15.7.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 238/25


Sag anlagt den 13. maj 2019 — Achema og Lifosa mod Kommissionen

(Sag T-300/19)

(2019/C 238/29)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Achema AB (Jonava, Litauen) og Lifosa AB (Kedainiai, Litauen) (ved advokaterne E. Righini og N. Solárová)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Kommissionens afgørelse C(2018) 9209 final af 8. januar 2019 i statsstøttesag SA.45765 (2018/NN) — Litauen — støtte til kraftværker, der producerer elektricitet fra vedvarende energikilder, annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat et enkelt anbringende om, at Kommissionen undlod at indlede en formel undersøgelsesprocedure, hvorved den fratog sagsøgerne deres processuelle rettigheder i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF.

Sagsøgerne har anført, at samtlige beviser peger på, at Kommissionen burde have været i tvivl om, hvorvidt statsstøtten og finansieringsmetoden var forenelig med det indre marked og EU-retten. Derfor skulle den have indledt en formel undersøgelse.

Sagsøger har i denne forbindelse henvist til en lang række beviser, lige fra varigheden af fasen forud for anmeldelsen og den uforholdsmæssige fordeling af tiden mellem denne fase og den indledende undersøgelsesprocedure, øvrige omstændigheder hvorunder den anfægtede afgørelse blev vedtaget, og de angivelige fejl, som afspejles i afgørelsen, som ifølge sagsøgerne er utilstrækkeligt begrundet og behæftet med væsentlige urigtige skøn eller en skønsmangel. Disse forhold godtgør, at Kommissionen foretog en utilstrækkelig analyse af de relevante aspekter, og at den ikke havde de nødvendige oplysninger til at fastslå, at statsstøtten og metoden til finansiering heraf var forenelig med det indre marked og EU-retten.

Navnlig gøres det gældende, at i) Kommissionen anlagde et urigtigt skøn med hensyn til en enkeltstående ordning for vedvarende energikilder og afgift på vedvarende energikilder, idet den anlagde en forkert fortolkning af den litauiske lovgivningsmæssige ramme og sagsøgernes klager, ii) Kommissionen undlod at vurdere den investeringsstøtte, der var ydet til producenter af vedvarende energikilder, og dens analyse af realiteten er således ufuldstændig og utilstrækkelig, iii) Kommissionen anlagde et urigtigt skøn med hensyn til fritagelserne fra afgiften i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF, iv) Kommissionens vurdering af, om ordingen for vedvarende energikilder er forenelig med det indre marked, var utilstrækkelig og forkert, og v) vurderingen af, om finansieringsmetoden er forenelig med EU-retten, er mangelfuld og utilstrækkelig.