bestemmelser, som specifikt finder anvendelse ved ulovlig fjernelse af barnet

24. I tilfælde af en ulovlig fjernelse af barnet finder de regler, som blev indført med Haagerkonventionen af 1980, fortsat anvendelse. De suppleres imidlertid af bestemmelserne i forordning nr. 2201/2003, som har forrang for denne konvention (11) .

25. Nævnte forordnings artikel 2, nr. 11), bestemmer:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

»ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn«: et barns fjernelse eller tilbageholdelse:

a) når denne strider mod en forældremyndighed, som er tilkendt ved en retsafgørelse, eller som består som følge af loven eller en aftale, der er gyldig i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før fjernelsen eller tilbageholdelsen, og

b) for så vidt denne forældremyndighed faktisk blev udøvet, i fællesskab eller alene, da fjernelsen eller tilbageholdelsen fandt sted, eller ville være blevet udøvet, hvis ikke fjernelsen eller tilbageholdelsen var sket. Forældremyndigheden anses for at blive udøvet i fællesskab, når en af indehaverne af forældreansvar ikke i henhold til en retsafgørelse eller som følge af loven kan bestemme, hvor barnet skal bo, uden samtykke fra en anden indehaver af forældreansvar.«

26. Hvad angår retternes kompetence bestemmer artikel 10 i forordning nr. 2201/2003, at retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før fjernelsen, bevarer deres kompetence.

27. I overensstemmelse med nærhedskriteriet overgår kompeten cen imidlertid til retterne i den medlemsstat, på hvis område barnet har fået et nyt sædvanligt opholdssted, når:

a) hver forældremyndighedsindehavende person, institution eller anden myndighed har affundet sig med fjernelsen eller tilbageholdelsen, eller

b) barnet har boet i denne anden medlemsstat i et tidsrum af mindst ét år, efter at den forældremyndighedsindehavende person, institution eller anden myndighed har fået eller burde have fået kendskab til barnets opholdssted, og barnet er faldet til i sine nye omgivelser, forudsat at mindst en af følgende betingelser er opfyldt:

i) Der er ikke inden et år efter, at indehaveren af forældremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til barnets opholdssted, fremsat nogen anmodning om tilbagegivelse over for de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvortil barnet er fjernet, eller hvor det tilbageholdes.

ii) Indehaveren af forældremyndigheden har trukket sin anmodning om tilbagegivelse tilbage, og der er ikke indgivet en ny anmodning inden for det tidsrum, der er omhandlet i nr. i).

iii) En sag anlagt ved en ret i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, er afsluttet i henhold til artikel 11, stk. 7.

iv) Der er af en ret i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, truffet en afgørelse om forældremyndighed, som ikke indebærer tilbagegivelse af barnet.

28. Artikel 11 i forordning nr. 2201/2003 har overskriften »Tilbagegivelse af barnet«. Det følger af artikel 11, stk. 1, at når en forældremyndighedsindehavende person anmoder de kompetente myndigheder i en medlemsstat om at træffe afgørelse på grundlag af Haagerkonventionen af 1980 med henblik på at opnå tilbagegivelse af et barn, som er blevet fjernet, finder stk. 2-8 anvendelse.

29. Det følger nærmere af forordningens artikel 11, stk. 6, at hvis en ret i en anden medlemsstat i medfør af artikel 13 i Haagerkonventionen af 1980 har bestemt, at et barn ikke skal tilbagegives, skal denne ret straks fremsende en genpart af retsafgørelsen samt af de relevante dokumenter til den kompetente ret eller centralmyndigheden i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse.

30. Det følger endvidere af artikel 11, stk. 8, i forordning nr. 2201/2003, at enhver senere retsafgørelse, der beordrer barnet tilbagegivet, truffet af en ret, der har kompetence i medfør af denne forordning, er eksigibel i henhold til forordningens kapitel III, afdeling 4, herunder navnlig artikel 40, 42 og 43.

31. Det følger af artikel 42 i forordning nr. 2201/2003, at denne retsafgørelse om tilbagegivelse af barnet anerkendes i en anden medlemsstat og er eksigibel dér, uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet, og uden at der kan gøres indsigelse mod anerkendelsen.

32. Der består herved et krav om, at retsafgørelsen er blevet attesteret i domsstaten. Den dommer, som har til opgave at attestere retsafgørelsen, udsteder kun attesten, hvis tre kumulative betingelser er opfyldt. Det følger således af artikel 42, stk. 2, første afsnit, litra a), b) og c), i forordning nr. 2201/2003, at den omhandlede attest kun kan udstedes, hvis barnet har haft mulighed for at blive hørt, medmindre en høring er fundet uhensigtsmæssig under hensyntagen til barnets alder eller modenhedsgrad, hvis parterne har haft mulighed for at blive hørt, og hvis retten i sin afgørelse har taget hensyn til de grunde og det bevismateriale, som dannede grundlag for afgørelsen om, at barnet ikke skal tilbagegives.

3. Bestemmelser, som er fælles for sager om skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab og sager om forældreansvar

33. For at imødekomme alle former for uopsættelige situationer bestemmer artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, at retterne i en medlemsstat kan anvende de foreløbige, herunder sikrende, retsmidler over for personer eller aktiver i denne medlemsstat, selv om en ret i en anden medlemsstat i medfør af denne forordning har kompetence til at påkende sagens realitet.

34. I henhold til forordningens artikel 20, stk. 2, ophører sådanne retsmidler med at gælde, når den ret i en medlemsstat, der i medfør af denne forordning har kompetence til at påkende sagens realitet, har truffet de foranstaltninger, den finder relevante.

4. Anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager om forældreansvar

35. I medfør af artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 anerkendes retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure. Det følger af forordningens artikel 21, stk. 3, at enhver berettiget part kan få fastslået, at en retsafgørelse skal anerkendes, eller at en retsafgørelse ikke skal anerkendes.

36. Grundene til ikke-anerkendelse af retsafgørelser om forældreansvar er defineret i nævnte forordnings artikel 23. Navnlig kan en sådan retsafgørelse ikke anerkendes, såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper, eller hvis retsafgørelsen er blevet truffet, uden at barnet har haft mulighed for at blive hørt.

37. Desuden følger det af artikel 24 i forordning nr. 2201/2003, at kompetencen for retten i domsstaten ikke kan efterprøves (12) .

38. Endelig angives det i nævnte forordnings artikel 28, stk. 1, at »en i en medlemsstat truffet retsafgørelse om forældreansvar over for et barn, som er eksigibel i den pågældende medlemsstat, og som er blevet forkyndt, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når den på anmodning af en berettiget part er blevet erklæret for eksigibel i denne medlemsstat«. Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan desuden appelleres af begge parter (13) .

5. Samarbejdet mellem centralmyndighederne i sager om forældreansvar

39. I medfør af artikel 53 i forordning nr. 2201/2003 udpeger hver medlemsstat en eller flere centralmyndigheder, som skal bistå ved anvendelsen af denne forordning. De har til opgave at fremsende oplysninger om de nationale love og procedurer og træffe generelle foranstaltninger til at lette anvendelsen af denne forordning og styrke samarbejdet mellem de forskellige centralmyndigheder i medlemsstaterne (14) .

40. I henhold til forordningens artikel 55 træffer centralmyndighederne alle nødvendige foranstaltninger med henblik på at indsamle og udveksle oplysninger om barnets situation, om igangværende procedurer, og om retsafgørelser, der er truffet vedrørende barnet. Navnlig skal de træffe alle passende foranstaltninger med henblik på at fremme kommunikationen retterne imellem i forbindelse med gennemførelsen af forordningens artikel 11, stk. 6 og 7, samt artikel 15.

C – Nationale bestemmelser

41. Artikel 411, stk. 1, i lov om retsplejen i civile sager (Zakon o pravdnem postopku) (15) bestemmer, at i ægteskabssager og i tvister i forholdet mellem forældre og børn kan retten anvende foreløbige retsmidler vedrørende underhold af de fælles børn og om, hvem der skal have børnene i deres varetægt, og foreløbige retsmidler vedrørende tilbagekaldelse eller begrænsning af samkvemsretten med børnene og fastsætte bestemmelser om udøvelse af samkvemsretten enten på begæring fra en af sagens parter eller ex officio.

42. I medfør af denne lovs artikel 411, stk. 3, træffes disse foreløbige retsmidler i henhold til bestemmelserne i lov om sikrende retsmidler.

43. Det følger af artikel 267 i lov om fuldbyrdelse og foreløbige retsmidler (Zakon o izvršbi in zavarovanju) (16), at der kan anvendes foreløbige retsmidler inden iværksættelse af en retslig procedure, under sagen eller efter, at der er truffet afgørelse, så længe der ikke er sket fuldbyrdelse.

44. Artikel 105, stk. 3, i lov om ægteskab og familiemæssige forhold (Zakon o zakonski zvezi in družinskih razmerjih) (17) bestemmer, at såfremt forældrene, selv med de sociale myndigheders bistand, ikke kan nå til enighed om, hvem der skal have forældremyndigheden over børnene, bestemmer retten, efter anmodning fra en eller begge forældre, at en af forældrene tildeles forældremyndigheden over samtlige børn, eller at forældremyndigheden over et eller flere børn tildeles den ene forælder, mens den anden forælder tildeles forældremyndigheden over de andre børn. Retten kan også ex officio beslutte at tildele forældremyndigheden over alle eller nogle af børnene til en tredjeperson.

II – De faktiske omstændigheder i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

45. Jasna Detiček, som er slovensk statsborger, og Maurizio Sgueglia, som er italiensk statsborger, er gift og har boet i Rom i 25 år. Deres datter, Antonella, som er slovensk statsborger, blev født den 6. september 1997.

46. Der er for Tribunale ordinario di Tivoli (retten i Tivoli) (Italien) blevet indgivet en skilsmissebegæring. Ved kendelse af 25. juli 2007 besluttede retten i Tivoli midlertidigt at tildele den fulde forældremyndighed over parrets barn til Maurizio Sgueglia og at anbringe barnet på et forsorgshjem, der drives af Suore Calasanziane i Rom.

47. Det fremgår af de sagsakter, som Višje sodišče v Mariboru (appelretten i Maribor) har fremlagt for Domstolen, at dommeren ved Tribunale ordinario di Tivoli ikke ønskede at tildele Jasna Detiček den midlertidige forældremyndighed over barnet med den begrundelse, at sidstnævnte ikke var i stand til at sondre mellem barnets interesser og sine egne interesser. Desuden nægtede Antonella ifølge den italienske dommer at se sin fader. Denne dommer besluttede derfor at tildele Maurizio Sgueglia den midlertidige forældremyndighed og at anbringe Antonella på et forsorgshjem for ikke at involvere hende i konflikten mellem hendes forældre. Det præciseres desuden i denne afgørelse fra den italienske ret, at det er Jasna Detiček selv, som har foreslået og valgt forsorgshjemmet.

48. Samme dag, som afgørelsen blev afsagt, forlod Jasna Detiček Italien med sin datter og rejste til Poljčane i Slovenien, hvor de på nuværende tidspunkt fortsat opholder sig.

49. Ved afgørelse af 22. november 2007 fra Okrožno sodišče v Mariboru (den regionale domstol i Maribor) (Slovenien), som stadfæstedes ved afgørelse afsagt af Vrhovno sodišče (Sloveniens højeste domstol) den 2. oktober 2008, blev kendelsen fra Tribunale ordinario di Tivoli af 25. juli 2007 erklæret for eksigibel på Republikken Sloveniens område, og der blev ved Okrajno sodišče v Slovenski Bistrici (den regionale domstol i Slovenska Bistrica) (Slovenien) iværksat en fuldbyrdelsesprocedure med henblik på at få barnet udleveret til faderen og anbragt på forsorgshjemmet i Rom. Denne fuldbyrdelse blev udsat, indtil der er truffet endelig afgørelse i hovedsagen.

50. Den 28. november 2008 indgav Jasna Detiček en begæring til Okrožno sodišče v Mariboru om foreløbige retsmidler, som ville tildele hende forældremyndigheden over barnet.

51. Ved kendelse af 9. december 2008 efterkom Okrožno sodišče v Mariboru begæringen fremsat af Jasna Detiček og tilkendte hende den midlertidige forældremyndighed over Antonella. Retten baserede afgørelsen på, at der forelå ændrede omstændigheder, og at det var til barnets bedste. Den forelæggende ret har ikke nærmere redegjort for disse omstændigheder.

52. Det fremgår imidlertid af de sagsakter, som er blevet fremlagt for Domstolen, og navnlig af kendelsen af 9. december 2008, at de ændrede omstændigheder var følgende: Antonella er nu faldet til i Slovenien. Den slovenske dommer er af den opfattelse, at en tilbagevenden til Italien og en anbringelse på et forsorgshjem ville være skadelig for hendes trivsel, eftersom det ville medføre et uopretteligt fysisk og psykisk traume. Desuden har dommeren den 1. december 2008 haft en samtale med Antonella, som har udtrykt ønske om at blive hos sin moder.

53. Maurizio Sgueglia har anfægtet denne kendelse for samme ret, som ved kendelse af 29. juni 2009 ikke gav ham medhold. Retten har som begrundelse for anvendelsen af det sikrende retsmiddel henvist til artikel 20 i forordning nr. 2201/2003 og artikel 13 i Haagerkonventionen af 1980.

54. Maurizio Sgueglia har appelleret kendelsen af 29. juni 2009 til Višje sodišče v Mariboru, som har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Har en ret i Republikken Slovenien […] i henhold til artikel 20 i forordning [nr. 2201/2003] kompetence til at anvende et [foreløbigt] retsmiddel, når en ret i en anden medlemsstat, der i henhold til samme forordning har kompetence til at påkende sagens realitet, allerede har anvendt et [foreløbigt] retsmiddel, der er erklæret for eksigibelt […] Slovenien?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Kan en slovensk ret i henhold til national ret (hvilket er muligt, jf. forordningens artikel 20) anvende et [foreløbigt] retsmiddel i henhold til artikel 20 i forordning [nr.2201/2003], som ændrer eller ophæver et endeligt og eksigibelt [foreløbigt] retsmiddel, der er truffet af en ret i en anden medlemsstat, der i henhold til forordning [nr. 2201/2003] er kompetent til at træffe afgørelse om sagens realitet?«

III – Analyse

55. Med sine præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at denne bestemmelse, når en ret i en medlemsstat, som har kompetence til at påkende sagens realitet, har anvendt et retsmiddel, hvorved en af forældrene midlertidigt tildeles forældremyndigheden over barnet, tillader en ret i en anden medlemsstat efter afgørelsen truffet af retten i den førstnævnte medlemsstat at træffe en afgørelse, hvorved forældremyndigheden tildeles den anden forælder.

A – Indledende bemærkninger

56. Indledningsvis er det efter min opfattelse nødvendigt at fremsætte følgende bemærkninger:

57. For det første er det efter min opfattelse ubestridt, at de spørgsmål, som er blevet forelagt Domstolen, har baggrund i en tvist, som er opstået som følge af en ulovlig fjernelse af et barn som omhandlet i forordning nr. 2201/2003.

58. Det følger således af oplysninger, som er blevet fremlagt for Domstolen, at Jasna Detiček forlod Italien, som er den stat, hvor hun havde sit sædvanlige opholdssted, for at rejse til Slovenien med parrets fælles barn, Antonella, som på daværende tidspunkt var 10 år gammel, hvilket skete samme dag, som den italienske ret, for hvilken ægtefællerne havde indgivet en skilsmissebegæring, afsagde en kendelse, hvorved forældremyndigheden over Antonella midlertidigt tildeltes faderen, Maurizio Sgueglia. Denne situation består fortsat mod faderens vilje.

59. Det følger heraf, at de betingelser, som er fastsat i artikel 2, nr. 11), i forordning nr. 2201/2003, hvorefter der er tale om ulovlig fjernelse af et barn, »når denne strider mod en forældremyndighed, som er tilkendt ved en retsafgørelse, eller som består som følge af loven […] i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før fjernelsen […], for så vidt denne forældremyndighed faktisk blev udøvet, i fællesskab eller alene, da fjernelsen […] fandt sted, eller ville være blevet udøvet, hvis ikke fjernelsen […] var sket«, efter min mening er opfyldt.

60. Det er herefter nødvendigt først at præcisere, at selv om betingelserne i denne forordnings artikel 11, som tilrettelægger samarbejdet mellem retterne til barnets bedste, givetvis finder anvendelse i forbindelse med fuldbyrdelseshandlingen, dvs. tilbagegivelsen, som faderen har begæret for Okrajno sodišče v Slovenski Bistrici, finder de derimod ikke anvendelse på den sag, som moderen har anlagt ved Okrožno sodišče v Mariboru.

61. Det følger således af forordningens artikel 11, stk. 1, at der kun kan ske tilbagegivelse af et barn ved hjælp af denne mekanisme, »når en forældremyndighedsindehavende person, institution eller anden myndighed anmoder de kompetente myndigheder i en medlemsstat om at træffe afgørelse på grundlag af Haagerkonventionen af […] 1980 […] med henblik på at opnå tilbagegivelse af et barn, som ulovligt er blevet fjernet til eller ulovligt tilbageholdes i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse«.

62. Det fremgår af de oplysninger, som er blevet fremlagt for Domstolen, at Jasna Detiček ikke var indehaver af hverken den fulde e ller den delte forældremyndighed i henhold til afgørelsen afsagt af Tribunale ordinario di Tivoli den 25. juli 2007 og eksigibel ved afgørelse afsagt af Vrhovno sodišče den 2. oktober 2008, da hun den 28. november 2008 indgav en begæring for Okrožno sodišče v Mariboru med henblik på at få tildelt forældremyndigheden, og desuden vedrørte hendes begæring ikke Antonellas tilbagegivelse. Der er i den foreliggende sag således ikke blot tale om et helt anderledes tilfælde, men også om et tilfælde, som fuldstændigt er i strid med formålet med artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003.

63. Det er således udelukkende i lyset af de selvstændige bestemmelser i forordningens artikel 20, at de for Domstolen forelagte spørgsmål skal besvares.

64. Det spørgsmål, som opstår i forbindelse med den præjudicielle forelæggelse fra den forelæggende ret, er, om det i et tilfælde som det, der foreligger i hovedsagen, er muligt at opnå en retsafgørelse afsagt på grundlag af nævnte forordnings artikel 20, stk. 1, og få anerkendt, at en sådan retsafgørelse fremover har forrang, når nævnte retsafgørelse er afsagt af en ret, hvis territorielle kompetence kun består som følge af en ulovlig fjernelse af barnet.

65. Svaret på dette spørgsmål afhænger efter min opfattelse af en besvarelse af følgende to spørgsmål: For det første, hvori består det grundlæggende princip bag forordning nr. 2201/2003 i en sag, som den, der er blevet forelagt Domstolen? For det andet, hvorledes indgår bestemmelserne i forordningens artikel 20 i forordningens system?

B – Systemet indført med forordning nr. 2201/2003 hvad specifikt angår en ulovlig fjernelse af barnet

66. Efter min opfattelse er forordning nr. 2201/2003 baseret på følgende grundlæggende overvejelser.

67. Det bemærkes for det første, at forordningen tilsigter at bidrage til oprettelsen af et ægte fælles retligt område ved at fastsætte regler for kompetence i ægteskabssager og i sager om forældreansvar og ved at lette anerkendelsen og fuldbyrdelsen af retsafgørelser på disse områder.

68. Med henblik herpå er det af altafgørende betydning, at retsafgørelser afsagt i en medlemsstat gensidigt anerkendes. Som det præciseres i anden betragtning til forordning nr. 2201/2003, er princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser blevet anset for hjørnestenen i oprettelsen af et ægte retligt område. Derfor bør anerkendelsen og fuldbyrdelsen af retsafgørelser være baseret på princippet om gensidig tillid, og grundene til ikke-anerkendelse bør begrænses til det nødvendige minimum (18) .

69. Der bør for det andet henvises til det, som den nævnte forordning selv fremhæver, nemlig at de i forordningen fastsatte kompetenceregler er udformet under hensyntagen til barnets bedste (19) . Det følger således, efter min opfattelse uomtvisteligt, heraf, at kompetencereglerne, som har til formål at bekæmpe ulovlige fjernelser af børn, ligeledes er udformet i samme ånd.

70. En praksis, som tidligere desværre var alt for udbredt ved skilsmisser mellem ægtefæller med forskellige nationaliteter, bestod i, at den af forældrene, som ønskede forældremyndigheden over barnet eller børnene, flygtede med det pågældende barn eller de pågældende børn til sit oprindelsesland, hvor forælderen indbragte sagen for den nationale ret med henblik på tilkendelse af forældremyndigheden, i givet fald i strid med retsafgørelser afsagt i en anden stat.

71. Konsekvensen heraf var en flerårlig og endog også endelig afbrydelse af relationerne mellem barnet og den anden forælder, en situation, som på ingen måde kan anses for at være til barnets bedste, eller for at anvende et udtryk, som Domstolen allerede har brugt, til dets velbefindende (20) .

72. En sådan tilgang, hvorpå der findes adskillige og smertelige eksempler i den nærmeste fortid og endog i nutiden, bestod i hos den ret, for hvilken sagen indbringes, at opnå eller håbe på at opnå en favorabel reaktion, som er inspireret af en form for judiciel nationalisme, som nu til dags er fuldstændig uforenelig med idéen om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Barnet fratages herved vigtige og fuldt ud grundlæggende rettigheder. Ud over at man nemt kan forestille sig, at det familiemæssige pres, som barnet udsættes for, selv når barnet har nået en tilstrækkelig modenhed, fratager det dets valgfrihed og muligheden for at gøre brug af sin bevægelsesfrihed for at besøge den anden forælder, er det ganske enkelt barnets grundlæggende ret at have en naturlig kontakt til sine to forældre, som således tilsidesættes.

73. For at forhindre sådanne former for praksis, som er meget skadelige for barnet, har forordning nr. 2201/2003 indført bindende kompetenceregler, som først og fremmest har til formål at forhindre adfærd, som resulterer i et sådant system og udgør en flagrant retsstridig adfærd.

74. Det konkrete forbud mod de nævnte former for praksis indebærer således et absolut forbud mod forumshopping. Den eneste effektive løsning er at fastholde, at den oprindelige kompetence ligger hos den ret, som påkender sagens realitet, og at anse denne kompetence for urørlig.

75. Dette er efter min opfattelse grunden til, at forordning nr. 2201/2003 efter i barnets interesse at have fastsat en almindelig kompetenceregel ud fra nærhedskriteriet (21) også i denne interesse fastsætter undtagelser, herunder den undtagelse, der finder anvendelse ved en ulovlig fjernelse af barnet.

76. I et sådant tilfælde, som er omhandlet i og reguleret ved den nævnte forordnings artikel 10, er det retten i den medlemsstat, på hvis område barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse, som er kompetent. Retten i den medlemsstat, på hvis område barnet opholder sig, kan kun tillægges kompetence, hvis denne fjernelse efterfølgende bliver lovlig som følge af en udtrykkelig eller implicit lovliggørelse i de tilfælde, som er nævnt i forordningen.

77. Denne bestemmelse omfatter således de tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren giver samtykke til fjernelsen (22), eller hvor den ret, som har bevaret sin kompetence på grund af fjernelsens ulovlighed, afsiger en afgørelse, som bekræfter fjernelsen, eller træffer afgørelse vedrørende forældremyndigheden, som ikke indebærer en tilbagegivelse (23) . Ligeledes omfatter den nævnte bestemmelse implicit den situation, hvor den person, som havde ret til at begære barnets tilbagegivelse, inden for en frist på et år ikke fremsætter en sådan begæring, eller trækker en sådan begæring tilbage, og ikke anlægger sag med henblik på barnets tilbagegivelse (24) . I alle disse tilfælde overgår kompetencen til retten i den medlemsstat, til hvis område barnet er blevet flyttet.

78. Det er, henset til de oplysninger, som er blevet fremlagt for Domstolen af den forelæggende ret, klart, at dette ikke er tilfældet i den foreliggende sag. Maurizio Sgueglia har således efter at have anmodet om og opnået en anerkendelse af det italienske retsmiddel på slovensk område anlagt sag ved Okrajno sodišče v Slovenski Bistrici med henblik på Antonellas tilbagegivelse ved hjælp af fuldbyrdelse af dette retsmiddel.

79. Det er således ubestridt, at den italienske ret i henhold til forordning nr. 2201/2003 har bevaret sin kompetence, og at alle andre værneting er udelukket, hvilket i øvrigt også anerkendes af den forelæggende ret.

80. Det er i lyset af disse betragtninger, at de præjudicielle spørgsmål fra den forelæggende ret nu skal besvares.

C – Artikel 20’s plads i forordning nr. 2201/2003 i forordningens generelle opbygning

81. Det er i realiteten dette spørgsmål, som den forelæggende ret søger belyst med sine præjudicielle spørgsmål, idet den nærmere bestemt ønsker oplyst, om det, når en ret i en medlemsstat, som har kompetence til at påkende sagens realitet, har anvendt et retsmiddel, hvorved forældremyndigheden over et barn midlertidigt tildeles én af dets forældre, er muligt for en ret i en anden medlemsstat på grundlag af artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 efter afgørelsen i den første medlemsstat at træffe en afgørelse, hvorved forældremyndigheden over barnet tildeles den anden forælder.

82. Det bemærkes for det første, at det i henhold til forordningens artikel 20, stk. 1, er muligt for en ret, som ikke har kompetence til at påkende sagens realitet, undtagelsesvis i hastetilfælde at anvende foreløbige, herunder sikrende, retsmidler over for personer eller aktiver i denne medlemsstat.

83. Efter min opfattelse udgør denne bestemmelse ikke en generel kompetenceregel, men en tilladelse til at handle dels i lyset af en risiko for barnet, dels i lyset af behovet for at handle med det samme for at bringe barnet ud af denne risiko.

84. Som Kommissionen har understreget i punkt 27 i sit indlæg, har artikel 20 i forordning nr. 2201/2003 som virkning, at det bliver muligt at påberåbe sig loven i det land, hvor den pågældende domstol er beliggende, uden at der var nogen oprindelig kompetence.

85. Som anført er kompetencereglerne, herunder forordningens artikel 10, udarbejdet under hensyn til barnets tarv. Forordningens artikel 20, som fuldstændigt fraviger disse regler, kan således kun anvendes under særligt alvorlige omstændigheder, som har en direkte forbindelse til barnets situation.

86. Domstolen har allerede haft lejlighed til at præcisere rækkevidden af denne bestemmelse i A-dommen. I denne dom fastslog Domstolen, at anvendelsen af artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 er underlagt tre kumulative betingelser, nemlig at de pågældende retsmidler skal anvendes på en uopsættelig situation, at de skal anvendes over for personer eller aktiver, der befinder sig i den medlemsstat, hvori den ret, for hvilken sagen er indbragt, har sit sæde, og at de skal være af foreløbig karakter (25) .

87. I det konkrete tilfælde, som blev forelagt den i denne sag, angav Domstolen at »[foreløbige retsmidler vedtaget i medfør af artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003] finder anvendelse på børn, der har sædvanligt opholdssted i en medlemsstat, opholder sig midlertidigt eller tilfældigt i en anden medlemsstat og befinder sig i en situation, der kan være til alvorlig skade for deres velbefindende, herunder deres sundhed eller udvikling, således at det er berettiget omgående at træffe beskyttelsesforanstaltninger« (26) .

88. Til det eksempel, som Domstolen har angivet, kan tilføjes eksemplet givet af Kommissionen i »guide pratique pour l’application du règlement n° 2201/2003« (praktisk vejledning for anvendelsen af forordning nr. 2201/2003) (27), som efter min opfattelse udgør en god illustration af den mekanisme, som er blevet indført ved denne forordnings artikel 20.

89. Denne vejledning nævner således som eksempel en familie, som er på rejse i bil i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige opholdssted. Familien er ude for en ulykke, og de to forældre befinder sig i koma og er ikke i stand til at varetage forældreansvaret. Myndighederne i den medlemsstat, hvor familien befinder sig, er således nødt til hurtigt at anvende foreløbige retsmidler for at beskytte parrets barn, som ikke har nogen slægtninge i denne medlemsstat. I et sådant tilfælde kan disse retsmidler bestå i at anbringe barnet på et børnehjem.

90. Det er klart, at denne nødvendige undtagelse til den almindelige kompetenceregel kun kan begrundes under henvisning til særlige omstændigheder, såsom dem, der ville opstå, hvor der er en umiddelbar fare, som kun kan forhindres ved, at der træffes en hurtig afgørelse som svar på en situation, der enten rummer selve faremomentet, eller hvor faren ikke kan afværges.

91. Det er ikke min opfattelse, at dette er tilfældet i hovedsagen.

92. Det er imidlertid ikke svært at forestille sig den ængstelse, som barnet må føle i en sådan situation, en ængstelse, som desværre tit gør sig gældende for børn, hvis forældre, selv efter en separation, fortsat er uenige, selv om separationen netop havde til formål at afdæmpe uenigheden, og dermed tilsidesætter deres grundlæggende pligter som forældre, nemlig at beskytte barnet, herunder også imod konsekvenserne af deres egen indbyrdes uenighed.

93. Det må imidlertid bemærkes, at denne ængstelse ikke synes at opfylde de ovennævnte kriterier, som kan begrunde en indgriben fra den ret, som ikke har kompetence til at påkende sagens realitet, herunder navnlig anvendelsen af et retsmiddel, som, idet det omgør retsmidlet anvendt af den ret, som kan påkende sagens realitet, træder i stedet for sidstnævnte.

94. Den fortolkning, som jeg foreslår, kan forekomme særlig restriktiv. Efter min mening bør det forholde sig således, ikke blot fordi artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 udgør en undtagelse til de kompetenceregler, som er indeholdt i forordningen, og idet undtagelser normalt skal fortolkes indskrænkende, men også fordi en sådan fortolkning er påkrævet under henvisning til behovet for at give denne forordning effektiv virkning.

95. I en konkret situation som den, der foreligger i hovedsagen, som nøjagtigt svarer til den situation, som forordningen har tilsigtet at forbyde, kan undtagelserne kun fortolkes restriktivt, og må på ingen måde udgøre en bagdør, hvorigennem de tidligere former for praksis vil kunne anvendes på ny. Hermed varetages den generelle interesse hos alle børn, hvis forældre har forskellig nationalitet, og som kunne være fristet af sådanne former for praksis, hvis de i retspraksis fandt grundlag for at anvende sådanne former for praksis, fordi sådanne undtagelser blev fortolket for bredt.

96. Det følger desuden af artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 2201/2003, at de anvendte retsmidler kun kan være foreløbige og er underlagt en afgørelse om sagens realitet.

97. I den sag, som er forelagt Domstolen, er situationen helt anderledes. Langt fra at handle til støtte for den ret, som har kompetence til at påkende sagens realitet, har Okrožno sodišče v Mariboru reelt lagt sig på konfrontationskurs og har truffet en afgørelse, som omgør den afgørelse, som den kompetente ret har afsagt, og som tilsigter at træde i stedet for sidstnævnte.

98. De nødvendige betingelser for anvendelsen af artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 er følgelig ikke opfyldt i den foreliggende sag. Det må således konkluderes, at den førsteinstansret, for hvilken Jasna Detiček har indbragt sagen, ikke har kompetence til at træffe afgørelse om sidstnævntes begæring, og at den under alle omstændigheder ikke kunne træffe de afsagte afgørelser.

99. Det er min opfattelse, at dersom man tillod den slovenske ret at anvende et foreløbigt retsmiddel, som vedrører samme emne og samme sag, som det retsmiddel, der er blevet anvendt af den ret, der har kompetence til at påkende sagens realitet, ville dette i realiteten svare til en ikke-anerkendelse af det retsmiddel, som er blevet anvendt af den ret, der har kompetence til at påkende sagens realitet, og udgøre en omgåelse af de regler for kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse, som er fastsat ved forordning nr. 2201/2003.

100. Princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser, som er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, ville herved blive antastet i alvorlig grad, og det system, som blev indført ved denne forordning, ville blive bragt i fare.

101. Som anført hviler målet om at få indført et fælles retligt område på disse to principper. Dersom det i en situation, hvor en ret i en medlemsstat, som har kompetence til at påkende sagens realitet, allerede har truffet afgørelse i sagen, anerkendes, at en ret i en anden medlemsstat kan træffe en afgørelse over for et barn, bevirker dette, at den gensidige tillid, som bør bestå mellem retssystemerne i medlemsstaterne i Den Europæiske Union, ødelægges.

102. Eftersom der i denne sag er tale om en ulovlig fjernelse af et barn, som er i strid med forordning nr. 2201/2003 og Haagerkonventionen af 1980, er det desuden min opfattelse, at hvis Jasna Detičeks fremgangsmåde blev accepteret, og hvis det foreløbige retsmiddel anvendt af den slovenske ret blev anset for gyldigt, ville dette svare til at lovliggøre en åbenlyst retsstridig adfærd. Den afskrækkende virkning på barnebortførelser udført af forældrene, som tilsigtes med disse to retsinstrumenter, ville herved fratages sit indhold.

103. Vil det sige, at der helt skal ses bort fra de ændrede omstændigheder som følge af den ulovlige fjernelse af Antonella?

104. Det er ikke min opfattelse. Der skal tages hensyn til de ændrede omstændigheder, fordi de udgør en faktisk omstændighed, som barnet ikke er ansvarlig for, og som barnets tarv kræver skal undersøges og vurderes. Som Domstolen har præciseret i dom af 11. juli 2008, Rinau (28), er forordning nr. 2201/2003 begrundet i den betragtning, at hensynet til barnets bedste skal have forrang (29) . Desuden fremgår det af 33. betragtning til forordningen, at »den [især] søger […] at sikre fuld respekt for børns grundlæggende rettigheder som omhandlet i artikel 24 i [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder] [(30) ]«.

105. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at dette bør ske under overholdelse af forordning nr. 2201/2003 og via de procedurer, som er fastlagt heri.

106. Som jeg læser bestemmelserne i denne forordning, er det for den ret, for hvilken Maurizio Sgueglia har indbragt en begæring om tvangsfuldbyrdelse af afgørelsen af 25. juli 2007 afsagt af Tribunale ordinario di Tivoli, at oplysningerne vedrørende barnets tarv skal påberåbes og fremlægges, og de kan som sådanne få den italienske ret til at tage sin afgørelse op til fornyet overvejelse, og endog i medfør af forordningens artikel 15 overføre sin kompetence.

107. Efter min mening udgør denne begæring om tvangsfuldbyrdelse i realiteten et søgsmål om tilbagegivelse, som garantierne indeholdt i artikel 11 i forordning nr. 2201/2003 bør finde anvendelse på.

108. Eftersom begæringen ikke har noget andet formål end barnets tilbagegivelse ved hjælp af en fuldbyrdelse af afgørelsen af 25. juli 2007, som er blevet erklæret for eksigibel af Vrhovno sodišče, bør den kvalificeres som det, den egentlig er, hvilket er den eneste måde, hvorpå det sikres, at der består identiske garantier, uanset hvilken procedure der anvendes. Efter min opfattelse er en sådan fortolkning netop af denne grund påkrævet under henvisning til barnets tarv.

109. De forskellige processuelle muligheder, som artikel 11 i forordning nr. 2201/2003 giver retterne, finder således deres plads inden for rammerne og ånden af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Heraf følger etableringen af ikke en konkurrence, men derimod af en dialog, som der naturligvis bør findes mellem retterne i et retligt område baseret på gensidig anerkendelse og uden andet sigte og formål end at finde frem til den løsning, som bedst varetager barnets interesser.

110. Netop heri består i øvrigt selve forordningens ånd. Hver gang der sker en ulovlig fjernelse af et barn, opstiller forordningen sammen med Haagerkonventionen af 1980 en særlig mekanisme for samarbejde mellem de berørte retter, som har til formål at muliggøre barnets umiddelbare tilbagegivelse til den stat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted før fjernelsen, samtidig med at den opstiller så mange sikkerhedsgarantier som muligt, som retterne bør anvende i barnets interesse (31) .

111. Det følger heraf under omstændigheder som dem, der er forelagt Domstolen, at hvis Okrajno sodišče v Slovenski Bistrici træffer en afgørelse om, at barnet ikke skal tilbagegives, skal den straks i henhold til artikel 11, stk. 6, i forordning nr. 2201/2003 fremsende en genpart af retsafgørelsen samt af de relevante dokumenter til den italienske ret, som skal tage hensyn hertil i sin endelige afgørelse.

112. Hvis denne ret til trods herfor træffer afgørelse om barnets tilbagegivelse, vil dens afgørelse, som anført i punkt 30 i denne stillingtagen, være direkte eksigibel.

113. Den nævnte ret skal i så fald i henhold til artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 2201/2003 udstede en attest til den ret, som har afsagt afgørelsen om, at der ikke skal ske tilbagegivelse, hvorved det attesteres, at barnet er blevet hørt, medmindre barnets alder eller modenhedsgrad ikke tillader det, at parterne har haft mulighed for at blive hørt, og at retten i sin afgørelse har taget hensyn til de grunde og det bevismateriale, som dannede grundlag for retsafgørelsen om afslag på tilbagegivelse.

114. Således skal de ændrede omstændigheder, som Jasna Detiček har påberåbt sig til støtte for sin begæring, indgå inden for rammerne af dette samarbejde.

115. I dette lys er det utænkeligt, at retternes endelige afgørelse om barnets skæbne kan afgøres ud fra instruktive nationalistiske hensyn.

116. Selve karakteren af dommerrollen, dvs. den heraf følgende pligt hos en person, som varetager denne rolle, pålægger den dommer, som træffer afgørelse om sagens realitet, at tage hensyn til omstændighederne i sagen, når han træffer sin afgørelse med henblik på, idet alle andre betragtninger herved udelukkes, at afgøre, hvilken løsning der er til barnets bedste, dvs. den løsning, som giver barnet stabilitet i de bedst mulige omgivelser, hvilket omfatter et normalt og afspændt forhold til begge forældre.

117. Henset til ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at denne bestemmelse, når en ret i en medlemsstat, som har kompetence til at påkende sagens realitet, har truffet en afgørelse, hvorved en af forældrene midlertidigt tildeles forældremyndigheden over barnet, ikke tillader en ret i en anden medlemsstat, efter at afgørelsen er truffet af retten i den førstnævnte medlemsstat, at træffe en afgørelse, hvorved forældremyndigheden tildeles den anden forælder.

IV – Stillingtagen

118. Under disse omstændigheder foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål fra Višje sodišče v Mariboru som følger:

»Artikel 20, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at denne bestemmelse, når en ret i en medlemsstat, som har kompetence til at påkende sagens realitet, har truffet en afgørelse, hvorved en af forældrene midlertidigt tildeles forældremyndigheden over barnet, ikke tillader en ret i en anden medlemsstat, efter at afgørelsen er truffet af retten i den førstnævnte medlemsstat, at træffe en afgørelse, hvorved forældremyndigheden tildeles den anden forælder.«

(1) .

(2) – EFT L 338, s. 1.

(3) – Herefter »Haagerkonventionen af 1980«.

(4) – Jf. konventionens artikel 1.

(5) – Jf. femte betragtning til forordning nr. 2201/2003.

(6) – Jf. artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003. Følgende fremgår af denne bestemmelse: »Hvis et barns sædvanlige opholdssted ikke kan fastslås, og kompetencen ikke kan afgøres på grundlag af artikel 12, ligger kompetencen hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet befinder sig.«

(7) – Artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003.

(8) – Jf. forordningens artikel 12, stk. 2, litra a) og b).

(9) – Jf. forordningens artikel 14.

(10) – I medfør af forordningens artikel 15, stk. 3, anses barnet for at have en særlig tilknytning til en medlemsstat, hvis eksempelvis barnet har fået sit sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat, efter at sagen er anlagt ved den ret, som har kompetence til at pådømme sagens realitet, hvis barnet tidligere havde sit sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat, eller hvis en indehaver af forældreansvar har sit sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat.

(11) – Jf. forordningens artikel 60, litra e).

(12) – I medfør af forordningens artikel 2, nr. 5), er domsstaten den medlemsstat, hvori den retsafgørelse, der skal fuldbyrdes, er truffet.

(13) – Jf. artikel 33, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003.

(14) – Jf. artikel 54 i forordning nr. 2201/2003.

(15) – Som ændret (Uradni list RS, št 26/99).

(16) – Uradni list RS, št 51/98.

(17) – Uradni list RS, št 69/04.

(18) – Jf. 21. betragtning til forordningen.

(19) – Jf. 12. betragtning til forordning nr. 2201/2003.

(20) – Jf. dom af 2.4.2009, sag C-523/07, A, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 48.

(21) – Jf. forordningens artikel 8.

(22) – Jf. artikel 10, litra a), i forordning nr. 2201/2003.

(23) – Jf. forordningens artikel 10, litra b), nr. iv).

(24) – Jf. forordningens artikel 10, litra b), nr. i) og ii).

(25) – Præmis 47.

(26) – Præmis 48.

(27) – Guide pratique pour l’application du nouveau règlement Bruxelles II (udgave ajourført den 1.6.2005).

(28) – Sag C-195/08 PPU (Sml. I, s. 5271).

(29) – Præmis 51.

(30) – Følgende fremgår af denne bestemmelse:

»1. Børn har ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel. De kan frit udtrykke deres synspunkter. Der tages hensyn hertil i forhold, der vedrører dem, i overensstemmelse med deres alder og modenhed.

2. I alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal barnets tarv komme i første række.

3. Ethvert barn har ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, medmindre dette er i modstrid med dets interesser.«

(31) – Jf. 17. betragtning til forordningen og præamblen til den nævnte konvention.